Tællepråsen 6: Fyrtøjet

Fyrtøjet – et politisk korrekt eventyr

Af Simon Sortendal, frit efter H. C. Andersen

Der kom en militærperson marcherende henad vejen. Én, to! Én, to! Han var på vej hjem fra udøvelse af sit anti-pacifistiske og androcentrerede hverv. Så mødte han en aldershæmmet kvinde, der, på grund af den kulturelle snævertsynethed og fokusering på ydre værdier blev betragtet som af mindre charmerende statur, hvilket hun naturligvis kun var indenfor netop den sociale struktur og udfra de opvækstmæssige og kulturelle forudsætninger hun, uden egen skyld, havde været udsat for.

“God aften, soldat”, sagde den aldershæmmede kvinde. “God aften, din gamle heks” sagde soldaten på typisk nedladende og chauvinistisk facon. “Kan du se det store træ”, sagde den ældre og alternativt skønne kvinde, “Det er ganske hult inden i! Jeg skal hejse dig ned i det, så du kan få så mange penge du ønsker! Når du kommer ned på bunden ser du tre døre. Bag den første er der en hund med øjne så store som tekopper, bag den anden en hund med øjne så store som møllehjul, og bag den tredje én med øjne så store som Rundetårn. Hver af dem sidder på en kiste med penge, men bare sæt dem ned på mit forklæde, så gør de dig ikke noget, og du kan tage alle de penge du vil.”

“Tak skal du have, din gamle heks” sagde soldaten, for han var vokset op i en kultur med den grådige kapitalistiske personlighed som idealtype, hvilket selvfølgelig varigt havde påvirket hans adfærd (hvilket dog ikke skal forstås negativt som sådan, for indenfor hans begrebsverden var det korrekt). “Men hvad skal jeg give dig?” “Du skal bare tage til mig et gammelt fyrtøj, som min bedstemoder glemte, da hun sidst var dernede”, svarede den ældre kvinde med en replik som var utroværdig på en måde, som er typisk for eventyrfigurer.

Så krøb soldaten op i træet og lod sig dumpe ned i hullet. Bag den første dør sad hunden med øjne så stor som tekopper og gloede på ham. “Du er en net fyr!”, sagde soldaten og satte hunden på den aldershæmmede kvindes forklæde. Så forsynede han sig med kobber-skillinger, den grådige rad.

Bag den næste dør sad hunden med øjne så store som møllehjul og gloede på soldaten. Det ovevnævnte skema udspillede sig igen, (omend historien ikke melder noget om hvordan soldaten løftede den hund, der udfra hans størrelses-verden må betragtes som enorm, men her må man huske, at eventyr ikke skal forstås i en fysisk-realistisk kontekst, der i øvrigt kun er udtryk for den hvide europæiske mands rationalistiske og logos-centrerede forudindtagelse og verdenslukkethed). Soldaten forsynede sig med sølvskillinger.

Bag den tredje dør sad hunden med øjne så store som Rundetårn. Soldaten gjorde som før og forsynede sig med guld-skillinger (se i øvrigt note ovenfor). Soldaten fandt også fyrtøjet. Den aldershæmmede kvinde hejsede ham op igen, og på en meget ivrig facon, fordi hun var hysterisk på grund af overgangsalderen, hvilken i øvrig kan være sundt og smuk på en særligt feminin måde, som ungdomsfokuserede chauvinister som soldaten slet ikke kan forstå.

“Giv mig fyrtøjet” råbte heksen. “Snik snak, Du er jo PMS!” sagde soldaten, og så huggede han hovedet af hende med sin sabel. Den handling skal naturligvis ikke klandres soldaten rent personligt, moralsk forkastelig som den dog er, for han var opvokset i en kultur, der belønner mandlige chauvinister for voldelig og asocial adfærd. “Fordømt!” udåndede heksen. Der lå hun! (Hun var naturligvis ikke rigtigt død, for hun var jo en eventyrfigur)

Soldaten bandt alle pengene ind i den ældre kvindes forklæde, puttede fyrtøjet i lommen og gik ind til byen for at søge sin lykke. Han var nu rig, men naturligvis kun i monetær og ikke i åndelig forstand, og kunne derfor tillade sig en luksøriøs livsstil, uden tanke for de hjemløse og sultende børn i Afrikas land.

