Viking Power

Ok, her er så måske verdens sjoveste hjemmeside, Total Viking Power!!! – også omtalt som ‘Det officielle viking-website’, hvordan man så ellers får den titel. Hovedindholdet på sitet er en undersøgelse af hvorfor vikingerne er så vildt seje, og jeg kan med det samme afsløre, at grunden er: de går totalt amok!

Prøv at læse forsiden, og gå så ned i bunden for et billede af sidens bagmand. Prøv også den fantastiske afstemning, bl.a. om hvilke nationer der bør få vikinge-bank, og læs vikinge-romanen “Sværdets Søn”. Vær klar til mindst en times ukontrolleret grineflip. En utrolig sej side, lavet med ægte vikinge-hjerte, og forhåbentligt også et lille glimt i øjet…

Tak til mrandersson

[update, 18. april 2005: Viking Power-hjemmesiden er fup…]

Strøet Frø på nettet

Så er hele samlingen af ‘Strøet Frø’ lagt på nettet. Som du måske ved er det en række små, daglige tekster, som jeg skrev fra august 2002, for at skrive mig varm. Efterhånden har det udviklet sig til den blog, som du ser her i dag. Det er en blandet landhandel af poesi og prosa og snik-snak og alt muligt andet. Værsgo at læse. Jeg vil anbefale at starte fra bunden af, august 2002, da det første efterår nok havde den højeste kvalitet, hvis jeg skal være ærlig 😉

– brug arkivfunktionen i menuen, eller kategorierne.

What Would Jerry Bruckheimer Do?

“South Park”-seriens skabere Matt Stone og Trey Parker lægger i disse dage de sidste hænder på en satirisk action-dukke-film, der får titlen Team America: World Police, der vil gøre grin med alt og alle i den verserende pro-anti-terror-krig-debat, eller hvad man nu skal kalde slagsmålet. Hvis man husker den groteske satire i South Park: Bigger, Longer & Uncut, er man sikkert ikke engang nået halvvejen til hvor plat/vidunderligt det bliver når et amerikansk dukketeam (ala “Thunderbirds”) tager kampen op mod verdens tyranner, ledt af Kim Jong Il. “If you watch the first 40 minutes of the movie, you’d think Michael Moore wrote it and Rob Reiner directed it. If you watch the last 40 minutes you’d think we were the biggest right-wingers in the world,” siger Trey Parker til The New York Times (det kræver registrering at læse artiklen, men det er gratis).

Filmen er efter sigende lavet efter WWJBD-princippet, (der står for “What Would Jerry Bruckheimer Do?”), og da jeg både var fan af drengenes South Park-film (med nogle fantastiske sange!) og samtidigt synes at begge sider i den verserende debat trænger til nogle ordentlige drag over nakken, så glæder jeg mig meget. Det bliver sikkert helt ustyrligt åndssvagt, men hvem vil ikke gerne se Kim Jong Il fodre Hans Blix til hajerne, eller Sean Penn kæmpe imod “Team America”?

Er de bare plathoveder, eller betyder deres satire faktisk noget? Michael Cust fra lewrockwell.com kaster lys over South Park-skabernes politiske ståsted.

“Team America”s hjemmeside.

Clubbinhagen Fredag d. 20. august

Jeg reklamerer lige for et arrangement på fredag, som min gode ven Jakob er involveret i…

Kom og hør danmarks nye og toptunede techno trio bestående af Hansen, DJ Daniel & Jakob Kosteljanetz på Stengade 30 nu på fredag d.20 august kl. 22.00 (entre: 100 kr.)

Koncerten er en blandt mange i forbindelse med klub-festival’en Clubbinhagen (clubbinhagen.dk), med arrangementer i både Malmö, Berlin og København, indenfor genrene dub, electro og techno, og med navne som Pole, Bjørn Svin, Paul St. Hilaire (aka Tikiman), o.m.a.

…og for de af jer som bare ikke kan få jer snøvlet sammen til at komme ned og svinge underlivet på Stengade på fredag, er der to 12’ere på trapperne på heholdsvis tyske Trapez, og danske Tic Tac Toe Records.

For mere info om disse udgivelser tjeck henholdsvis:

www.traumschallplaten.de

www.tictactoe-records.com

Jeg kan desværre ikke selv være til stede, men det kan være du kan!

Iraqi Pro-Democracy Party

Den nye vildtvoksende demokratiske situation i Irak har født (endnu) et parti, der vil stille op til valget til Nationalforsamlingen i december. Det specielle ved netop dette parti er at to af kandidaterne er Ali og Mohammed Fahdil fra den fremragende irakiske blog Iraq The Model, der drives af tre brødre, alle læger, i Baghdad.

Brødrene fortæller på bloggen om hvordan de kom frem til den svære beslutning, som jo vil fjerne den forholdsvise anonymitet på nettet og sætte dem direkte i terroristernes søgelys, hvor den slags pro-demokratiske synspunkter som bekendt kan koste én livet. Det er en spændende historie, bl.a. fordi det var den enorme interesse der har været for deres blog, som har overbevist dem om, at der ville være en fremtid i politik.

