Hvor har vi så lært det fra?

Kulturens catch-phrases kommer og går. I lang tid var det “Bop bop bop”, “Og nu til noget helt andet” eller endda “Så stands da den fordrukne niggermusik!” I RoboCop gøres der sågar en joke ud af fænomenet med “I’d buy that for a dollar!”

Som regelen kan en sætning spores tilbage til en enkelt kilde. I de tre ovennævnte tilfælde a) julekalenderen The Julekalender med De Nattergale, b) Monty Python og c) Matador (afsnit 4, hvor Vicki spiller jazzzz for hr. Arnesen og han går amok i kulturel forargelse og selvhad).

I dag er det fx “Ja, nemlig ja” fra Drengene fra Angora, der er hyperpopulær. Se denne google-søgning (prøv evt. at søge uden g i nemlig, det giver også mange resultater).

Et af de omsiggribende udtryk, som har været hotte i de sidste par år er “Så kan du lære det!” – et kraftfuldt og bastant udbrud vendt imod nogen, som har fået sig en lærestreg. Det bruges overalt og i alle lag. I dag så jeg sågar en instruktionsbog om et kendt kortspil: Poker – så kan du lære det, og så kan man vist ikke nå højere.

Men mit spørgsmål er: Hvor i alverden kommer “Så kan du lære det” fra? Er der en bestemt kilde, eller er det bare et af de udtryk ligesom “Fedt!” “Cool Burger” eller “Garvet!” som dukker op ud af ingenting? Er der nogen som har kilderne i orden og kan hjælpe en stakkels forvirret mand?

En Che T-shirt er som at gå med Stalin på maven

Et meget interessant – og for Dagbladet Information særdeles atypisk – interview med den cubanske eksilforfatter, Carlos Alberto Montane. Et par udpluk fra artiklen, der især handler om hvad Sydamerika kan lære fra Europa, og hvilke muligheder der er for et fremtidigt Sydamerikansk samarbejde, en videreudvikling af Mercosur.

Den vanlige undskyldning er, at USA og de gamle kolonimagter har ansvaret for Latinamerikas problemer og fattigdommen. Men ingen person, der er ordentligt informeret, kan klamre sig til den forklaring. Lande, der for 40 år siden var fattigere end mange latinamerikanske lande – som f.eks. Taiwan, Sydkorea og også Spanien – er i dag meget rigere. Spanien, der så sent som i 1976 eksporterede arbejdere til Chile og Argentina, er nu så velstående, at folk fra Latinamerika nu rejser til Spanien for at arbejde der. Spanien er i dag den andenstørste investor i Latinamerika efter USA.

(…)

Siden den mexicanske revolution i 1910 har der i Latinamerika været en rodfæstet forestilling om, at det er statens opgave at skabe social retfærdighed i samfundet. Og den har været delt af både højrefløjen og af venstrefløjen. Fra Peron i Argentina til Castro på Cuba og sandinisterne i Nicaragua har alle kræfter satset på en stærk og autoritær statsmagt, mens man svækkede og udplyndrede det civile samfund. Dengang José Figueres Ferrer kom til magten i Costa Rica og nationaliserede banker og forsikringsselskaber, var vi mange – mig selv inklusiv – der klappede i hænderne. Fra 1950’erne var der også mange, der med henvisning til keynesianismen troede, at løsningen lå i statsmagtens fordeling af goderne. Men keynesianismen duede ikke. Det var en stor fejltagelse at tro, at staten skaber rigdom.

(…)

Chile er et succesrigt eksempel på, at åbning af økonomien, liberaliseringer og også privatiseringer kan give et positivt resultat. Chile har lavet frihandelsaftaler ikke alene med USA, men også med Europa, Japan og Korea. Den vrede og frustrerede venstrefløj, som foretrækker at skyde skylden på USA og tror, at der er et økonomisk magtcentrum i verden, som bare søger at holde periferien i den tredje nede. De tager grusomt fej.

