Tællepråsen 11: Realitetsprincippet

Realitetsprincippet – en vejledning for filmkritikere

Af Popper Whiteberg

I disse for vort land så alvorlige tider, er det måske værd at gøre sig nogle tanker om, hvilke funktioner en filmkritiker bør udfylde som voksent og ansvarligt menneske. Alt for længe har unge mennesker og andre svage sjæle svælget i splatter-vold, musikvideoer og cyber-realitet. Nu er det på tide, at kritikerne sætter hårdt mod hårdt, og ikke længerer accepterer begreber som ‘underholdning’ og ‘kunstnerisk frihed’. Her er retningslinjer for Filmkritikeren i Fornuftens Tjeneste.

En film kan opdeles i en række hændelser/scener, hvis indhold kan reduceres verbalt til sætningen “NN gør a”, hvis indhold kan verificeres af en hvilken som helst person ved gennemsyn af filmen. Metaforisk eller symbolsk billedsprog er udelukket, da de er subjektive størrelser, og derfor ikke har objektiv gyldighed. Det er således ikke muligt for kritikeren at referere til andet end de for alle verificerbare sætninger. Alle kritikerens udsagn skal formuleres i et klart og videnskabeligt sprog, efter principperne om falsifikation: En sætning giver kun mening, hvis det er muligt at modbevise den. Værdibetonede udsagn som “jeg elsker bare denneher film” eller “Liv Tyler får safterne til at stige” må afvises som uverificerbare, medmindre kritikeren samtidig vedlægger en løgnedetektor-test og et nøjagtigt kardiogram, hvor (den ophidsede) puls og blodtryk kan aflæses.

Når kritikerens værste sprogblomster er ryddet af vejen, kan han gå igang med det egentlige formål: At undersøge hvorledes filmens fremstilling af virkeligheden korresponderer med et almindeligt, sundt menneskes realitets-princip. Filmen bør gennemgås fra ende til anden, og hver enkelt hændelse bør vurderes udfra følgende kriterier:

1. Kunne noget sådan ske i virkeligheden, ud fra historien eller naturvidenskaben kendte sagforhold? (eksempel: Svarer antallet af affyrede skud til antallet af gange der skiftes ammunition?)

2. Besvares 1. positivt: Hvorledes bør vi moralsk og politisk forholde os til hændelsen, og hvad kan vi lære om virkeligheden ud fra fremstillingen? Giver filmen selv retningslinjer for dette? (eksempel: Når et hvidt mennske slår et sort er det et klart udtryk for racisme, medmindre den hvide kort efter straffes)

3. Besvares 1. negativt bør hændelsen blankt afvises som urealistisk og dermed underlødig, medmindre (3b) filmen selv straks gør opmærksom på utroværdigheden, og dermed lærer os en lektie om, hvordan vi bør være på vagt overfor manipulation med virkeligheden. (Eksempel: besøges jorden af UFO’er må det afvises af flere grunde: 1. Der findes ikke UFO’er. 2. Et fartøj ville aldrig klare en tur fra Saturn til jorden, da alene brændstofsituationen gør turen umulig. Argumenter om ‘et nyt fantastisk grundstof’ kan afvises, da der ikke eksisterer andre grundstoffer end dem i den periodiske tabel.)

En films værdi kan dermed tælles sammen: For hver gang vi kan svare positivt på spørgsmål 1: Ét point. For hver gang filmen giver retningslinjer, som vi kan være enige i: Ét point. For hver gang filmen bevidst giver retningslinjer, vi ikke kan være enige i: Minus ét point. For hver gang vi må svare negativt på spørgsmål 1: Minus ét point – medmindre 3b intræder, hvor hændelsen hverken vil give plus eller minus-point.

En film som “Motorsavsmassakren” vil score meget lavt, da den ikke anviser nogen positive retningslinjer i den udpenslede vold, som dog skildres realistisk. Dens fremstilling af psykopatien er ikke tilfredstillende, da der ikke forekommer egentlige medicinske diagnoser på, hvad manden med masken måtte fejle. Havde filmen udnyttet mulighederne for en ordentlig vejledning i betjening af en motorsav, havde den scoret betydeligt højere.

