Getting Story Structure Structurized

screenstyle_1896_6130420

Introducing the new category: Storyware. Storyware is a computer programme that can help the storyteller keep track of his story and fuel his creativity. I’ve tried a few, but not with the results I wanted. Either the programs were too open-ended and unstructurized to be of use, or they were to tightly constrained by specific ideas about how stories are told. Some structural elements are needed, like character templates, act structures and conflict overviews. But at the same time I need to be able to modify the structures.

Not all stories have three acts. Not all stories have one main character and one opposing character. Sometimes I want to use Christopher Voglers 12-step structure, and sometimes I want to use Robert McKee. I need a program that will let me do both, or will let me organise my own structure based on my own idiosyncratic ideas (I am, for example, somewhat addicted to the “Point Of No Return” midpoint and need to be able to use it, even though it contradicts some three-act theories).

But up until now, I really haven’t found the program to help me do all that. I expect all that to change, after I’ve bought Power Structure to help me organize my stories. It seems at once structured with a lot of ‘questions’ (forms to fill) to fuel the creativity, but at the same time it will let me do things my way, and even lets me define my own terminology. I’m just reading the manual here, but will get back to this page when I’ve tried the program some more.

McBonalds

Et sjovt lille billede fra Ghana, som jeg har haft liggende i et stykke tid. Bare de ikke får en retssag på nakken!

McBonalds

Nyt blod til Djævelen

Efter 6 udsendelser synes vi godt, vi kan tillade os at kalde Djævelens Advokat for en lille succes. Lytterskaren kan rigtignok ikke sammenlignes med monopolets horder, men lyttet bliver der, og debatteret og tænkt. Men da begge de sataniske sagførere, der er ansvarlige for udsendelserne, har travlt med ”rigtige” jobs og diverse andre aktiviteter, er frekvensen på udsendelserne ikke optimal, ligesom vores reaktionstid på spændende nye historier ikke er så hurtig som man kunne ønske. Derfor søger Djævelens Advokat nu nyt blod til at udvide redaktionen og forbedre udsendelserne.

Vi søger som udgangspunkt to meddjævle, der vil skulle kunne operere både sammen med de to eksisterende redaktører og som et selvstændigt team, hvilket indebærer identifikation af nye udsendelser, research, kontakt til ”ofre”, gennemførelse af udsendelsen, redigering og uploading.

Hvem er du?

Du er interesseret i og vidende om både dansk og international politik og følger samfundsdebatten tæt (abonnerer du på The Economist er du allerede foran). Du ved, hvad der rører sig i den danske og internationale blogosfære, måske er du endda selv blogger. Du brænder for at formidle historier/debatter med en anderledes vinkling end den, der kan opleves i danske dagblade eller på Danmarks Radio. Du er ikke bange for at stille kritiske spørgsmål eller slagte hellige køer. Du har flair for IT (kendskab til Garageband og/eller Audacity et plus).

Hvis ovenstående har vækket din interesse så skriv en ansøgning indeholdende et CV, samt et oplæg til en udsendelse, som du mener kunne være interessant for Djævelens Advokat.

Kontakt

Jacob Mchangama tlf: +45 24664220 mail: jmchangama@yahoo.com
Lars Hvidberg tlf: +45 61677309 mail: lars.hvidberg@gmail.com

1-0 til markedsprisen

Et lille essay om fodbold og markedspriser…

Hvilke mekanismer er bedst til at bestemme prisen på en vare? Er det forskellige udvalgte individers erfaring og intuition (som når politikere forsøger at bestemme, hvad en plejehjemsplads eller en taxatur skal koste), eller er det de mange aktører på markedet, hvis individuelle viden måske er ufuldstændig, men som gennem mekanismen for udbud og efterspørgsel skaber en pris? For nylig fik jeg mulighed for at teste markedets prismekanisme i praksis, og resultatet var både overraskende og tankevækkende.

