Internettet består af rør … eller noget

Lige nu diskuterer det amerikanske senat regulering af internettet med den såkaldte Net Neutrality act (som jeg rent ud sagt ikke aner, hvad går ud på). Men hør her hvilke vise ord, Senator Stevens (R-Alaska) har at sige om internettet. En udskrift af den gode senators viden om det internet, han skal regulere (oprindelig speak her): (Bemærk: Bonus i bunden!)

There’s one company now you can sign up and you can get a movie delivered to your house daily by delivery service. Okay. And currently it comes to your house, it gets put in the mail box when you get home and you change your order but you pay for that, right.

But this service isn’t going to go through the internet and what you do is you just go to a place on the internet and you order your movie and guess what you can order ten of them delivered to you and the delivery charge is free.

Ten of them streaming across that internet and what happens to your own personal internet? I just the other day got, an internet was sent by my staff at 10 o’clock in the morning on Friday and I just got it yesterday. Why? Because it got tangled up with all these things going on the internet commercially.

So you want to talk about the consumer? Let’s talk about you and me. We use this internet to communicate and we aren’t using it for commercial purposes.

We aren’t earning anything by going on that internet. Now I’m not saying you have to or you want to discrimnate against those people […]

The regulatory approach is wrong. Your approach is regulatory in the sense that it says “No one can charge anyone for massively invading this world of the internet”. No, I’m not finished. I want people to understand my position, I’m not going to take a lot of time. [?]

They want to deliver vast amounts of information over the internet. And again, the internet is not something you just dump something on. It’s not a truck. It’s a series of tubes.

And if you don’t understand those tubes can be filled and if they are filled, when you put your message in, it gets in line and its going to be delayed by anyone that puts into that tube enormous amounts of material, enormous amounts of material.

Now we have a separate Department of Defense internet now, did you know that? Do you know why? Because they have to have theirs delivered immediately. They can’t afford getting delayed by other people.

[…]

Now I think these people are arguing whether they should be able to dump all that stuff on the internet ought to consider if they should develop a system themselves.

Maybe there is a place for a commercial net but it’s not using what consumers use every day. It’s not using the messaging service that is essential to small businesses, to our operation of families.

The whole concept is that we should not go into this until someone shows that there is something that has been done that really is a viloation of net neutraility that hits you and me.

Der forekom muligvis uforståeligheder, vi beklager. Men husk: de regulerer jo til fællesskabets bedste! Se også Jon Stewarts satiriske behandling af hvad der er så uhyggeligt, at det kun kan være sandt.

Bloggeres rettigheder

NGO’en Electronic Frontier Foundation, som kæmper for retten til både ytringsfrihed og privatliv på nettet, har udgivet en god juridisk vejledning for bloggere. Man kan naturligvis ikke bruge rådene til noget i en retssag, men det er en god idé at sætte sig ind i, hvor vi står juridisk, når vi fx skriver strenge ting om navngivne tossehoveder. Fra indledningen:

The difference between you and the reporter at your local newspaper is that in many cases, you may not have the benefit of training or resources to help you determine whether what you’re doing is legal. And on top of that, sometimes knowing the law doesn’t help – in many cases it was written for traditional journalists, and the courts haven’t yet decided how it applies to bloggers.

But here’s the important part: None of this should stop you from blogging. Freedom of speech is the foundation of a functioning democracy, and Internet bullies shouldn’t use the law to stifle legitimate free expression. That’s why EFF created this guide, compiling a number of FAQs designed to help you understand your rights and, if necessary, defend your freedom.

To be clear, this guide isn’t a substitute for, nor does it constitute, legal advice. Only an attorney who knows the details of your particular situation can provide the kind of advice you need if you’re being threatened with a lawsuit. The goal here is to give you a basic roadmap to the legal issues you may confront as a blogger, to let you know you have rights, and to encourage you to blog freely with the knowledge that your legitimate speech is protected.

