Julekalender på Liberator

Ja, hvem skulle have troet det? Alle frihedselskere og statshaderes yndlingssite (og alle andres hadesite) kører i december en snefyldt julekalender: Mysteriet om den forsvundne vejrmaskine. Den er skrevet af ‘Leny M.’, der vist egentlig er neokonservativ og både går ind for krig og er imod pornografiske reklamer og alt muligt andet uliberalt 😉 – men på Liberator er der jo heldigvis højt til loftet, og julekalenderens oplæg lyder sådan her:

Det er koldt i København, meget koldt. Meget, meget, meget koldt. Skumle kræfter arbejder på at køle byen ned og dræne borgernes hjerner, for at fylde dem op med statsforherligende sympati. Kun vores to helte, Joe og Adam, står imellem vores redning og den totale katastrofe. Men hvem er Manden i Cottoncoaten? Hvorfor er der lys i den amerikanske ambassade midt om natten? Hvordan kan det være, at Adam bliver ved med at støde ind i pigen med den røde frakke? Vi ved det ikke…

Alexander

I dag har Oliver Stones megafilm Alexander om ‘Big A’ fået premiere. Den har generelt fået en (fortjent) lunken modtagelse hos anmelderne, og for et syns skyld smider jeg lige min egen anmeldelse fra Citadel på nettet:

Der er en god portion inspireret vanvid i Oliver Stones’ fortælling om Alexander Den Store, for ligesom hovedpersonen erobrede hele Den Kendte Verden, før han var fyldt 27, vil Stone have det hele med: Det historiske, det kulturelle, det militære, det psykologiske og det mytologiske. På vanlig Stone-vis får den hele armen i Alexander, som trods 3 timers spilletid er både fascinerende, uhåndgribelig og forvirrende.

Stone vil skildre Alexander (Colin Farrell på en umulig opgave) som et levende menneske, der drives af et uforløst forhold til sin heks af en mor (Angelina Jolie med slangetunge) – men samtidig også som et næsten mytologisk væsen, der lever i den græske gudeverden med Zeus’ gyldne ørn som ledestjerne og mareridt.

Visionen forløses fuldkomment i det drabelige slag ved Gaugamela, hvor Alexanders ryttere besejrer perserne med en taktisk genistreg, og hvor mytologi, strategi og Alexanders brændende personlighed går op i en højere enhed. Dette kunne virkelig være Alexander, og det er stort! Men udover de udpenslede slag med (meget flotte!) krigselefanter og kædedrab svælger filmen i Alexanders tiltagende storhedsvanvid, homoseksualitet og moderbinding, og desværre er Stone – som den nihilist han er – i sidste ende mest til død og undergang.

Alexander kunne være blevet et originalt billede fra en for længst glemt tid, men ender som en både rodet og genkendelig forfaldsmyte fra den moderne verdens overskudslager.

Jeg har givet den 3 ud af 6, men mener nu alligevel, at den er værd at se.

[“Alexander”. Instruktion: Oliver Stone. Manuskript: Oliver Stone, Laeta Kalogridis, Christopher Kyle. Medvirkende: Farrell, Angelina Jolie, Val Kilmer, Anthony Hopkins m.fl.]

Liberalismen til debat! [opdateret]

[Opdatering, 30. nov.: Dags Dato havde i søndags et længere indslag om Lotte Noer-sagen, med bl.a. gode indspark fra Christopher Arzrouni, og Liberator-folkene Thomas Breitenbach Jensen, Claus Zilmer og Niels Kristian Schmidt. Et overraskende lødigt program, som er værd at gense.]

Ja, så kører den for fulde gardiner! Efter en stille periode raser debatten nu flere forskellige steder. Vildest er naturligvis debatten om VU’ern Lotte Noers artikel på Liberator om At stresse for kapitalen, hvor hun stiller spørgsmålstegn ved ‘de krævendes’ rettigheder,

Det er klart, at de krævende ikke kan miste deres grundlæggende frihedsrettigheder. Deres personlige frihed, deres ret til liv og privat ejendom, skal der ikke rykkes ved. Det er umistelige rettigheder. Man kunne imidlertid overveje, hvordan det stiller sig med andre rettigheder – for eksempel retten til at deltage i demokratiske valg.

