Pause pga. hånd

For et par uger siden forstrak jeg min højre hånd, da jeg løftede et tungt bord. Skaden vil desværre ikke rigtig forsvinde, og jeg bliver nødt til at bruge hånden mindst muligt. Da det er meget besværligt for mig at skrive med højre hånd, vil mit internetbrug være begrænset til et minimum. Bloggen må derfor hvile sig i et stykke tid, desværre…

God jul og godt nytår til alle!

Ytringsfriheden under pres

Storbritannien. Militante sikher har ved vold sørget for at et teaterstykke (skrevet af en sikh) er blevet lukket. Det viste vold og sex i et tempel! Og den går ikke. Alle beklager naturligvis, at det måtte komme til vold, men lokale sikher glæder sig nu alligevel over, at teatret traf den ‘fornuftige’ beslutning. Kulturministeren beklager også, men mener at teatret traf den rigtige beslutning, selvom ‘det er en trist dag for kunsten.’

Det sker samtidigt med at parlamentet vil vedtage love, der skal sikre religiøse grupper mod forhånelse – og dermed indskrænke ytringsfriheden kraftigt. Det er sandelig et fint signal at sende: hvis du ikke kan argumentere, er det ok at slå. Bare du er vred nok, natuligvis – så er det nemlig dig vi får ondt af.

Ad Pommern til med blasfemiparagraffen

Jeg har i længere tid villet skrive noget om blasfemiparagraffen, som jeg (ikke overraskende) mener skal afskaffes hurtigst muligt (faktisk var jeg ikke klar over at vi stadig havde en, før debatten begyndte). Men Mr. Andersson kom mig i forkøbet. Læs ham i stedet, øv.

Lige en hurtig kommentar, dog: Forsvarerne for blasfemi-paragraffen (som fx juraprofessor Gorm Toftegaard Nielsen i Weekend-avisen, den 10. december) hævder ofte, at paragraffen har (eller kan have) en slags offentligheds-saniterende effekt, hvor de mest ‘ugavnlige’ bidrag til samfundsdebatten bliver sorteret fra, således at diskussionen holdes på et lødigt niveau. Det er i øvrigt det samme argument man i Sverige i længere tid har brugt for at lægge låg på den ulmende indvandringsdebat: Ikke alle bidrag til samfundsdebatten er lige valide. Og det har de naturligvis ret i, på sin vis. Det kan næppe være gavnligt i det store perspektiv at kalde folk for ‘gedekneppere’ eller bruge nedsættende ord om alment udbredte religioner, eller vove at lave en så gudsbespottende film som Life of Brian, der som bekendt var ‘så morsom at den blev forbudt i Norge’, som reklamekampagnen lød (ja, den blev faktisk forbudt, men på grund af sin blasfemiske, farlige og helt igennem ‘ugavnlige for samfundsdebatten’-bekaffenhed).

Man må ikke gøre grin med regligioner, nej. Medmindre det er åndssvage religioner naturligvis, eller at man selv synes de er åndssvage, og kan argumentere for det. Og så melder problemet sig: Der er ikke noget fint, olympisk sted, hvorfra man kan observere hvad der er ‘mest gavnligt’ for ‘samfundsdebatten’, og dømme der fra. I praksis vil man dømme til fordel for dem som råber højest og som giver mest udtryk for at være stødt på manchetterne. Det virker muslimer i Danmark i stigende grad at være klare til – og kristne i en del andre lande end Danmark står også klar med forbud og lovgivning, og det er efter min mening en meget ubehagelig udvikling: Religion i dag, ideologi i morgen – sådan ser scenariet ud for mig – og vi er jo sådan set allerede godt igang med tankekontrollen herhjemme, med den gældende demokratihetz: Først ryger de deciderede ondskabsfuldheder, men snart skal stand-up komikerne til at passe på og så er vi langt inde i et samfund, der ligner Danmark før 1848, hvor regeringsagenter kommer efter dig, hvis du vover at gøre grin med hvad der holdes for helligt på borgen. Ellers tak.