I byen hørte han om den ugifte og nydelige prinsesse, der boede på kongens slot. Kongen var blevet rig ved feudalsystemets udbytning af bønderne, og havde derfor råd til at forkæle sin datter, der derfor betragtedes som attråværdig blandt de liderlige unge mænd. “Hende gad jeg nok se!” tænkte soldaten, men det kunne han jo slet ikke få lov til.

Soldaten brugte dog alle sine penge og var igen fattig. En aften ville han tænde lys med fyrtøjet, som han var kommet i tanke om. Da gnisterne fløj sprang døren op og hunden med øjne så store som tekopper stod foran ham og sagde “Befal herre! Vi følger!” “Skaf mig nogle penge” sagde soldaten, for det var alt, hvad han tænkte på. Hunden kom straks tilbage med en stor pose skillinger. Soldaten flyttede ind i sin luksuriøse bolig igen.

En aften tilkaldte han hunden med øjne så store som tekopper. “Hør…kunne du ikke skaffe mig noget grissebasse?” spurgte soldaten på den indforståede og pubertære måde, der er så typisk for unge mænds samtaler, når de tror der ikke er nogen kvinder, der hører på. På den anden side har den machocentrerede sociolingo sine egne positive træk ved at skabe en samhørighedsfølelse i en mande/drenge-gruppe, lidt på samme måde som fodbold og øl.

Før soldaten fik set sig om, vendte hunden tilbage med prinsessen, der sov på hundens ryg. Prinsen anså hende for dejlig og overvældedes af den seksuelt stimulerede følelses, som afstumpede unge mænd forveksler med kærlighed. “Afstumpet” skal ikke forstås negativt valoriserende, men kun som et udtryk for det åndsforladte Barbiedukke-ideal og den kvindefornedrende kultur, soldaten var vokset op i.

“Hende må jeg have” tænkte prinsen, og han forsøgte at trænge ind i den sovende prinsesse. Denne sodo/sado/nekrofile adfærd skal ikke betragtes som universielt moralsk forkastelig, da visse folkeslag finder den forlystende, og desuden skal den ses i sammenhæng med soldatens ulykkelige barndom og stærke forbug af videofilm af en vis genre, og den efterfølgende virkning, der er typisk for børn, der konfronteres med vold i fjernsynet og kun har én forældre.

Prinsessen vågnede forfærdet ved soldatens behandling. “Vil du straks stoppe” sagde hun, greb soldatens sabel og kastrerede ham på stedet. Der lå den!

Prinsessen indså nu hvilket undertrykkende samfund, hun var vokset op i. Med de tre hunde som hjælpere stormede hun sin faders slot og slog sine forældre ihjel (denne voldelige adfærd skal ses som et udtryk for den vold, et undetrykkende system selv har avlet). Hun befriede bønderne og sammen skabte de en autonom kommune. Prinsessen valgte at leve sammen med hundene på en økologisk gård, hvor de levede i gensidig pagt med naturen og balance med miljøet. Prinsen blev ansat som eunuk for “Harem Inc.”, som prinsessen havde aktier i, for selvom hun var en politisk korrekt prinsesse, var hun ikke nogen dum prinsesse.

Tællepråsen 5: Efterskrift

Efterskrift

Af Simon Sortendal

Forleden fandt man følgende notat sammenkrøllet i en papirkurv på det københavnske filmselskab Zentropa. Det var tilsyneladende skrevet i 1998 ved et frokostmøde mellem Lars von Trier og Peter Aalbæk Jensen, men havde forputtet sig i et arkivskab, der nu blev smidt ud med badevandet. Tanken var at skabe en europæisk fortælling om temaer, der vedkommer os alle. Manus skulle forfattes af Trier/Vørsel og instruktionen foregå i samarbejde mellem Trier og unavngiven østeuropæisk instruktør. Notatet var krøllet sammen allerede dengang, og med rødt var der hurigt skrevet ‘skrinlagt’.

