Ændringer på vej

Jeg arbejder på nogle design-ændringer her på min weblog, så det kan være den kommer til at se lidt underlig ud de næste par dage. Dels opdaterer jeg til WP 1.5, og jeg vil også gerne have en ‘professionel’ forside, der bare er mere generelt info om mig. Vent og se…

Bukdahl hyper Olesen-Olesen

Endelig lidt anerkendelse til Peter H. Olesens to fine bøger “Jack Kerouac i Jylland” og “Jeg vil være hvor jeg ikke er”, der begge udkom i oktober 2004 på Adressens forlag. De anmeldes overordentligt positivt i Weekend-avisen 11. marts, og den sidste blev nomineret til Bukdahsl’ bet-pris (som den dog ikke vandt).

Peter H. Olesen er kendt som forsanger og tekstskriver i brødrebandet Olesen-Olesen (hvor hans lillebror Henrik komponerer musikken), og den første af bøgerne indeholder derfor de samlede sangtekster til Olesen-Olesens indtil nu 5 albums – der efter min mening alle er glimrende, ja, fremragende indslag i den dansksprogede rock-kanon, med en særlig melankolsk og bittersød tone, der skiftevis minder om Danmark i efterår og forår. Den anden bog indeholder forskellige tekster, digte – halve sangtekster og andre forskellige, små fine stumper. Tonen er hele tiden den samme: skiftevis mørk og humoristisk, med en særlig panteistisk ateisme, og fremadrettet resignation (“Om end ikke ovenpå, så dog ved godt mod”), hvis man kan forestille sig det. Jeg købte begge bøger til min kærestes fødselsdag og de har bragt stor glæde. Brødrene har i øvrigt også en fin hjemmeside, bl.a. med deres egne top-5 lister over hvad de lytter mest til.

Naturligvis lever Olesen-Olesens tekster trods alt bedst i samspil deres musik, der er sjældent kongenial: minimalistisk folk med elementer af alternativ rock og skulte, gode pop-melodier. Men lad mig da lige citere min personlige yndlingstekst (ud af mange), “Set gennem en voksende rus” fra albummet “Der er brev fra onkel Bob i Amerika” (2000):

Der er brev fra onkel Bob i Amerika, det handler om liv og død

Der er en cigaret der ryger sig selv i et askebæger, tilbage er nu kun en glød

Der er billig vin fra Brugsen i mit glas og i min krop

Der er et uendeligt mørke udenfor hvis blot man kigger op

Der lyder en summen i stuen fra årets sidste insekt

Men ellers taler kun tavsheden i en nærmest glemt dialekt

Der breder sig en opvask fra køkkenet ud i resten af mit hus

og jeg siger at verden er smuk set gennem en voksende rus

Der er brev fra onkel Bob i Amerika om begær og jalousi

Det er nye ar og erfaringer, det er den samme gamle melodi

Der hænger et lagen på tørresnoren, det blafrer som et flag

Det er et signal der siger til verden, jeg overgiver mig nu i dag

Jeg står med blikket vendt mod himlen, det er aften og efterår

Der blæser en vind fra Det Gamle Testamente, streng, retfærdig og hård

Deroppe står månen som også er fuld og lyser ned over mit hus

og jeg siger at verden er smuk set gennem en voksende rus

Afghanistans første blogger!

Waheed hedder han, er 20 år og fra Kabul. Han arbejder for den afghanske hær som oversætter og skriver et glimrende engelsk. Nyheder om udviklingen i landet, antallet af internetforbindelser og motionscentre for kvinder… læs: Afghan Warrior.

10 gode principper

Peter Kurrild-Klitgaard åbner ballet for den nye borgerligt-liberale tænketank CEPOS med en udmærket kronik i Berlingske Tidende, hvor han fremlægger ti gode principper, der er værd at holde sig for øje, når man bedriver politik:

1. Frie mennesker er aldrig helt lige; mennesker, der er helt lige, er aldrig frie.

2. Hvem der har hvad i forhold til andre, er ikke så interessant som, hvor godt de har det.

3. Ingen mennesker ved nok til at styre alle andres liv; de fleste mennesker ved nok til at kunne tilrettelægge deres eget liv.

4. Mennesker passer godt på dét, der tilhører dem selv; det, ingen ejer, har en tendens til at forfalde.

5. En sund politik fokuserer på det lange sigt og alle mennesker – ikke det korte sigt og udvalgte mennesker.

6. Opmuntrer man noget, får man mere af det; besværliggør man noget, får man mindre af det.

7. Ingen er så fornuftige som med egne penge; ingen er så generøse som med andres penge.

8. Den offentlige sektor kan ikke anvende penge, som den ikke først har fået fra de borgere, der har skabt værdierne.

9. En offentlig sektor, der er stor og stærk nok til at kunne give borgerne alt, kan også tage alt fra dem.

10. Frihed og ansvar gør forskellen.

En god start fra Cepos.