Således behøver filmkritikere ikke længere klamre sig til tomme metaforer og uklare fornemmelser, men kan direkte angive grundlaget for deres vurdering. Tilmed vil den enkelte films værdi klart måles overfor andre film, og man behøver som filmkritiker ikke tage tilflugt i tomme stjerneafgivninger, og Oscarfesten behøver ikke længere være så langtrukken, da resultaterne simplethen bare kan læses op.

Hvis realitetsprincippet kan gennemføres som filmkritiskstandard, vil alle pædagogiske problemer overfor børn og andre fritænkere dermed være løst.

Blogs i TV-Avisen

Jeg er lige blevet interviewet til TV-Avisen om weblogs og deres politiske potentiale i Danmark. Jeg er ‘eksperten’, og Torben Sangild og Keld Bach medvirker som bloggere. Indslaget bliver forhåbentligt sendt i aften kl. 21 (måske allerede kl. 18.30), eller måske i morgen eller i overmorgen, alt efter om der kommer et meteornedslag i Klokkerholm eller lignende. Se det! Det vil du da ikke gå glip af!

[Update kl. 19.45: Indslaget kommer alligevel ikke i aften, da der er sket for meget ude i den store verden. Det kommer i morgen eller i weekenden, om nyhedsguderne vil. Det bliver sandsynligvis i 21-udsendelsen.]

Tællepråsen 10: Pilsner

Tinnitus er den ultimative musik

Med eneret for Tællepråsen: Interview med det revolutionerende danske rockband “Pilsner”

Af gæsteskribent P.H. Kokrok

Blot tre uger efter udsendelse af Recovery, Pilsners debutalbum, har bandet vendt den eksperimentale musikscene på den anden ende. Biba Kopf har i det anerkendte musikmagasin The Wire kaldt albummet “best record ever made”, folk som Jim O’Rourke, Holger Czukay og Thurston Moore har offentligt ønsket bandet tillykke og Yoko One skal i forbindelse med en happening havde udtalt; “This is the record John always dreamt about doing”.

De tusind kopier albummet oprindeligt blev trykt i, er for længst revet væk, og både bootleg og sortbørshandel med pladen florerer lystigt. Men lige så hysterisk stemningen har været omkring Recovery, lige så mystiske og tilbagetrukne har Pilsner været. Tællepråsen bringer her historien om de to danskere, der overnight blev avantgardistiske superstjerner – et totalt eksklusivt interview med absolut eneret for hele verden.

“For os at se, er hvert ord der bliver sagt om os, hver en linie der bliver skrevet om os, en destruktion. Der er ingen forførelse tilbage i denne kultur, kun produktionen og reproduktionen. Men al produktion er destruktion, eller rettere; et skridt mod det hyperreelles betydningsløshed. Dette er fællesskabets evige ironi. Den eneste grund til, at vi lader jer [Tællepråsen, red.] interviewe, er, at vi i de seneste år udelukkende har brugt Tællepråsen som nyhedsmedie. Det må I gerne tage som et kompliment.” Således lyder det rosende fra PM1, den ene af Pilsners to frontfigurer.

Men selvom Tællepråsen således har en høj stjerne hos Pilsner har forberedelserne til interviewet ikke været uproblematiske, og fyldt med hemmelighedskræmmeri. Ved interviewets begyndelse er undertegnede stadig ganske groggy efter de tre timer på Sonata, et beroligende lægemiddel mod søvnløshed, som jeg efter aftale har indtaget. Under rusen er jeg med bind for øjnene blevet fragtet fra et aftalt mødested til en ukendt lagerhal, der tilsyneladende fungere som Pilsners studie og bolig. De to pilsners, PM1 og PM2, er begge iført kedeldragt, gummihandsker, stemmeforvrængere og nogle masker af huder, der mest af alt minder om noget man har set i en Tobe Hooper film fra 1972. Men intet er overlagt til tilfældighederne, og da denne filmiske reference påpeges, lyder svaret fra PM2 prompte:

“Vi ser Leatherface som det ultimative menneske, anonymitetens hellige vold, motorsavens enten-eller, Leatherface er det sidste menneske. Hvis alle mennesker havde en Black and Decker ville dette være en langt bedre verden”.

