Vi diskuterer…

Liberalisme hos Torben Sangild… med Torben Sangild.

Og – såmænd igen – liberalisme og indvandring hos Mr. Andersson, med bl.a. Frank Nielsen, Christian Lindhardt-Larsen, Letsindig m-fl, især en person der går under det efter min mening utroligt seje kaldenavn ‘Karbonaden’. Og de er godt sure!

Sænk mindstelønnen

Endelig er der nogen som tager bladet fra munden og siger tingene som det er: Hvis vi skal have flere i arbejde skal mindstelønnen sænkes.

Det er såmænd kulturminister Brian Mikkelsen, der melder ud, og jeg er helt enig med ham, bortset fra at jeg mener mindstelønnen skal fjernes helt. Og hvorfor nu det?

Vi må erkende at der er rigtig mange mennesker i det danske samfund, som sådan set fysisk og mentalt er fuldstændigt i stand til at besidde et arbejde, men som ikke gør det. Hvorfor ikke? Fordi de ikke har kvalifikationer til at besidde et job der skal producere værdier for over 90 kroner i timen, altså give arbejdsgiveren de penge ind igen, som hun giver i løn (faktisk er det jo væsentligt over, men det er jo en anden sag). I det mindste er der ikke jobs nok af den slags. Det traditionelle svar har været at forsøge at højne kvalifikationerne hos disse mennesker, men det er ikke gået godt, og kommer til at gå endnu dårligere i fremtiden, pga. den stadig større konkurrence på kvalificeret arbejdskraft fra udlandet. Desuden har man ikke ville se i øjnene, at der simpelthen er mennesker der ikke dur til andet end forskellige former for manuelt arbejde eller servicejobs. Der har været en illusion om at alle skulle kunne blive atomfysikere og nobelprismodtagere. Og i tilgift har man nedgjort de manuelle jobs. Men der er intet galt i at være skraldemand eller gadefejer eller ekspedient i McDonalds. Hvis man ellers passer sit arbejde bør et sådan job give fuldt ud samme respekt som at være malermester eller jurist.

Derfor: Sænk mindstelønnen og lad os få nogle flere lavt betalte servicejobs og manuelle jobs. Til gengæld skal man bruge det overskud der kommer ind på færre overførselsydelser til at fjerne momsen og sænke bundskatten. Dermed vil det blive meget lettere at klare sig for en lav løn. Det vil det i parentes bemærket også være for en forfatter-fattigrøv som mig (nej, jeg er ikke på dagpenge, men betaler selv for min kunst).

Pelle & Pind

Så ligger den i min CD-afspiller! Den længe ventede Pelle & Pind: Aznavour på dansk – Fra i dag (Airborne records, 2003), som jeg lovede en anmeldelse af, frisk hjemkommet fra biblioteket på Danasvej. Første reaktion: Meget, meget positivt overrasket. Det må være en af de mærkeligste og ‘against the odds’ mest vellykkede danske pladeudgivelse i det sidste års tid.

Jeg må indrømme, at jeg ikke selv er den store kender af Charles Aznavour, men både Pelle Voigt, den tidligere MF’er for SF og nuværende leder af Hjemløsehuset på Falkevej, og Søren Pind, medlem af Borgerrepræsentationen i København og ungløve i Venstre, har åbenbart en særlig kærlighed for den franske visesanger. Den har de taget så langt, at de simpelthen har indspillet en plade med 10 af mesterens bedste sange, oversat til dansk af Pelle Voigt. På trods af politiske uoverensstemmelser, ren con amore, simpelthen.

Læs videre “Pelle & Pind”