Brug og misbrug af historien

Statsminister Anders Fogh Rasmussen har igen fået historikerne op af stolene med sin udlægning af besættelsestiden. For et par år siden gjalt det hans irettesættelse af samarbejdspolitikken, som han betegnede som et moralsk svigt. Han sammenkædede også historien med Irak-krigen og forsøgte at få deltagelse i Irak-krigen og modstandskampen mod nazismen til at passe sammen – en lidt plat analogi, hvis du spørger mig. De fleste historikere mener imidlertid, at man ikke kan fælde moralske domme i den forstand over fortiden – og det er muligvis rigtigt, i det mindste hvis man er historiker og tager sit fag alvorligt. Men som lægmand kan man vel godt have en mening om, hvorvidt det var rimeligt fx at smide jøder i gaskamre eller tvangskristne Sydamerika?

Nu er den gal igen, som en artikel i Politiken viser. Statsministeren har brugt sin position som statsminister (og det er vel i grunden den afgørende indvending) til at hyppe sine egne moraliserende kartofler i forhold til besættelsen. Det er statsministerens velkomst5. Maj-komiteens site om Befrielsens 60 års jubilæum, der er faldet historikerne for brystet: så simpelt kan man ikke stille det op, siger de. Og det kan man vel heller ikke. Muligvis er det dog historikerne, der har forsøgt at forsimple Fogh Rasmussens budskab. Ret beset siger han bare:

Under nazisternes besættelse blev mange danskere stillet overfor valget mellem at gøre det rigtige, at tage klart stilling og dermed udsætte sig selv for en stor personlig risiko. Eller at bøje nakken, følge med strømmen og prioritere sin egen velstand og sikkerhed.

Han skriver altså ikke noget om samarbejde eller modstand – og slet ikke noget om Irak-krigen – men skriver blot, at mange danskere blev stillet overfor et valg mellem modstand eller at prioritere egen velstand og sikkerhed. Det er vel historisk rigtigt, da det var netop det vigtige valg som den enkelte modstandsmand måtte træffe. For politikerne forholdt valget sig anderledes, men det skriver statsministeren heller ikke noget om her. Man kan sige, at det er en forsimplet indgangsvinkel han har valgt, men sitet er jo på den anden side henvendt til skolebørn, og de vil næppe kunne relatere til de finere nuancer i samarbejdspolitikken.

Statsministeren vælger her side i debatten til fordel for de frihedskæmpere, som altid har haft et horn i siden på besættelsestidshistorikerne – og vice versa. Er det rimeligt? Tja, han er jo ikke historiker, men netop politiker, og hvis det begreb på nogen måde skal have nogen ikke-teknokratisk betydning, så må det være det etiske, altså det dømmende (til forskel fra det forstående og oplysende, som må være historikerens rolle). Og det er vel rigtigt, at Danmark som helhed valgte at prioritere egen velstand og derfor undlod at kæmpe? Og at det set i et større perspektiv ikke var det rigtige at gøre – altså moralsk set, også når man tager de omkostninger med, som en eventuelt åben kamp ville have kostet? Det mener statsministeren i hvert fald, og det skal han da have lov til – især som en modvægt til det massive forsøg på rehabilitering af samarbejdslinjen og Scavenius, der kommer fra mange historikere.

[Opdatering 11. marts: Berlingske Tidende har en leder om emnet.]

Myten om Kunst og Holocaust

Enhver letvægts-intellektuel artikel om Holocaust plejer lige at få med – nærmest som et kuriosum, der ikke skal bevise andet end at forfatteren har læst bøger – at den tyske filosof Theodor W. Adorno skulle have udtalt, at ‘kunst er umulig efter Auschwitz’, eller noget i den stil.

Men sagde Adorno nu egentlig det? Og var det det han mente, hvis han sagde det? Der er jo blevet umiskendeligt mere af den siden Auschwitz, Kunsten altså, ja faktisk vælter det jo ud med Kunst af hver eneste pore i kulturlegement – og en hel del af den handler eksplicit om Holocaust. Når man ser værker som Begninis “Livet er smukt” kunne man måske endda ønske sig, at nogen havde hørt efter Adornos dom og ladet være. Men…

Naturligvis var det ikke det, Adorno mente, da han afsagde sin dom om kunstens umulighed efter Auschwitz. Det viser Torben Sangild på Det spekulative øre, med en hurtigt lille myte-punktering. Adorno talte ikke om ‘kunsten’ men mente specifikt det lyriske digt, der er sluttet om sig selv. Det var blevet ‘umuligt’ efter Holocaust – hvilket vil sige, at det var blevet udfordret i sin nydelige lukkethed, og måtte tage umuligheden med som en ny mulighed – en pligt til at udforske grusomheden i Holocaust og hele den ødelæggelse moderne krigsførelse er. Summa summarum:

Adorno har en pointe, som handler om at kunsten, især digtet, har mistet sin uskyld, og nok aldrig bliver den samme igen. Den må derfor rumme noget kunstfjendtligt i sig, en kritik af værkbegrebet, en selvkritik, en flossethed, som gør at det ikke bliver et afrundet værk i traditionel forstand. At lyrikken er særligt udsat skyldes nok dens ode-agtige udspring og tendens til lukkede former (på det tidspunkt). Men selvfølgelig mener Adorno ikke bogstaveligt (og har aldrig ment) at kunsten ikke er mulig efter Auschwitz, det er ondsindet sladder, i så fald ville de æstetiske skrifter vel næppe fylde det meste af hans oeuvre efter 1945, ligesom han næppe i Ästhetische Theorie ville tilskrive kunsten at være det eneste sted for et autentisk, kritisk håb.

