Måned: august 2005

Tællepråsen 2: Ansvarlighed søges!

Ansvarlighed søges!

Af NEFA

I årevis er biograferne blevet oversvømmet af svinske og voldelige film. Mennesker stikkes med syle, kvinder kastes ud fra høje tårne, og børn overværer deres forældres samlejer. Findes der ikke længere anstændighed i verden? Tilsyneladende nej, det er snart som Tyskland i 30’erne. Det er klart, at det ikke kan blive ved sådan. Vi må forlange klare retningslinjer og gode rollemodeller af vore film. Det er på tide at mennesker, dyr, planter, sten, plæneklippere og bamsedukker lærer at leve i samdrægtighed og harmoni. Tællepråsen melder rent ud, og stiller krav!

Vi bringer hermed en liste over film som burde laves snarest. Tilhængere af de voldelige actionfilm og den slags ragelse vil nok rynke på næsen, men bid mærke i det spidsfindige psykologiske drama, der er indstøbt i vore film – antydningens kunst kan sige mere end tusind eksplosioner.

Gå med i lunden – Jurassic Park 4. En videnskabsmand genoplever den hyggelige andeøgle (drøvtygger), en halvgammel dronte, og 6 trilobitter (uddødt bløddyr). Han tager dem med i Zoologisk Have og kigger lidt på reptilerne. De får sig en is i Tivoli, og klimakset kommer, da en af trilobitterne spiser noget af andeøglens chokoladekrymmel. Herefter beslutter de sig for i samdrægtighed at genoplive samtlige uddøde dyrearter.

Lev godt. En række miljøaktivister stopper et møde i Den Internationale Monetære fond, og truer med at råbe udenomsparlamentariske udtryk efter pengepugerne, hvis de ikke straks giver alle den vestlige verdens penge til det fattige Afrika og regnskoven. Først er kapitalisterne modvillige, men da den kvikke parkeringsvagt John (Bruce Willis) mægler, bliver alle glade.

Pusser. Det er hårdt på gaden, når man har travlt med at dikke alle barnevognsbørn under hagen. Realistisk drama fra de hårde miljøer på Vesterbro, hvor altruisten Frank spreder glæde blandt de enlige narkomødre. Sideplot hvor Frank hjælper frimærkesamleren Milo med at finde et forsvundet 10-øres-mærke i Sct. Jørgens sø.

9 ½ måned. To unge mennesker tager til Afrika som Danida-arbejdere i 9½ måned. Når de er færdige med dagens dont, tilbringer de aftenerne med at højtlæse digte af Benny Andersen, smide klidbrød på hinandens bare maver, og færdiggøre deres respektive specialer i biokemi og persisk.

Otte. Landbetjenten Frederik (Brad Pitt) og den erfarne postmester Joachim (Morgan Freeman) bliver udsat for sjove løjer i landsbyen Styrt-om i Sønderjylland. Den lokale skarnsknægt Nils spiller op til narrestreger, da han igennem otte dage placerer obskøne modelervoksfigurer på det lokale asylcenter. Men alt ender i fred, fordragelighed og somalisk fællesdans, da Frederik og Joachim hjælper Nils med hans blækregning.

Det var Tællepråsens bud på fremtidens film. Der er vist noget at tage fat på i de danske filmmiljøer!

Tællepråsen 1: Altsky-Hasenhertz

Altsky-Hasenhertz – en forfatter med bid i

Af NEFA

Det er blevet på tide at lade de brede masser stifte bekendtskab med den kontroversielle, visionære forfatter: Hermann Altsky-Hasenhertz. Født 1935 i Tyskland, opvokset i Frankrig, bosat i Danmark fra sit attende år er han en sand europæisk forfatter med rødder i den sprogligt bevidste 60’er modernisme og aner tilbage til mellemkrigstidens utopiske kunstnerdrømme.

Nu, med udgivelsen af hans attende roman “http://www.altsky.dk”, er det på tide at se tilbage på et kunstnerliv uden sidestykke. Som en af hans romanpersoner siger: “Fremtiden er som en sursød-sovs, men fortiden kommer i klumper som sure opstød.” Her følger klumperne.

I sin første roman “Melon-drømme” fra 1957 skildrer Altsky-Hasenhertz et fremtidssamfund, hvor sproget kontrolleres af et malignt teknokratisk regime. Langsomt udsletter magten alle sprogets referencer til frugt og grønt og erstatter dem med hollandske verber. Således bliver på et metaforisk plan livets saft og kraft udtørret af sprogets logiske entydighed. Denne sindstilstand formuleres bedst af helten i Altsky-Hasenhertz næste bog “Stjernernes Grønlangkål” (1960); Her siger sprogteknikeren Albert Daggammel: “I kan banke os, stække vore faner, men aldrig skal I få mig til at glemme stavelserne i ‘agurkesalat’.” Oprøret mod magtens sprogterror ender dog nytteløst, og selv Albert Daggammel må glemme agurkesalaten. De tidsyneladende ligegyldige referencer til forskellige rodfrugter og andet grønt rummer et dybere budskab: Kan vi ikke tale om frugt, hvad kan vi så tale om?