I Grundloven står der som bekendt i §29:

Valgret til Folketinget har enhver, som har dansk indfødsret, fast bopæl i riget og har nået den i stk. 2 omhandlede valgretsalder, medmindre vedkommende er umyndiggjort. Det bestemmes ved lov, i hvilket omfang straf og understøttelse, der i lovgivningen betragtes som fattighjælp, medfører tab af valgret.

Det er dette synspunkt, som Lotte Noer gerne vil have taget op igen; Har man – kort sagt – ret til at bestemme hvordan musikken skal spille, hvis man ikke selv betaler for orkestret? Hvis man ikke bidrager til fællesskabet, skal man heller ikke have indflydelse på, hvordan de fælles midler bruges.

Så vidt så godt. Ikke noget kontroversielt synspunkt på Liberator, hvor de fleste slet ikke går ind for demokrati som vi kender det i dag, hvor man ‘kan stemme sig til andre menneskers penge’, som det ofte lyder. Men forleden havde en kvik journalist på Berlingske Tidende fundet frem til artiklen (muligvis inspireret af B.T.’s tidligere forsøg – og muligvis var det DR som fandt den først), og historien kørte også i Radioavisen, hvor både Jens Rohde og formand for VU, Claus Horsted afviste synspunktet som udemokratisk og ikke Venstres politik.

Så burde den måske ikke være længere, end at Lotte Noer enten retter ind eller tør stå ved sine synspunkter – indtil videre har hun ikke kommenteret sagen, så vidt jeg er informeret. Men omtalen i medierne fik en sand syndflod af interesserede til at klikke sig ind på Liberator, for at se hvad det der liberalisme var for noget mærkeligt noget. Der er vel pt. mindst 20 tråde om sagen med kommentarer fra nysgerrige eller forargede – mest det sidste. Start med denne tråd: Respekt til Lotte Noer, og klik så hen på resten hen ad vejen. Argumenterne rager ikke højt (jeg har dog ikke gennemlæst det hele), og er enten “sikke noget svineri” eller “så skal landmændene også fratages støtten!” som en kvik bemærkning, som rigtig mange er kommet med (ingen på Liberator er uenige, og det kan undre at det skal forestille en provokation). Der er også mange som tror, at Liberator er en del af Venstre, hvilket har fået redaktionen til at udsende en pressemeddelelse.

Hele diskussionen er i øvrigt et eksempel på et hadsk og unuanceret debatklima, hvor man sjældent er i stand til at komme med argumenter, men håber på at vinde ved at råbe højest. Noget som man eksempelvis kan genfinde i dele af Islam-debatten eller Nej-til-Krig-debatten, eller i det hele taget i de områder i det danske samfund, hvor der stadig debateres, og hvor alt ikke i forvejen ligger fast i Finansloven. Heldigvis er der også andre debattører – hovedsageligt webloggere, som har lyst til at tage en mere principiel og lødig diskussion. Torben Sangild har været der i flere omgange, og har nu en ny oversigtspost. Her henviser han bl.a. til Lars Kjerulfs blog, hvor han har en kritik af liberalismen.

Der er meget at gå i gang med, og jeg har egentlig slet ikke tid til at diskutere. Klik selv rundt, og smid en kommentar ind, hvis du har noget at sige. Men husk: At være liberalist betyder ikke at man stemmer på Venstre. Og lad være med at skære alle liberalister over én kam – hvis du fx læser et indlæg på Liberator, så lad være med at tro, at dette indlæg afspejler ‘Liberalismen’ – der kommer mange besøgende på Liberator, mange af dem er ikke liberalister, men opponenter – og ingen har patent på begrebet.

Pas på Wikipedia

Det er en smuk tanke der ligger bag open-source leksikonet Wikipedia. Det er et leksikon, som bygges op af brugerne selv, ved at man kan indsende rettelser, kommentarer og hele artikler, om emner som endnu ikke er berørt. Bare den danske del af Wikipedia har nu 21025 artikler om vidt forskellige emner. Da leksikonet ikke har nogen overordnet redaktør er det naturligvis mere eller mindre tilfældigt præcist hvad der findes artikler om, men det er jo ikke i sig selv noget problem. Problemet er imidlertid, at kvaliteten af det der bliver skrevet er stærkt svingende, og sandhedsværdien tvivlsom. Prøv eksempelvis at læse dette uddrag fra det danske bidrag om renæssancen:

Desuden var perioden præget af befolkningsmæssig tilbagegang på grund af pest og [s]tilstand indenfor samtlige intellektuelle områder i forhold til højmiddelalderen. På det kunstneriske område kopierede man ideer fra middelalderen uden i særlig grad at tilføje nyt. Renæssancens intellektuelle klima eller mangel på samme resulterede i reformationen.