Det er en modig beslutning, men som de skriver er det også en nødvendig beslutning. Det er nu at irakerne skal træde frem og skabe deres fremtid. Om et år kan det være for sent. Det er nu det skal afgøres og det er op til irakerne selv, hvis et fredeligt og velstående Irak skal være fremtiden. De amerikanske våben har skabt muligheden, men fremtiden kommer ikke af sig selv.

Der er meget stærke kræfter i Irak, der vil gøre alt for at vende tilbage til diktaturet, enten det gamle Baath-system eller et nyt fundamentalistisk system. Begge dele er lige frastødende og forfærdelige. Det er derfor utroligt glædeligt, at unge og fornuftige mennesker vælger at gribe muligheden og tage ansvaret for at skabe deres lands fremtid, i stedet for at gemme sig og være bange.

Jeg har gennem et stykke tid fulgt drengene på bloggen (det skriver jeg fordi de ikke er meget ældre end mig selv), og jeg har stor tiltro til at de kan skabe en fornuftig udvikling, hvis ellers de kan få folk til at stemme på dem. Du kan læse om deres program på deres engelske presse-meddelelse (så vidt jeg kan se er de hovedsageligt social-liberale, men med stærke meninger om sikkerhedspolitik), og besøge parties website.

Hvis vi danskere nogensinde har ment noget som helst seriøst med vores støtte til krigen mod Saddam Husseins styre, så er det nu vi skal ud af starthullerne og støtte folk som Ali og Mohammed. Jeg har i hvert fald tænkt mig at donere til deres kampagne. Det synes jeg også du skal gøre.

Bubber i Bolivia

I går sendte TV2 det femte af seks programmer, hvor Bubber rejser rundt i verden og sætter fokus på kvinder, børn og undertrykkelse, i forbindelse med FN’s 2015 udviklingsmål. Det er en sympatisk programrække, men jeg havde næppe set programmet, hvis ikke det havde været fordi den friske unge mand slog et smut forbi Bolivia.

Bolivia er som mange andre lande, ikke mindst udviklingslande, præget af stor kvindeundertrykkelse, også selvom der er sket fremskridt i de seneste år – ikke mindst fordi man nu rent faktisk er begyndt at opfatte undertrykkelsen og volden som et problem. Førhen var det simpelthen bare en del af kulturen. I programmet følger Bubber kvinden Stella, der ønsker at komme væk fra sin voldelige mand, og det lykkes, ikke mindst fordi hun har et kvindecenter at søge tilflugt i. Det er et meget rørende og insisterende program, og Bubber er medlevende på sin helt egen måde. Han har et stort hjerte, og så gør det ikke så meget at hans spanske er mangelfuldt.

Det er ekstra sjovt at se programmet, fordi det faktisk blev optaget i byerne Potosí og Sucre, på præcis samme tid, hvor vi rejste i området (Jeg har desværre endnu ikke fået lagt min rejseberetning fra tiden på nettet). Vi fik i øvrigt også insider-viden om programmet, fordi en ansat på den danske ambassade assisterede i research-fasen og fungerede som guide for Bubber (hvilket skulle have været en hård opgave; jeg vil dog ikke afsløre mere her, da tavshedspligten sikkert kan komme efter mig eller nogen jeg kender ;-)). Faktisk var vi tæt på at få et lift med Bubber fra Potosí til Sucre, men det lykkedes desværre ikke. Det kunne jeg ellers godt have tænkt mig.

Se programmet (du kan finde det i konsollen på tv2.dk) og få et indblik i et land, man ellers aldrig hører om i DK. Læg mærke til den brændende sol på højsletten, kvindernes påklædning og den specielle indiansk-spanske accent, hvor der trækkes på vokalerne. Og håb så på, at livet bliver lidt bedre for kvinder som Stella. Du kan jo evt. støtte et kvindecenter i Bolivia, hvis du har mulighed for det.

Najaf og al Sadr

Zeyad fra Healing Iraq har følgende dystre udlægning af begivenhedernes gang:

A 20 something year-old outlaw is free to do whatever he pleases and gets away with it just because he has a black turban on his head and can claim a couple of thousand armed followers. What kind of a farce is this? And what kind of precedent is it going to give others?

Romanen afsluttet!

Jeg kundgør hermed, at min roman med arbejdstitlen “Q.E.D.” dags dato er færdiggjort kl. 14.15, og hurtigst muligt vil blive sendt ind til et større københavnsk forlag!

Det er i sandhed en glædens dag, idet jeg har arbejdet imod dette øjeblik on-off i to år. Jeg byder hermed på virtuel champagne!