Historien om Pilsner er lige så kryptisk og hemmelighesfuld som bandet selv. Ud fra de sparsomme informationer er det dog lykkes Tællepråsen at konstruere forløbet således: I midten af 90’erne mødes PM1 og PM2 i en filmklub der udelukkende beskæftiger sig med den tyske filmskaber Wolfgang Ohm. De opdager en fælles interesse for moderne kompositionsmusik, krautrock, free jazz og japansk noiserock, Harry Partch og håndbyggede instrumenter, Burroughs’ cut-up teori, Fluxus-kunst og finsk grammatik, specielt centreret omkring forholdsordene, og så selvfølgelig Wolfgang Ohm. Kort tid efter er Pilsner en realitet. Duoens eksperimenter fører efter ganske kort tid til det stilistiske nybrud gruppen senere skulle gøre berømt som “maximalistisk freeform punk”.

Duoen, der nærer en dyb mistillid til den eksisterende musikindustri, møder derefter – under en neo-dadaistisk preformance i Hamburg – danskeren og åndsfællen Betamax hvis pladeselskab, Betamax 2000, de derefter bliver tilknyttet. Året efter begynder indspilningen af Recovery. Men hvad er så maximalistisk freeform punk? Her bliver det kompliceret, for man skal forestille sig det strukturelle opgør fra Karlheinz Stockhausen blandet med old-school weirdo free-jazz i traditionen fra Cecil Taylor og lo-fi garage punk.

Dertil kommer en instrumentering på dele af Recovery, der tæller op til tredive forskellige instrumenter, alle håndlavede og alle unikke, d.v.s. at alle instrumenter er nyopfundede og aldrig før sete. Og endnu dertil kommer en voldsom fokusering på diskant og overtoner, der gør dele af pladen direkte uudholdelige at høre på. Tilmed er pladen stort set akkordløs og i stedet koncentreret omkring lydstrukturer, og de få akkorder pladen indeholder er alle opbygget af mindst tre forskellige instrumenter. Det kan lyde helt absurd, men det er netop deri Pilsners genialitet ligger.

“For os er akkordsystemet et fattigt sprog”, forklare PM1, “og vi ønsker på ingen måde os hensat til kun én musikalsk diskurs. Musikken har længe nok været tyranniseret af kun én forståelsesrammes diktatur og vi vil på ingen måde at tage del i dette forræderi”. “Derfor har vi også lavet vores egne instrumenter, det var den eneste måde vi kunne være sikre på ikke at falde i akkorderne og instrumenteringens nådesløse holocaust”, supplerer PM2.

Men selvom Pilsner ikke vil lave traditionel musik, hvad er så denne absurde fokusering på overtoner, hyletoner og diskant? Rygterne siger, at PM1 og PM2 hver brugte en måned på henholdsvis en hundepension og en minkfarm, udelukkende for at forske i hørelsens smertegrænse. Dyrene i disse institutioner blev udsat for massiv sonisk eksperimentering og resultaterne blev sammenlignet med lignende øvelser på mennesker, for at udvikle det præcise toneleje for den menneskelige smertetærskel.

Tællepråsen står tilbage med kun ét spørgsmål: “Hvorfor?”

“Vi har bevidst forsøgt at skabe passager, der er deciderede fysisk uudholdeligt at høre på. Målet er, at skabe tinnitus hos vores lyttere. For os er tinnitus den ultimative musik, kroppens eget drone”. En måbende rockjounalist stod tilbage efter denne udredning fra PM2, og overraskelsen blev bestemt ikke mindre da PM1 tager over: “Vi har også prøvet at undersøge, om der skulle være andre latent rytmiske områder i kroppen man kunne udløse, men vi er dog ikke nået så langt i vores forskning. Det er dog vores klare overbevisning, at der i kroppen gemmer sig et utal af musikalske muligheder. Tinnitus er kun toppen af isbjerget”.

