Hvis valgkampen var en film

Produceret af ‘Rove Studio’, forestiller Frank Rich New York Times sig i en morsom artikel, der tager valgkampen i USA’s fiktionelle karakter på ordet, og anmelder (især Bush’) valgkamp og iscenesættelse.

Kerry får et par grimme ord med på vejen:

Whether he’s asserting his non-girlie-boy bona fides by riding a Harley onto Jay Leno’s set, “reporting for duty” at the Democratic convention or hunting geese in Ohio, he comes off like a second-rung James Brolin auditioning for a Levitra ad. And let’s not forget the words – all those words. When Mr. Kerry starts a sentence, you know you’re embarking on a long journey with no interesting scenery along the way and little likelihood that you’ll get wherever you’re going on time. “Vote for Him Before You Vote Against Him” is one of the more winning slogans at the hilarious Web site Kerry-Haters for Kerry.

Men Bush får de største hug med analyser som:

We like fast-paced narratives with beginnings, middles and ends. We like an upbeat final curtain. “What the American public always wants is a tragedy with a happy ending,” said William Dean Howells to Edith Wharton in 1906, by way of explaining why her refusal to let her heroine, Lily Bart, survive ensured that the stage version of “The House of Mirth” would flop. The president hoped to give the tragedy of 9/11 a speedy happy ending by laying out a simple war pitting God’s anointed against the evildoers, then by portraying Iraq as the “central front” in that war, then by staging a stirring victory celebration weeks after that central battle began. But when our major combat operations turned out not to be “over,” this purported final reel was seen as the one thing the American public hates even more than an unhappy ending – a false one.

Konklusionen er:

After three years of nonstop thrills, Americans will just have to decide on Nov. 2 whether there could be fates even worse than spending the next four years being bored.

Tak til Sune Troelstrup.

“Birkedal” på gaden

Så er Peter Øvig Knudsens nye bog Birkedal – en torturbøddel og hans kvinder i butikkerne, og jeg har allerede haft et eksemplar i hånden (og køber nok et snart). Jeg havde jo den store glæde og ære at arbejde sammen med Peter Øvig Knudsen på filmen Med ret til at dræbe, hvor jeg og Brian Petersen stod for en omfattende arkivresearch i DR’s gemmer.

“Birkedal” vender tilbage til besættelsestiden, men ser nu modstandsbevægelsen fra den ‘anden side’, nemlig Gestapo og den tyske sikkerhedstjeneste, der benyttede sig af et omfattende netværk af danske stikkere, forhørsledere og i sidste ende mordere og terrorister i kampen mod modstandsbevægelsen – primært organiseret gennem Hipo og dettes særlige afdeling, E.T. (Efterretningstjenesten). Niels Rasmus Ib Birkedal Hansen var leder af en af disse grupper, og er blevet kaldt “Danmarkshistoriens største terrorist”, fordi han bl.a. stod bag omfattende schalburgtage og desuden var kendt som ‘tæve-Hansen’ af modstandsbevægelsen, da han med særlig voldsom sadisme bankede tilståelser ud af tilfangetagne modstandsfolk i Shell-husets kældre. Birkedal Hansen blev henrettet i 1950 som den sidste henrettede i Danmark, og af alle de 46 henrettede var han måske den som fortjente det mest.

Øvigs beretning skal efter sigende være et hovedsageligt psykologisk portræt af Birkedal, og ikke mindst en skildring af hvad der sker med mennesker når de får adgang til ubegrænset magt – som Birkedal fik, med alt hvad dertil hører af damer, stoffer og penge. En vanvittig historie som jeg ser frem til at læse.

Hør også Øvig i Ugen på spidsen fra i fredags.

[P.S. 4. november. Når sandt skal siges, så kommer jeg i tvivl. Muligvis var det Henning Brøndum fra Peter-gruppen (aka. Brøndum-banden), der fik prædikatet ‘Danmarkshsitoriens største terrorist’. Desuden deltog Birkeldal-Hansen kun sjældent i schalburgtage. Nogle gange bliver de her ting skrevet lidt hurtigt ;-)]

Abekongens metodologi

Abekongen har sit andet bidrag om Politisk Metodologi, og det er som det første ret interessant. Diskussionen vedrører for mit vedkommende, hvad det overhovedet vil sige at noget er et ‘problem’, og hvordan man kan argumentere for hvilke problemer der skal løses ‘samfundsmæssigt’ og hvilke man skal lade være. Læs og deltag.

