Kanon-brøler

I Berlinske Tidendes “Groft Sagt” afdeling skrev Egon Balsby i går om en artikel i Ekstra-Bladet, hvor Kultur-og-kanon-minister (bum!) Brian Mikkelsen fortalte, at en bog, som optog ham meget lige nu, var “Per V. Knudsens Birkeland“. Den bog har jeg ganske vist aldrig hørt om, men mon ikke han mener den her? Det forlyder ikke, hverken fra Kulturministeriet eller Ekstra-Bladet, om det er ministeren eller journalisten, der er skyld i brøleren, men pinligt er det under alle omstændigheder. Det er ganske vist en glimrende bog, Peter Øvig Knudsen har skrevet, men hvad ville “Jens J. Johansen” dog sige til at komme i Kultur-Kanon (bum!) for romanen Kongens spring? (eller var det Sommer Christiansen for Hjortens Fald?)

Artiklen findes desværre ikke online.

Arbejdskamp i Enhedslisten

Berlingske Tidende har to morsomme historier, om hvordan arbejderne der arbejder for Enhedslisten, taber kampen om at få en arbejdsgiverbetalt pension for deres arbejde. Enhedslisten mener åbenbart, at det ikke er arbejdsgiverens opgave at betale for pensionen – det skal man helst lade tredjemand om via skattebilletten. “Der er jo penge nok”, som de siger på den fløj – men åbenbart ikke hos Enhedslisten. Har de mon opdaget, at det også koster noget at give lønforhøjelser?

“Flødeskumsfronten” …

…kaldte de tyske soldater Danmark under krigen, fordi her var så rart at være. Nu er det også titlen på en DR-dokumentar om Besættelsen set med tyske øjne. Første afsnit kørte her til aften på DR2 og næste afsnit kommer på søndag. Det var interessant, at se radiotelegrafist Franz Eitel fortælle om sit 5-årige ophold på Fyn, hvor han både fik dansk kone og barn, og om hans oplevelse af de gode og tolerante danskere, der så ham som et individ og et menneske og ikke som en fjende. Ja, han fik faktisk tårer i øjnene og erklærede “Danmark forandrede mig”. Rørende, på sin vis. Og lidt mærkeligt.

Man ved vel egentlig ikke helt, hvad man skal mene om et land, der modtager besætterne overstrømmende som det åbenbart har været tilfældet, men under alle omstændigheder giver det et forfriskende og nuancerende syn på debatten om Besættelsen, der igen og igen blusser op. Én ting maner udsendelserne i jorden, og det er myten om den store danske uvilje mod tyskerne. Den eksisterede nok, men ikke i alvorlig grad før engang over sommeren 1943. Tyskerne blev modtaget godt i 1940, og det danske fodboldlandshold spillede gudhjælpemig venskabskamp mod Tyskland i november 1941. Tak for kaffe – så var grænserne for samarbejde vist nået.

Det får mig i øvrigt til at tænke på en ting, som har irriteret mig i fx debatten omkring Foghs udtalelser om samarbejdspolitikken – om den nu var i orden eller ej. “Vi var blevet slået ihjel ellers” lyder et af modargumenterne. Og det er da rigtigt, at dansk modstand den 9. april 1940 ville være endt i katastrofe. Men derfor behøvede man vel ikke at holde døren og bukke høfligt også – og sende landshold på venskabskampe og hvad ved jeg. Hvorfor er der ingen, der nævner muligheden af, at man ganske vist ikke havde kæmpet med åben pande (det havde været selvmord), men at fx regeringen var gået af og gået i eksil? Var det virkelig pinedød nødvendigt, at den blev siddende og skabte så gode vilkår for den menige tyske soldat? Hvor meget man så i øvrigt gerne under en ordentlig og tolerant behandling til den almindelige tyske tvangsudskrevne fodtusse…

Spam tæller ikke

Efter jeg for et par uger siden opgraderede til WordPress 1.5 er jeg igen begyndt at få massevis af spam – først gradvist, men i det sidste døgn mindst 400 tilbud om poker og piller. Jeg havde en plug-in til WordPress, som stoppede spam, men det virker åbenbart ikke i den nye version. Heldigvis er det dog blevet lettere at slette de mange poster som ryger til moderation.