…En serie på 14 film under hovedtitlen ‘Alfabetet’ (det græske), som på underfundig vis sammenkæder menneskers navne med deres forbogstavers astrologiske betydning, når de oversættes til det græske alfabet. Amerikanske sororities.

a – “Alfa” er for algebra. A er fisk og tvilling, vand og luft, romantik og fornuft. Den alkoholiske algebra-lektor Averröes lærer Amors duftende pil at kende, da han møder den aromatiske Anna. En kronraget hest (Adam) forekommer i en scene.

b – “Beta” er for bigami. B er tvilling og tyr. Den brunstige Bruno bedækker tvillingeparret Brigitte (begge spillet af Irene Jacob), men må betakke sig for børnene. Han foretager et eksistensielt valg.

c – “Gamma”. C er for citrusfrugt. Jupiters egenskaber som hersker. Ceasaro er chauvinistisk højesteretsdommer, men får moralske kvababbelser da han skal dømme et barnebarn for fumlegængeri. Ascendanten er forøvrigt Pluto.

d – “Delta”. D er for dominans. Vædderen og stenbukken. Dominique (Marianne Sägebrecht) danser dekolleteret i konkurrence om guldkalv, mens regnen vælter ned. Desværre detroniseres damen. Musik af Zbigniew Preisner.

e – “Epsilon”. E er for eufori. Løven og Jomfruen. Elisabeth (Zbigniew Zamakowsky) elsker Eric (Josephine Augustin), men ved et elegant flystyrt mister hun ham og skifter farve fra rød til blå.

i – “Iota”. I er for intelligens. Skorpionen. Ionesco er bagsideforfatter og skal på 1½ time forfatte en sådan til et studieblad. Han mangler intelligens og forsøger istedet noget plat. Det koster ham dyrt.

k – “Kappa”. K er for kapok, kærlighed og kogevask. Vægten og Plutos egenskaber. En lille dreng køber plydsbamse og katalyserer dermed et opgør blandt forældrene. Deres kærlighed til barnet kommer på en prøve, da moderen uforvarende kommer bamse i storvasken.

l – “Lambda”. L er for liberalisme. Skytten. Lazlo er politiker, men hans laissez-faire verdensbillede bliver labilt, da han løber ind i Laila, som er bistandsklient. Kærligheden kender ingen grænser, kun forhindringer.

m – “My”. M er for mikroorganisme. Vandmanden og Stenbukken. Martinus er mikrobiolog, men indser, at livet ikke kan reduceres til 14 gener da han tager en tur til det polske naturreservat Mielki, hvor den kendte verden går i opløsning. Den makedonske matrone Malka Mytz spiller geden Mephisto.

n – “Ny”. N er for nat. Tyren og skorpionen. Nomeo og Nulie er to elskende, som ikke kan få hinanden, da deres familier bærer på nag. Heldigvis kan en verdensklog musiker (Nulle i Preisner-arrangement) vise familierne, hvordan kærlighedens kraft kan forene modsætninger.

o – “Omikron”. O er for Oma. Det er bare en reklame.

p – “Pi”. P er for pingvin. Pingviner der danser

r – “Rho”. R er for redundans. Alle stjernetegn. Roberto er en filmkunstner som strider med menneskehedens store temaer. Han starter som en realist under et diktatur, men opnår efter en opblødning i systemet at blive internationalt kendt og beundret. Stadig plages han dog af de samme bekymringer og fornemmelser, og synes aldrig, at han udtrykker det han vil. “Alt er kompromis” siger han og trækker sig fra instruktørstolen. Tilbage for ham er der kun at glæde sig, når hans film alligevel rører en tilskuers hjerte. Han dør for tidligt.

Tællepråsen 4: Filistrenes oversættelse?

Filistrenes oversættelse – hvorfor Bibelen har et negativt syn på frugt

Af NEFA

Som den glimrende forfatter Altsky-Hasenhertz så mange gange har påpeget, skyldes vort samfunds nuværende moralske fordærv og åndelige elendighed Bibelens desavouering af frugt, ja, den til tider ligefremme dietisme (videnskabeligt ubegrundet værdimæssig forskelssætten mellem madvarer) og xarposfobi (frygt for frugt). Nu er tiden kommet til et opgør!

