Fra Gutenberg til Movable Type

Endnu en grund til at købe The Economist: I denne uge er der en stor survey om new media, heriblandt weblogs, podcasts og meget mere.

Last November, the Pew Internet & American Life Project found that 57% of American teenagers create content for the internet—from text to pictures, music and video. In this new-media culture, says Paul Saffo, a director at the Institute for the Future in California, people no longer passively “consume” media (and thus advertising, its main revenue source) but actively participate in them, which usually means creating content, in whatever form and on whatever scale.

(…)

This has profound implications for traditional business models in the media industry, which are based on aggregating large passive audiences and holding them captive during advertising interruptions. In the new-media era, audiences will occasionally be large, but often small, and usually tiny. Instead of a few large capital-rich media giants competing with one another for these audiences, it will be small firms and individuals competing or, more often, collaborating. Some will be making money from the content they create; others will not and will not mind, because they have other motives. “People creating stuff to build their own reputations” are at one end of this spectrum, says Philip Evans at Boston Consulting Group, and one-man superbrands such as Steven Spielberg at the other.

All Hail The Economist

Jeg kan faktisk ikke rigtig få armene ned, efter jeg har investeret i et abonnement på The Economist. Bladet kommer hver lørdag med posten og er simpelthen smækfyldt med interessante artikler med overraskende vinkler og lødige analyser. The Economist har en klar liberal agenda, der går helt tilbage til 1843, hvor det første gang udkom, men linjen er 3/4 fakta og 1/4 kommentar. Næsten endnu bedre får man med et abonnement (der ikke behøver koste meget mere end 700 kr hos Nordic Subscriptions) adgang til den fulde database på nettet, hvor der også findes nyhedsopdateringer, og forskellige lande-oversigter. Det er simpelthen fremragende, velskrevet og frem for alt lødigt og informativt.

I det nyeste nummer er der fx en interessant artikel om den kommende deling af Jerusalem, hvis Olmerts delingsplan står til troende. En plan der desværre næppe på trods af sin defintive karakter vil være sidste skud i den sag. Der er også en analyse af Europas sorte uge med et uafgjort valg i Italien og politisk impotens i Frankrig (der krydres med en ironisk forside i den europæiske udgave, af et Bosch-maleri af europæiske munke, der steger i deres eget fedt). Glædelig var også en god analyse af sydamerikansk politik, hvor den tilsyneladende venstredrejning karakteriseres som populismens genkomst – eller hvordan der er mere Mussolini end Marx i folk som Chavez, Morales og Humala. På trods af sin polemiske titel er det dog en helt igennem reel analyse, der drager gode sammenligninger mellem sydamerikanske statsfædre som Peron og Paz Estenssoro (Bolivia) og nutidens politikere. Den afsluttende svada er værd at citere:

One big reason for populism’s persistence is the extreme inequality in the region. That reduces the appeal of incremental reform and increases that of messianic leaders who promise a new world. Yet populism has done little to reduce income inequality.

A second driver of populism has been Latin America’s wealth of natural resources. Many Latin Americans believe that their countries are rich, whereas in truth they are not. Populists blame poverty on corruption, on a grasping oligarchy or, nowadays, on multinational oil or mining companies. That often plays well at the ballot box. But it is a misdiagnosis. Countries develop through a mixture of the right policies and the right institutions. Whatever their past achievements, the populists are leading Latin America down a blind alley.

Se så at få tegnet det abonnement!

Markedsfejl eller regeringsfejl?

I det sidste stykke tid har der været en del historier om gammelt kød, som forskellige firmaer opbevarer i årevis, sandsynligvis med henblik på at sælge det igen med falsk dato, eller til skumle restaurationer og pizzarier, der ikke spørger hvor kødet kommer fra. Umiddelbart virker det til at være et klassisk eksempel på markedsfejl: Der er profit at score ved at sælge dårligt og gammelt kød, som om det var godt og nyt kød. Lars Barfoed står til afklapsning, og oveni virker det indlysende, at nedskæringerne i Fødevarestyrelsen var en dårlig idé. Flere penge, mere kontrol er kodeordet for de fleste kommentatorer. De onde kapitalister skal ikke slippe af sted med at sælge dårligt kød!

Det er selvfølgelig klart, at det er helt vildt ulækkert med gammelt kød i køledisken eller på en nr. 3 fra Pizza Bambino. Men det er også klart, at Fødevarestyrelsen faktisk ikke har været i stand til at forhindre ulækkerierne. Heller ikke før nedskæringerne, da en del af kødet er ret gammelt – og der under alle omstændigheder har været lignende historier før. Grunden er naturligvis, at Fødevarestyrelsen ikke har nogen direkte interesse i at sikre forbrugerne godt kød, for som man ser: Jo dårligere resultater, jo flere bevillinger har man krav på. Det er det man kan kalde regeringsfejl.

Tværtimod må man konstatere, at den statslige kontrol har givet forbrugerne en falsk sikkerhed, der bygger på luftkasteller og fine smiley-klistermærker. Og hvad værre er, har kontrollen også givet kødgrossiterne et alibi til at fuske. De kan dække sig ind under, at ‘kontrollen er i orden’ og ‘det sørger staten for’, og så kan de jo bare håbe på, at de ikke bliver opdaget. Der er med andre ord ikke noget stort incitament for den enkelte grossist til at smide gammelt kød væk, med mindre man taler om en meget drastisk forøgelse af kontrollen og meget højere bøder.

