Måned: december 2005

Ugen der gik, 51-2005

Nå ja, så er det jul, og ugen har været travl med at nå de sidste ting før en god uges ferie skal køres igennem, muligvis med lidt Civilization…

Min blogging har primært orienteret sig omkring de to valg i Irak og Bolivia, hvor jeg har været et rigtigt brokkehoved i forhold til valgfusk og studehandler, og Morales’ fjollerier. Selvom jeg også godt kan se det positive i friheden til at stemme, og det at en indianer omsider bliver præsident i Bolivia. Men hvorfor føler man sig egentlig mest ansporet til at brokke sig på en weblog? Der var engang, hvor mit nytårsløfte var ‘ikke mere brok’. Det skal det måske være igen.

Netmæssigt har jeg læst en af de mange weblogbøger, der er dukket op i de sidste år, nemlig Biz Stone‘s Who Let The Blogs Out? Selvom det er en formidlingsmæssigt meget amerikansk bog (se bare titlen) med anekdoter og vittige asides, så giver Stone en god og letlæselig gennemgang af webloggens historie, et par gode tips til at gøre sin blog populær (skriv ofte), og kommer med et par interessant pointer om hvordan viden på nettet fungerer – faktisk lidt som en myrekoloni, hvis du skulle være i tvivl. En interessant bog han nævner er The Tipping Point af Malcom Gladwell, der undersøger, hvad der skal til, for at en begivenhed virkelig bliver til en begivenhed og ikke fuser ud. Den har jeg tænkt mig at læse, så måske mere om den senere.

Takket være Biz Stones‘ bog fik jeg også lyst til at tjekke nogle af de mere klassiske blogs ud, som hans egen blog, Jason Kottke, Evan Williams, Instapundit, Jennifer Garret, Heather Armstrong, Scripting News og Boing Boing. En del af dem kendte jeg i forvejen, men de er værd at kigge nærmere på.

Og så de positive sider…

Men før der går selsving i de negative vibrationer omkring shia-ekstremisters dominans i det irakiske parlament, så er der også stor grund til at glæde sig over valget i Irak. Fx det store fremmøde af almindelige irakere, som faktisk virkelig ser ud til at have taget tanken om demokrati og fredelig politisk afgørelse af konflikterne til sig. Vi håber det bedste for dem, og regner med, at dette er en bevægelse, der i sidste ende ikke lader sig stoppe, uanset hvor meget ayatollah-folkene vil ønske at lade denne afstemning blive den sidste (fordi det naturligvis kun er nødvendigt at vælge guds parti én gang). Tjeck i hvert fald Michael Yons blog med mange gode billeder, og husk også feststemningen i Bella Centret:

Brian Berg
(Foto af Brian Berg)
—
Til slut lige en bredside disrespekt til kommunisterne hos Kommiteen For Et Baath-kontrolleret Irak. Magen til menneskeforagt skal man lede længe efter.

Four More Years…

Mere om valget i Irak hos Talisman Gate:

The Shia community did not vote as a confident majority of the population: they followed the voting pattern of a ghettoized minority still scarred from many years of dictatorship. Rather than think for themselves and exercise their individual right to choose, they have abdicated this responsibility in favor of their behemoth communal shepherd: Grand Ayatollah Ali Sistani.

And the Iran-leaning Shia Islamists running on the United Iraqi Alliance list seized the day, and did some very irreligious things such as lying, cheating, bullying, stealing and probably violating a couple more commandments in their drive to grab the majority of seats in the new parliament just in case Sistani’s hint and wink didn’t do the trick.

(…)

Iran’s mullahs, who are increasingly getting belligerent across the board, pulled off a coup in Baghdad right under the very noses of the United States. But will Iraq’s triumphant mullahs, who fought tooth and nail to nail this vote, allow free and unfettered elections in four years? Will they be wise enough to realize that there is more to running a state than penning ringing sermons and folding a turban? Will they extend a hand to political rivals with the managerial wherewithal to do something about this mess of a government? Will the Sunni leaders deliver some compromises and actually lead their community to a civil peace, or will they cower in the face of brash Ba’athists who are still intoxicated by the prospects of returning to power through violence and may even be toying with civil war as a conduit? Will the Iranians come to their senses and realize that what doesn’t work for Iran will probably not work for a far more complicated and nuanced society like Iraq’s?