For at starte med Adam og Eva, som en populær talemåde siger, så begyndte hele denne frugthetz naturligvis med balladen om Den Forbudne Frugt fra Kundskabens Træ. “Du må ikke spise frugt – det bringer ulykke” synes underteksten at være, men hvordan skulle et sølle æble dog kunne indeholde alverdens visdom? Det hænger vist ikke helt sammen og er blot et eksempel på en betydningsforskydning fra menneskets dårlige samvittighed over at fortære naturen (bide i æblet) og mistro den viise slange for dens gode råd. Resultatet er en aggression over egen middelmådighed vendt til dietisme og dyremishandling – den stakkels slange skal krybe resten af sine dage!

Det bliver helt slemt senere i Bibelen hvor Jesus bespiser fem tusind mand med to brød og fem fisk (Mark. 6: 35-44). Hvorfor lige to brød og fem fisk? Hvorfor ikke en dejlig gulerod og to abrikoser? Dette er en meget tydelig dietistisk forskelsætning – brød og fisk tilskrives på uretfærdig vis en større ernæringsmæssig værdi end frugt og grønt – hvilket naturligvis er usandt. Faktisk er frugt sundt og godt, selvom frugten naturligvis skal nydes i større mængder for at give mæthed. Men hvorfor så ikke 5 gulerødder og 10 abrikoser? Dietisme!

Nyere forskning viser dog, at frugthadet ikke altid har været så udtalt i Bibelen. Faktisk mener mange bibelforskere, at dietismen især skyldes puritanske kødæderes fejloversættelser til lokale sprog i 1500-tallets Europa, fx Luther i Tyskland og Hans Mikkelsen herhjemme. Granskningen af de græske originaltekster har fx afsløret, at sætningen “Men slår nogen dig på din højre kind, så vend den anden til” (Mat. 5: 40), rettelig skal have tilføjet “- og giv ham en lækker håndfuld figner”. Ligeledes var rådet ikke “kast ikke perler for svin”, men “kast ikke asparges for svin”. De medmenneskelige budskaber bliver jo langt mere positive på denne måde.

Sådan er verdenslitteraturen rig på eksempler på frugthadets og dietismens svøbe. Men nu må det have en ende. Tællepråsen foreslår, at man tænker lidt mere over, hvad man siger, når man taler om frugt eller bruger frugtmetaforer – og rækker tanken ikke, så må diætligestilling indføres ved lov! Fx tænker de fleste, når man bruger adverbiet ‘rådden’, nok på et æble fuldt af materie og mider. Men prøv i stedet at tænke på et læs engelsk oksekød, der fordærves i et overskudslager, eller den ådselsklump de havde ombord på panserkrydseren Potemkin.

En anden sproglig skik som er dietistisk ladet, er ordet ‘stillleben’ eller ‘nature morte’ om en opstilling af, som oftest, frugt til motiver for malerier, oftest af hollandske mestre fra 1600-tallet. Men frugtens død på billedet er kun malerens feje og diskriminerende konstruktion. Vi må kalde motivet ‘nature vivre’.

For fremtiden bør man måske også tilskrive frugt mere positive værdier, bruge dem i venlig metaforer; hvad med ‘snedig som et blåbær’ eller ‘rar som en ærtebælg’?

Næste gang: Den pæreformede spændningskurve. Frugtkamp i dramaturgien?

“Her kommer vi!”