Nej, ordet skal være frit, fuldstændigt frit. Man skal ikke gøre ondskabsfuldt grin med hvad andre regner for helligt – men man må altså godt kritisere det, også i en hård tone, hvis man mener det er berettiget. Under ansvar, naturligvis, og vi skal behandle hinanden med respekt og en høflig omgangstone. Dem som ikke følger almindelig civil adfærd, som det sømmer sig for en sydstatsgentleman, skal dømmes moralsk ude af de mere høviske debattanter. Men de skal ikke forfølges med paragraffer eller rulles i cirkulærer eller lukkes munden på. Ordet er frit, netop derfor skal man være varsom med hvad man siger, og sætte en høj standard.

Weblogs i P1

Her til morgen havde P1 Morgen et indslag om weblogs, hvor de bl.a. interviewede Tone fra Niftier Than Thou – en blog som jeg dog ikke umiddelbart kender, men fandt linket til på hende.dk, som også bliver omtalt (bl.a. hendes hjerteskærende historie om lille Cirkeline, der måtte forlade verden alt for tidligt). Det er da morsomt, at der er begyndt at komme lidt mere fokus på blogging i de danske medier (i de amerikanske har det som bekendt fyldt voldsomt efter valgkampen 2004, hvor blogging brød igennem som main-stream fænomen).

Det er et udmærket indslag, og forholdsvist loyalt overfor den del af den danske blogosfære, som fokuserer på meget personlige emner (parodieret så fint på Den Kedelige Blog). Men det ville måske være rart, hvis man også begyndte at opdage, at der også findes danske bloggere som skriver om ikke-personlige emner? Blogging kan bruges til rigtig mange ting, ikke kun til udvidet dagbog eller poesibog (ikke at jeg har noget imod det i øvrigt, det er bare ikke noget jeg selv bruger meget tid på at læse).

Irakiske blogs under angreb

Der har i længere tid været beskyldninger på – især – venstreorienterede blogs om, at pro-krig/demokrati irakiske blogs som Iraq The Model eller Healing Iraq skulle være produceret/støttet af CIA eller andre dele af den amerikanske højrefløj.

Ali fra Iraq The Model giver en kommentar til en længere polemik på Martini Republic om en kommentar Juan Cole kom med, om hvorfor han foretrækker den anti-amerikanske Riverbend frem for de tre brødre fra Iraq The Model, hvoraf Omar og Mohammed p.t. er på en større P.R. tour i USA (som Riverbend altså ikke er blevet inviteret til). [dyb indånding]. Det er en meget lang debat, men værd at forsøge at sætte sig ind i. Den afslører efter min mening nogle blokeringer og fordomme omkring især venstrefløjens forventninger til hvordan irakere burde føle og opføre sig – in casu: når en iraker er pro-USA er han straks CIA-agent. Det er faktisk en utilgivelig forsimpling af irakernes tænkemåder, når vi gerne vil have dem ned i vores egne konceptuelle kasser: ‘pro’ eller ‘anti’. Spørg 100 irakere og du får 100 forskellige holdninger – ligesom med danskere.

Jeg vil ikke her tage stilling til hvilke af de irakiske blogs der ‘har mest ret’ om hvad der sker i Irak. De skal efter min mening ikke læses som objektive beretninger – det er ikke journalistik – men personlige kommentarer. Man ville også være en klovn, hvis man regnede med at jeg skulle repræsentere den generelle folkestemning i Danmark. Fx er jeg ikke særligt begejstret for velfærdsstaten – men det betyder altså ikke, at min blog er finansieret af Søren Pind. (Og Søren, hvis du læser det her: Fik du min faktura?)

Tjeck Jeff Jarvis beretning om at møde Omar og Mohammed IRL, og tjeck deres besøg i Det Hvide Hus.

[update, 16. dec: Ali har flere svar til Cole og Martini Republic, med en pragtfuld afskedssalut:

When are both sides [pro- og anti-krig] going to realize that it’s not only about them! That there are millions of Iraqis, Afghanis, Iranians..Etc who are suffering daily and who are trying to find a solution and a way to achieve their dreams (with the help they are getting from America) and who do not have the slightest interest in supporting any party in America. The world is bigger than you and your partisan conflicts and frankly I’m getting sick of it. Take this crap somewhere else and leave us alone! We have enough problems to deal with and we are not interested in supporting any party anwhere, as simply we cannot afford the time or the effort.

