Djævelens Advokat imod månen!

Onsdag den 1. marts 2006 går Djævelens Advokat i luften. Siden slutningen af december har jeg og Jacob Mchangama arbejdet målrettet på at få et seriøst dansk debat-podcast op at stå. Og det er hermed lykkedes! Jeg håber meget, I har lyst til at lytte med. I kan læse meget mere om programmet på hjemmesiden www.devilsadvocate.dk (lige nu videresendes du til en anden side, men målet er at få det hele ind under devilsadvocate.dk med tiden).

Pressemeddelelse fra Djævelens Advokat.

Mere kompromis, der ikke er et kompromis

Vi har et eksempel på dette her fra dagens Politiken: Egypten gav mulighed for ‘forsoning’:

»Vi forventer ikke, at noget land vil tage strafferetslige eller disciplinære skridt mod en avis(…)«, skrev den egyptiske udenrigsminister i brevet til alle FN’s medlemslande og fortsatte:

»Alligevel havde vi (…) forventet en officiel dansk erklæring, der ville understrege behovet for og endda forpligtelsen til at respektere alle religioner og afstå fra at krænke deres tilhængere, for at forhindre en eskalering, der kunne få alvorlige og vidtrækkende konsekvenser«.

Det viser jo igen, at man ikke har forstået, hvordan ytringsfriheden fungerer, og man derfor ikke kan mødes på halvvejen. Man vil ikke have retslige indgreb, men ‘eklæringer’ fra regeringerne om at man i fremtiden vil ‘afstå’ fra provokationer. Men en sådan erklæring er i et vestligt land fuldstændigt meningsløs, hvis den ikke følges op af lovgivning på området.

Eller sagt på en anden måde: Forestiller man sig virkelig fra egyptisk side, at en sådan erklæring ville ændre noget som helst på, hvad dansk presse bringer af karikaturer? Næppe, men den ville derimod være første skridt på vejen imod en indskærpning af lovgivningen. Og her må man igen spørge: til gengæld for hvad?

Ja, til gengæld for hvad, det kommer her:

Ahmed Aboul Gheit siger også, at han flere gange telefonisk advarede udenrigsminister Per Stig Møller (K) kort tid efter Foghs afvisning af ambassadørmødet:

»Jeg sagde, at vi nærmede os noget, der var meget farligt. Sagen havde et indhold, der kunne få alvorlige konsekvenser«.

Fra samme artikel: Jeppe Kofod springer i med begge ben:

»Jeg synes, at brevet taler for sig selv. Det står sort på hvidt, at Egypten ikke ønsker retlig indgriben, men respekt for menneskers religion. Jeg spekulerer på, om der er flere breve og andre ting, der er relevante«, siger Socialdemokraternes udenrigspolitiske ordfører, Jeppe Kofod.

Respekt for andres religion, men uden indgreb. Hvad forestiller manden sig egentlig helt præcist?

Den østrigske statsminister

Hvis man var blandt de få heldige, der drak 20 cl Long Island Ice Teas til dette her arrangement, så kunne man gå hjem som den lykkelige ejer af Vera og Benefica, forfattet af vor egen kære statsminister Anders Fogh Rasmussen i 1996. Nej, titlen har ikke noget at gøre med en portugisisk fodboldklub, men er derimod noget så sjældent, som en filosofisk dialog i den (fup)-sokratiske tradition (fup, fordi der aldrig er tale om nogen reel dialog), om økonomiske sandheder og usandheder. Den ene part, Benefica (Nytten), repræsenterer politikeren, der gerne vil gøre det så godt, så godt for alle, fx ved at foretage offentlige investeringer i det ene og det andet, mens Vera (Sandheden) er den tørre irettesætter, der fortæller politikeren hvad han kan, og især hvad han ikke kan (dvs. stort set ikke andet end at holde valutaen stabil og befolkningen sikker).

