Aslan, Jesus og mig

I dagens Berlingske Tidende kan man læse, at kristne kirker i hele verden opruster til missionsfest i forbindelse med premieren på Disney-live-versionen af C. S. Lewis Narniafortælling Løven, heksen og garderobeskabet. C. S. Lewis var – i øvrigt ligesom Tolkien, hvis Ringenes Herre-filmsucces, Disney her forsøger at lukrere på – stærkt troende kristen (Lewis protestant, Tolkien katolik), og det er tydeligt, at løven Aslan, som spiller en central rolle i Narnia, er en slet skjult allegori over Jesus, komplet med korsfæstelse og genopstandelse. Den indgangsvinkel vil kirkerne nu forsøge at lukrere på, og bruge filmen som et moderne anskuelsesbillede, der kan opfylde kirkernes hedeste drøm: nemlig til at få folk til rent faktisk at møde op i kirken og være med til andet end de 3 b’er: begravelser, bryllupper og barnedåb.
Læs videre “Aslan, Jesus og mig”

Mere europæisk fallit – og en god del optimisme

Mere Paris, muslimer og velfærdsstat. Jacob Mchangama fra bloggen Retsstaten (og Punditokraterne) havde i går et langt læserbrev i Jyllands-Posten. Det er – som sædvanligt fra den kant – både fornuftigt, pragmatisk og konstruktivt. Et par citater:

Multikulturalisme via indvandring kan utvivlsomt forstærke allerede eksisterende sociale spændinger. Og kombineres masseindvandring med en velfærdsstat og et overbeskyttet arbejdsmarked, har man skabt en potentiel krudttønde.

Men vælger man en samfundsmodel med en høj grad af økonomisk frihed, hvor indvandrere er velkomne på den præmis, at de økonomisk klarer sig selv, vil man automatisk tiltrække mennesker, som er motiverede for at deltage aktivt i samfundslivet, og som derved bidrager positivt til deres nye land. I et sådant samfund er det tillige lettere for indvandrere at identificere sig med det nye land og dets borgere.

Det er jo i grunden meget simpelt, og fornuft for burhøns – og alligevel så svært at gennemføre i et Europa, der er panisk angst for at skære i velfærden.

Skrevet med Ec…to

Denne post er skrevet med posteringsprogrammet ecto, der lader mig skrive og redigere offline på computeren, for derefter at kunne sende (og gensende) posten til webloggen, uden at jeg skal logge ud og ind på bloggen. Det virker ret smart, og der ser ud til at fungere godt. Jeg laver sikkert snart nogle flere tests, for at prøve de forskellige funktionaliteter. Hvis der er nogle derude, som kender programmet, må de meget gerne komme med tips!

Tak til Nicolai for tippet.

Skattereform Rock On!

Mandag den 28. november afslører Liberalisterne deres forslag til skattereform. Det foregår – naturligvis – i Børsbygningen i København, og kommer til at indeholde et forslag til en dramatisk omstilling af systemet til en lav, flad skat (40 % til at starte med) og højt personfradrag – hvilket indebærer både en skattelettelse og en voldsom forsinkling af det urimeligt snørklede skattesystem. Det lyder jo godt, og selvom jeg ikke selv har mulighed for at være til stede hepper jeg lidt fra venteværelset hos min allergilæge…

Opdatering: Reformforslaget er nu ude som pressemeddelelse. Kerneelementer:

• Indførelsen af en flad skat på 38 pct. på al lønindkomst.
• Personfradraget hæves til 70.000 kr.
• 25 pct. skat på al positiv og negativ kapitalindkomst.
• Selskabsskat på 20 pct.
• Registreringsafgiften på biler nedsættes med 1/3.

Det svarer reelt til en skattesænkning på 6,5 procentpoint, hvilket er noget der batter i stedet for de forkølede, indholdsløse løfter, AFR hostede op i weekenden.