Efter endnu to romaner “Atlask Q” (1961) og “På ethvert morgenbord” (1963) afløstes de dystre fremtidsudsigter af den optimistiske, utopiske roman “Det Ny Blomsterbjerg” fra 1967, hvor tidligt fødte hippie-drømme møder maskinstormerne: Blomsterbørnene skal frelse jorden og tildyrke den med radiser. Bogens slutning, hvor radiser i alle regnbuens farver regner ned over de lykkelige BørneBlomster, er vel et af periodens stærkeste udtryk for 60’ernes drømme om et internationalt fællesskab baseret på frugtspisning. “All You Need Is Fruit” som Beatles – næsten – sang.

De glade, men i sidste ende bagstræberiske tanker fra “Det ny Blomsterbjerg” fordrives af Altsky-Hasenhertz’ indtog i filmens verden. I 1970 skrev han manuskriptet til den oversete “Manden der tænkte på frugt”, instrueret af Hasse ‘Abrikos’ Hosfeldt. Dette blev en usædvanligt klarsynet film, der tog et livtag med datalogiseringen af menneskets identitet. Hovedpersonen er grønthandleren Søren S. Sørensen, som indvikles i et spejlkammeragtigt spil med staten. Er Søren Søren eller er han Sørensen? Er Sørensen blot et hulkort eller en binær kode? Filmen er labyrintisk og giver intet svar, men den specielle visuelle stil, hvor hvidlysende scener i sterile rum opklippes med billeder af rådnende frugt, skaber en tilstand af på en gang afklarethed og forvirring.

Efter fremtidskrimien “Rødgrøden koger klokken 22” (1975) og børnebogen “Skal vi male hinanden med frugtfarve?” (1977) gik Altsky-Hasenhertz ind i en længere krise. Bøgerne solgte ikke godt, men omkring ham var opstået et frodigt miljø af unge energiske fritænkere. Altsky-Hasenhertz var på vej imod stjernestatus. I 1984 kom vendepunktet. Altsky-Hasenhertz skrev sin banebrydende roman “Æble”, inspireret af sit køb af en Macintosh-computer. Her så han endelig muligheden for at forene sin interesse for frugt, ‘Edens Have’, og fremtidens filosofiske, cybernetiske og cerebrale informationssamfund. “Apple er frugten fra kundskabens træ” skrev han, og anslog dermed den moderne tids løsen: Computeren er min adgang til fremtiden, tag en bid. Altsky-Hasenhertz forfatterskab fra dette punkt er kendt af enhver, ikke mindst hans vejledning til internettet: “1000 websites om porrer”.

Tællepråsen 0: Tællepråsens Manifest

“Infonautilus”

-Manifest for Tællepråsen

Infonautilus. Dette er navnet på vort skib. Infonautilus. Sig det igen, syng det! Men hvad er Infonautilus? Infonautilus er Tællepråsens skib i cyberspace, internettet, den virtuelle realitet, der omgiver os. Og hvad skal Infonautilus? Forandre verden, forandre verden. Skibet bringer budskaber fra regioner i hjernen og hjertet, du end ikke havde tænkt på at høre om. Besyng dets mystiske navn. Info…nautilus. Smukt og enkelt. Ingen krystalbluffmadonna her, tak!

Alt for længe er verden og kulturens ellers så klare vande blevet mudret til med ordskvalder og øregejl. Hjernen er blevet formørket, vore værdifulde livsvæsker forplumrede. Tællepråsen er vejen til en ny og bedre verden, en renere verden, og Infonautilus er midlet: Vi undergraver den elektroniske virkelighed og bringer sandt nyt til sind og sjæl: Sådan er dét, sådan er dét. Verden er løgn, Tællepråsen sandhed. Fra Biskop Berkeley til Michel Foucault har alle kun ventet på dette øjeblik: søsætningen af Infonautilus som hjerneskibet, det gyldne hovedsæde. Det stryger igennem idealismens og socialkonstruktivismens svøbe, punkterer nihilismen og realismen, sætter kognitivismen og neo-kantianismen på plads. Infonautilus søsætter, ikke infantilismen, men infonautilismen – det nye årtusinds isme, Jules Verne for det 21. århundrede. Samtidighed, dynamik, hastighed i elektroniske net – allestedsnærværende orakel. Tag med kaptajn NEFA til sindets dybder, virkelighedens Marianergrav. Nemo er død, længe leve NEFA.

Tællepråsen undergraver din virkelighedsopfattelse, den giver dig nye impulser, sætter dine neuroner på rette plads. Hvorfor forgifte dig selv? Hvorfor rådne? Korsfæst kedsomheden, læs Tællepråsen.