Hmmm… ikke ligefrem hvad jeg lærte i gymnasiet. Det må siges at være et temmelig kontroversielt synspunkt om renæssancen, også selvom man i historievidenskaben de senere år har hevet middelalderen ud af mørket og kaldt den dynamisk. Men at renæssancen overhovedet ikke skulle byde på noget nyt hverken kunstnerisk eller intellektuelt er for at sige det mildt vildledende. Holdningen gentages ikke i den engelske version af Wiki, og heldigvis ved jeg da selv nok om perioden til at være på vagt (og burde måske smide en kommentar ind). Imidlertid anbefalede jeg faktisk sitet til en 14-årig pige, som skulle vide noget om renæssancen – og det fortryder jeg nu. For fremtiden står den udelukkende på min Encyclopedia Britannica-dvd og det trofaste gamle Hagerups Konversationsleksion.

New York Times, København og Jyllands-Posten

Hvis du faldt over denne begejstrede artikel i Jyllands-Posten: New York Times: Sådan overlever danskerne vintermørket, vil du måske have brug for et link til den oprindelige artikel af herboende Ken Chowder fra Sophisticated Traveler, NYT’s rejsemagasin. Jyllands-Postens oversættelser er nemlig ikke fejlfrie, således oversættes: “a firm shunning of pretension” med “en blank afvisning af krav”. Det kan det vist ikke betyde, når man ser på konteksten, snarere “en blank afvisning af selvhøjtidelighed.”

Gå derfor til hestens mund og få smigrende læsning om vor kære hovedstad, selvom begejstringen nok daler lidt, når man som jeg tager 31. vinter i mørket. Men ok, det er da dejligt med levende lys og brune kartofler endnu engang, når det ikke kan være anderledes. Det kunne jo være betydeligt værre (og det var så en ægte dansk underdrivelse).

Et hurtigt citat:

In Denmark, self-deprecation is a given. You try not to say too many nice things about yourself — even in ads. (One beer commercial bragged about Carlsberg: “It’s not the worst we have.”) What you are allowed to glorify are the basic things. And here those things are often truly glorious: the bread and butter, beer, cheese and, especially, the potatoes.

De kan vel ikke alle være CIA-agenter?

Mens pressen stadig opfatter Irak som et land, der er lige ved at falde sammen under den heroiske modstandsbevægelses kamp for at få ‘besætterne’ ud af landet, er de fleste irakere godt igang med at forberede sig på valgene til januar. Indtil videre er 127 partier godkendt til at opstille. Vi tager den lige igen: 127 partier er klar til valget til januar. Det er et demokratisk fænomen af dimensioner. De kan vel ikke alle sammen være CIA-agenter og kollaboratører, som ‘modstandsbevægelsens’ heppekor påstår? Næh, de fleste irakere har gjort det fornuftige: Indset at skal de have amerikanerne ud af landet og suveræniteten tilbage, er den eneste måde at gøre det på frie valg, som etablerer en legitim regering, der kan overtage ansvaret for sikkerheden. De er åbenbart klar til at acceptere de forfærdelige imperialist-amerikaneres folkemord i landet lidt endnu, og føler ikke at de er blevet udsat for et så forfærdeligt overgreb, at de bare må fare ud på gaden med en AK-47 og skyde efter den første den bedste uniform de ser. Disse fornuftige mennesker, der har forstået vejen til et fredeligt og velstående Irak, er de sande modstandsfolk og de sande patriotiske irakere.

Årets litterære fænomen?