Nick Cave på LP

Så gjorde jeg det, købte min anden nye LP på kort tid – tilmed første gang jeg har haft råd til at købe musik siden mit sidste LP-køb. Det er Nick Cave & The Bad Seeds: Abattoir Blues/The Lyre of Orpheus, et smukt og spraglende dobbelt-album, som man netop i LP-versionen får det fulde udbytte af: en forside til hver af de enkelte plader på hver side af coveret, to smukke og minimalistiske plade-poser (af godt, solidt pap), og naturligvis hele glæden ved det store cover, med de smukke billeder. Simpelthen en æstetisk nydelse, som cd’en slet ikke kan levere. Dertil kommer ritualet med at sætte pladen på, omstændeligheden, dét at man skal gøre noget ekstra for at høre lyden.

Den særlige omhu man skal udvise er faktisk endnu et træk ved LP-lytning som jeg vil fremhæve (i forlængelse af min forrige post om LP’er): Vi lever i en verden – i det mindste når man som jeg arbejder det meste af dagen foran en computer – hvor rummene mellem forskellige aktiviteter er udflydende: Med internettet og computeren er der altid allerede adgang til hele verden, og al den musik man kan ønske sig, underholdning på 1000-vis af kanaler, og med ipod’en kan man tage musikken med sig hvor som helst, når som helst. Fritidens og arbejdets rum flyder sammen, og musik og film kan ledsage ethvert vågent øjeblik, lige meget hvor man er. Undtagen med LP’er: De kan kun lyttes til derhjemme ved grammofonen, de kan ikke overføres til noget andet medie og tages med i skoven eller ved stranden eller på jobbet. Det er så omstændeligt at betjene grammfonen, at man må give pladelytning langt mere opmærksomhed, end man gør med cd’er, bl.a. fordi man er bange for at skade LP’en, der er skrøbelig og sårbar. Det kræver en bestemt form for tid og et bestemt rum. Det er ikke ‘instant’-musik, og ikke hvert-rums-musik. Det er musik til et bestemt sted – dér hvor grammfonen står – og til en bestemt tid – sent på aftenen med overskud til at nyde og pleje musikken. Det er LP’ens særlige tilbud, som intet andet medie kan levere. Og det er derfor jeg vil blive ved med at købe LP’er.

Og så har jeg endda slet ikke talt om musikken på Cave’s nye plade. Det er fordi jeg endnu ikke har hørt den mere end 1 gang, men det lyder godt indtil videre: Især Abattoir Blues lyders anderledes end det meste af Bad Seeds produktionen, mere støjende og storladen, mens lyre-pladen naturligvis er mere lyrisk og afdæmpet. Ja faktisk virkede hele pladen allerede smuk, insisterende og iørefaldende ved første gennemlytning – uden at være poleret, naturligvis. Jeg glæder mig allerede til jeg skal hjem i aften og lytte til den igen, pille ved grammfonen og give mig god tid.

B.T.’s smædekampagne

B.T. giver den i dag som demokratiets vogter ved at køre en kioskbasker af format: ‘Politisk ekstremist spindoktor for Søren Pind‘. Det drejer sig såmænd om Liberator-redkatøren Jacob Wimpffen Bræstrup, der er sekretær for Søren Pind på hans borgmesterkontor i Københavns Kommune. Hverken han eller Søren Pind mener, at Bræstrups private holdninger skulle influere på hans arbejde, og kan således ikke se problemet, der jo i øvrigt højst ville være et problem for Søren Pind, hvis Bræstrup modarbejdede hans politik. B.T.’s problem kan det i hvert fald ikke være.

‘Lad de fattige sulte ihjel’ lyder overskriften på B.T.’s artikel, og bladet stiller spørgsmålet om det er forsvarligt at lade en så farlig og ekstrem mand – der jo vil lade de fattige sulte ihjel! – arbejde for Søren Pind. Vil han ikke undergrave systemet? Vil han være loyal overfor demokratiet? Er han ikke nærmest en terrorist i svøb? Man mindes historien fra sidste efterår hvor Henrik Gade Jensen måtte gå fra jobbet som Tove Fergos pressesekretær efter en kampagne kørt af Modkraft og Information. Jacob Bræstrup mener selv at artiklen primært skal ses som et forsøg på at svine Søren Pind til, og mistænkeliggøre ham op til kommunalvalget, men implikationerne af denne sag – og sagen mod Henrik Gade Jensen – er jo langt mere skræmmende: at der lægges op til berufsverbot i det offentlige, for mennesker som ikke sværger troskab til den gældende orden.