Allan Bloom om 68-oprøret

Enhver der er professionel tænker, som sidder i en prestigefyldt og velbetalt stilling – og som samtidig ikke synes, der er noget at tænke over – må selvfølgelig føle sig i en akavet position over for samfundet. Forpligtelsen til at fremme ligeberettigelse, udradere racisme, sexisme og elitisme (vort demokratiske samfunds specielle forbrydelser) – samt krig, er naturligvis påtrængende for et menneske, der ikke kan finde andet, der er værd at forsvare. At politikken i Tyskland [anno 1933, lhv.] var højreorienteret, mens den i USA [anno 1968, lhv.] lå til venstre, bør ikke forvirre os. Begge steder gav universiteterne op overfor massebevægelser, og det gjorde de især, fordi de troede at masserne besad en moralsk sandhed, universiteterne ikke kunne hamle op med. Engagement blev bedømt som dybere end videnskab, følelse end fornuft, historien end naturen, de unge end de gamle. Faktisk var den grundlæggende tanke, som jeg har hævdet, den samme. Amerikas nye venstre var et Nietzscheficeret-Heideggeriseret venstre. Det ubændige had til det “borgerlige samfund” var nøjagtig det samme. Det beviste en berømt professor i politisk videnskab, da han læste nogle taler højt for sine studerende om, hvad der måtte gøres. De var vildt begejstrede, indtil han afslørede, at det var Mussolinis taler.

[Allan Bloom: “Historien om vestens intellektuelle forfald”, da. udgave, Gyldendal 1992, p. 308]

“Che Guevara Deserved To Die”

“Che Guevara Deserved To Die”. Det står der på en t-shirt jeg har købt i dag. Websitet Liberator fik for et stykke tid siden fremstillet 50-stykker med et fint Che-hoved af den kendte slags og den ovenstående tekst. Grunden til at jeg har købt den? Jeg er rigtig, rigtig, rigtig, rigtig, rigtig træt af at Che Guevara hele tiden skal fremstilles som en stor frihedshelt, der kæmpede for verdens undertrykte, når realiteten er at han var en stalinistisk massemorder.

Det startede egentlig da jeg skulle til Bolivia, for specielt i dét land (hvor Che som bekendt mødte sin skæbne) fremhæves han som en folkehelt. Det gjorde han nu ikke i 1967, hvor han døde, men det er kommet til siden, og de mange backpackere som kommer til landet gør deres for at udbrede kulten, fordi denne befolkningsgruppe jo – om nogen – er stærkt tiltrukket af El Che og hans fantastiske kamp for verdens undertrykte. Jeg blev irriteret, købte John Lee Andersons anerkendte biografi Che Guevara: A Revolutionary Life, som er både velskrevet og spændende, og selvom Anderson ikke helt kan skjule sin sympati for Señor Guevara, må jeg sige at jeg fik en fuldstændig entydig antipati, både for manden Che, hans ideer, og endnu mere: hans handlinger.

Lad gå med, at han gerne ville gøre noget for de fattige og undertrykte i Latinamerika. Guderne skal vide, at der både dengang og i dag er brug for det. Lad endda gå med at han så kommunismen som vejen til lykken; jeg mener han var jo ung, og mange blev forført af de kommunistiske ideer, der unægteligt også kan virke meget dragende og desuden tjener et udmærket formål som reserve-religion, hvis man både er ateist og et usikkert menneske. Det som jeg ikke kan acceptere er hans handlinger, især efter 1956, hvor han begyndte deltagelsen i den cubanske revolution.

Læs videre ““Che Guevara Deserved To Die””

Tilbage til vinyl

Jeg har i dag, til min egen store overraskelse, købt en vinyl-plade, en vaskeægte old-school LP. Og det er vel at mærke ikke en gammel sag, og ikke et eksemplar fra overskudsbunkerne ’10 for 100′, der normalt kun har disco anno 1980 og dansk rock fra før Peter Belli vendte tilbage som konge. Nej, det er en (næsten) splinterny plade, Bonnie ‘Prince’ Billys “Ease Down The Road” fra 2001, indkøbt for den nette sum af 150 kroner, nogenlunde det samme som den ville koste på cd.

Hvorfor har jeg nu gjort det? Faktisk er det sådan, at jeg altid har haft stor sympati for LP-mediet. Jeg startede med at købe plader før cd’erne for alvor brød igennem (sådan ca. 1986), og selvom jeg hurtigt gik over til cd, har jeg altid også købt vinyl ved siden af, men kun gamle og billige plader, som jeg enten ikke kunne få eller ville betale for på vinyl. Om lyden egentlig er bedre på vinyl synes jeg er svært at afgøre, men jeg kan godt lide den mere summende og runde analoge lyd, og med en god pladespiller (Rega Planar 3) skulle lydgengivelsen egentlig være lige så god som på cd. Desværre mangler jeg endnu højttalere og forstærker, der for alvor vil yde den analoge lyd retfærdighed.