Det kunne være interessant med en lignende vejledning til danske forhold. Hvilken jurablogger er mand for det?

Huntington, 10 år efter

clash

Samuel P. Huntingtons The Clash of Civilizations, som udkom i 1996, var uden tvivl en af de sidste 10 års mest indflydelsesrige bøger, men det er også en bog, som de fleste har hørt om, men langt færre læst. Nu har jeg, med vanlig forsinkelse, endelig selv fået mig tævet gennem den både tørre og interessante bog, der er en udvidelse af et essay Huntington skrev til Foreign Affairs i 1993 (kan læses her).

Huntingtons centrale ærinde var – i kølvandet på Den Kolde Krigs endeligt i årene 1989-91 med Sovjetunionens sammenbrud, og dermed sammenbrudet for den bipolære verdensorden, der havde domineret verden siden 1945 – at forsøge at indkredse, hvad det centrale paradigme for verdens politiske orden ville blive i starten af det 21. århundrede, det vil sige i den periode, som vi befinder os i nu. Det er derfor ret interessant at forsøge et tilbageblik og se, i hvor høj grad Huntingtons tese holder vand. Jeg har desværre ikke kunnet finde nogle ‘ti år efter’ artikler af Huntington, men det kan jo være de kommer.

Grundlæggende er Huntingtons idé, at verdens stater efter 1991 vil begynde at ordne sig efter civilisatoriske skillelinjer frem for de ideologiske skillelinjer, der karakteriserede Den Kolde Krigs statssystem. Han nævner 9 betydningsfulde civilisationer, som vil agere samlingspunkter for de forskellige stater – eller splitte de stater, som indeholder flere forskellige civilsationer. De vigtigste civilisationer Huntington beskæftiger sig med er Vesten (USA og EU med Canada, Australien og New Zealand som påhæng), Islam (der ikke har nogen kernestat) og Kina (‘sinic’ civilisation, der også inkluderer Vietnam og Korea), fordi de to sidste er de mest oplagte udfordrere til Vestens hegemoni, Islam på grund af befolkningstilvæksten og militarismen, Kina på grund af den økonomiske vækst. Af andre civilisationer nævner Huntingon Latinamerika, Afrika, Hinduisme (Indien), Ortodoks kristendom (Rusland og en del af Østeuropa), Buddhisme (Burma, Thailand, Laos, Cambodia) og Japan. Der er naturligvis flere andre mindre civilisationer, f.eks. Jødedom (Israel, hvis det ikke er en del af Vesten, her er Huntingon ikke specifik) og caribisk civilisation. Men de 9 vigtige er de ovenstående, ikke mindst er det afgørende, hvordan de 6 mindre vil orientere sig overfor de 3 store.

Huntington definerer en civilsation som det højeste niveau af menneskelig identifikation, der samtidig sætter en forskel (dvs før definitionen ‘menneske’) mellem ‘dem’ og ‘os’. Definitionen er både historisk og kulturel, men også i høj grad religiøs, og Huntington identificerer religionen som det centrale identifikationspunkt for en civilisation. Kontroversielt i starten af 90’erne, hvor der var en betydelig optimisme på verdenssamfundets vegne, men vel knap så kontroversielt i dag, selvom det ikke nødvendigvis er helt rigtigt. Tesen er så, at i tilfælde af konflikt vil vi helt automatisk alliere os med dem, som vi bedst forstår, deler religion, sprog og opfattelse af politik med.

Der er således både betydelige fordele ved at tilhøre en civilisation (nemmere samhandel, forståelse, osv.), men også betydelige risici, nemlig risikoen for at blive trukket ind i konflikter, der alene af deres civilisatoriske karakter forværres og gøres endnu mere blodige. Huntington taler her om Fault Line Wars som den største risiko for verdensfreden, fordi der ikke bare er tale om en isoleret konflikt, men om en potentiel udvidelse af konflikten. Huntingtons hofeksempel er den meget blodige borgerkrig i Bosnien hvor katolske kroater (støttet af Tyskland og dermed Vesten), ortodokse serbere (støttet af Serbien og Rusland) og muslimske bosniere (støttet af Tyrkiet, Saudi-Arabien, og – som undtagelsen der bekræfter reglen – USA) nådesløst etnisk udrensede hinanden og fik hjælp af deres respektive civilisationer, hvor de forskellige hovedlande både udvidede konflikten og havde mulighederne for at begrænse den.