Og en sluttelig lille opsang til de Che-glade unge i Europa:

Ches figur er tragisk. Og han var en farlig personlighed. Han sagde de forfærdelige ord, at ‘en god revolutionær er en perfekt dræbermaskine’. Han var villig til at gøre alt for den revolutionære sag, og han henrettede personligt dusinvis af personer. Han er en af de myter, der har været skadelig for Latinamerika. Helt til det sidste i sit liv kritiserede han Sovjetunionen og Kina for ikke at hjælpe Cuba tilstrækkeligt med at udbygge revolutionen. Det var ikke, fordi han var kritisk over for Sovjet eller Kina, men fordi han ønskede at indføre deres model i Cuba og andre latinamerikanske lande. Når unge i Vesteuropa i dag går rundt med en T-shirt med Che Guevara, svarer det til at bære en T-shirt med Stalin.

Nice…

Breaking News: Nyt fra Monty Python!

Det ser ud til, at der omsider er nyt Monty Python-materiale på vej! Det bliver vist godt nok kun til 5 best off-udsendelser, men med nyt sammenkædnings-materiale (Monty Python blev jo netop berømte på deres revolutionerende brug af sammenkædninger). Det er jo godt nyt, og lad os håbe at vi også får mulighed for at se det nye materiale i DK. Så venter vi bare på en dansk opsætning af Spamalot.

1 år, 12.500 besøg

I dag er det ét år siden jeg først satte en besøgstæller på webloggen. Resultatet er pt 12.562 besøgende (det mest konservative skøn fra Blogpatrol) – hvilket tæller unikke besøg, ikke sider der klikkes ind på. Det er lidt over 1000 besøgende i snit per måned. Det er jo meget godt, men det er også det samme snit som efter 2 måneder – kan ske det alligevel kun er de samme personer der besøger bloggen?

På den anden side kommer der jo hele tiden nye kommentarer fra nye folk, så noget må der da ske. Under alle omstændigheder er jeg godt tilfreds med besøgstallet, især fordi jeg har haft nogle ret inaktive måneder i dette forår. Jeg vil gerne holde det tempo, jeg har nu, med en 2-3-4 ugentlige opdateringer, hvor 1 af dem har et lidt mere essayistisk præg, er lidt længere og lidt mere fyldigt. Nu må vi se hvad jeg får tid til, der er nemlig gang i karrieren for tiden. Anyways, tak fordi I læste – og fortsat læser – med!

Lars

Sommerfest i Blodhavn

Landsbytossen

Har du i grunden besøgt Landsbytossen for nylig? Det fortræffelige tidsskrift – med undertitlen Nordvestjyske Fækalietidende – bringer stort og småt fra Nørre Usseldrup, Klamhuse og Blodhavn sogne, hvor lussingen stadig trives i bedste velgående som afstrafningsinstrument, der er mødepligt til sommerfesterne og hvor der i det hele taget er meget fokus på husdyr og deres efterladenskaber. Redaktør Louis B. Knockel og journalist Crass Brøsting er for øvrigt hyppige kommentatorer her på bloggen, og altid værd at læse for sin indsigt i hvad der foregår langt fra alfarvej i Danmarks udkant, hvor selve folkesjælen er rundet af den næringsrige sorten muld.

“Min families forbandelse”

mike

Jeg skal huske at reklamere for dokumentarfilmen Min families forbandelse, som har tv-premiere på DR2 kl. 22.50 på søndag d. 17. Den er skabt af Mike Lippert og Svante Lindeburg, der også stod bag den meget morsomme Min onkels porsche, som deltog i Danidas Verdensbilled-legat 2003. Mike har ghanesiske rødder og han rejser tilbage til landet for at udforske den forbandelse, som – muligvis – holder hans far fra at rejse tilbage. Det bliver et voldsomt møde med en helt fremmed kultur, dens forbandelser og velsignelser. Værd at se – indeholder bl.a. en ret fantastisk djævleuddrivelsesscene fra en ghaniske vækkelseskirke.