Lad mig starte med begyndelsen. På min arbejdsplads arrangerede en medarbejder en VM-tipskupon, hvor man kunne sætte 1, x eller 2 for alle 48 kampe i de indledende runder. Prisen for at tippe en række var at lægge 100 kroner i en pulje, som blev fordelt efter princippet 50 % til førstepladsen (evt. førstepladserne), 30 % til andenpladsen og 20 % til tredjepladsen. Selvom jeg godt kan lide en god fodboldkamp, er jeg ikke rigtig oppe på beatet med, hvilke hold der er i god form lige nu, og da der samtidig er mange fodboldfans på arbejdspladsen, regnede jeg ikke med at have en chance. Men det er jo kun VM én gang hver fjerde år, så jeg lod mig overtale og betalte mine 100 kroner.

Nu kunne jeg så gå hjem og bruge lang tid på at læse op på kampformen hos de forskellige hold (nogle af dem fra nationer, som jeg dårligt anede eksisterede) og forsøge at sætte lige den rigtige kupon med det rette mix af favoritsejre og overraskelser, som ethvert VM er fyldt af. Det er jo altid sådan, at favoritterne i det store og hele går videre og klarer sig, men alligevel er der altid nogle overraskelser, der tager verden med storm (fx i år leveret af Ghana, der faktisk i år blev det store afrikanske hold, til forskel fra Elfenbenskysten, som alle regnede med). Kan man gætte overraskelserne er man derfor sikker på succes med en tipskupon. Men det tager tid at læse op på overraskelserne, og det er langt fra sikkert, at man kan gætte dem. Og for mit vedkommende ville det at ‘gætte på overraskelserne’ tage tid og kræfter indenfor et felt, som jeg i forvejen ikke er særlig erfaren indenfor, og der er langt fra nogen garanti for, at jeg ville få et godt resultat alligevel. Selv de forskellige kendis-trænere og ex-fodboldspillere, der optræder i forskellige VM-studier på tv gætter ofte forkert. Research og omtanke ville næppe være en farbar vej for mig. Og dog…

En anden mulighed var simpelthen at bruge intuitionen og krydse af, ud fra tidligere erfaringer med landene, tidligere VM, staldtips og andet man lige havde fanget op i radioen eller på nettet. Det er nok den måde de fleste ville gøre det på, og det havde jeg nok også gjort, hvis jeg ikke for nylig havde læst denne bog: “Din økonomi” af Michael Møller og Niels Christian Nielsen. I bogen lanceres DAKOLOS-teorien, som står for De Andre Kan Også Læse Og Skrive. Kort fortalt går teorien ud på, at man som aktør på markedet (her tales der især om aktiemarkedet) ikke skal forestille sig, at man er klogere end andre aktører på markedet, når det gælder om at gætte på den rimelige pris for – fx – en aktie.

Mange amatørspekulanter forestiller sig netop, at de er bedre end andre til at gennemskue markedet, eller har en særlig indsigt, når det gælder om at værdisætte varer, og de forestiller sig, at netop de kan gennemskue hvilke aktier der er under- eller overvurderede (som jo er nøglen til virkelig at tjene penge på aktiemarkedet, for også her gætter man – ligesom i VM – på overraskelserne). DAKOLOS-teorien punkterer denne myte, for den stipulerer, at man skal huske, at de andre også har de informationer, man selv har – sandsynligvis har en stor del af dem endnu flere informationer og er endnu bedre til at fortolke dem. Det vil sige, at prisen altid allerede er rigtig, og man ikke som menig aktør på markedet er i stand til at gennemskue, om aktien er over- eller undervurderet (bortset fra i helt specielle tilfælde, hvor man har en særlig viden, hvilket man sjældent har). Det er en meget ædruelig – og en smule kedelig – teori, men den er korrekt.

Med DAKOLOS-teorien i baghovedet var jeg klar over, at det i bedste fald ville være rent held, hvis jeg havnede bare lidt over gennemsnittet på VM-tipskuponen. Min viden om fodbold er ret indskrænket (jeg er dog ikke helt uvidende), og de 37 andre deltagende i puljen kunne jo netop også læse og skrive. Det ville kort sagt være spild af tid at deltage i tipperiet, hvis man skulle se rent økonomisk på det. Men var der ikke en vej udenom? Var der ikke en anden form for research og omtanke, som man kunne bruge? På aktiemarkedet har man prisen og kursfluktuationerne til at vejlede sig i forhold til investeringer, men det har man ikke umiddelbart med fodbold. Og dog, for man har jo odds-mekanismen hos bookmakerne, hvor man kan spille på bestemte resultater. Og her ser man jo faktisk i odds-fastsættelsen hvor stor sandsynlighed, de mange forskellige spillere sætter på resultatet af en kamp: 1, x eller 2. Og tilmed er der den fordel, at den enkelte spiller betaler for at spille, hvorfor man kan forvente, at han spiller på et resultat, som han virkelig tror på (i modsætning til fx en demokratisk afstemning, hvor man ikke betaler for at stemme). Oddset er derfor på en måde markedsprisen for det enkelte resultat, eller et udtryk for sandsynligheden for resultatet (jo lavere odds, jo mere sandsynligt), set fra tusindvis af forskellige fodboldentusiasters (og -ignoranters) perspektiv.

