Medlemskab på www.larshvidberg.dk [opdateret]

På det seneste er der flere som har ytret ønske om at blive registreret som medlem på www.larshvidberg.dk – og der er endda enkelte som har taget skridtet fuldt ud! (Man går ind på Login i menuen og registrerer sig)

Endnu er der desværre ikke nogen medlemsfordele at få, men det kommer der snart – når jeg får sat mig ind i, hvad man egentlig kan med WordPress. Jeg kan sige så meget som, at det bliver noget med at have mulighed for at få e-mails når der er svar på ens indlæg, mulighed for at rette i dem, osv. Det skal nok blive sjovt!

[opdatering 1. oktober: Nu har jeg søgt lidt rundt på WordPress-siderne, og det ser ud til at brugerfunktionen primært (endnu) bruges til at give flere folk adgang til at poste på sitet. Da dette primært er min egen blog, tror jeg ikke det bliver aktuelt her. Men det kunne for øvrigt være sjovt at være flere sammen om at lave en blog, sådan som jeg også har talt med Abekongen om (IRL). Du skal stadig være velkommen til at registrere dig som medlem, fx hvis der er en enkelt post eller to som du har lyst til at aflevere. Du kan altid skrive til mig på lars_hvidberg@yahoo.dk, og så finder vi ud af det.]

Den hellige kriger på tv [Opdateret]

[Opdatering, 30. september: Jeg mener til fulde, at de nylige begivenheder, som Slimane Hadj’s smækken med døren og erklæring om at tage til Tjetjenien, bekræfter hvad jeg har skrevet her i mit indlæg. Egentlig vil jeg dog blot tilføje, at jeg synes det er en skam, at tjetjenernes sådan set retfærdige modstandskamp er blevet kapret af fundamentalistiske muslimer, som vores egen hellige kriger, hvis alternativ til russisk terror er islamisk fascisme. Det bliver ikke sjovere at være tjetjener i fremtiden.

Sidste nyt: Nu vil han alligevel ikke af sted til Tjetjenien. Kan han nu bestemme sig! Det er svært at være hellig kriger. Måske er det fordi de sagde nej tak?

Personligt har jeg på fornemmelsen, at vi er vidner til et regulært pressestunt fra den gode krigers side, i forsøget på at gøre sig til en forfulgt stakkel og hverve flere for sagen. Det er dog muligt at han bare er snotforvirret, og i virkeligheden et meget ulykkeligt menneske. Begge dele kan sådan set godt passe fint sammen.]

Så fik vi endelig Slimane Hadj Abderrahmane, den så forkætrede Cuba-fange at se på tv. Det har jo allerde givet en del polemik forskellige steder, fx på Liberator og hos Abekongen – og jeg har da også selv deltaget i debatten. Jeg vil lige opsummere mine grundsynspunkter.

Læs videre “Den hellige kriger på tv [Opdateret]”

Torben SangildStøjens Æstetik

Så blev jeg færdig med Torben Sangilds bog “Støjens æstetik”, hans universitetsspeciale der i 2003 blev udgivet på Multivers. Sangild er jo en god bekendt og netven, og jeg læser altid hans weblog med interesse. Da støjrock tilmed sådan set er indbegrebet af min musikalske smag, har jeg set frem til at læse “Støjens æstetik”, der her får et par ord med på vejen – og måske en kommentar fra Torben, hvem ved? Jeg skal vare mine ord med omhu, for jeg ved han sidder på lur, den webtrold. 😉

Det er en meget original vinkel, Torben Sangild har lagt på støjrocken, og jeg mindes ikke en videnskabelig bog der har haft netop dén fænomenologiske og æstetiske indgang til rockmusikken, der oftest har været behandlet stedmoderligt eller sociologisk indenfor videnskaben – sandsynligvis fordi begrebet ‘rock’ er alt for diffust til at rubricere og alt for populært til at tage alvorligt. På tide at nogen gør det – altså tager rocken alvorligt!

Læs videre “Torben SangildStøjens Æstetik”

Et replikskifte, kun for kendere

Når den gode smag viser sig at være dårlig…

A: ”Hvad er det for en plade?”

B: ”Det er Velvet Underground, Loaded.”

A: ”Den er fed!”

B: ”Ja. Rigtig fed.”

A: ”Er det ham der Lou Reed, der synger?”

B: ”Nej, det er en gut der hedder Doug Yule.”