Tag dén!

Et nyt liberalt parti på vej

Det er ganske vist, at der er politisk grøde i de få mennesker, der stadig er egentlig liberale i Danmark. At være liberal politiker betyder egentlig bare, at man vil arbejde for at sætte grænser for politik: Det er ikke alt, politikerne (og dermed andre mennesker) har ret til at blande sig i, ligesom de ikke har ret til at opkræve de skatter de vil. P.t. er der ikke nogen politiker i Danmark, som ikke gladeligt vil blande sig i hvad som helst af borgernes liv, så længe der er flertal for det. Derfor er der brug for et liberalt parti.

Da Venstre tilsyneladende definitivt har forladt den liberale linje og lanceret sig selv som et Socialdemokrati minus 10 procent, og som dermed mener sig i sin gode ret til at blande sig i hvad som helst, er det på tide med et nyt parti, der kan repræsentere de liberale, som stadig måtte findes i Danmark, undertegnede inklusive. Kjeld Flarup, der har taget initiativ til en yahoo-diskussionsgruppe som har kørt i et stykke tid, åbner ballet med en kronik i Berlingske Tidende: Stem på os: mindre skatter og mindre stat. Det er en fin kronik med mange gode pointer, selvom jeg tror at de kulturradikale er en alt for nem prügelknabe for hvorfor det er kommet så vidt med lovtyranniet. Jeg ved endnu ikke selv, om jeg vil tage aktivt del i det nye parti, men jeg vil i hvert fald følge det nøje og komme med heppende tilråb. For jeg kan nemlig godt skrive under på sentenser som:

Vores nye parti vil blive svært at placere i det politiske spektrum, idet vi hverken er højrefløj, venstrefløj eller på midten. Forskellen på højre- og venstrefløj er jo blot, hvilken form for tvang staten skal udøve. Liberalismens modpol er kollektivismen repræsenteret ved de nuværende partier, og forskellen måles i omfanget af statens tvang.

(…)

Men hvad skal der så blive af de mange velfærdsydelser – skal der spares endnu mere? Nej, tværtimod! Problemet med velfærdsstaten er, at velfærdsydelserne ikke kan finansieres. Som borgere er vi godt gammeldags naive, når vi tror, vi kan aflevere alle vores penge ét sted og gå et andet sted hen og få et gratis kvalitetsprodukt. Løsningen på velfærdsydelsernes finansiering er, at man betaler selv. Men hvad så med dem, som ikke har råd? Jamen, man skal da ikke løse sociale problemer ved at give samtlige børnefamilier børnecheck og tilskud til børnepasning. En gennemsnitsfamilie betaler trods alt over 300.000 kr. i skat, så der burde ved en væsentlig lavere skat også være råd til at få børnene i børnehave. Lad os gemme de offentlige ydelser til dem, som virkelig trænger.

(…)

Velfærdsstaten er ikke human. De sociale ydelser er så gennemregulerede og lovrettede, at det mere er et spørgsmål om jura end humanisme. Og de, som falder igennem, er de, som ikke kan læse en lov. Dem finder vi så på gaden og i herbergerne. Selvom man er liberalist, kan man i høj grad blive socialt indigneret, når man ser, hvordan de svage falder fra, mens behandlersamfundet bruger kræfterne på først at fratage velfungerende mennesker deres selvforsørgelse via skatten og bagefter tvinger dem til at stå med hatten i hånden.

Derfor er jeg libertarianer

Læs Daniel Beatties glimrende selvbekendelse, om hvorfor han er libertarianer. Ingen teori og ingen naturretsargumenter, bare rent ud af posen og ganske simpelt: Man må ikke udøve aggression overfor andre.

Så når man spørger mig hvorfor jeg er libertarianer. Så er det fordi, jeg ønsker et høfligere samfund. Et hvor man forstår at hjælp er et priviligie, ikke en ret. Et samfund hvor individer frit kan indgå de aftaler de vil med hinanden uden at udefrakommende blander sig. Et samfund hvor den enkelte tager ansvar for sig selv, men samtidig forstår at det som er rigtigt for ham/hende, ikke nødvendigvis skal påtvinges alle andre. Jeg går ind for at man skal hjælpe de svage, de syge, ja alle dem der ikke selv kan. Men det er MINE præferencer , ikke alle andres, og jeg kunne aldrig drømme om at kræve at alle skulle synes som jeg. Så egoistisk er jeg simpelthen ikke.