Korsfarerne

På BBC på man lige nu se en liste over endnu savnede og sandsynligvis døde korsfarere, som de heltemodige bombemænd fik ram på i Londons undergrund. Man kan jo nærmest se hvordan korsfarer-ondskaben lyser ud af dem, og hvordan de 24 timer i døgnet har spekuleret over hvordan de kunne undertrykke og myrde muslimer i Afghanistan og Irak. Det gælder naturligvis ikke mindst de muslimer, der selv befinder sig på listen over savnede, eller børnelægen på 48 eller nogle af de 29-årige på vej til arbejde. Flot, Al Qaeda! Det er godt vi har jer til at rense ud i ondskaben i verden!

Gigantisk kærlighed

pixies dvdJeg sidder netop og nyder et godt glas rødvin (jo, jeg har rundet de 30) og ser den fantastiske Pixies-dvd, min kæreste sidste år købte hjem fra New York. Det er en fin dvd med liveoptagelser, musikvideoer, on-the-road-opatgelser og Channel 4 doku’en Gouged, der ikke tidligere har været tilgængelig lovligt.

Men noget slår mig. Hvad handler sangen Gigantic egentlig om, og er den så pervers, som jeg tror? Den handler i hvert fald om en pige, som møder en sort fyr, der hver dag tager hende hen til et mørk sted, hvor de deler en ‘stor kærlighed’ – gigantisk faktisk. Men hvad er det lige her som er gigantisk? Man hører jo et og andet om sorte fyre, så jeg ved egentlig ikke… nogen bud derude?

Mangfoldighed, tolerance og frihed

Findes der noget sted, hvor disse fantastiske egenskaber trives så godt som på Christiania, stedet hvor mennesker lever i smukt fællesskab, og der er plads til alle. Eller er der? Prøv at læse Kim Møller fra Uriaspostens skræmmende beretning fra et forpurret interview i mangfoldighedens højborg.

Tragedie?

Så forsvandt G8-mødet i blod og smadrede togvogne i London. Endnu en forstemmende og trist terrorhandling har ramt Europa, og så kan man igen sidde der foran tv og se på ulykkelige mennesker og kommentatorer, der egentlig ikke rigtig ved, hvad de snakker om, fordi ingen rigtig ved hvad der er sket. Men noget kom jeg til at tænke på, mens jeg sad og zappede: hvorfor kalder man det en ‘tragedie’? Jeg hørte det flere gange i løbet af dagen, bl.a. fra Per Stig Møller, der talte om den ‘tragiske hændelse’. Det hører man også om de ‘tragiske hændelser’ 11. september, eller 11. marts eller på Bali eller i Tyrkiet, eller alle de andre steder, hvor bomber er blevet sprængt de sidste 4 år. Man kalder det tragedier, men det er det jo ikke. Det er overlagt mord. Planlagt, overlagt massedrab. Det er ondskab, andet kan det ikke betegnes som.

At en kommentator undrede sig over George Bush’ ‘religiøse’ verdenssyn, når han kaldte gerningerne for ‘onde’, forbløffer mig. Hvis ordet ‘ond’ skal have nogen som helst mening, må bevidst overlagt, minutiøst planlagt, massemord på fuldstændigt uskyldige mennesker, som man aldrig nogensinde har mødt, være sådan cirka definitionen i en nøddeskal. Ondskab er for mig at se – og som Kant definerede – når man bruger andre mennesker som rene midler for sine egne mål, og ikke ser dem som mål i sig selv. At placere en bombe i et tilfældigt tog, fordi man er utilfreds med at man ikke kan få sin vilje i en helt anden sammenhæng, er for mig ondskab. Og det ord skammer jeg mig ikke over at tage i min mund, også selvom jeg godt ved, at bombemændene fra ‘deres eget perspektiv’ ser sig selv som gode.

Christopher Hitchens er hurtig på aftrækkeren og kommer med vægtige perspektiveringer.