Så jeg har altid sat pris på vinylplader, og elsket den store og flotte oplevelse som det er at have en LP i stedet for en cd. Det store cover, det store billede, der giver meget mere plads til design end cd’ens minimale flade; selve ritualet ved at sætte en plade på, rense den for støv, være opmærksom og omhyggelig, vende den, kunne lytte til både side A og B, og differentiere imellem dem, foretrække den ene frem for den anden, i stedet for “nummer 3, 7 og 9”.

Sådan har det været indtil nu, hvor mere og mere ny musik igen bliver udgivet på LP, og vinylen har fået en revivial for feinschmeckere. Jeg har luret lidt i udkanten, men har egentlig altid syntes at det var for dyrt. Indtil en ven anbefalede mig en ny pladeforretning, der skulle være noget billigere end fx optrækscentralen Soundstation. Ponyinc hedder forretningen (selvom der står noget andet på deres butiksrude, nemlig ‘Copeland’, men måske er de ved at skifte navn?) og den ligger Viktoriagade 19, faretruende nær på mit kontor, i øvrigt. Der sælges også tøj, mest streetwear og tasker i den dur, og repertoiret indenfor musik er hovedsageligt indie, punk, hip hop og elektronica – alle fire genrer passer mig fint. De havde endda et nytryk af min yndlingsplade, som jeg ellers kun har på cd, Hüsker Düs “Warehouse: Songs and Stories”, men jeg syntes alligevel det var for fjollet at købe noget jeg havde i forvejen – selvom jeg var fristet. Prisen på en ny plade ligger måske fra en 120-130 kroner og op til 180-190 for dobbelt-LP’er. Det er stadig dyrere end cd’er, men ikke uoverkommeligt. Og tænk på det dejlige cover…

Men hvad siger folk derude? Er det bare mig der bliver taget ved næsen af griske pengemænd, der sælger varm luft, eller er der faktisk noget fedt og lækkert ved en LP, som man ikke kan få på cd? Det må min gode blogger-ven, Torben Sangild, hvis udmærkede blog jeg sætter stor pris på, da bestemt have en mening om.

Politisk satire når den er bedst

Jeg plejer at bilde mig ind, at satire er et af de få emner, som jeg rent faktisk forstår mig på. Jeg mener: Jeg har trods alt den fine akademiske grad cand. mag., fordi jeg har skrevet et speciale om satire ved det hæderkronede Institut for Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet. Så jeg kender min satire, når jeg ser den. Kom ikke her.

Og nu er jeg sådan set snublet over et prima eksempel på veldisponeret, morsom og bidende politisk satire, lige i øjet. Bloggeren Thinking Meat, som jeg ikke kender i forvejen, men bestemt har tænkt mig at tjekke ud igen, skriver et åbent brev til Israel, hvor han giver gode råd til hvordan de kan forbedre deres dårlige stilling i verdensopinionen. Satiren her fremhæver de to fine fakta, som gør sig gældende for satire i al almindelighed, at 1) overdrivelse fremmer forståelsen, 2) hvis man ikke enig i satiren, vil man heller ikke synes den er morsom. Jeg er enig, jeg synes den er sjov. Hvad synes du?

Tak til Mr. Andersson.

Musikalsk propaganda

Der er mange måder at udbrede sine budskaber på, men internettet er ikke den værste af dem. Når man så samtidigt kan kombinere ideologien med en god sang, så er pakken vist fuldkommen.

Amerikaneren Frank Looby leverer en god gang lo-fi punkmusik tilsat neo-konservative tekster. Som han selv skriver: “At last, guitar based patriotic music that has you stamping along, not falling asleep. Frank Looby’s Rock for Americans is for those who love rock and love America. This CD is NOT for you is [sic!] you are among the following: liberal, democrat, or a terrorist.” Så skulle det vist være sagt.

Du kan lytte til Loobys sange på sitet, og såmænd også bestille cd’en “Rock For Americans”. Åbningsnummeret “Hunt em Down” er ret forrygende, med omkvædet: “The only way to win is to hunt em down and killem” – altså terroristerne forstås. Sådan fortsætter det i samme dur, og selvom Loobys musikalske talent er noget nødtørftigt, så vinder han points for inderlighed. Hvis det da ikke er et fuldstændig gennemført satirisk nummer. Svært at gennemskue. Lyt selv.

