Aldrig mere “lige en runde til”

Alle der har spillet det geniale spil Civilization ved, at det kan være noget af det mest vanedannende – man skal altid lige have én runde til, for at se om man kan nå at få bygget pyramiderne før den forbandede Ghandi gør det, eller man lige skal have banket krigselefanterne helt ind i Montezumas endetarm. Men nu er der heldigvis råd for den forfærdelige lidelse, der er værre end heroinafhængighed: Civilization Anonymous tilbyder hjælp – og forbereder dig på, at Civilization IV kommer til efteråret.

P. S. Husk at se den sjove trailer, hvor bl.a. en vis “George W.” fortæller om sin interesse for spillet, bl.a. de mange religionsaspekter, som han synes er rigtig sjove: “Did you know they spoke Latin in Rome? It was a whole language!”

EU’s absurde vækstprojekt

Simon Espersen fra Markedscentret har skrevet en glimrende artikel om EU’s selvmodsigende vækstbegreber til Ræson. Læs EU a la Monty Python og få svar på, hvorfor man ikke kan skabe vækst ved at omfordele goderne i politiske studehandler. Et par gyldne udpluk:

Det, vi betaler til EU-apparatet går for størstedelens vedkommende ikke til sikring af mere fri handel, men til det modsatte. Trækker man lønnen til eurokraterne fra, består EU’s budgetter hovedsagligt af ”satsninger” overfor udvalgte brancher, politisk udpegede ”kapitaltrængende” regioner (men hvilke regioner, brancher eller virksomheder er ikke kapitaltrængende?) – eller andre såkaldt ”nødvendige” projekter. Det er derfor netop disse bemærkelsesværdige overførsler, indgreb og andre foranstaltninger som adskiller EU fra et hvilket som helst andet internationalt samarbejde (måske lige med undtagelse af FN).

Argumenterne for bistanden er da også ligeså mangfoldige, som der er hænder til at uddele den. Eksempelvis kan man helt i strid med tanken om den frie konkurrence finde på at give støtte til europæiske virksomheder, der ikke er konkurrencedygtige, men som embedsmænd og politikere i Europa ønsker skal holdes i live. Omvendt kan man finde på at belønne virksomheder, der vitterligt er konkurrencedygtige, og som har succes – vel at mærke med overskuddet fra andre virksomheders succes… Det var således englænderne der opfandt Monty Python, men – fortrinsvis – en række fransktalende euro-krater, der som de første for alvor realiserede galskaben og satte den i system.

[…]

”Vækst” kan ikke adskilles fra det enkelte menneskes opfattelse af hvad der reelt er livskvalitet. Det kan heller ikke diskuteres uden at ihukomme menneskers forskellighed herunder deres forskellige præferencer. Begrebet vækst kan således ikke adskilles fra frie menneskers ret og evne til at vælge selv.

[…]

Ideen om en særlig form for ”vækst”, der kan defineres fra oven og som samtidig hævdes at stille alle bedre, og dermed ingen ringere, er derfor også absurd. Og påstanden om at pengene, der opkræves og satses, i et eller andet omfang skulle ”kommer tilbage” igen til dem, der mister dem i første omgang, er aldeles meningsløs.

[…]

I disse år er det langt om længe er ved at trænge ind i de allerinderste kroge i korridorerne i Bruxelles, at landbrugsstøtte blot fører til mere produktion end forbrugerne reelt efterspørger. At den holder de mindst effektive landmænd i Europa i live. Og at den derfor har bidraget til dyrere varer end hvis vi havde åbnet op for handlen med resten af verden og afviklet støtten. Men alt imens er såvel embedsmænd som politikere (herunder medlemmer af partiet Venstre) nu i færd med at finpudse nye argumenter for nye typer af satsninger – nu blot indenfor IT.

Puha, ja det ser godt nok ud til, at NEJ’et trænger sig på til september…

Som bissende bisonner

Phew, jeg har lige været en tur nede på “Day Birger et Mikkelsen kollektionssalg” i Øksnehallen, for at prøve en sweater, min kæreste havde fundet frem. Det var et mareridt! Et forfærdeligt syn ind i en hidtil ukendt verden af forbrugssyge og modebevidste unge kvinder, der river og flår i tøjet for at få fat i det gode tilbud først, bander og svovler og sveder og står i kø, skubber og pruster foran spejlet og står i det bare ingenting i fuld offentlighed for at se, om trøjen passer. De lignede din friendly neighbourhood Ib Michael-læsende, blonde, cafe-latte-sippende KUA-babe, men de var en flok rasende-bissende-bisonner… måske burde markedskræfterne alligevel afskaffes?