Men noget andet jeg har lagt mærke til er, at spam ikke tæller som et besøg på min Blogpatrol-tæller. Så jeg kan nu roligt fejre min besøgende nr. 10.000 – det er da meget flot på 9 måneder, hvoraf der har været et par måneder med næsten inaktivitet og mindst en uge, hvor tælleren var helt nede. Et månedssnit på 1.000, det kan man godt være tilfreds med!

And there was much rejoicing…

Mesteren selv, Bob Mould, udgiver nyt album: Body of Song. Datoen er indtil videre 26. juli. Selvom Moulds karriere i de seneste år har taget mange mærkelige drejninger (techno/danse-musik, pro-wrestling-producer og det store, lykkelige spring ud af skabet), og hans seneste plader ikke rigtig har været up to par, som man siger, ser den nye plade ud til at finde guitaren frem igen, og det har ærligt talt været savnet. Måske aner man en ny Workbook? Det er selvfølgelig en reaktionær holdning, men nu hvor jeg er fyldt 30, må jeg godt læne mig tilbage i sofaen og bare kræve mere af det samme…

Læs mere på Moulds meget fyldige og ofte opdaterede weblog.

Ved du ikke hvem Bob Mould er? Tjeck her.

Moolaadé

Natfilmsfestivalen nåede jeg kun at se én film. Jeg opgiver næsten altid på forhånd at sætte mig ind i de enorme programmer, og mine erfaringer med Berlin Festivalen siger mig, at man i grunden når de bedste resultater ved at skyde i blinde: De film, som man har hørt om i forvejen, skal nok komme op alligevel efter festivalen – så skal man finde perler, skal man gøre det blandt de ukendte. Derfor valgte jeg i fredags på en pludselig indskydelse den senegalesiske film Moolaadé af afrikansk films grand old man Ousmane Sembene. Den går for at være en af hans bedste film, og da mit kendskab til afrikansk film i forvejen kan ligge på et 20 cent frimærke fra Belgisk Congo, så tænkte jeg, at det var et lige så godt sted at starte som alle mulige andre.

Stor anbefaling: Moolaadé er en fantastisk film, simpelthen. På trods af den folkloristiske indpakning – der kan skræmme mere Hollywood-vante typer – er den rent og klart fortalt, uden dikkedarer og med en historie alle kan forstå: Fire småpiger søger tilflugt hos kvinden Collé (Fatoumata Coulibaly), fordi de ikke vil omskæres, som det ellers er skik og brug. Collé tager dem under sine vinger og udsteder en vaskeægte afrikansk forbandelse – moolaadé – over dem, som vil forgribe sig på pigerne. Og det er desværre slet ikke så få. Både landsbyens mænd og de kvinder som forestår omskæringen, vil naturligvis ikke finde sig i den slags indgriben i deres magtudøvelse, men da Collés mand er på rejse, kan de ikke gribe ind, før han kommer hjem. Snart ankommer også høvdingesønnen Docouré fra Frankrig, og han har helt andre ideer om traditionen end sin far.

Det er en afrikansk frigørelsesfilm af fineste slags, og et kontroversielt opgør med en stadig ubehageligt udbredt barbarisk tradition i de afrikanske lande – og herigennem naturligvis et opgør med kvinderoller i Afrika. Som sådan er Moolaadé et pragteksemplar, men på den anden side også ganske konventionel, idet det er netop den form for humanistiske holdning, som den slags film forventes at indtage. Hvad der er virkeligt overraskende er imidlertid, at filmen tager helhjertet stilling FOR globaliseringen, inklusive massemedier, radio, tv og kapitalisme – hele svineriet, der vil frigøre folk fra traditionens snærende bånd, simpelthen fordi tankens spredning gennem medierne er frisættende. Det er en usædvanlig drejning for en fyr som Sembene, der var ikke så lidt rød i sin ungdom (han blev udlært som filmmand i Moskva i 60’erne), at tage entydigt parti for globaliseringen og massemedierne frem for traditionen, og det bør også være et korrektiv til fx de hjemlige ulandseksperter, som gerne vil fortælle udviklingslandene, hvad der er bedst for dem – hvilket som regelen består i at udvikling kan være meget godt, men økonomisk frihed og massemedier er knap så godt – det fører jo både ulækker rigdom og fordummelse med sig. Bør ses, hvis man tilfældigivs er i Odense den 15. april.