Inspirationen kommer dels fra den franske økonom Frederic Bastiat, hvis Det Man Ser Og Det Man Ikke Ser er en af klassikerne i den liberale økonomiske tradition, der efterhånden er blevet benævnt Den Østrigske Skole, og dels fra (‘østrigske’) Henry Hazlitts “Economics In One Lesson” (der plejede at være online, men nu kan jeg ikke finde den). Begge er læseværdige klassikere, og Foghs version er en letfattelig introduktion til nogle økonomiske problemstillinger, der er værd at holde sig for øje, når folkene inde på Borgen gerne vil gøre det så godt, så godt for os.

Og så kan man jo trække lidt på smilebåndet over, at manden, der skrev “Vera og Benefica” og “Fra socialstat til Minimalstat” i dag er varetager No. 1 for den danske Maksimalstat. Eller fælde en tåre, alt efter temperament.

Et mærkeligt kompromis

For nogle minutter siden hørte jeg et interview med Uffe Østergaard i P1s Oritentering om den tyrkiske regerings håb om at kunne agerer mediator i konflikten mellem Danmark/Vesten og den muslimske verden om de der tegninger I ved nok. Konflikten står jo som bekendt om grænserne for ytringsfrihed, og speakeren forberedte allerede før interviewet bedrevidende lytteren på, at – som det jo sig hør og bør i et kompromis – begge parter måtte være beredte på at give sig.

Det lyder jo rigtigt, at man må give sig, hvis man altså vil indgå et kompromis. So far so good. Det mærkelige kom imidlertid, da Østergaard i slutningen af interviewet konkluderede, at for Vestens vedkommende måtte kompromiset bestå i, at man indrømmede, at ytringsfriheden ikke indeholder retten til at håne og latterliggøre. Det underlige var her, at han aldrig stipulerede, hvad den muslimske verdens bidrag til kompromiset skulle være. Hvis man i Vesten indrømmer, at ytringsfriheden ikke indeholder retten til at håne, så er man vel netop gået ind på de muslimske betingelser? Så er der jo ikke tale om noget kompromis, men derimod bare tale om en indrømmelse. Det kan man jo naturligvis også godt, men så skal man lade være med at pynte det med kompromisets fine blomster.

For det er jo godt nok et mærkeligt kompromis, hr. Østergaard vil have os til at gå ind på – vi indskrænker ytringsfriheden, til gengæld for… hvad? At vores ambassader ikke bliver brændt af? At der ikke udsendes mordtrusler mod bladtegnere? At danskere overalt i den muslimske verden ikke længere er potentielle ofre for gidseltagninger? Hvad er det vi får til gengæld for at indskrænke vores ytringsfrihed? Denne her deal stipulerer jo netop, hvad konflikten handler om: frihed overfor trusler om vold. Ret ind, eller du får bank. Er det også et ‘kompromis’, når jeg lover skolegårdens bølle, at jeg ikke vil nærme mig hans skygge til gengæld for ikke at blive spyttet i hovedet?

Hvad Uffe Østergaard åbenbart slet ikke vil indse er, at der ikke kan være tale om noget kompromis når det drejer sig om ytringsfrihed i den her forstand. Grunden er, at ytringsfrihedens grænser defineres ved domstolene, og de kan ikke bruge halvbagte hensigtserklæringer til noget. Enten må man tegne en karikaturtegning af profeten Muhammed, eller også må man ikke. Der kan ikke være tale om at man godt må tegne lidt, men alligevel ikke rigtig må. “Kun til skægget, tak”. Det er enten eller. Derfor er al den snak om et kompromis og Den Store Dialog også misforstået: Naturligvis kan man sætte sig sammen og klarlægge sine synspunkter på en fornuftig og ikke-voldelig måde. Men tanken om, at man kan mødes på halvvejen holder ikke. I denne sag er det enten-eller.