Derfor var der i bookmakernes odds faktisk en genvej til at udfylde tipskuponen. Jeg loggede ind på et større bookmakerselskabs hjemmeside og udfyldte fuldstændig konsekvent tipskuponen efter oddsne. Det tog ca. 10 minutter i alt, og således sparede jeg timevis af research. På mange måder virkede det som en åndssvag metode, for en del af resultaterne var meget kontraintuitive. Fx havde jeg ikke en eneste uafgjort på kuponen, simpelthen fordi ingen kampe havde uafgjort som laveste odds. Men der er jo altid uafgjorte kampe ved VM. Var det så ikke fuldstændig vanvittigt at lave en tipskupon uden uafgjorte? Nej, for det er meget svært at gætte præcist hvilke kampe, der ender uafgjort (de fleste kampe har trods alt en vinder), og derfor har uafgjorte kampe høje odds og endte altså ikke på min tipskupon. Umiddelbart så det altså vanvittigt ud, men jeg havde ikke rigtig andre metoder, som kunne gøre det bedre, jvf. DAKOLOS-teorien. Hvis kuponen gav et resultat over gennemsnit ville teorien – og dermed i bredere forstand teorien om markedsprisens korrekthed frem for fx politikeres tiltro til, at de er bedre til at sætte prisen end markedet – have stået distancen.

Og hvordan gik det så? Jeg vandt med en delt førsteplads.

VM og Imperiet

På den altid læseværdige blog Walla Min Fætter har Bielefeldt et langt og meget morsomt indlæg om det globaliserede VM og dets baggrund i det engelske imperiums ‘soft power’ – sport. Et lille uddrag:

På Englands hold var der en del sorte biprodukter af imperiet – Cole, Ferdinand og Lennon. Sorte englændere spiller fodbold, men indiske englændere gør ikke, som filmen Bedre end Beckham afslørede. Da imperiet var allerstørst, måtte englænderne helt til Afrika for at finde arbejdskraft; i dag kommer arbejdskraften af sig selv. Der er tale om en slags fodboldslavehandel på frivillig basis. Fodboldens udvikling er også markedets sejr over staten, selv om spillerne kæmper for statsskabte nationer. Man savner dog firmalogoer på landsholdstrøjerne, som vi kender det fra klubfodbold – undtagen den markedsfjendske klub FC Barcelona.

Og i det hele taget er dette VM fyldt med små og store imperialistiske og globalistiske pudsigheder. Kun ganske få af turneringens 32 hold har aldrig været en europæisk koloni. Tysklands hold består blandt andet af to polakker – Lucas Podolski og Miroslav Klose – som begge er født inden for grænserne af det tidligere Preussen. I Tysklands gruppe finder vi også Ecuador, som hovedsageligt består af efterkommere af afrikanske slaver, der i 1600-tallet blev fragtet til Sydamerika af de spanske koloniherrer. Også Costa Rica er en forhenværende spansk koloni, hvorfor der tales spansk på taktikmødet i omklædningsrummet.

Debat om piratkopiering

Månedsbladet Citadel, som jeg er skribent for, holder fredag kl. 17 ved Kongens Have et meget interessant arrangement om fildeling, piratkopiering og musikindustrien. Fra nyhedsbrevet:

Lider musikere under fildeling, eller er det tværtimod en fordel for dem? Er det på tide, at pladeselskaberne vågner op og accepterer, at internettet eksisterer? Køber du selv flere eller færre cd’er, efter du begyndte at downloade tracks på nettet? Og vil du høre, hvad andre har at sige om de samme spørgsmål?