Kaptajn NEFA, ombord på Infonautilus, signing off…

Terrorbekæmpelse og frihed

I Storbritannien i disse dage tegner der sig konturerne af en vigtig kamp mellem lovtiltag til terrorbekæmpelse og de vigtige frihedsrettigheder, som fx ytringsfrihed. Jeg vil her anbefale at man følger den britiske blog Harry’s Place, der ganske vist er for både Irak-krig og kamp imod islamisk ekstremisme, men alligevel har et vågent øje for, at man også kan gå for langt i indskrænkelsen af friheden. Se fx denne post, hvor bl.a. The Economist – mit bud på det mest fornuftige tidsskrift i cirkulation i dag – citeres for at tage afstand til Blairs lovforslag.

Det er en vigtig diskussion, og den er også på vej herhjemme, hvor det simpelthen er altafgørende, at vi ikke i hysteri og frygt giver køb på de grundlæggende rettigheder, fordi vi tror det vil kunne beskytte os. Det kan det i sidste ende ikke. Vi må altid holde fast i, at man i Danmark straffer handlinger, ikke holdninger.

Velkommen til Tællepråsen

Lars Hvidbergs digitale hukommelse giver i de kommende uger (og måneder) plads til et tidsskrift, som i al for lang tid har været udenfor i den digitale verden: Tællepråsen – tidsskrift for selvbevidste infonauter. Hver mandag vil vi bringe et nyt indlæg fra Tællepråsens fantastiske verden, men jeg vil ikke sige mere her, og vil i stedet fra på mandag overlade ordet til Tællepråsens ansvarshavende redaktør, NEFA. I første omgang vil der dog desværre være tale om genoptryk af tidligere numre, som ikke har været offentligt tilgængelige.

Tællepråsens arkiver vil i fremtiden kunne ses på denne adresse.

God læselyst

Lars

Bob Mould: Body of Song

bodyofsong

Jo, jeg har fået den hjem fra udlandet – i Deluxe Edition. Rålytter den lige nu, omtale snart på vej. Kan kun sige indtil videre: de nye numre lover godt for koncerten til september. Tempoet er gansk vist sat lidt ned, men jeg tør godt sige: Bob Mould er tilbage. (men hold hesten: vi snakker ikke en ny Workbook, men en solid og tilfredsstillende plade).

Tjeck i mellemtiden de amerikanske (positive) anmeldelser.

Læs også Bob Moulds eget site og webloggen Boblog.

Liberal magtanvendelse

Hvordan skal liberale egentlig forholde sig til magtanvendelse, fx i krig. Det er et spørgsmål der optager mig meget, og ansporet af Daniel Beatties artikel om atombomben over Hiroshima (i dag 60 år siden), startede jeg en tråd på Liberator. Det er bestemt ikke fordi jeg mener man skal klappe i sine små hænder over atombomben, eller over nogen som helst anden form for drab på uskyldige. Alligevel mener jeg den principielle diskussion er vigtig: hvor langt må man gå. Kristian Lund startede for øvrigt kort efter en lignende tråd.

Se evt. også mit gamle indlæg, Anarki og magt.

Fantastic Four

Filmversionen af Marvel-tegneserien De Fantastiske Fire fik premiere i fredags. Her er min anmeldelse fra Citadel. Den fik 3 ud af 6.

FANTASTIC FOUR

Marvel-universets flagskib ”De Fantastiske Fire” tager springet til det store lærred med en frisk og sjov filmatisering, der desværre mangler at grave ned under det øverste popcorns-lag.

Tim Story har godt fat i humoren i den oprindelige serie, hvis firkløver udgøres af et spraglet forskerteam, der udsættes for kosmisk stråling og forvandles til Mr. Fantastic, der kan strække sig som en elastik, The Invisible Girl, The Human Torch og den monsterlignende The Thing. De skal kæmpe mod den diabolske Dr. Doom, der ikke overraskende vil bruge sine kosmiske kræfter til ondskab. Det er en spejderdrenge-udgave af X-Men, men i modsætning til den gumpetunge mutantfilm, svæver Fantastic Four i de lettere luftlag, hvor det bare er fantastisk at have superkræfter. Begejstringen smitter langt hen af vejen, men der mangler vægt i karaktererne, hvis eneste alvorlige problem er, at The Thing er fanget i sit monsterjeg, hvilket han er godt utilfreds med – til stor morskab for os andre.

Var Fantastic Four kommet for 10 år siden ville den være entydigt vellykket, men efter film som Spiderman 2 har vist, at man både kan have følelser, begejstring og humor til overflod i samme superhelt, så er resultatet noget under niveau – selvom en usynlig Jessica Alba i synligt undertøj naturligvis er grund nok i sig selv til at gå i biografen.

(“Fantastic Four”. Instruktion: Tim Story. Manus: Michael France, Mark Frost. Medv. Jessica Alba, Ioan Gruffud, Chris Evans, Michael Chiklis.)