Ud af skabet

Det kan godt være, at de vrider hænderne inde på Christiansborg og Asiatisk Plads for at finde en grimasse, der kan passe, og at vi i de næste år må finde os i at være på psykopaternes dødsliste (lige under Israel), men egentlig synes jeg der er kommet et par ganske positive udslag af hele Muhammed-kontroversen – og et par ret negative. Lad os lige kigge på dem:

1) De gode først: Der er kommet hul på bylden. Flere kommentatorer har påpeget, at denne konfrontation med nødvendighed ville opstå før eller siden, og havde det ikke været Muhammed-tegningerne, havde det været noget andet. Det handler om sammenstødet mellem to uforenlige holdninger til religion. Den ene er moderne og individbaseret og siger, at religion i et samfund med mange verdensopfattelser nødvendigvis må være en privat sag, og at man derfor ikke i offentligheden kan være beskyttet imod kritik eller latterliggørelse, selvom man naturligvis kan gøre sit for at opfordre til respekt, og i øvrigt kan gøre hvad man vil på egne præmisser og ejendom. Den anden er traditionalistisk-religiøs (og desværre muligvis postmoderne, hvilket vi vender tilbage til) og handler om, at nogle dogmer ikke er til diskussion, og det vigtigste er at sikre, at de heller ikke bliver diskuteret, kritiseret eller latterliggjort. En sådan holdning må nødvendigvis før eller siden konflikte med den moderne holdning, fordi der vil blive bragt udsagn til torvs, som den traditionalistiske holdning ikke kan acceptere. Bemærk, at der findes muslimer på begge sider af splittelsen, ligesom der findes kristne og ateister på begge sider.

Splittelsen har i øvrigt rod i oplysningstidens kamp for det frie ord, der bunder i den antagelse, at vi ikke selv kan vide, at vi har ret, og vi derfor har brug for at blive konfronteret med modsatte holdninger, hvis vi skal finde en form for sandhed, fx om det gode liv eller det gode samfund. Det handler ikke om, at alt kritikløst skal latterliggøres, men om at ingen dogmer, hverken religiøse, politiske eller kulturelle, i sig selv igennem følelsesbetonede besværgelser kan kvalficere til sandhed. Der må argumenter på bordet, kort og godt. Denne debat har kørt i den vestlige verden i godt 300 år, og nu er den også kommet til Mellemøsten. Det er kun godt og nødvendigt, selvom udfaldet ikke er givet. Det er derfor det er vigtigt at stå fast nu.

2) Det muslimske samfund i Danmark er omsider trådt i karakter som en ligeværdig partner i den offentlige debat. Imamerne er endelig begyndt at tage bladet fra munden og sige hvad de mener: nemlig at frihed ikke er forenelig med deres religiøse dogmer, og friheden derfor bør ofres i integrationens navn – ellers bliver der ballade. Det vidste vi jo egentlig godt i forvejen, at nogle af dem mente, men det er godt, at de endelig siger det on the record, selvom der i nogle tilfælde har skullet afsløres et par dobbeltspil. Abu Laban er en slyngel, men det er godt, at han er blevet klædt af til skindet i al offentlighed som den hadefulde dobbeltspiller og diktaturtilhænger, han er. Hjemlige og udenlandske imamers reaktioner viser med al tydelighed, at tegningerne i Jyllands-Posten bestemt ikke var ubegrundede: Der er faktisk mennesker rundt omkring i verden, som vil slå dig ihjel for at tegne profeten Muhammed. Det er et problem, men det er ikke nødvendigvis et problem for muslimer som sådan.

For hvad der er mindst lige så positivt er, at mange danske muslimer er begyndt at sige fra. Her tænker jeg naturligvis først og fremmest på Naser Khaders netværk “Demokratiske muslimer”, men egentlig også på de mange muslimer, som har håndteret situationen fredeligt uden at kræve bål og brand og love og indgreb for at beskytte deres følelser. Ganske vist har en del følt sig krænkede over tegningerne, ikke mindst fordi de kom fra Jyllands-Postens hånd, der sandt for dyden ikke har holdt fingrene imellem og været flittig til at bringe overgeneraliseringer og dæmoniseringer til torvs. Men man har valgt at lufte sin uenighed på demokratisk vis, fx gennem demonstrationer, læserbreve m.m. Så længe utilfredsheden ikke bliver fulgt op af krav om ny lovgivning og særlig respekt for muslimer, så er der ingen grund til at være alarmeret over at muslimer indtræder – moderne – i den demoratiske debat og siger, hvad de mener, fx anmoder om respekt for deres religion eller for at påpege, at tegningernes generaliseringer (for dem at se) er uretfærdige. Dybest set kan man sige, at så længe man har denne reaktion, så kan man i grunden springe op og falde ned på tegningerne, få det overstået og komme videre.