Myter om USA’s soldater i Irak

[Update, 13. august 2004. Posten er i dag trykt som debatindlæg i Weekend-Avisen]

Når man ser Michael Moores Fahrenheit 9/11 får man det indtryk at USA’s væbnede styrker i det væsentlige består af fattige sorte, der bruges som kanonføde af det kapitalistiske militær-industrielle kompleks. De lokkes med en karriere i hæren, samtidigt med at ‘systemet’ har sørget for at de ikke har andre muligheder end at dø i en krig som ikke er deres. Som 17-årige hentes de ind, og bliver sprunget i luften i Irak, for at sikre Præsident Bush’s oliekrig. Sådan lyder anklagen. Har den noget på sig?

Hvis det virkelig forholder sig sådan, hvad en meget stor del af den europæiske offentlighed gerne vil tro, så må man jo også have statistik, der kan bevise det. Fx et uforholdsmæssigt stort antal unge sorte i tjeneste i Irak, specielt i forreste række. Vi må med andre ord konkludere, at hvis Moores teori har noget på sig, så må en meget stor del af de dræbte amerikanske soldater i Irak tilhøre denne helt bestemte demografiske gruppe (eller i hvert fald være unge og fattige).

Nu er det således, at der findes en temmelig let tilgængelig statistik over de dræbte amerikanske soldater i Irak, den ligger nemlig på CNN’s hjemmeside, hvor man kan åbne et vindue med statistiske grafer. Opgørelsen rummer ikke de dræbtes økonomiske baggrund, men analyserer dem i forhold til alder og race.

Ud af pt. 932 dræbte amerikanske soldater er 635 hvide, 108 hispanics, 118 er sorte, 22 er asiater, mens 23 falder uden for kategori. Hvordan forholder disse tal sig til USA’s demografiske sammensætning? I følge denne statistik fra den amerikanske folketælling (år 2000), er der i USA 69,1 % hvide, 12,5 % hispanics, 12,5 % sorte og 3,6 % asiater. Hvordan er forholdene for de dræbte? Her er 68,1 % hvide, 11,6 % hispanics, 12,6 % sorte og 2,4 % asiater. Tager vi højde for at USA’s demografiske sammensætning sandsynligvis har ændret sig i de sidste fire år, kan der ikke dokumenteres nogen nævneværdig overdødelighed for hverken hispanics eller sorte. Hvis den amerikanske hær således både rekrutterer langt flere hispanics og sorte end hvide og placerer dem i særligt farlige opgaver, sådan som postulatet lyder, så kan man kun konkludere, at de gør deres beskidte arbejde ekstremt dårligt.

Men er det så ikke meget unge mennesker, der bliver lokket med en karriere i hæren, og altså sprængt i stumper og stykker i Irak? Alle dem som ikke kan få en universitetsgrad, fordi de er for fattige, osv.? Nu siger statistikken som sagt ikke noget om de dræbtes baggrund, men af statistikken kan vi se, at 24 % er under 22 år, mens resten er 22 år eller over. Faktisk er 13,6 % af de dræbte over 35 år gamle. Jeg har desværre ikke kunnet finde nogen troværdig statistik over alderssammensætningen hos de amerikanske styrker i Irak, og selvom det nok ser ud til at der er en overdødelighed blandt unge soldater, skal man også huske at uerfarne soldater typisk også vil leve livet farligere, simpelthen fordi de har svært ved at overskue begivenhederne. At styrkerne i Irak skulle bestå af 17-årige sorte der bruges som kanonføde, kan imidlertid affejes som rent hysteri, hvis ikke en bevidst løgn.

Bemærkning: Der har i den sidste tid verseret historier om at de amerikanske tab i virkeligheden udgør 2.000 eller flere dræbte, fordi statistikken efter sigende ikke medregner ikke-amerikanske statsborgere. Der er således en del ‘green card’-ansøgere blandt de amerikanske soldater, som håber at gøre sig fortjent til et statsborgerskab ved at tjene i de væbnede styrker. Igen, får vi at vide, er disse hovedsageligt hispanics (hvilket jo ikke er så underligt, da folk med latinamerikansk baggrund udgør den stærkest stigende demografiske gruppe i USA), der bruges som kanonføde.

Denne historie er imidlertid også en and, for øvrigt spredt af en ‘russisk sikkerhedsekspert’ , i det green card ansøgere får tildelt statsborgerskab posthumt, hvis de dræbes i kamp, og således figurerer i statistikken som amerikanske statsborgere.

Et eksempel. Migramate Blog rapporterede 25. februar 2004 om Bronx-boeren og green-card-ansøgeren Luis Moreno, der i januar var blevet dræbt i kamp i Irak, og som derfor havde fået tildelt amerikansk statsborgerskab, for øvrigt ved en tårevædet højtidelighed på Rådhuset (så kom ikke og sig at det officielle USA skjuler de døde). Findes han så i statistikken? Naturligvis, han er lige her, Luis A. Moreno, 2/3 nede af siden. QED.

Hvis andre kan fremvise statistikker, der siger noget andet, vil ethvert input naturligvis være velkomment.