Da frygten og foragten blev for stor

Hunter S. Thompson har taget sit eget liv. Et bizart endeligt på en journalistist- og forfatterkarriere, der ellers aldrig vendte foragten indad, men udad mod hykleri og råddenskab i det amerikanske samfund, set gennem gonzo’ens egne skæve briller. Bare HST nu ikke bliver trendy som Jim Morrison. Så kan vi ikke have “Fear and Loathing In Las Vegas” i fred for gymnasieeleverne.

En anstændig venstrefløj?

Min ven, Jens Troldborg, sendte mig en artikel fra det amerikanske venstrefløjs-magasin Dissent, der er lige så gyldig i dag, som den var i foråret 2002, hvor den først blev trykt. Artiklen, der er skrevet af magasinets medredaktør Michael Walzer, handler om den amerikanske venstrefløjs reaktioner på 11. september-angrebet og krigen i Afghanistan, men den kunne sådan set lige så godt handle om (dele af) den danske venstrefløj og deres forhold til Irak-krigen. Det er et forhold som Walzer beskriver som ‘pathological unwillingness’ – en sygelig modstand imod at gøre noget konstruktivt imod fx Al Qaeda eller tyranner som Saddam Hussein, og en manglende stillingstagen til de positive konsekvenser af amerikansk (og dansk) magt: Hvorfor synes SF og Enhedslisten fx at det vigtigste problem i Irak lige nu er at få de danske tropper hjem? Venstrefløjens ideologiske apparatur er simpelthen ikke længere tidssvarende, og Walzer opfordrer til at finde alternativer til den gammelkendte, selvretfærdige positur, hvor man med foldede arme og bestemt mine siger “NEJ!”

Læs artiklen: Can There Be A Decent Left. Udvalgte godbidder:

Ideologically primed leftists were likely to think that they already understood whatever needed to be understood. Any group that attacks the imperial power must be a representative of the oppressed, and its agenda must be the agenda of the left. It isn’t necessary to listen to its spokesmen. What else can they want except . . . the redistribution of resources across the globe, the withdrawal of American soldiers from wherever they are, the closing down of aid programs for repressive governments, the end of the blockade of Iraq, and the establishment of a Palestinian state alongside Israel? I don’t doubt that there is some overlap between this program and the dreams of al-Qaeda leaders-though al-Qaeda is not an egalitarian movement, and the idea that it supports a two-state solution to the Israeli-Palestinian conflict is crazy. The overlap is circumstantial and convenient, nothing more. A holy war against infidels is not, even unintentionally, unconsciously, or “objectively,” a left politics. But how many leftists can even imagine a holy war against infidels?

[…]

There is no deeper impulse in left politics than this enlistment; solidarity with people in trouble seems to me the most profound commitment that leftists make. But this solidarity includes, or should include, a readiness to tell these people when we think they are acting wrongly, violating the values we share. Even the oppressed have obligations, and surely the first among these is not to murder innocent people, not to make terrorism their politics. Leftists who cannot insist upon this point, even to people poorer and weaker than they are, have abandoned both politics and morality for something else.

Klovn

Jeg skal lige hype Frank Hvam og Casper Christensens nye komedieserie Klovn. Den har efter min mening potentiale til at blive den bedste sit-com på dansk, fordi den forsøger at finde en særlig dansk tone, frem for de ellers meget amerikanske forsøg, vi hidtil har set – selvom “Langt Fra Las Vegas” var et godt bud. “Klovn” er helt nede på jorden, skudt råt og improviseret med håndholdt videokamera, og vi følger i essensen Frank Hvam, der spiller Frank Hvam, i en masse af hverdagens små irritationer og pinligheder: glemte kæresteaftaler, høj musik fra indvandrerdrenge (check bl.a. den nye rap-stjerne Ataf i en meget morsom birolle i afsnit 2), Jarl Friis-Mikkelsen med åndssvage show-biz-ideer og så naturligvis vennen Casper Christensen (der også spiller sig selv – næsten – for han bor i serien i et palæ på Chr. Winthers Vej) som den overlegne vinder med det lækre liv. Kluklatter og hverdagssatire, hvor Hvam altid ender med narrehatten på – som en rigtig klovn. De første episoder kan stadig ses i TV2’s konsol.

Hauge om de konforme venstrefløjskunstnere

Litteraturprofessor Hans Hauge har i dag en guddommeligt morsom kronik i Jyllands-Posten om de evigt venstreorienterede kunstnere, og hvorfor de er det: Det er ikke politikken men karrieren, som trykker, lyder konklusionen. Læs det og få et billigt grin over de fredselskende bagstræbere, der vil have Irak overladt til borgerkrigen, og kunstens integritet solidt og konservativt placeret i lommen på velfærdsstaten.