Det store spørgsmål er så: hvor mange er der i den første gruppe, og hvor mange er der i den anden? Det er jo helt uvist, men selvom nationer og grupperinger som Iran, Syrien, Saudi Arabien, Taleban, Hamas, Hizbollah og kohorter dominerer billedet i mange dele af verden, så er mit bud at langt den overvejende del af muslimerne i Danmark tilhører den sidste gruppe. Det er netop nu – mere end nogensinde – tiden til ikke at generalisere og til at lytte nøje efter, hvad folk rent faktisk siger, og ikke hvad man tror de siger. Muslimer er ikke en homogen gruppe, de har aldrig været det, og de bliver det heller aldrig, nogle af dem er troende, nogle af dem ikke, nogle tror på én måde og nogle tror på en anden. Lyt nu til hvad de siger – og støt i øvrigt dem af dem, vi kan leve sammen med. Fronterne bliver trukket stadigt skarpere op, også i den muslimske verden. Det er vigtigt at vi får så mange som muligt med på vores side.

3) Og her er det faktisk, at den største skuffelse i sagen er kommet for mig, nemlig i de hysteriske generaliseringer fra folk der har travlt med at sige “undskyld” og som vil beskytte religion imod angreb ved at give den særstatus, ved at klæde den i “respekt” og “forståelse”. Det gælder – desværre – især dem der burde være de første til at forsvare retten til at krænke, nemlig intelligentsiaen, men det skyldes nok, at den i løbet af 70’erne forvandlede sig fra at være den kritiske offentligheds højborg til at være et snævertsynet kleresi for de rigtige meninger. Jeg ved godt, at vi har en blasfemiparagraf og en racismeparagraf her i landet, men i praksis er begge en krænkelse af ytringsfriheden, og i stedet for at gå den forkerte vej, som en mand som Jakob Erle og kræve indgreb imod blasfemi, burde man gå den anden vej og kræve paragraffen afskaffet, da den er helt uforenelig med et frit samfund. Der er ingen som helst grund til, at religion skulle have en særstatus blandt menneskelige ytringer og livsopfattelser, og religion må kunne kritiseres på samme måde som politik – fordi religion dybest set for de fleste mennesker er politik, fordi religion handler om værdier. Denne holdning, der ønsker at beskytte religion fra kritik, er faktisk særlig farlig, fordi den kommer fra mennesker, der i modsætning til Taleban og Hizbollah virkelig har magt over os: nemlig fra dele af de danske politikere, fra meningsdannere fra dele af EU, men også fra Storbritiannien og USA, hvor man har en lang tradition for fredning af religionskritik i multikulturalismens navn.

At man forestiller sig, at religion på en eller anden måde kan have en særstatus og man samtidigt kan bevare et frit samfund, forudsætter faktisk et helt igennem privat (og moderne) syn på religion, der vender det blinde øje til de åbenlyse konflikter der ligger i, at alle religioner vil kræve respekt for lige netop deres tabuer og særlige forestillinger. De må nødvendigvis konflikte, så længe en religion kræver at have nogen som helst relevans for samfundslivet, og det gør religioner jo: de vejleder om det rigtige liv. Man håber måske på at dæmpe gemytterne ved at lovgive om forbud imod kritik af religion, sådan som Tony Blair gerne ville, men i længden udsætter man kun konflikten. Religion bliver udsat for kritik, fordi religion ligesom alle andre livsopfattelser, har brug for at blive kritiseret. Den dag alle religioner har som deres første forudsætning “Du har ikke ret til at påtvinge andre dine religiøse forestillinger” kan religionen måske fredes. Men ikke før.