Om fire år kan vi se, hvordan det hele gik: katastrofe eller demokrati. Det er lang tid at vente for en blogger, der er vant til instant gratification.

Talisman Gate og dets søstersite (The Other) Talisman Gate er for øvrigt spændende læsning for enhver Irak-interesseret. Nibras Kazimi, der er iraker og forsker ved Hudson Institute bringer her sine klummer fra New York Sun og andre perspektiver og betragtninger.

Studehandler

Mere om valget i Irak: Iraq The Model rapporterer om en Bagdad-for-Kirkuk handel mellem kurdiske politikere og UIA. Kirkuk er en meget vigtig by på grænsen til Kurdistan, men byen er etnisk delt og det er centralt for kurderne at kunne hævde kontrollen over de nærliggende oliefelter, for at kunne skabe et selvstændigt Kurdistan. De kurdiske partier har da også fået de tilstrækkelige 51% af stemmerne i Kirkuk, bl.a. fordi de få dage før valget pludeslig kunne skrive 200.000 nye kurdere på listerne over stemmeberettigede. Stemmelisterne bygger som bekendt på de gamle rationeringskort og er derfor forældede, men et pludseligt boost på 200.000 virker nu alligevel påfaldende belejligt. Men den ene hånd vasker den anden, og brokker kurderne sig ikke over valget i Bagdad, der har givet uforholdsmæssigt høje stemmetal til UIA, så brokker shiaerne sig nok ikke over at Kirkuk går til kurderne.

Så here’s the deal ifølge Mohammed:

I’m afraid the Baghdad-for-Kirkuk deal is done now and there’s nothing I can think of to reverse the new reality which was forced via a democratic practice. Right now we’re in facing a big crisis that leaves us before two possibilities; either the Sunni agree to be part of the government and we get a parliament with 200 Islamist members (Sunni and She’at) in the face of 75 secular members, 50 of them are Kurds who won’t care much about this parliament or the rest of the country since they have their own parliament and government in Kurdistan (which is going to include Kirkuk in the near future of course).

Lyse fremtidsudsigter for Irak, det må man sige. Men bemærk, at UIA før valget ikke var projicerede til at få mere end 70-90 mandater, men har altså via en handel med kurderne (muligvis, dette er spekulation) tiltusket sig over halvdelen af de samlede pladser i parlamentet, primært på bekostning af de sekulære shia og sunni-partier.

Mohammed konkluderer:

All they wanted and all they knew they were able to get was 33% of the seats which can give them the veto right in the parliament but the Baghdad-for-Kirkuk deal with the Kurds allowed both of them to get the at least the 51% majority, each in his region of interest.

Sådan står resultatet, tilsyneladende. Men hvor meget er demokratiets vilkår, og hvor meget skyldes mere luskede procedurer?

Fejlciteret eller idiot?

Det starter godt for Evo Morales, Bolivias nyvalgte præsident. Første dag på jobbet siger han til Al-Jazeera: “Den eneste terrorist, jeg kender, er Bush”. Det bliver de sikkert glade for at høre i Washington, og det er lige det der skal til for at åbne for en god, konstruktiv dialog. Det var også Morales der i valgkampen gjode sig selv til eksponent for en god, demokratisk dialog ved simpelthen at nægte at debattere med sin modstander Quiroga, angiveligt fordi han var en ‘neoliberal‘, og sådan én behøver man naturligvis ikke veksle ord med.

En talsmand for Morales hævder dog, at han blev fejlciteret. Begge dele er lige sandsynlige hvis man kender Morales og Al-Jazeera.

Spøgelser på Kronborg

Det er ikke kun i julekalendre, Holger Danske går igen. Nu spøger det også i restauranten (eller “retteranten” som Dusk & Bomholt ville sige). Men bare rolig: Der er en clairvoyant på sagen:

Ifølge restaurantchefen og de ansatte hersker der ingen tvivl om de ubudne gæster, efter der siden åbningen i foråret har fundet en række mærkværdige hændelser sted.

Der skulle være flere rum i forbindelse med restauranten, hvor personalet føler sig begloet. Og i et af rummene er der en så ubehagelig stemning, at der ikke er nogen, der har lyst til at opholde sig i dem.

Restaurantchef Christina Gotthard har for eksempel også mistet en stor stak papirer fra sit skrivebord – der på uforklarlig vis dukkede op igen. Derudover har der hængt en dunst af døde mennesker over stedet, siger et par af de ansatte.

Uha!