Huntington er tit blevet skudt i skoene, at han er fortaler og apologet for vestlig magtanvendelse og inddæmning af fx Islam og Kina, mens andre blot konstaterer, at han realistisk ser på de enorme forskelle, der findes mellem forskellige menneskers måde at opfatte verden på, men ikke nødvendigvis advokerer for krig eller sammenstød i den forstand. Der er ikke tale om en opfordring til sammenstød, der er tale om et forsøg på at analysere et grundvilkår, som man simpelthen blot må tage til efterretning og forholde sig til, hvis man ønsker at forstå, hvordan verden fungerer.

Det nytter ikke noget, hvis vi automatisk forventer, at de grundværdier og kilder til civilisation, som vi i Vesten holder for naturlige og universielle, anerkendes af andre civilisationer i andre civilisationer enten ikke anerkendes eller foragtes. Huntington påpeger (p. 69ff) , at centrale begreber i den vestlige civilisation som arven fra Rom og Grækenland, katolicismen og protestantismen, de europæiske sprog (og deres mangfoldighed), adskillelsen af den åndelige og den verdslige autoritet, begrebet om retsstaten og rettens overhøjhed, den samfundsmæssige pluralisme, traditionen for repræsentative forsamlinger og individualismen i deres kombination er unik for Vesten, selvom mange elementer genfindes i andre civilisationer. Andre civlisationer har andre grundværdier, som ofte fremhævet af hovedsageligt islamiske og asiatiske landes oppposition til de universielle menneskerettigheder, der er et helt igennem vestligt påfund (kombinationen af individualismen, retsstaten og den samfundsmæssige pluralisme). I både Islam og de asiatiske civilisationer vil man fx mene, at individerne er underlagt fællesskabet og dets sammenhængskraft, det være sig religøst, familiemæssigt eller statsligt, og individet forventes at underkaste sig eller gå på kompromis med egne interesser. Det kan vi kalde undertrykkende, så meget vi vil, men sådan forstås det simpelthen ikke i andre civilisationer. Dér forstås det som godt, rigtigt og nødvendigt.

Kritik af Huntington

Huntingtons tese har en række fordele, som gør den meget anvendelig. Dels er den tilpas kompleks til at indfange mange forskellige nuancer af international politik og samtidigt er den tilpas enkel til at ordne erfaringerne i en sammenhængende struktur, man kan bygge politik på. Men samtidig skal man være sig bevidst, at tesen også har en række begrænsninger, hvor de vigtigste jeg vil pege på, er fokuseringen på stater som aktører og den manglende vilje til så at sige at bedrive ‘sammenlignende civilisationskritik’, dvs. undersøge i hvor stor grad de forskellige civilisationer har en fremtid for sig i en moderne verden, om de fx kan skabe økonomisk udvikling eller stabilitet.

Det første punkt er relativt enkelt. Huntington undersøger kun stater som aktører i international politik, og det er selvfølgelig ikke et helt dumt paradigme at gå ud fra. Men især i forhold til Islam kommer analysen til kort, og det burde især være indlysende med ikke-statslige grupper som Al Qaeda, Hizbollah og Hamas’ stadig større indflydelse på international politik (man kunne nævne en lang række andre grupperinger, der heller ikke fungerer indenfor normale statslige afgrænsninger). Mellemøsten har altid haft et problem med de kunstige stater, oprettet af kolonimagterne, men afgørende er det her, at disse grupper ofte er i strid med de nationale regeringer, selvom de tilhører samme civilisation. Man kan se situationen i Libanon som et indlysende eksempel, hvor Hizbollah både er med i regeringen og samtidig fører helt sin egen udenrigspolitik.