Det er her undskyld-folkenes svigt er så enormt. De ser ikke, at den frihed vi har opnået i den vestelige verden er opstået på trods af og i konflikt med religiøse og traditionelle værdier, altså med kristendommen. Dette opgør ville de religiøse skam meget gerne have haft sig frabedt, og hvis kritikerne havde insisteret på ikke at “krænke” nogen, så var vi aldrig kommet nogen vegne. Folk kan blive krænkede over hvad som helst. Det fritager dem ikke fra kritik – tværtimod. Og hvad der i virkeligheden er endnu mere skuffende, er undskyld-folkets ærligt talt nedladende og racistiske holdning til muslimer, som man behandler som små børn, man skal tale efter munden og give lørdagsslik for at få fred. Man spiller fuldstændig ukritisk med på en narrehat som Labans påstande om at man nu har krænket en femtedel af menneskeheden, og er i dødelig konflikt med “muslimerne” som alle som én er “meget vrede og kede af det”. Det da generalisering der vil noget, og den hvide mands byrde er så her at forstå de små negres sære vaner, og ikke sparke til totempælen i landsbyen, når man kommer for at sælge dem glasperler. I stedet burde man vise muslimerne virkelig respekt ved at turde kritisere det i Islam, som skal kritiseres – og det er altså stadig ganske meget. Ikke mindst en fremtrædende tendens til at kræve død og ødelæggelse over alle, man ikke bryder sig om.

Vi har at gøre med to faktorer her: snævertsynet hos den internationaliserede del af danskerne, der nu ærger sig over, at de ikke får skulderklap overalt i verden, når de kommer fra søde lille Danmark. Man vil gerne se sig selv som elsket af alle, og det kan man jo ikke når Jyllands-Posten gør i nælderne. Det skal stoppes, så vi igen kan komme ud med hjælp og godhed til den nødlidende og tilbagestående verden, der har så hårdt brug for sunde, danske, respektfulde og tolerante værdier – eller sælge dem en masse ost. Det er naturligvis synd for dem, men egentlig burde de jo rette vreden imod de fjolser, der insisterer på at gøre Jyllands-Posten til Danmark. Vi har at gøre med en udvidet version af Stockholmsyndromet, hvor man insisterer på, at fejlen ikke ligger hos dem, der vil slå dig ihjel, hvis de ikke får deres vilje, men sikkert hos en selv, fordi man sendte dem et skævt blik. Her må man stå fast og sige “rend og hop”, og ikke blotte halsen som en anden kujon.

Så mange var ordene. Husk, at jeg intet ved om den danske debat og alt her derfor er fiktion. Jeg har nemlig været i udlandet og set Danmark udefra.

Respekt!

Det var en mærkelig oplevelse at sidde på et hotelværelse i Eilat og se Dannebrog blive brændt af. Internetforbindelsen var dårlig og de danske mediers dækning så overvældende, at vi valgte helt at lade CNNs ankermænd udvælge det relevante for os. Selv på så lang afstand så det ikke godt ud. Muhammed-tegningerne, “those cartoons we told you about”, var headline næsten hver dag, i den stadig mere groteske sag, der bl.a. førte til, at vi måtte aflyse en tur til Petra i Jordan, af frygt for at ende som skrækslagent gidsel på Al-Jazeera, der med bævende stemme anmoder Fogh om at knægte ytringsfriheden. Den angstfornemmelse kunne man jo godt blive vred over, og jeg skal da ærlig indrømme, at på et tidspunkt var jeg klar til at gribe røret og ringe til Pia K og sige “count me in”, da hun virkede som den eneste, der ikke havde tralvt med at falde over egne ben for at sige undskyld. Men det gjorde jeg naturligvis ikke, for frihed er mere end ytringsfrihed, og DFs holdning på alle andre punkter huer mig ikke.

Man fik jo lyst til at skrive et essay om, hvad der er gået helt, helt galt i den danske debat, hvor man åbenbart mener, at ytringsfriheden ikke inkluderer retten til at ‘krænke’ nogen, dvs. gøre nogen vrede. Det gør den naturligvis, og heldigvis ser jeg i dag, at Frederik Stjernfelt allerede har skrevet mit essay for mig. Det er meget bedre end noget, jeg selv kunne have skrevet. Det hedder Tolerance og respekt er ikke det samme.