[“Moolaadé”. Senegal, 2004. Instruktion og manuskript: Ousmane Sembene. Medv: Fatoumata Coulibaly, Maimouna Helene Diarra, Salimata Traore, Dominique T. Zeida, m. fl.]

Sidste nat på Station 13

Selvom franske Richets Hollywood-debut har titlen tilfælles med John Carpenters kult-klassiker fra 1976 Assault on Presinct 13, så er der nu tale om en variation over et gammelkendt plot, hvor arketypen er John Wayne-filmen Rio Bravo. I den nye version spiller en indædt Ethan Hawke sheriffen, som skal holde fortet, da skumle angribere en mareridtsnat stormer den tyndt bemandede Station 13 for at dræbe en gangsterboss (Fisburne), og slå alle andre ihjel i processen. Udenfor hærger snestormen, så hjælpen er en by i Rusland og eneste mulighed for overlevelse er et vakkelvornt samarbejde mellem politifolk og spjældkandidater. Det er et spændende plot, der kræver den allerstørste nøjagtighed i udførelsen – og den mangler desværre her.

Angriberne er fedt iscenesat som high tech-udstyrede dræbere, der ligner noget fra computerspillet Counter-Strike, men de aner tydeligvis ikke hvordan de skal bruge deres udstyr. Der snydes kort sagt på vægten af filmmagerne i de afgørende situationer, og forsvarerne får let spil, indtil de pludselig skal straffes med hård hånd. Nerven ryger ud af en ellers klaustrofobisk spænding, for man tror ganske enkelt ikke på hvad der foregår. Når vi tilmed for 117 gang får serveret korrupte politifolk som skurkene, så ligner det en række hovsaløsninger på en ellers godt opbygget historie, der bare aldrig kommer i mål.

(Anmeldt for Citadel)

[“Assault On Presinct 13”. USA, 2005. Instruktion: Jean-François Richet. Manuskript: James DeMonaco. Medv: Ethan Hawke, Laurence Fishburne, Brian Dennehy, Gabriel Byrne, m.fl.]

Om litterært talent og fortælletalent

Så fik jeg endelig læst Dan Browns The Da Vinci Code, sikkert som den sidste i verden. Som det måske anede mig var det ikke den vildeste fængende oplevelse, selvom det var en ganske sjov bog – til tider ret spændende og trods alt lidt af en page turner: man skal liiiige se hvad der sker på næste side af røverhistorien. Nu er jeg i forvejen ikke nogen særlig fan af krimier (faktisk overhovedet ikke), så at jeg trods alt blev så grebet, som jeg gjorde, skal ses som en anbefaling.

Men det at læse bogen fik mig til at tænke på noget helt andet: Manuskriptskrivnings-guruen Robert McKee skelner i sin banebrydende bog Story mellem ‘litterært talent’ og ‘fortælletalent’. Litterært talent er at kunne sætte ord sammen på en begavet måde, der vækker interesse og forundring: poetiske beskrivelser, overraskende formuleringer, osv. Lad os bare være ærlige og sige, at Dan Brown ikke har for fem flade øre litterært talent – og hvis han har, så viser han det ikke. Sproget er hele tiden den fladeste brugsprosa: så skete der det, og så skete der det. Karakterne er rene papfigurer fuldstændigt uden dybde og deres replikker er de sløjeste klicheer. Alligevel fungerer bogen, og det er fordi Dan Brown har en enorm portion fortælletalent: Det er nemlig noget helt andet end at kunne formulere sig poetisk: Det er evnen til at dreje situationer på den rigtige måde, så det skaber spænding – at overraske i handlingen, tage røven på læseren, så at sige. Og det kan Dan Brown, han har fortælletalent, og han bruger det skamløst. Lad det være en lektie for alle forfatterspirer: Lad være med at bruge for meget tid på at finde den helt rigtige beskrivelse af hvordan ‘hun kommer ind af en dør’ – brug mere tid på at finde på ‘den gode historie’ – det er der publikum er.