Free Rider nix nix

Det bliver ofte hævdet, at selvom det frie marked kan være godt til nogle ting, så findes der en række offentlige goder, som ikke kan overlades til det frie marked: som kerneydelser nævnes forsvar, uddannelse og infrastruktur (og nogle gange – noget mere tvivlsomt – arbejdsløshedsforsikring). Der findes flere forskellige argumenter for hvorfor eksempelvis et privat uddannelsessystem skulle være en dårlig idé, men et af de mest brugte er free rider problematikken. Argumentet lyder meget kortfattet, at fx infrastruktur og uddannelse er offentlige goder, fordi de skaber eksterne fordele, også for dem som ikke betaler for dem. Hvis jeg køber en cd til mig selv, så er det kun mig selv, som har glæde af den (medmindre jeg spiller meget højt), men hvis jeg betaler for en vejstrækning, så har alle der kan køre på vejen glæde af den. Eller: hvis min nabo uddanner sig, så har jeg også glæde af hans højere kompetenceniveau, og kan forvente at han er mere fornuftig og fredeligt indstillet. Offentlig arbejdsløshedsforsikring kan dermed eksempelvis ses som at have den gode eksterne effekt, at den skaber ro og stabilitet i samfundet.
Læs videre “Free Rider nix nix”

Annoncering på weblogs

Jeg er begyndt at smide et par Amazon-reklamer ind hist og her for forskellige bøger, spil, film osv. som jeg anbefaler. Hvis du køber en af genstandene gennem mit link får jeg en (lille) provision, som går til at holde sitet kørende og mig til ilden. Jeg skal naturligvis med det samme sige – hvilket burde være klart – at jeg ikke på nogen måde vil lade det jeg skriver påvirke af den mulige indtjening. Der bliver ikke hypet noget her, som ikke fortjener at hypes!

Men egentlig, hvad synes man i blogosfæren om den slags? Erfaringer fra andre sites? Er det generende, utroværdigt, eller tvært imod en god service, når man kan se at Hayeks “Road To Serfdom” kan fås for sølle 9 pund sterling eller deromkring?

Se forsiden, her og her for eksempler.

Islamofobiske detaljer

Der findes både virkelig islamofobi, og så findes der “islamofobi” som prædikat og retorisk kneb, som en måde at stemple modstanderen som diskvalificeret – lidt ligesom at kalde ham racist eller nazist. Begge dele er problematiske og bør undgås i debatten, for nu at sige det lidt skolemesteragtigt. Et par eksempler til at krydre pædagogikken…

I forbindelse med Johan Norbergs artikel i Expressen, som jeg selv linkede til her, og som jeg kan se Raapil til min glæde har læst med stor interesse, er der i Sverige opstået en kontrovers om hvorvidt Norberg skulle være blevet ‘brun’, og hvorvidt hans artikel skulle være et eksempel på en stadig mere fascistisk neoliberal tendens. Det har naturligvis intet på sig, hvad enhver læser af Norbergs site også vil vide, idet manden eksempelvis går ind for fri indvandring. Men det er interessant at argumenter af en så hysterisk karat alligevel bliver bragt ind i debatten, også når de tydeligvis ingen relevans har. Læs fx denne postering af Ali Esbati, og se også kommentarerne (mere her).

Det virker decideret patetisk, at man i denne forbindelse skal spille fascisme-kortet, og Norberg gør også selv opmærksom på Godwins lov, hvorved en diskussion øjeblikkeligt tabes af den part, som bringer Adolf Hitler eller nazismen på banen som en del af sit argument. Norberg har en tese om, at panikken simpelthen skyldes, at venstrefløjen godt er klar over, at netop udstødelsen af indvandrere og andre svage lavtlønsgrupper kan være den rambuk, der nedbryder velfærdsstatens ideologiske mur, simpelthen fordi den bliver nødt til at vedstå sig en stor del af ansvaret for de utilsigtede konsekvenser af høje mindstelønninger og skatter, og i Frankrig/Tyskland de groteskt stramme regler for fyringer og ansættelser.