I øvrigt baserer artiklen sig (naturligvis) på udstilling af løsrevne citater fra en af Bræstrups artikler på Liberator. Da han selv får lov at forsvare sig i et (meget mindre) interview siger han naturligvis – hvad der burde være indlysende for enhver: “De meget få, hvis arbejdskraft vitterlig ingen værdi har for andre, ville leve af privat velgørenhed, som der vil være masser af i et frit samfund, hvor almindelige mennesker har mange flere penge mellem hænderne.” Folk, der ikke kan klare sig selv, vil altid være afhængig af andre menneskers godgørenhed – det er de i vores samfund, og det vil de også være i et privat samfund. Bræstrup siger altså ikke ‘lad de fattige sulte ihjel’, men konstaterer bare fakta: hvis ikke man kan klare sig selv er man afhængig af hjælp fra andre.

B.T. kommer også ind med det sædvanlig trumfkort overfor liberalister: Hvis du hader staten så meget, hvordan kan du så tillade dig at arbejde for den? Du har jo nydt godt af S.U. og alt muligt. Og Bræstrup svarer klogeligt, at det i det danske samfund er komplet umuligt at leve udenom det offentlige – fx kan man ikke uddanne sig, hvis man ikke får uddannelsen ‘gratis’ – men at det jo ikke forhindrer én i at arbejde for en ændring: “Det er heller ikke dobbeltmoralsk at mene, at H.C. Andersens Boulevard burde være gågade – men klogelig holde sig på fortovet, så længe den ikke er. Det er dobbeltmoralsk at gå ind for lavere skat, men så klage, når besparelserne rammer én selv.”

Læs også Bræstrups artikler på Liberator: Om baggrunden for angrebet (inklusive en redegørelse for hans politiske ståsted) og dokumentationen for den konkrete udveksling med B.T.

P.S. – artiklen har tydeligvis medført at en række B.T.-læsere har bevæget sig ind på Liberators debatforum, og deres reaktioner understreger med al tydelighed, at forestillingen om en demokrati-hetz ikke er grebet ud af den blå luft: Hold din kæft, her stemmer vi om tingene, og så skal man ikke brokke sig! Det skal dog også bemærkes, at Liberators debattører ikke altid er lige gode til at byde folk velkomne, som ikke ser det indlysende ved liberalistiske holdninger. De bør være lidt bedre til at huske på, at for de fleste mennesker er libertarianismen en tankegang, som det kan være temmelig svært at forstå. Det tog altså også tid for mig!

Nørdernes sex-liv

The Wave Magazine har offenliggjort den defintive liste over nørd-hobbies, inklusive skaderne for ens offentlige omdømme eller sex-liv, hvis man skulle være udøvende nørd. Vi tager et enkelt udpluk – som jeg desværre må regne mig selv for at have været ramt af (ikke længere!!!!):

9. Role Playing Games

Public Humiliation: 63.4%

Dungeons and Dragons combines the nerdiness of a fantasy setting with the fruitiness of improvisational theatre, and as if that weren’t enough for them to deal with, the rest of us think these people are going to go crazy and kill us. It’s really hard for society to do more to tell you that if you play this game, you’re on your own.

Damage to Sex Life: 78.0%

We weren’t exactly sure on this figure, since a 78% means that there’s still a 22% chance of a woman walking by role players and one of them saying, “A minotaur? Here in the Dungeon of Kajmar!? Very well, I swing my axe of axing at th- why hello there, pretty lady. My name’s Twinkleberry, The Spritish Pegasus. Why, as a matter of fact I AM single.”

Distinguishing Characteristics: An RPGeek either wears a black heavy metal shirt or, in tragic attempts at stylishness, a button-up shirt with a wrap-around dragon and flames.

Tak til Abekongen. Jeg fik den på bloggen før ham!

Hvad skete der egentlig med Krist…

… Novoselic, altså, bassist i Nirvana? Kurt Cobain skød jo som bekendt hovedet af sig selv i en heroinrus (eller blev han myrdet af Courtney Love?), mens trommeslager Dave Grohl dannede Foo Fighters, der har fulgt arven fra Nirvana slavisk og effektivt. Bortset fra en enkelt plade med duoen Sweet 75, har ingen hørt fra Krist Novoselic, indtil nu.

Den gode Novoselic er nemlig blevet politisk aktivist og har skrevet bogen Of Grunge and Government: Let’s Fix This Broken Democracy!, hvor han plæderer for en genfødsel af demokratiet gennem – gys – større deltagelse fra almindelige mennesker, og en reform af stemmesystemet, således at der ikke går så mange stemmer til spilde i valgmandssystemet (altså et mere repræsentativt system ala det danske). Ikke ligefrem revolutionerende nyskabelser, skulle man mene, men bestemt sympatiske. Novoselic deltog også i protesterne mod W.T.O. i Seattle i 1999, hvor han spillede en protest-koncert med Jello Biafra (naturligvis) og Kim Thayil (ex-Soundgarden), og han har også stået bag en del andre politiske aktiviteter, mens han har arbejdet på et Nirvana box-set.