Man kan undre sig over, hvor Plisner har fået deres inspiration fra, for ingen har nogensinde før lavet noget lignende. “Kort tid før sin død spillede Sun Ra nogle koncerter sammen med Sonic Youth, denne konstellation har været vore væsentligste musikalske inspiration. Fra bootlegs ved vi, at koncerterne ikke var så fantastiske igen, men selve ideen er virkelig god”.

PM1 fortsætter; “Men hovedsageligt drives vi frem af en overbevisning om, at høresansen er dybt undervurderet. Eller rettere, at alle sanserne er dybt undervurderede, der er igen tale om en sygdom i den moderne kultur, for alt bliver os foræret. Men sanserne har brug for at blive pirret, de har brug for nogle hints, hvorfra hjernen kan drage nogle konklusioner eller foretage nogle refleksioner. Men sådan er det ikke i dag, vi får det hele serveret på et sølvfad, skåret helt ud i pap, og uden mulighed for fejltolkning. Men tanken om den perfekte brugsgenstand er en bjørnetjeneste, det luller vore sanser og fantasi i søvn og reducere mennesket til et tomt hylster, der per automatik blot forbruger og forbruger. Vi ser altså de fleste teknologiske fremskridt som det modsatte, som tilbageskridt”.

Intet er overlagt til tilfældighederne hos Pilsner og jeg tør næsten ikke stille flere spørgsmål af frygt for endnu en langt og pessimistisk udredning. Én ting ved udgivelsen er dog så besynderlig og forunderlig, at den kræver en forklaring: Formatet.

Ikke nok med, at Recovery kun er udkommet på vinyl, den er tilmed trykt på det ultrasjældende format 11 tommer. Normalt bliver Lp’er udsendt på 12 tommer, og en sjælden gang på 10 tommer, men 11 tommer er ganske exceptionelt. Dertil kommer, at pladen skal afspilles på 16 omdrejninger i minuttet, og det indefra og ud, og ikke som normalt hvor pickuppen kører udefra og ind. Men hvorfor gøre det så besværligt at afspille pladen, de fleste pladespillere må ganske enkelt melde pas overfor et sådan format? PM2: “Der er to primære årsager til formatet; den ene er et opgør med denne standardiserede behagekultur vi allerede har skældt ud på. Nu til dags er den eneste anstrengelse en musikkunde skal gøre er, at gå ned i Bilka og købe en skide Cd. Ikke engang valget af kunstner skal kunden gøre, det har reklamen allerede gjort for ham. Den anden grund er, at formatet skal komplementere musikken og når musikken er så krævende bør formatet også være det”.

Tællepråsens udsendte må nu sige stop. Jeg siger tak for interviewet, trykker de to stjerner i deres gummifængslede hænder og indtager endnu tablet af mærket Sonata. Få timer senere bliver jeg sat af på Rådhuspladsen med en seriøs hovedpine, min diktafon indpakket i brun papir og en signeret udgave af Recovery med påskriften “This is how the world ends, not with a bang but a whimper”. Efter denne dag er jeg nok tilbøjelig til at give gamle T. S. Eliott ret…

P. H. Kokrok tjente i lang tid sine basører som musikjournalist i undergrunden, men efter interviewet med Pilsner har han skiftet retning og er nu børnelæge i Angola.

Clement Direkte – i skraldespanden?

Var jeg den eneste som blev irriteret over Clement Direkte i går, DR2s nye store talk show satsning, med Clemten Kjersgaard som en intellektuel Conan O’Brien? Det var første gang jeg så det opreklamerede show, og selvom Clement faktisk fungerede godt som show host, var hans manerer meget frenetiske overfor gæsterne, det virkede ikke som om, de befandt sig godt i hans sofa. Desuden virkede alle de mange ‘provokerende’ spørgsmål til gæsterne sært konsekvensløse, for der blev ikke rigtig fulgt op på det, som gæsterne rent faktisk svarer. Helt galt gik det da rapgruppen Outlandish kom i studiet, både for Clement og for gæsterne – og konfrontationen stillede dem begge i et rigtigt dårligt lys.