Naturligvis gælder panikken ikke alle velfærdstilhængere, og det er fx glædeligt at en ellers erklæret socialliberal som Raapil har fået øjnene op for de negative konsekvenser af positive rettigheder på arbejdsmarkedet (du må godt blive sur nu, Raapil ;-)), så dette er sådan set bare en lille opsang om hverken at lade som om, at islam slet ikke spiller nogen rolle for optøjerne i Paris (selvom de ikke har noget med islams ‘essens’ at gøre efter min mening, da jeg ikke mener en sådan eksisterer), eller at påstå, at islam skulle være hovedårsagen. Muslimer fungerer fint og bidrager til samfundet i lande hvor de får lov af ‘systemet’, og de er gode til at drage nytte af de mere liberale strukturer i USA og Canada. I Paris er kombinationen af islam og social udstødelser på den anden side blevet særdeles giftig, og vil kun blive det endnu mere i fremtiden, i det de radikale (ingen lighed med det danske parti af samme navn i øvrigt) imamer vil bruge urolighederne til at sikre sig endnu mere magt over de ramte bydele – endda med officiel sanktion, som de eneste der kan ‘repræsentere’ og sikre ‘ro og orden’. Det er i hvert fald mit bud.

På den anden side skal man også passe på med at slå for stort islam-brød op over optøjerne, og jeg tror at et udtryk som Paris’ intifada er mere misvisende end hvad godt er (det er i hvert fald mit fromme håb). Bøllerne har lært mindst lige så meget af antiglobaliseringsaktivister, som af stenkastende palæstinensere – men bør da i øvrigt slås ned med hård hånd og ikke forhandles med. Jeg fik i hvert fald bekræftet på weekendens af Jyllands-Posten arrangerede konference om Ytringsfrihed og islam (der går for øvrigt rygter om at man kan se mit billede i avisen!), at nogle debattører er alt for villige til at komme med generelle konklusioner på meget specifikke eksempler – ingen nævnt ingen glemt. Man fortaber sig på den ene side i detaljer og mister det generelle billede, og på den anden side lader man detaljer udviske sig i en generel halvparanoid skyggeboksning med et spøgelsesagtigt Eurabia. Virkeligheden er for kompleks til at blive planlagt, det har altid været mit motto, og jeg har svært ved at se den store eurabiske masterplan bag de ellers nok så problematiske bilafbrændinger…

Bob Mould, Amager, 10. september 2005

Setliste (identisk) findes her.

1. The Act We Act

2. Good Idea

3. Changes

4. Circles

5. Paralyzed

6. I Am Vision, I Am Sound

7. Underneath Days

8. Hoover Dam

9. See a Little Light

10. High Fidelity

11. Hardly Getting Over It

12. Could You Be the One?

13. I Apologize

14. Chartered Trips

15. ?? (snippet of new song)

16. Best Thing

17. Celebrated Summer

First Encore:

18. Bleeding Heart the Prize

19. Egoverride

20. If I Can’t Change Your Mind

Second Encore:

21. Helpless

22. Makes No Sense at All

23. Man on the Moon

Bemærkninger:

Under “I Apologize” gik de gamle, garvede hængebugstykke punkfans med vigende tindinger og IT-briller – som til lejligheden havde fundet deres gamle Ramones-trøjer frem – AMOK i kammeratlig pogo – og sådan blev det bare ved og ved. Fantastisk stemning, der uden nostalgi og kun med glæde og uden vrede genoplivede rock’n’roll’punk’grunge… En meget ‘maskulin’ oplevelse, hævdede min ledsager (en pige). Bedst: En knitrende elektrisk version af “Hoover Dam”. Værst: en næsten uigenkendelig umelodisk “If I Can’t Change Your Mind”. 10 med pil opad, og alt i alt en utroligt glædelig oplevelse og et gensyn med en musiker, som har betydet meget for mig, og for mange, mange andre.

Bob Moulds notater om besøget til Danmark. Jeg husker at han smilede to gange under koncerten. Det er vist meget usædvanligt. Så han må have moret sig, selvom han startede lidt genert. Generelt i god form, selvom han stadig havde lidt mave, som kunne hvile på guitaren 😉

Anmeldelse af en lignende koncert på Bob Mould Band touren.