Intet flertal til ‘fundamentalisterne’

Så er resultaterne fra det irakiske valg i huset. Intet flertal til shiiterne, ingen ‘turbaner’ i regeringen, og i det hele taget et meget mere succesfuldt valg end nogen havde forventet: Befolkningen mødte op og bakkede massivt op om demokratiet, og de har bestemt ikke udelukkende stemt efter religiøs overbevisning. Der er stadig lang vej at gå, men dette valg har været det første ægte, frie valg i den arabiske verden – og befolkningen har vist sig modne til at løfte ansvaret.

Læs mere hos Iraq The Model og

Iraks uafhængige valgkommission.

Så er det sagt

Defining the magic

a good poem is like a cold beer

when you need it,

a good poem is like a hot turkey

sandwich when you’re

hungry,

a good poem is a gun when

the mob corners you,

a good poem is something that

allows you to walk through the streets of

death,

a good poem can make death melt like

hot butter,

a good poem can frame agony and

hang it on a wall,

a good poem can let your feet touch

China,

a good poem can let you shake hands

with Mozart,

a good poem can let you shoot craps

with the devil

and win,

a good poem can do almost anything,

and most important

a good poem knows when to

stop.

Charles Bukowski: “Betting on the Muse”, p. 131

larshvidberg.dk i Berlingske Tidende

Fame at last! www.larshvidberg.dk er nævnt i en medie-kommentar i Berlingske Tidende af Edith Thingstrup. Vi citerer, fra Magasinet, s. 15:

På www.memri.org kan man læse oversatte artikler fra arabiske medier og få direkte indblik i, hvad der foregår i Mellemøsten. Ikke mindst af antisemitisk propaganda. Og www.junkscience.com bringer gode historier om dårlig videnskab. Så er der selvfølgelig alt det politiske! Jeg har stor morskab ud af www.larshvidberg.dk, som kommenterer og linker til interessante historier i andre medier.

Fornemt selskab, det må man sige. Tak, Edith! Men hey, hvad mener du egentlig med ‘morskab’???

Jeg fucker med din hjerne

Berlingske Tidende bringer den hårdeste artikel i dag: Et dobbeltinterview med Thomas Vinterberg og Lars von Trier om venskaber. Det er jo almindeligt kendt, at Lars von Trier kan være lidt af en psykopat, men her har vi altså mind-games for fuld udblæsning. Stemningen er ikke god, lad os bare sige det sådan, når Thomas, Fyrbøderen og Kællingen fra Berlingeren mødes. Et hurtigt citat:

THOMAS VINTERBERG ER GÅET UD for at tisse for åben dør igen:

»Nu har du jo sagt, Lars, at jeg er både kold og glat, og derfor bliver jeg også nødt til at forklare, at chancen for, at der ligger en grotesk ydmygelse lige om hjørnet sammen med dig, netop er grunden til, at jeg bliver en anelse ængstelig i dit selskab. Men det er jo også en af dine kvaliteter – at gøre folk fulde og få dem til at springe i en kold pool.«

The Grudge

Japanerne har i løbet af de sidste par år genopfundet horrorgenren, først og fremmest med den skrækindjagende The Ring fra 1998, der fik teenagere verden over til at frygte deres gamle videobåndoptagere. The Grudge er sidste skud på stammen – og en effektivt rædselsvækkende spøgelseshistorie om had og hævn.

Det er Shimizu selv der styrer amerikaniseringen af sin Ju-On-serie (hele fire film i Japan), og selvom der tales engelsk er hele stemningen meget fremmed og asiatisk, hvilket filmen da også spiller på: Vi følger en gruppe amerikanere der i Japan ankommer til et grusomt spøgelseshus, hvor en ond ånd regerer. Gellar er den obligatoriske ’Final Girl’, der altså ikke denne gang skal jage vampyrer, men spøgelsets hemmelighed.

Det er så som så med logikken i plottet, for The Grudge er mest interesseret i at hviske ’Pas på… De kommer!’, mens ofrene bliver skræmt til døde af en forfærdelig kvinde med slange-sort hår, en lille mystisk dreng og en sort kat. Det lyder måske plat, men atmosfæren og stilen i The Grudge er så sikker, og variationerne så udspekulerede, at man gang efter gang kryber i sædet eller springer op med bankende hjerte. Læg især mærke til den mageløse lydside, der for altid vil forandre betydningen af en telefon der ringer, eller guldbrædder der knirker…

(Anmeldt for Citadel)

[“The Grudge.” USA, 2004. Instruktion og manuskript: Takashi Shimizu. Medv.: Sarah Michelle Gellar, Bill Pulman, Jason Behr, m.fl.]