Lokalaviser er altid fyldt med sjov, ikke mindst Frederiksberg Bladet, som jeg modtager efter at være flyttet til det rolige og konservative FRB C – trodede jeg. For Frederiksberg er så smækfyldt med larm, at man endda er begyndt at eksportere den. Det skriver en Tommy Hansen fra Værløse, hvor der ligger en såkaldt ‘skovbørnehave’ med børn fra Frederiksberg, i læserbrevet “Terrorister fra Frederiksberg”. Åbenbart generer støjen fra udflyttebørnene, der hver morgen bliver fragtet ud i busser, ham så meget, at han er ved at gå ud af sit gode skind:

Vi bor 300 meter fra institutionen og børnenes skrigeri trænger helt ind i huset, vi kan hverken være udendørs eller have vinduer åbne. Hvor skal vi flygte hen, hvorfor skal vores tilværelse ødelægges, hvorfor skal vi tvinges fra hus og hjem?

Måske en kende dramatisk, men jeg kan egentlig godt følge ham. Da jeg flyttede fra det hip-hop-og-festlarm-fyldte Vesterbro til Frederiksberg var det ganske vist ikke for at komme væk fra støjen, men havde jeg håbet på det, ville jeg være blevet slemt skuffet. Vi bor klods op og ned af en folkeskole, to børnehaver og to vuggestuer, og hele kvarteret er fra kl. 8 morgen til 16 eftermiddag så smækfyldt med skrig og skrål, at man kun åbner sine vinduer med fare for den mentale sundhed.

Der er en så skrigende og hvinende infernalsk larm i alle de lyse timer, at man må tage høretelefoner på og længes tilbage til de ubehjælsomme saxofonsoloer, der holdt én vågen i sommernatten på Vesterbronx. Nu overdriver jeg måske lidt, men forleden sad jeg lige så stille og passede mig selv en morgen og var ved at gå i gang med dagens arbejde, da der pludselig fra skolen på den anden side lød et taktfast og stadigt højere kor af børnestemmer: “Her kommer vi! Her kommer vi! Her kommer vi! Her kommer vi! HER KOMMER VI!” – ja, det råbte de faktisk! Skræmmende…

Frihedshelt eller massemorder?

Jeg har i dag en kronik i Berlingske Tidende om Che Guevara. Titlen var oprindeligt “Frihedshelt eller massemorder”, men blev ændret, så den kunne forholde sig til David Trads’ kronik fra i går: Che Guevara er en helt. Den er også værd at læse for en hel anden synsvinkel på Ernesto Guevaras liv og virke. Jeg er naturligvis ikke enig med Trads, og regner hans holdning for symptomatisk for alt hvad der er problematisk ved venstrefløjens holdning til vold: det er ok at slå uskyldige ihjel, undertrykke og være tyrannisk, bare man er det med gode intentioner. Det tør Trads naturligvis ikke skrive direkte, men det må være konklusionen på hans analyse.

Kronikken (det er ikke min overskrift):

Che var en hårdkogt kommunist
Læs videre “Frihedshelt eller massemorder?”

Tællepråsen 3: Licensed To Vodka

Licensed to Vodka – er James Bond et plagiat?

Af NEFA

Da “Life” magazine den 17. marts 1961 satte Ian Flemings spion-roman “From Russia With Love” på niende-pladsen på listen over Kennedys yndlingsbøger, vidste de næppe, at bogen ikke er en original creation fra den mand, verden kender som skaberen af agentfiguren James Bond. Derimod har Ian Fleming hentet kraftig inspiration i den finske forfatter Kulli Kääsiikolmen (1901-1968) og hans fem romaner om den finske agent og krigshelt Jahvii Bongoleinens oplevelser i årene omkring den 2. verdenskrig. Ligeledes har de verdenskendte Bond-film, produceret af Albert R. Broccoli og Harry Saltzman med skiftende instruktører, hentet meget af deres eventyrlige materiale fra den finske auteur Teuvo Tapiovaaras Bongoleinen-film, der imidlertid ikke opnåede international berømmelse pga sprogbarriererne.

Teuvo Tapiovaara (1911-1977) var en mester i mise-én-scéne og desuden en dygtig action-instruktør, som med en personlig stil skabte store (finske) publikumssucesser ud af Kääsiikolmens middelmådige romaner og et lille budget. Den første film i rækken af fem Bongoleinen film, som havde den finske playboy og curlingmester Sanni Könnerii (f. 1920) i den altoverskyggende hoverolle, var Pröffessorii Yiati (“Professor Ja”, 1948). I dette noget intermistiske spiondrama lykkes det for Bongoleinen, der filmen igennem optræder i smoking og pelshue, at optrævle en russisk/kommunistisk sammensværgelse, og dermed sikre Finland mod den store nabo.