Jeg har faktisk fået mine hænder på Outlandish’ nye album, Closer Than Veins, som rent musikalsk virkelig har fået drejet r&b-skruen helt rigtigt, det er et fedt svingende album med groovy hip-hop og en række romantiske boy-band-agtige sange om kærlighed og politik, der bør blive et stort hit både herhjemme og i udlandet (OBS – dette er ikke en anmeldelse). Men hvor må det dog bare være irriterende for de drenge, at de evigt og altid skal konfronteres med det at være ‘fremmed’ i Danmark, og at ethvert interview/anmeldelse absolut skal køre det multikulturelle spor, fordi drengene tilfældligvis har deres rødder i Marokko, Honduras og Pakistan. Kan de for fanden ikke bare få lov til at snakke om pladen?

Ok, jeg ved godt, at de selv gør et stort nummer ud af deres fremmedhed (bare bandets navn), men er der nogen grund til at piske en død hest? Det gjorde Clement desværre, og Outlandish skulle både forholde sig til burkaer, nazister og Jyllandsposten. Hvorfor de skulle være særligt kvalificerede, meldte Clement ikke noget om, men popstjerner plejer selvfølgelig at være orakler om hvad som helst. Men hold da op, hvor er jeg bare træt af, at hver gang man får en mørklødet person i medierne, så skal han absolut have en holdning til Pia K eller integrationspolitikken. Hvornår i alverden får de ‘fremmede’ lov til bare at være mennesker, som er lige så indbyrdes forskellige som danskerne?

Det var slemt nok, at Clement skulle presse drengene ind i den multikulturelle bås, men endnu værre var – desværre – deres svar: Vi fandt i hvert fald ud af, at Outlandish (specielt én af dem), 1) synes, at burkaer er helt ok og ikke spor kvindeundertrykkende, 2) at nazister ikke burde have ret til at holde offentlige møder, angiveligt fordi de ville ‘gasse andre’, 3) at der var for meget porno i det offentlige rum, og at kvinder burde være tækkeligt klædt, fordi de ellers ville ‘gøre noget ved os mænd’ (friste dem, uha!), 4) at Jyllands-Postens tegn-profeten kampagne var at ligne med de hade-breve og mordtrusler, som Outlandish får fra forskellige idioter, og at man generelt bare ikke må tegne profeten, punktum. Historien meldte ikke noget om, hvorfor ikke-muslimer skal overholde muslimernes bud om ikke at tegne profeten (må vi heller ikke spise svinekød?), men Outlandish mente i hvert fald, at det var udtryk for ‘manglende respekt’, og ville være det samme som at tegne Dronning Magrethe i en eller anden fækalie-præget situation. Profeten Muhammed er altså for muslimerne, hvad Dronning Margrethe er for danskerne, kunne vi hermed regne ud.

Ok, nu er jeg måske grov, og jeg ved jo godt at rockkunstnere nærmest per definition er overtroiske tågehoveder, hvis holdninger stort set altid befinder sig på det paranoide overdrev, men jeg synes ærligt talt ikke, at Outlandish’ svar tjente dem til ære, og nu kan jeg egentlig godt forstå, at teksterne på det nye album ikke er trykt på coveret. Måske blev de bare overrumplede af de tåbelige spørgsmål, men det tror jeg desværre ikke – tværtimod tror jeg svarene kom helt fra hjertet, selvom gruppen ikke virkede indbyrdes enige om det hele. Det tjente egentligt heller ikke Clement til ære, at han ikke fulgte op på svarene, og stillede nogle endnu mere ubehagelige (og oplagte) spørgsmål. Måske havde han ikke regnet med de svar? Så skal man lade være med at stille spørgsmålet, hvis man ikke vil forholde sig til svaret. Alt i alt en pinlig og tåkrummende omgang.

Breaking News: NEFA hasteindlagt

Af Simon Sortendal, stedfortrædende redaktør for Tællepråsen.