[P. S. Jeg skal naturligvis huske at sige, at min kæreste ikke selv var en bissende bisson…]

Fra organer til ejendomsret og tilbage igen

Jeg vil da lige skynde mig at reklamere for, at der foregår mange interessante ting i den lille organ-tråd, som virkelig har sat gang i de store diskussioner om samfund, ejendomsret, frihed og tvang. Egentlig burde tråden sikkert splittes op for forståelsens skyld, men det bliver den nu ikke. God læselyst!

Arzrouni hos fjenden ;-)

Christopher Arzrounis morsomme og tankevækkende helt uforsvarligt-klummer fra Weekendavisen er nu udkommet i bogform. Bogen får en anmeldelse af Rune Lykkeberg i Danmarks fremmeste dagblad for liberalisme-hadere, Information. Et par udpluk fra anmeldelsen:

Arzrouni tror på markedet, og han tror ikke på politikerne. Nogle vil kalde hans tillid til det frie individ for optimistisk, men bogen er snarere udtryk for radikal mistænksomhed over for staten. Naturligvis anerkender han offentlige ydelser og skattefinansiering af udelelige og fælles opgaver. Men folkeopdragelse, tvangsmodernisering af de anderledes og indgreb på markedet bliver betragtet som overgreb. Samfundet bliver ikke korrumperet, når det enkelte menneske forfølger sin egen interesse, men tværtimod når anonymiteten regerer i den offentlige forvaltning.

Men Informeren kan ikke acceptere, at det i virkeligheden skulle dreje sig om noget så simpelt som en konflikt mellem frihed og ikke-frihed. En fransk modesociolog – naturligvis – kommer ind med en lussing fra venstre, og så er Arzrouni sat på plads med et ‘argument fra autoriteten’, som man brugte det i skolastikken: “Her har vi et problem. Hvad siger Aristoteles”, eller i Lykkebergs udgave:

Som politisk projekt er bogen håbløs: Arzrounis provokationer er baseret på, at den afgørende konflikt i de vestlige samfund finder sted mellem forbud og frihed. Men de bærende sociale konflikter i vores samfund er, som den franske sociolog Alain Ehrenberg har afdækket, forskudt, så det snarere handler om individuel handling eller ikke-handling. Om performans eller depression. Denne konflikt henfører til det paradoks, at staten regulerer alle forhold i vores tilværelse samtidig med, at de enkelte mennesker alligevel oplever sig selv som overladt til sig selv. Der er for lidt respekt for det enkelte individs suverænitet, og alligevel ser de enkelte mennesker sig henvist til at søge individuelle løsninger på fælles problemer.

Say what? Det forstod jeg simpelthen ikke (men jeg har heller ikke læst Ehrenberg), og hvad har det med Arzrouni at gøre? Mon ikke der lurer noget med et positivt frihedsbegreb her, som staten skal sikre? Jo, det gør der søreme. Det er noget med at sikre ‘det offentlige rum’ og ‘muligheder for alle’. Men glemmer Lykkeberg ikke her (og folk som Naomi Klein) at fx det offentlige rum – som Jürgen Habermas viste i Strukturwandel der Öffentlichkeit – netop blev skabt på trods af staten, ikke på grund af den. Æv bæv, min sociolog er større end din sociolog…

Der er intet i liberalismen der udelukker et offentligt rum, eller muligheder for alle, hvis det er det folk ønsker. Og det er det. Vejen går imidlertid ikke gennem staten og lovgivningen, men udenom, hvilket burde være klart for enhver, der har fulgt velfærdsstatens udvikling (det jo på papiret skulle sikre ‘muligheder for alle’) igennem de sidste mange år (helt konkret siden 1957 hvor folkepensionen blev indført).