Det er jo ikke hver dag at en rockmusiker udgiver en egentlig politisk bog – selvom folk som Bono og Michael Stipe naturligvis føler de skal udtale sig om hvad som helst – men det er egentlig ikke så mærkeligt, når man ser på hele den punk-arv, som Seattle-scenen var en del af: den græsrods-tilgang til rockmusikken, DoItYourself-attityden og protesten imod konformiteten, som var med punken allerede fra Sex Pistols (hvis hovedmand John Lydon altid har betragtet musik som – også – politisk).

Det er jo i sig selv fint at ville bestemme selv og den anarkistiske ‘fuck dig’-tilgang som punken stod for, har været det vigtigste rock-statement siden Elvis’ bækkenbevægelser, men desværre peger Novoselics bog (som jeg dog kun kender gennem omtale i The New York Times) også på den grundlæggende politiske konformitet, som punken – og alle andre ‘alternative bevægelser’ især i USA efterhånden har tillagt sig: Lidt individualisme, lidt respekt for minoriteter, Bush er en idiot, og kapitalisme er noget dumt noget, og hvis bare folket vågner op, så kan vi styre nationen i den rigtige retning. Der er ikke noget opgør med det egentligt forfejlede i magttanken, der ligger bag demokratiet som det udspiller sig i dag: At der er nogen som skal styre, og det som det gælder om er at få ‘de gode’ (mig, Raplh Nader og Sean Penn) til magten, så de kan styre ‘retfærdigt’. Det handler sådan set ikke længere om selvstyre, men om de godes styre, og det er noget helt andet og langt mindre interessant.

En hurtig lille politisk quiz [opdateret]

Om forholdet mellem individ og stat, både omkring det økonomiske og det sociale. Prøv den her.

Bemærk at quizzen afspejler et forsøg på en ny måde at opdele det politiske spektrum. I stedet for en simpel venstre-højre inddeling taler man nu om en politisk ‘cirkel’-inddeling, der benytter sig af to parametre i stedet for et: Økonomisk frihed (eller mangel på samme) og Social frihed (eller mangel på samme): således at man kan tale om mere eller mindre statsreguleret økonomi og mere eller mindre statsregulæret social adfærd (fra det frie hippie-samfund til det autoritære samfund).

[Opdatering, 19. oktober: Den lille quiz har affødt en meget interessant diskussion om det politiske spektrum på Liberator. Der diskuteres både ideen om politik som en ‘cirkel’ og om Nolan-diagrammet, der bruger de to frihedsakser.]

Sørgedag

Så er det frem med de sorte sørgebind: Per Højholt er død.

Ak ja, jeg husker selv engang i midten af 80’erne hvor jeg ungpurk holdt meget af at lytte til kasettebånd om aftenen før jeg skulle falde i søvn. Jeg lyttede til Beach Boys, The Beatles, Linie 3 og hvad jeg elllers kunne finde på mine forældres hylder (Ok, Linie 3 var min egen opfindelse). En dag faldt jeg over et bånd med den morsomme titel Kvababbelser, der lød så latterlig at jeg bare måtte høre båndet.

På coveret sad en bebrillet mand med gedebukkeskæg iklædt en (tidstypisk) cowboyjakke og pegede bestemt op i luften med sin højre arm, ikke til ‘romersk hilsen’ forstås, men for ligesom at slå en pointe fast. Køn var han jo ikke, og jysk snakkede han også, men min lille, sarte 12-årige barnesjæl sloges med forundring af hvad der gemte sig bag oplæsningen af titler som “Opfordring til Oprør”, “Mig og 6,5 millarder” og “Virkeligheden i Thisted”.

Jeg skal ærligt indrømme at jeg ikke helt forstod hvad manden med den tørre midtjyske humor egentlig snakkede om, men noget må det have ramt – for jeg kan stadig i dag gentage stort set hver eneste vending fra de præcise snakkedigte: “Jeg kunne egentlig godt tænke mig at gøre oprør… men det er ikke til at nå altsammen”, næsten ala Gittes monologer, og den onde kapitalistiske boss i “Fælles overenskomst”, der gemmer sin udbytning af folkn’ bag gæv bilsælgerjysk snusfornuft.

Jo, samfundskritikken lagde man mærke til, men det var jo indpakningen som for alvor gjorde det morsomt – og godt – og det var den som satte sig og levede videre, helt til Auriculas snurrede ørengange. Per Højholt var en gavstrik, en bluffhusar, en turbodreng, der gjorde digtoplæsning til en kunst, kunsten til et løgnagtigt digt og løgnen til en højere sandhed.

Thomas Bredsdorff har en nekrolog i Politiken.