Det er med stor beklagelse, at jeg som stedfortrædende redaktør må annoncere, at NEFA her til morgen blev indlagt på et sanatorium et sted i Centraleuropa med akut nervesammenbrud – adressen hemmeligholdes for at undgå tomultagtige scener og løsagtige brevforsendelser.

Indtil videre overtager jeg redaktørfunktionen, indtil der er fundet en passende løsning. Der er heldigvis endnu nogle indlæg i banken, så Tællepråsen vil ikke gå helt ud i de næste uger. Jeg lover, at vi arbejder på højtryk for at bibeholde den tårnhøje kvalitet og det profetiske udsyn, som har kendetegnet Tællepråsen gennem de sidste, mange uger, hvor vi har oparbejdet en stor læserskare.

Det er svært at sige, præcist hvad der blev dråben, der knækkede kamelens halmryg, og måske er der snarere tale om en lang række uheldige afsløringer, der alle har deres rod i, at NEFA simpelthen havde for mange hemmeligheder til for alvor at besidde redaktørposten på et blad, hvis fornemmeste opgave det netop er, at afdække andres ondsindede fortrængninger og forglemmelser. Man skal ikke kaste med sten, når man selv sidder ved skrivemaskinen i et glashus – og det gjorde NEFA desværre i den grad. Huset knustes, og glasset ramte ham lige i panden. “Av, det gjorde ondt”, var hans sidste ord, før mørket gjorde sit indtog.

Måske var det Kan Stros’ hævngerrige tilsyneladende afdækning af NEFA’s virkelige identitet (se dog nedenfor), måske var det Torben Sangilds beskyldninger om fejltagelser og frugt-forlæsninger i NEFAs forøvrigt forbilledlige læsning af Biblen. Måske var det forventningen om en direkte, korporlig duel med Torben (en handske kastet betyder blod, som bekendt), der ophidsede NEFA, så sindet brast – eller beskyldningerne om relationer til frugtindustrien (der, når jeg her sidder med Tællepråsens ekstravagante regnskaber og repræsentationskonto, desværre ikke er helt uden relation til virkeligheden). Vi ved det ikke præcist, men lægerne kommer forhåbentligt med en udtalelse inden længe.

Personligt er jeg dog af den overbevisning – og jeg kan vel godt løfte sløret nu for NEFAs virkelige identitet – at overanstrengelserne for NEFA – eller NEFAFEN, som Kan Stros påpegede, kom sig af NEFAs ihærdige promotiontur for en bestemt film, som han medvirkede i. Kan Stros havde nemlig kun delvist ret. Det er ikke Nefafen – og kun delvist Nefaffen, hvilket ellers ville have været tættere på sandheden, men derimod denne snabelsvingende personnage. Ak, hvor vil vi savne hans violette trompeteren her på redaktionen!

På mandag bringer vi et banebrydende interview med en allerede i avant garde-kredse kendt rockgruppe. Glæd jer!

Congo, Mørkets hjerte

kla

Jeg har netop færdiglæst Adam Hochschild‘s Kong Leopolds Arv (i den danske udgave), og det var i sandhed en skræmmende og voldsom omgang, der unægtelig giver mig lyst til at smide mit eksemplar af Tintin i Congo ud af vinduet.

Hochschild fremlægger en imponerende case imod Kong Leopold II af Belgien, der i årene 1885-1908 igennem forskellige fiksfaksierer og skuffeselskaber, ejede Congo som sit eget private len, og ikke skyede nogen midler i forsøget på at vride hver eneste skidne franc ud af junglen, om det så skulle koste den sidte afrikaner livet. Skønsmæssigt blev indbyggertallet i Congo halveret i perioden, fra 20 millioner til 10 takket være massakrer, fangelejre, sygdom og fald i fødselstallet. Det er desværre ikke nogen enestående historie om imperialismens omkostninger, men nok en af de værste.