Takket være blandingen af fædrelandskærlighed, voldsomme snestorme og hårdkogte knivdueller blev Pröffessorii Yiati et stort hit i hjemlandet, omend kirken og kritikere på konservative dagblade protesterede imod Bongoleinens seksuelle frimodighed, idet han forfører hele tre kvindelige russiske agenter – et træk som er blevet direkte genbrugt i de engelske Bond-film. Det erotiske frisprog kombineret med en trendskabende scene, hvor Bongoleinen bagvendt på slalomski beskyder russiske agenter i en hundeslæde, har ført til den folkelige finske vending for Bongoleinen-filmene: “Uuskii et lloollobridijja”, som direkte oversat betyder “ski og patter”.

Tapiovaaras egentlige mesterværk kom med den anden Bongoleinen-film Klü Iionis (“Sølvtå”, 1950), hvori Könnerii med charme og sprudlende vid spiller en bedre Bongoleinen end nogen Sean Connery. Historien er ganske simpel, omend både grusom og pikant: En smuk russisk sangerinde, Ample Curves (sex-killingen Ursula Nalescje) besøger Finland, men viser sig i virkeligheden at være russisk agent, som via en forbindelse med en alkoholiseret græsk millionær skal forføre Bongoleinen og med en psykisk/medicinsk metode hypnotisere ham til at dræbe Finlands præsident. Plottet forhindres og Bongoleinen forfølger Ample til en dasja nær sortehavet, hvor han efter et blodigt opgør med sikkerhedsvagter, hajer og en kæmpemand med et bronzegebis endeligt får ram på bagmanden dr. Gabold (Telly Savales i en tidlig rolle). Herefter forenes han med Ample Curves, og de bliver gift.

Filmen er en tour-de-force i low-budget action, og viser hvordan et B-budget med stil kan gøres til en A-film, omend de væltende papmachekulisser undertiden afslører den pauvre herkomst. I Klü Iionis grundlægges de kendte “gadgets” som Bongoleinen (og senere Bond) bliver så kendt for, da en for publikummet først ubetydelig tændstiksæske, viser sig at rumme en mini-datamaskine, som kan udregne værdien af pi med 22 decimaler, og dermed redde Bongoleinen fra en bombe.

Tapiovaara viser sig som ægte auteur ved at lægge steder med absolut stilhed og intethed ind i filmen, især i en scene hvor Bongoleinen med en håndlanger søger tilflugt i en forladt hytte fra en russisk snestorm, og her tilbringer 20-minutter real-time uden at veksle et ord, hvor kameraet blot panorerer mellem deres mutte ansigter. Denne meget nordiske og eksistensielt sublime stil gjorde Tapiovaaras film til kunst, men denne tavshedens ironiske æstetik er senere gået tabt i Bond-filmene, omend den er bevaret i finsk tv-teater. Efter Klü Iionis kom endnu to Bongoleinen-film: Orko Nyrki 03 Taataävaari (“Agent 03 i skudlinjen”, 1952) og Uugdajjakii Suomi (“På farlig mission”, 1955) som begge blev store hits, uden dog at nyfortolke genren. Desværre døde Könnerrii ved en motorcykel-ulykke i 1956, og dette umuliggjorde i lang tid en fortsættelse af serien, da man ikke kunne finde en passende erstatning.

Da de engelske Bond-film ankom i 60’erne forsøgte både Kääsiikolmen og Tapiovaara at lægge sag an, men tabte den i en afgørelse ved den internationale domstol i Haag 1966. Efter en lang tids druk og nedtur forsøgte Tapiovaara sig med en sidste film i 1974, Sulanata Vodki Bjorta (“Fygt er en by i Rusland”, der på engelsk blev lanceret som “Licensed to Vodka”), som på trods af voldsom promotion blev er stort flop. Tiden var løbet fra Bongoleinen.