Man kan naturligvis komme en del af vejen med hårdere straffe og mere kontrol (med de omkostningsforøgelser der vil være for den almindelige skatteborger og kødkøber), men måske ville det være smartere at sørge for, at den enkelte kødgrossist faktisk har et incitament til at have orden i tingene. Dette kunne gøres ved, at kødbranchen selv organiserede en mærkeordning, der angiver at kødet er i orden – det vil give forbrugeren en bedre sikkerhed og give det enkelte supermarked eller restaurant et incitament til at tilslutte sig ordningen. Mange forbrugere vil givetvis efterspørge en sådan ordning. Jeg ville i hvert fald.

Som det er nu, hvor kontrollen er obligatorisk og betales over skattebilletten, har kødgrossisten kun incitament til at snyde, ikke til at opføre sig ordentligt. Den provokerende løsning kunne derfor være at privatisere Fødevarestyrelsen og gøre den til en frivillig service, man kunne tilmelde sig – og betale for – som kødgrossist, restauratør m.m. Det vil også gøre det lettere for den enkelte borger at straffe de producenter, som har gammelt kød, i stedet for som nu hvor man blot kan håbe på, at staten har orden i sagerne. Det har den jo desværre sjældent, selvom smileyerne selvfølgelig er sjove at se på.

En murstensvilla for en rød papirclips?

Eller: Hvordan man kan bytte sig til et hus, når man kun har en rød papirclips.

Hvordan kan det fungere? Kan det virkelig passe, at man kan gå fra en papirclip til et hus, bare man bytter mange gange med de rigtige mennesker? Grunden er såmænd bare, at der aldrig frivilligt bliver indgået en byttehandel, uden den stiller begge parter bedre end de var før handlen. En fundamental lektie i markedsøkonomi og værdien af mellemhandlere – og oplevelsesøkonomi.

Sikke et lederskab!

Det er et fantastisk nyt, pragmatisk og fredsindstillet lederskab, palæstinenserne har valgt sig med overvældende flertal. I dag myrdede en selvmordterrorist mindst 9 mennesker ved en busstation i Tel Aviv. Det på dagen, hvor det israelske parlament genåbner efter valget, som har givet Olmert et usikkert flertal for sin grænsedragningsplan, og angrbeet må ses som en klar hilsen fra Islamisk Jihad til den nye, israelske regering om, at der ikke bliver fred og at krigen fortsætter. Her burde et fornuftigt palæstinensisk lederskab skride stærkt ind og markere, at skal der være en sidste chance for en gensidig fred, så bør der skrides hårdt ind overfor terrorangreb og åbnes for forhandling. Hamas’ svar?

Sami Abu Zuhri, Hamas’s official spokesman, said the attack was an act of “self-defence” which he said was a reaction to “the continued Israeli crimes against our people”.

“The Israeli occupation bears responsibility for the continuation of its aggression. Our people are in a state of self-defence and they have every right to use all means to defend themselves,” he said.

Hamas interior ministry spokesman Khaled Abu Helal also said the bombing was a legitimate response to Israeli “aggression”.

“This operation … is a direct result of the policy of the occupation and the brutal aggression and siege committed against our people,” he said.

Meanwhile, Moussa abu Marzouk, a Hamas leader in Syria, told Al Jazeera that “the Israeli side must feel what the Palestinian feels”.

“The Palestinian defends himself as much as he can,” he said.

Superpragmatisk lederskab af første klasse! Nu MÅ israelerne da komme til forhandlingsbordet! Vi må have EU til at lægge pres på de krigslystne israelere…

Nyt fra Tællepråsen!

Af NEFA 

Ja, NEFA er vendt tilbage fra sygesengen (beretning følger senere), og er ved godt mod. Der er så mange vigtige ting at tage fat på! Men først vil jeg lige henvise til et meget vigtigt fremskridt, et vigtigt dokument som NEFA har været medforfatter på, og som gør et stort stykke arbejde for at tilpasse sproget til virkeligheden. Ja, den kære læser vil sikkert hurtigt genkende det som ‘et rigtigt Tælleprås-projekt’. Du kan læse om det her.

Kender du ikke Tællepråsen. Læs vores artikler her.

G-mail anyone?

Jeg har 98 ledige invitationer til googles fremragende emailsystem gmail. Hvis du er interesseret så skriv dig på med din email i kommentarfeltet.

Aprilsnar!

Torben Sangild har været med til at samle en række af de danske aprilsnarre til en stor artikel på Wikipedia. Det er en rigtig god idé, som er en oplagt brug af wiki-mediets potentiale. Skriv til Torben, hvis du har en, han ikke er opmærksom på. Også ældre aprilsnarre vil det godt at få ind i listen.

Aprilsnarre er specielt morsomme og interessante, fordi de ideelt set kan sige en del om, hvor samfundet står lige nu: Hvad er for langt ude til at være rigtigt? Hvad er helt urimeligt og usandsynligt? Og hvad frygter vi alligevel kunne være sandt? Privatisering af Copenhagen Business School eller at Uffe-Ellemann springer ud som muslim?

Friske abekatte!

Der er en ny udsendelse i Djævelens Advokat på plakaten. Denne gang havde vi fornøjelsen af at have MF for DF, Jesper Langballe, i studiet til en snak om kulturkamp, velfærdsstat og behandlersamfundets åndløshed – og naturligvis noget med indvandring, selvom det ikke var på programmet. En livlig omgang. HUSK at RSS-feedet virker igen, så brug det endelig. Det er noget sjovere end selv at skulle downloade.