Ja, så dukkede den også op på mit natbord: Dan Browns The Da Vinci Code, bogen som på ni måneder solgte 5 millioner eksemplarer, og er blevet et fænomen på linje med Harry Potter. Igennem de sidste par måneder er den dukket op overalt; venner læser den, medier omtaler den, alle refererer til den og dens tilsyneladende uimodståelige kraft. Travle journalister, der ellers burde have bedre at tage sig til, flår dage ud af kalenderen for at læse; nybagte mødre, der burde beskytte deres nattesøvn som en huntiger sine unger, vender sider til langt ud på natten, fordi de bare lige se hvad der sker i næste kapitel.

Min far havde købt den på engelsk i lufthavnen, og nu har jeg overtaget den. Jeg fik læst to kapitler i går aftes inden søvnen overmandede mig, så spændende er den måske heller ikke. Alligevel glæder jeg mig allerede til at læse videre i aften, for jeg skal lige se hvilken forfærdelig gerning ham præsten havde gjort ved sig selv, da han var låst inde på Louvre, og hvad Robert Langdon har tænkt sig at gøre ved det. Godt drive i historien, selvom den allerede nu er temmelig far-fetched og lufthavns-litteratur-agtig. Præsentationen af Langdon virkede heller ikke specielt indbydende, en noget klodset sekvens hvor en person, der skal introducere ham til en konference, af uransagelige årsager vælger at læse (rigtig meget) op af et sladderblad, hvor han står omtalt. Det virker ikke ligefrem indlysende, at nogen ville gøre sådan til en stor, international konference, men så får vi selvfølgelig som læsere den basale information, som vi har brug for, om vores Indiana Jones-agtige hovedperson. Tja, lad os se hvad der sker…

Hva’ pokker!?!

Som nogen måske ved spiller jeg hver mandag morsomme brætspil med mine venner, som fx Goa, Taj Mahal eller Skt. Petersburg. Der er flere mennesker i verden, der har den last, og der findes en del netsider for brætspilsramte. En af dem er det legendariske site BoardGameGeek, som jeg har besøgt af og til. En dag var jeg dog lidt ukoncentreret og kom til at indtaste www.gameboardgeek.com i stedet… prøv selv, og se hvad der sker (jeg fralægger mig på forhånd ethvert ansvar for evt. ydmygelse)

Sådan hjælper du de svage

Når man diskuterer politik og erklærer sig som liberal, er et af de argumenter man oftest møder: “Hvis der ikke er nogen velfærdsstat, hvem skal så tage sig af de svage?”

Svaret er naturligvis indlysende*, men det er ikke det som dette indlæg handler om. I stedet handler det om, hvordan det praktisk skal kunne fungere, hvis ‘privat velgørenhed’ skal kunne klare ærterne, der hvor velfærdsstaten for længst har givet op, og skaber svage mennesker i stedet for at hjælpe dem. Et bud på et svar er EnGodSag.dk, et e-shopping-site, hvor man kan donere til forskellige gode organisationer (fx Amnesty International eller Dansk Røde Kors), samtidigt med at man køber ind hos Amazon eller Bogklubben Rasmus.

Engodsag sælger ikke selv noget, men benytter sig af en cookie, som fortæller shopping-sitet at man kommer fra Engodsag, og at der derfor skal doneres en del (typisk 6 %) af købssummen til en organisation, som man selv vælger. Du betaler ikke ekstra. Så husk at bruge Engodsag som portal når du skal shoppe.

Sådan gøres det i et frit samfund, det er etisk kapitalisme så det batter – helt uden tvang.

P.S. – jeg ved endnu ikke om det rent faktisk virker i praksis og om donationerne kommer ind. Men det vil fremtiden vise. Initiativet er prisværdigt.

Tip: Mr. Andersson.

[* Svaret er: Det skal DU.]

Sangild som kulturradikal?

Torben Sangilds weblog er tilbage i blogosfæren, og han lægger stærkt ud ved at stille sig selv spørgsmålet: Er jeg kulturradikal?

Det er noget med ytringsfrihed, noget med religion, og noget med beskatning, og yours truly deltager også. Velkommen tilbage, Torben, også selvom spørgsmålet om din kulturrdaikalisme endnu er uafklaret. 😉 For øvrigt: Hvad vil det sige at være kulturradikal? Det er der endnu ingen som har kunnet svare på, men spørgsmålet lader til at være vigtigt, når man tænker på hvor meget det fylder i ‘kulturkampen’, og hvor meget de kulturradikale er blevet lagt for had.