Og når vi er ved kampsangene skal vi da også lige have Danmark med. Det er jo lidt sent nu, men op til EU-valget i juni fremstillede socialdemokraten Britta Thomsen en fængende sang, “Stem på Britta”, der skulle få hende valgt. Specielt omkvædets meget insistrende kor: “E-U!!!” er fantastisk. Jeg har desværre ikke kunnet finde ud af, om Britta selv synger, men bandet hedder muligvis CopyCatz. Og jo, Britta blev valgt ind i Europaparlamentet med 4.612 stemmer. Om det var sangen der gav bonus, vides ikke. Den letteste måde at lytte til sangen på er at kopiere følgende url ind i din Media Player: http://www.brittathomsen.dk/Stem%20-%20stem%20på%20Britta%20%200604.mp3

* Tak til Jesper Eising, der altid er god til at finde historier, men som desværre endnu ikke har sin egen weblog.

* Tak til Liberator.

[Opdatering: Jesper Eising hævder, at det er Britta der synger!]

Irak og Harrison Ford

På grund af de nyeste kidnapninger i Irak af seks indiske lastbilchauffører, og med baggrund i frigivelsen af det filipinske gidsel og det saudiske firmas indrømmelser overfor gidseltagningen af en af dets chauffører, mindede en kammerat mig om en scene fra slam-bang-action-filmen Air Force One.

Harrison Ford spiller den amerikanske præsident James Marshall (kan man finde et mere corny navn?), en Bill Clinton-agtig type (filmen er fra 1997), der udtaler sig negativt om terrorisme, og promte bliver han selv og hans familie taget som gidsler. Normalt bøjer den amerikanske præsident sig ikke for terrorister, men den onde Korshunov (Gary Oldman) truer hans egen datter kan han ikke holde det ud, og må give efter for afpresningen. Hvad sker der så? Korshunov beholder alligevel datteren, for nu har Marshall vist han er til at fohandle med: “You’ll compromise…like always.”

Og hvad kan man så lære af det? Ja, læren i disse dage skulle være slående. Den adfærd man belønner, får man mere af. Bøjer man sig for terror, så får man mere terror. Sådan er det. Når der sker en gidsel-tagning er det lose-lose lige meget hvad du gør. Sørg for at gidseltagerne også taber.

Naturgas i Bolivia II

Så skulle det være ganske vist: Bolivianerne har med et stort flertal vedtaget at genoptage eksporten af naturgas fra landet. Det er et meget vigtigt resultat, ikke mindst fordi det endelig kan give ro i landet, der har været præget at uroligheder siden februar 2003, hvilket jeg også selv kom til at mærke, da jeg boede i Bolivia her i foråret.

Eksporten af naturgas har været krumtappen i den konflikt (som i Bolivia simpelthen bare har fået betegnelsen ‘El Evento’, ‘hændelsen’, og som betegner hele konflikten op til nu) mellem dele af befolkningen (hovedsageligt fagbevægelsen og socialistiske partier, støttet af det brede lag af fattige indianere, bønder og minearbejdere) og den tidligere præsident Gonzalo Sanchez de Lozada. Præsidenten havde stærke forbindelser til udenlandske olie- og naturgas-selskaber, og var for øvrigt selv (og er stadig) en af landets rigeste mineejere. Mistanken om at han brugte sin regeringsmagt til at berige sig selv, frem for at berige landet som helhed, lå derfor lige for, og det gjorde det næppe nemmere for ham at få sin politik igennem: en liberalisering af økonomien, og eksport af naturgas og olie gennem udenlandske – hovedsageligt nordamerikanske – selskaber, til Mexico og Californien. Mange mente at Bolivia blev berøvet sine naturressourcer, og med landets historie in mente var det måske heller ikke en helt urimelig antagelse. Desuden var mange utilfredse med, at gassen muligvis ville komme arvefjenden Chile til gode, for man har i Bolivia et uudslukkeligt had til Chile, som annekterede Bolivias adgang til Stillehavet i 1879. Det førte til et krav om en folkeafstemning om udnyttelsen af ressourcerne og uroligheder i både februar og oktober 2003.

Læs videre “Naturgas i Bolivia II”