Det andet punkt er mere diffust, men det ville være interessant med en nærmere undersøgelse af de forskellige civilisationers forhold til fx politiske begreber som privat ejendomsret, kapitalisme, marked, velfærdsstat, statslig intervention, social lighed osv. samt i hvor høj grad dette påvirker civilisationens evne til at indgå i et global kredsløb. Det er fx tydeligt, at Kinas overgang til markedsøkonomi og privat ejendomsret (inden for de grænser som staten sætter) er den afgørende grund til Kinas fremvækst som stormagt, men det er uklart i hvor høj grad denne overgang er i strid med kunfucianismens normalt meget fællesskabsorienterede og autoritære grundholdning. Huntington skriver bl.a. om hvordan stadig flere kinesere omvender sig til protestantismen og katolicismen for at få en religion, som i højere grad er forenelig med individualismen, men det er uklart om det så gør dem mere vestlige. Den samme tendens kan ses i både Latinamerika og Afrika, hvor protestantismen og dens forskellige afarter i vækkelssesbevægelserne i disse år vokser eksplosivt. Omvendt er det tydeligt, at den stærke fokusering på den grundlæggende fastlåste samfundstilstand, der ligger i Koranens diktum om religion som politik og politik som religion, har spillet en betydelig rolle i den manglende udvikling i den islamiske verden, simpelthen fordi reglerne er skrevet på forhånd og ikke er til diskussion (fx omkring et så centralt økonomisk instrument som renter og låntagning).

Men hvad så nu?

Hvis man mener, at Huntingtons tese holder vand, og det mener jeg at den gør et langt stykke hen ad vejen, så er det interessant at se, hvad han anbefaler de forskellige civilisationers kernestater (det er USA for Vesten, Kina for den siniske civilisation. Islam har ingen kernestat, hvilket gør civilisationen ustabil) at gøre, hvis en generel civilisatorisk konflikt skal undgås. Den første regel er afholdenhed (abstentation) det vil sige, at kernestater afholder sig fra at intervenere i konflikter i lande i andre civlisationer. Det er denne regel, som Vesten har brudt i fx Afghanistan og Irak og en del af grunden til, at netop disse konflikter har en så eksplosiv virkning på regionen, og det er derfor det var så dumt af George W. Bush så meget som at overveje at tage ordet “korstog” i sin mund. Det er også den samme regel forskellige islamiske stater bryder i forhold til konflikten mellem Israel og palæstinenserne, hvilket hjælper til med at forværre denne konflikt. Den er helt eksplicit et civilisatorisk projekt for mange islamister.

Den anden regel er koordineret mægling (joint mediation), dvs. at civilisationernes kernestater arbejder sammen om at mægle i lokale konflikter mellem forskellige civilisationer for at begrænse konflikten. Man må for enhver pris sørge for, at det civilisationsmæssige aspekt kommer til at fylde så lidt som muligt i konflikten. Desværre forholder det sig ofte sådan, at parterne i konflikten netop finder en stor styrke i at kalde ‘storebrødrene’ til hjælp. Her ses det i øvrigt igen, at fraværet af en kernestat i Islam skaber ustabilitet, fordi de forskellige stater konkurrerer om indflydelse ved at puste til ilden i Israel-Palæstina-konflikten. Var fx Ægypten eller Iran (begge er med i kapløbet) en klar kernestat i den islamiske verden, ville det være langt lettere at forhandle en løsning på plads. Men sådan er det ikke, og derfor fortsætter en konflikt, som burde være lukket for længe siden (fx i 1967, hvor Israel tilbød at give alt besat land tilbage til gengæld for en fredsaftale).