Under alle omstændigheder sluttes der positivt af, for det kritiske kan Lykkeberg skrive under på:

Men som systemkritik er Arzrounis bog enestående. Gennem sine kritiske åbninger og afdækning af skandaløse selvmodsigelser i vores enighed viser han, at normaldanskeren både kan tage fejl og være hensynsløs. Det er både storartet og morsomt. Men først og fremmest har Christopher Arzrouni skrevet et etisk manifest: et forsvar for de andres frihed og et angreb på den kultur, der vil normalisere Christiania, tvangsmodernisere indvandrere, gøre de anderledes entreprenører til kriminelle og lade selvglæden over det åbne samfunds lyksalighed lukke sig om sig selv.

Arzrouni gør det, venstrefløjen ikke kan længere, og som sådan er det store projekt vellykket: Han viser det bestående samfund som en kun foreløbig og i mange henseender skandaløs indretning.

Klaps til manuskriptforfatterne

Vi skal dog lige i retfærdighedens tjeneste have med, at Lars von Trier også selv kan dele læstelige – og tiltrængte – klaps ud. Denne gang til de danske manuskriptforfattere, fx Anders Thomas Jensen og Kim Fupz Aakeson, der skriver upersonligt og overfladisk:

Når man som manuskriptforfatter har hørt de første fire replikker, så ved man alt, hvad der skal ske, hvordan konflikten skal knækkes, hvordan den skal stoppes osv. Der er så meget Anders Thomas i dem, at man slet ikke kan holde det ud. Jeg kan kritisere de samme ting ved mig selv. Men lad mig nu kritisere andre.

Læs Triers oprindelige indlæg i Ekko her. Og Henning Camres svar her.

Klaps til Trier

Jyllands-Postens leder giver Lars von Trier tørt på, efter hans forsøg på at lege kulturel kommentator i Cannes – bl.a. ved at kalde George Bush for “et røvhul” (pressekonferencen kan ses her). Som erfaren festivalgænger er der rart at se, at en instruktør omsider bliver taget til indtægt for alt det latterlige vrøvl de hælder ud af ørerne til pressekonferencer – og det tror jeg i øvrigt Lars von Trier ville give mig ret i, selvom han er blevet mere og mere hellig i de seneste år, og mindre og mindre sjov. Jeg glæder mig stadig til Manderlay – og jeg regner ham stadig for den største nulevende danske instruktør – men hold da op, hvor er jeg træt af at høre på ham som person.

Et par udpluk fra lederen:

Triers pubertetsagtige fremfærd trodser ret beset enhver beskrivelse. Et forkælet barn af velfærdsstaten – der bare har givet ham det hele, næsten før han kunne nå at bede om det – med en personlig udvikling præget af, at han har fået alt for meget medløb og alt for lidt kritisk modspil – ikke mindst fra medierne – har mistet overblikket over, hvornår han er kunstnerisk provokerende, og hvornår han bare er plat og pinlig.

At kalde Bush »et røvhul« er så stupidt/puerilt, at det skriger til himlen. At hævde, at amerikansk kultur og erhvervsliv er blevet så dominerende i Europa, at vi lige så godt kan tale om en amerikansk militær besættelse er så forskruet, at man stilfærdigt kan undre sig over, at der ikke er en behjertet sjæl, som kan yde den følsomme mand lidt verdenshistorisk førstehjælp; lige præcis her 60 år efter, at vi har markeret ophøret af en virkelig besættelse.

Trier er så langt ude, at forklaringen kun kan være, at det er et gennemindstuderet, iskoldt udtænkt forretningsfif over læsten: Dårlig omtale er bedre end ingen omtale. Det er en – indrømmet – stærkt udført PR-gimmick, som nok skal øge opmærksomheden omkring den nye film, “Manderlay”, når den nu åbenbart ikke kan klare sig på mere almindelige, kunstneriske præmisser.

En aftentur…

Det skal jo ikke være politik og weblogging det hele (faktisk slet ikke!), så forleden gik vi en fantastisk tur i Landbohøjskolens smukke botaniske have på Bülowsvej. Alt vokser og sprudler lige nu og især hen under aften fyldes luften med de mest fantastiske dufte, fra syrener, snerler og hvad ved jeg (om natur? Absolut ingenting): I skumringen forsvinder farverne og lugtene kommer frem, det er en helt anden og mere magisk sanseoplevelse end den vågne dag. De lyser nætter skal nydes derude hvor det summer, og – jeg sværger – næste morgen hørte jeg en fugl morgenpippe A Love Supreme. Se, det var en succeshistorie fra det virkelige liv.