Heldigvis er det ikke lutter ynk, for Hochschild bruger mindst lige så meget plads på at dokumentere den Congo-bevægelse, ledet af englænderen E. D. Morel, som i løbet af ganske få år satte Congo på den internationale dagsorden, og gjorde forbrydelserne til en sådan belastning for både Leopold og Belgien, at kongen måtte afhænde kolonien til den belgiske regering. Det stoppede de mest åbenlyse umenneskeligheder, fx praksissen med at hugge hænderne af tilfangetagne congolesere, selvom overgangen til et mere almindeligt kolonistyre naturligvis ikke forandrede tvangsarbejdet og vasalstatusen, som var en integreret del af udplyndringen af Congos rigdomme. Congo-bevægelsen var den første internationale menneskeretsbevægelse, og selvom dens egentlige resultater var tvivlsomme, var dens gennemslagskraft i offentligheden markant, og den banede vejen for organisationer som Amnesty International og Human Rights Watch.

Alligevel er Congo-historien et glemt kapitel, ikke mindst i Belgien, som først nu langt om længe er ved at gøre op med sin kolonifortid. Det burde vi måske egentlig også gøre herhjemme? Hvordan var det nu med danskerne og slavehandlen? Har vi altid været sådan nogle dejlige socialdemokrater, der ville alle det bedste, bare det sker igennem FN? Et hurtigt besøg på de gamle slaveforter i Ghana fortæller en anden historie – gæt fx hvad kældrene på Christiansborg og Fredensborg blev brugt til.

P.S. – vidende folk derude, som kender til god litteratur om kolonitidens Congo må meget gerne smide et link eller en henvisning. Jeg har indtil videre læst (naturligvis) Conrads “Heart of Darkness”, Peter Tygesens “Congo – formoder jeg” og Erik Holms “Dansk kriger i Congo”.

P.P.S. – hvis du er interesseret i at købe bogen, kan du klikke her: Amazon Link

Stjerner til din cd-samling

På sitet Rate Your Music kan man indeksere sin musiksamling, give pladerne karakterer og anmeldelser og skabe sine egne lister over favoritalbums eller kunstnere, eller læse de andre brugeres. Det er rigtigt sjovt tidsspilde, lige noget for en musiknørd som mig (bemærk: kun en lille, mere eller mindre tilfældig del af pladesamlingen har fundet vej). Det smarteste ved sitet er vel egentlig, at man kan sammenligne sin musiksmag med andre mennesker, og dermed bruge profilerne til at opsøge musik man ikke kender – “Nå, NN, har 5 plader som jeg også kan lide, på sin top 10. Måske bør jeg lige tjekke de sidste 5 ud?”. God fornøjelse – og hvis du gider så gå lige ind og godkend mine rettelser til Olesen-Olesen. Der er en eller anden nød som har stemt ‘nej’ – aner ikke hvorfor.

Weblog-foredrag

Onsdag den 5. oktober holdt jeg et foredrag om weblogsDen Journalistiske Efteruddannelse. Det var – når jeg selv skal sige det – en succes, som jeg meget gerne vil gentage. Jeg vil derfor gerne tilbyde foredrag/undervisning om weblogs, til hvem der måtte være interesserede – skoler, AUC’er, osv.

Et to-timers arrangement kunne fx indeholde:

* Weblogs (korte men) interessante historie. Fra blogger.coms spæde begyndelse i 1999 til de 19,6 millioner and counting weblogs, der findes i dag.

* Casestories, der bragte weblogs på dagsordenen. Fra Salam Pax til Rather-gate, med smutveje over potentielle danske ‘blogsager’, som Klovn-gate eller Bjævermose-gate.

* Weblogs fremtid og perspektiver. Weblogs er på vej til at blive en stadigt mere intergreret del af offentligheden. Hvor pressen er borgernes vagthund overfor politikerne, der er webloggerne borgernes vagthunde overfor pressen. Hvilke perspektiver ligger der i denne udvikling, for demokrati, meningsdannelse og magt i et moderne, interaktivt samfund?

* Lige hvad du synes.

Kontakt mig for mere information på lars_hvidberg [hos] yahoo.dk

Tællepråsen 9: Wolfgang Ohm

Wolfgang Ohm – en filmskaber

Af NEFA

Tællepråsen havde en reporter til årets Berlin Film Festival, for her at udvidde sin horisont med spændende, etniske film fra den tredje verden. Endskønt opmærksomheden var sporet ind på det eksotiske, lykkedes det dog en anderledes nordlig nyopdagelse at vække undertegnedes største opmærksomhed: Festivalens ledelse fejrede med en retrospektiv serie en af byens største sønner: Wolfgang Ohm.