A: “Han er god. Jeg kan bedre lide ham end Lou Reed.”

F. P. Jac: “Under de græssende hinkestene”

En af de store læseglæder her i eftersommeren har været F. P. Jac’s “Under de græssende hinkestene” fra 2000, en fantastisk inspireret hærværkstur med seriedrankeren Holger Sørensen, fortalt fra hans søns, Sløjfes, vinkel (med temmelig meget insider-viden må man sige, men at fortællepositionerne flyder er bare en del af Jac’s trick). Jeg havde selv den glæde at se hr. Jac oplæse nogle af sine første digte ved Hvedekorns 75 års jubilæum, og at dømme efter den viltre præstation er der mere end et gran selvbiografi over Sørensens alkoholiske vej til at “få noget sprog i munden”.

Netop denne sproglige drukfældighed er kernen i Jac’s prosa, der svinger vildt og voldsomt, og meget meget morsomt, et underligt floromvundent kancelisprog, lidt altmodisch og skævt og samtidigt fuldt af spilopper. Alle karakterne, fra Sløje og mor til Holger Sørensens erotiske eventyr, taler på samme måde, men det er jo bare en del af sprogglæden, der ikke går så meget op i om det nu er ‘realistisk’ eller ej, når hr. Sørensen beder om at få “en kaffe med gaffeltruck” (en kaffe med en tre-dobbelt fernebranche avec) eller “en lille hurlum med hej i” (vodka med mere vodka), for den midaldrende forsumpede bibliotekar er en ægte poet, også selvom der er nogle tiltræk til at søge hans uansvarlighed i episoder i ungdommen, der heldigvis er så traumatisk latterlige, at man ikke kan tage det alvorligt, da han blev dranker fordi hans far gennemkneppede hans ungdomskæreste, som han knap nok selv turde kysse. Psykologiseringen a la Tom Kristensen forbliver heldigvis en joke, og glæden ved sproget og de våde vædsker bevares. Tonen er Benny Andersen møder Charles Bukowski og helt sin egen.

Irakisk reality-tv

Berlingske Tidendes Jesper Eising har en artikel om en ny irakisk tv-kanal, der bl.a. sender reality-programmer, hvor man kan vinde reparation af huset, hvis det er blevet smadret af terrorangreb. Et blik ind i tv-kulturen i et land, som medierne ellers ikke kan fortælle andet om, end at der er sprunget en ny bombe eller at USA igen har gjort noget dumt.

They Never Cease To Amaze Me

Den gode gamle ‘frie’ nyhedskanal Aljazeera, der i årevis har kolporteret den samme gammeldaws arabiske nationalisme i en sådan grad, at selv Fox News ville skamme sig, kan dog alligevel forbløffe. I dag holdt kanalen mikrofon for en irakisk ekspert, Dr. Hani Ashur, der skulle forklare, hvad grundene er til de voldsomme terrorangreb i Irak, hovesageligt dagens voldsomme bomber mod en politistation, som kostede mindst 47 mennesker livet. Ikke overraskende kommer svaret promte: Det er amerikanernes skyld.

Læs videre “They Never Cease To Amaze Me”

Hoppe revisited

Så er det på tide med en lille anmeldelse af arrangementet i fredags med Hans-Hermann Hoppe. Adskillige (mindst én) har spurgt efter det, så her kommer det:

Det var en spændende og udfordrende dag (og som en bonus var det rigtig sjovt at møde alle de andre hoveder inde fra Liberator) med hele tre forelæsninger af Hoppe, der dog overlappede i indhold.

Hoppe er først og fremmest anarkistisk kapitalist, ‘anarko-kapitalist’ (som min kæreste siger lyder som ‘narko-kapitalist’), og går derfor ind for en fuldstændig afskaffelse af staten, samt en fri og ubegrænset udfoldelelse af den private ejendomsret. Konkret forestiller han sig en række små samfund, der baserer sig på aktivt tilvalg af de værdier der gør sig gældende i samfundet, fx ved en ‘købs-klausul’, hvis man køber ejendom i samfundet. Således giver hans samfund mulighed for både socialistiske kommuner, nationalistiske eller religiøse trosfællesskaber og multikulturelle frihandelsområder. Pointen er, at enhver selv kan vælge hvilket samfund han ønsker at tilhøre, om noget overhovedet.

Læs videre “Hoppe revisited”