The ultimate braincell warm-up til dine eskapader på dansegulvet på Culture Box fredag nat finder sted uden for Restaurant Kongens Have fredag fra klokken 17.

Det diskussionslystne panel består af manager/ pladeselskabsindehaver Peter Skovsted, Lewis Colston fra Playground Music (head of promotion), Claus Pedersen fra Piratgruppen, dj/producer/liberator.dk-mand Daniel Beattie, Jakob Hüttel fra KODA, Jesper Bay fra IFPI samt musikredaktør og -anmelder Peter Albrechtsen.

Hold flaget i lommen!

Den ghanesiske spiller John Pantsil hylder sine israelske fans ved at tage et israelsk flag frem efter et mål mod Tjekkiet. Den arabiske verden er rystet. Heldigvis sagde ghaneseren undskyld, da han forstod, hvilken forfærdelig gerning han havde gjort. Uha, uha. Der skal ikke meget til for tiden.

Satire og retfærdighed

Undertegnede er i dag interviewet i Berlingske Tidende med henblik en kommentar til den danske tegner Jørgen Bitsch‘s bidrag til Irans Holocaust-satire-konkurrence. Som bekendt har jeg skrevet speciale på Filmvidenskab om “Satire og Fortælling” (specialet kan downloades til gennemlæsning i pdf-format her), og brygger på en kronik om emnet, der jo er højaktuelt. Ret beset er jeg nok lidt for sent på den, men det kan jo være Bitsch får gang i den ekstremt forvirrede debat, hvor misforståelserne står i kø for at komme til. Nå, her er artiklen om Bitsch online, og her er det lille interview, i vanlig selvpromoverende stil også lagt ud her:

Satiren er altid uretfærdig

Objektiv, upolitisk satire findes ikke, og derfor vil satiretegninger ofte støde og forarge, mener ekspert.

Af Jesper Eising

Når Jørgen Bitsch i en satiretegning sætter lighedstegn mellem Holocaust og vestlig imperialisme vil det givet vis dele vandene.

»Nogle vil sikkert se det som en god og rammende satire over vestlig dobbeltmoral, mens mange andre vil synes, at det er en latterlig overdrivelse, som slet ikke har styr på årsagssammenhænge. Sådan er satire. Der er ikke noget objektivt standpunkt, hvor du kan sige: ‘det her er god satire, og det her er dårlig’,« forklarer cand.mag og forfatter Lars Hvidberg, der har skrevet en afhandling om satire.

Herhjemme har pressen en lang og stærk tradition for satiretegninger, der blander sig i den offentlige debat. Og ifølge Lars Hvidberg ligger det i satiretegningens natur, at den i nogles øjne er uretfærdig og urimelig.

»Satiren er per definition uretfærdig, fordi den tager fat i en etisk fejl, forstørrer den og gør grin med den. Og sådan skal det også være, for den skal pege på nogle ting, man ikke kan sige seriøst debatterende, fordi der altid er så mange nuancer. Satiren skal kunne forstørre nogle ting, man synes, der skal gøres opmærksom på, men den vil aldrig kunne give hele billedet – det er heller ikke meningen,« siger Lars Hvidberg og understreger, at satiretegninger tit er meget politiske.

»Satiretegningen repræsenterer altid et bestemt synspunkt. En objektiv satiretegning findes ikke, og derfor er kritikken af satiretegninger ofte misforstået,« siger han.

Billeder på bloggen

LH i HSEfter lang tids basken med et css-problem (jeg er stadig en glad blog-amatør), er det endelig lykkedes mig at få billederne på siden til at stå ordentligt. Det har jeg fejret ved at lægge et billede af mig selv på min personlige profil-side. Det er et rigtig Unge Werther-billede, der blev taget for et stykke tid siden i Hareskoven. Der kommer flere billeder i fremtiden, kan jeg godt love. Dog ikke nødvendigvis af mig. Men jeg har for nylig indkøbt en forholdsvist avanceret mobiltelefon med et godt kamera, så jeg kan være den listige rapporter, der afslører store hemmeligheder om livet på gaden i København – eller måske bare tager nogle fjollede billeder, af folk der ikke kan stave.