Det er nok de færreste danskere, der kender Wolfgang Ohm, men faktisk var han igennem 20 år, indtil den forfærdelige ulykke, som kostede ham førligheden, en af de mest interessante alternative dokumentarfilminstruktører i Tyskland. Han fødtes 22. Januar 1948 som Wolfgang Mini af middelklasseforældre i en forstad til Berlin. Han voksede op som vred ung mand i det tyske wirtschaftswunder, et produkt af overflodssamfundets forglemmelse af dets nazistiske fortid.

Det var dog ikke politik i bredere forstand, der interesserede den unge Wolfgang, men derimod filmens evner som våben overfor virkeligheden: “Meine Kamera ist mein Hammer” som han udtalte allerede i 1967 ved premieren på den meget tidlige debut: “Deutsche Knödelsuppe ist mit Nazis verpesten” – et rasende angreb på tysk madkultur, som han så som en forlængelse af Hitlers regime. Igennem lange indstillinger betragter vi knödler (boller med kødfyld) liggende på forskellige berlinske restauranter, mens en person (Wolfgangs studiekammerat Jürgen) til tider tramper forbi og fløjter Horst Wessel-lied, en nazistisk kampsang.

De langevarige, statiske kameraindstillinger kombineret med en iscenesat baggrund skulle blive Wolgangs kendemærke i den stil, han har benævnt: LSKMIHK, (“Langwierige, statischen Kameraeinstullungen mit inszenierte Hintergründe kombiniert”). Det var også på denne tid, at Wolfgang sikftede efternavn til det på én gang mystiske og kraftfuld Ohm. Som han selv siger i portrætfilmen “Der Geschichte von Ohm” (1999): “Ich bin keine filmemacher, sondern Dynamit!”. Selvtillid har det aldrig skortet på.

Wolfgangs film blev ikke venligt modtaget i Tyskland. Landets samvittighed var endnu ikke klar til et opgør med tysk madkultur, og i en forskydning af ansvaret til æstetisk anklage kaldte anmelderne endog Ohms filmkunst for “kedelig” og “fortænkt”. Men som en ægte kunstner lod Ohm sig ikke knække, og fortsatte konsekvent sin LSKMIHK uden at give efter for kommercielle interesser.

I 70erne fulgte flere madfilm som “Trattoria” (1970), om indvandrerkulturen, “Eisbein essen Seele auf” (1972), om den tyske forkærlighed for skinkefedt, “Gehen zu Krumme-Lanke nach essen” (1973), “Revolution und Sauerkraut” (1975) og “Wurst in deine Arsch” (1977). Nu var Ohm færdig med maden, og maden var færdig med ham.

Efter en vegeteringsperiode kastede Ohm sig med hidtil uset energi over nye emner: I 80erne lavede han sin store tyske toiletserie, nådesløse bidrag om virkeligheden på de offentlige toiletter i Frankfurt: “Toiletten” (1982), “Ein, zwei, drei…plump” (1984) og “Socialer Verlierer gehts scheissen” (1985), alle i LSKMIHK-stil. Samtidig dokumenterede Ohm bøsse- og kabaretmiljøet i Berlin i “Tanzen oder bumsen?” (1985).

Ohm kom voldsomt til skade i 1986 da han forsøgte at filme et danse og spise-orige i natklubben “Muschin”. Han vågnede fra sit koma i 1991, men kommer næppe nogensinde til at filme igen. Hans søn Hans Peter Ohm har dokumenteret faderens vej mod rekonvalescens og de mærkværdige flatulente bivirkninger medicinen har haft i “Ohm, mein Papa” (1993), der ligesom de ovennævnte film blev vist på Berlin Festivalen. Faderen og sønnen har siden indgået et frugtbart samarbejde om konceptudvikling for et større, berlinsk reklamefilmsselskab.