Spam-bekæmpelse… din hjælp søges

Jeg har installeret et WordPress-plugin, der gerne skulle få ram på spammerne. Jeg ved endnu ikke om det virker, og derfor denne post. Det er Spam Stopgap Extreme, der efter sigende skulle virke ved at bruge en javascript, der gør et eller andet som jeg ikke forstår. Man skal således have Java installeret for at kunne poste. Jeg har kunnet poste indtil videre. Hvis du har problemer med at poste en kommentar, må du meget gerne skrive til mig på lars_hvidberg [at] yahoo [dot] dk – post lige en kommentar, så jeg kan tjekke om det virker.

Lars

Pusher II

…jeg så den i går. Kun én ting at sige: Glæd dig! Den er fantastisk – utrolig intentisitet og stemning. Mads Mikkelsen i sin bedste rolle siden Pusher I.

Pusher II‘s officielle side.

Læs i øvrigt om det kongeniale soundtrack, designet af Peter Peter.

Team America: World Police

Ganske vist får den først premiere herhjemme engang efter nytår (14. januar), men jeg kan vist alligevel godt løfte sløret for Team America: World Police, South Park-drengene Trey Parker og Matt Stones satiriske dukke-action-film om terrorisme-bekæmpelse The American Way.

Jeg har tidligere omtalt filmen, men jeg må indrømme, at jeg faktisk blev lidt overrasket over, hvor satiren rettede sig hen: Den var ikke nær så kritisk overfor Bush-administrationen som jeg havde ventet, men til gengæld bliver de selvgode ‘liberals’ i USA latterliggjort ud over enhver anstændighedens grænse – naturligvis lige som det skal være. I en afsluttende meget smuk tale får filmens helt, skuespilleren Gary, formuleret filmens morale på ægte South Park-sprog: [ADVARSEL: pas på sproget, hvis du er følsom…]

Der er pikke, fisser og røvhuller her i verden. Fisserne bliver nogle gange sure på pikkene, fordi de knepper alt hvad de kommer i nærheden af, både røvhuller og fisser. Men hvis pikkene ikke en gang imellem får lov af fisserne til at kneppe røvhullerne, så ender vi med lort ud over det hele. [citeret efter hukommelsen]

Så smukt og enkelt kan det siges, og hvis du erstatter pikke med George Bush og røvhuller med Saddam Hussein (og fisser med Michael Moore) skulle det vist være klart, hvor drengerøvene vil hen – og det er sådan set betydeligt længere til højre, end man skulle tro.

Det er da også betegnende, at det kun er skurkene i filmen (der er fortalt helt og holdent fra Team Americas perspektiv) som er ‘rigtige’ karikaturer, altså parodier på virkelige personer, som Sean Penn, Hans Blix og Kim Jong Il. George Bush og kohorter er fraværende, selvom der bliver gjort tykt grin med ‘effektiviteten’ i terrorbekæmpelsen, fx da Team America smadrer det meste af Paris for at få ram på et par tjetjenske terrorister med en suspekt kuffert.

Satiren over terror-bekæmpelsen skal således ses i selve satiren over action-genrens klicheer, og filmen kan ses som en ‘subtil’ satire på linje med Starship Troopers. Alle kulturer som Team America møder er fx beskrevet med de mest racistiske stereotyper: Paris er fuld af mime-kunstnere og tværstribede flüte-bærere, araberne er skumle beduiner, der ikke kan sige andet end “Derka Derka Muhammed Jihad”, osv.

Virker satiren så? Måske. Et eller andet sted er den nok for fjollet og drengerøvet til for alvor at få nogen op af stolen, eller åbne ens øjne for ondskaben i enten Krigen mod terror eller Kim Jong Il. Det skulle dog lige være Sean Penn, der figurerer prominent i filmen som en af anti-terror folkenes argeste modstandere. Læs mere om kampen mellem Penn og Parker/Stone her og her.

Tjeck de amerikanske anmeldelser på metacritic. Roger Ebert – som jeg normalt har stor respekt for – er godt sur.