Den tredje regel er mere generel og handler om at opdyrke de fælles træk (commonalities) som rent faktisk eksisterer mellem civilisationerne. Det er jo ikke sådan, at bare fordi ingen civilisationer deler alle træk (så ville de være identiske), så deler de ingen træk og kan overhovedet ikke tale sammen. Der eksisterer fx mange fælles træk mellem Vesten og Latinamerika (hvorfor Huntington også beskæftiger sig med muligheden for en sammensmeltning, som det allerede nu sker i Mexico, Californien, New Mexico, Texas), men langt færre mellem fx Latinamerika og Kina. Alligevel er det – muligvis – sådan, at man faktisk kan konstruere en liste, som kan danne grundlag for fælles forståelse mellem de forskellige civilisationer, og dermed er et udgangspunkt for kommunikation og konfliktløsning (en verden helt uden konflikter skal vi næppe forestille os, det er jo netop den hovmodige udgave af vestlig universalisme). Men alligevel kan man forestille sig, at selvom vi vurderer værdierne forskelligt (de står forskellige steder på ranglisten), så er de alligevel fælles værdier.

Huntington fremhæver et projekt, man omkring 1990 gennemførte i Singapore i et forsøg på at definere de fælles værdier, der sammenbandt bystaten, som både er asiatisk, muslimsk og vestlig på samme tid. Projektet Shared Values blev ganske vist gennemført som et modspil til rene Vestlige værdier, men det er interessant at notere sig, hævder Huntington, at de værdier, projektet fandt frem, også vil blive regnet for værdifulde af de fleste vesterlændige. Værdierne er som følger: Nation over etniske tilhørsforhold og samfund over individ, Familien som samfundets grundenhed, Samfundets respekt og støtte for individet, Konsensus frem for strid, Racemæssig og religiøs harmoni. Det er forestillinger og værdier som man genfinder i langt de fleste civilisationer, også i Vesten selvom vi nok rangerer invididualisme højere, og det er dermed Huntingtons bud på et grundlag man kan bygge videre på. Samtidig gør han dog klart, at det er absolut nødvendigt for Vesten at indse, at Vestens værdier er unikke for Vesten og værd at bevare. Man kan kalde det både en slags moralsk oprustning og en besindelse på, at andre ser verden anderledes og Vesten ikke skal forestille sig, at den har en messiansk rolle, der skal gøre Verden til Vesten. For dét er både moralsk og realistisk et projekt, som er hovmodigt og derfor dømt til at fejle.

America: Freedom to Fascism

En film jeg bestemt skal se, når jeg selv tager til Guds eget land om et par dage.

FOUR STARS (Highest Rating). The scariest damn film you’ll see this year. It will leave you staggering out of the theatre, slack-jawed and trembling. Makes ‘Fahrenheit 9/11’ look like ‘Bambi.’ After watching this movie, your comfy, secure notions about America — and about what it means to be an American — will be forever shattered. Producer/director Aaron Russo and the folks at Cinema Libre Studio deserve to be heralded as heroes of a post-modern New American Revolution. This is shocking stuff. You’ll be angry, you’ll be disgusted, but you may actually break out in a cold sweat and feel a sickness deep in your gut; I would advise movie theatre managers to hand out vomit bags. You may end up needing one.”
— Todd David Schwartz, CBS

Frihandel med forhindringer

Der er noget ulogisk ved hele retorikken omkring frihandel. I de sidste mange år år har der igennem WTO kørt en række forhandlinger om frihandelsaftaler mellem verdens stater. Det drejer sig især om mindre told og skat på importerede varer, mindre støtte til lokale producenter og afskaffelse af forskellige former for eksportstøtte. Vi taler i denne forbindelse især meget om den enorme landbrugsstøtte EU og USA giver til landbruget, og mindre om de lige så enorme forhindringer ulande sætter op for import af varer, også fra andre ulande (en reminicens af den forfejlede selvforsyningsstrategi, der dominerede udviklingslandene i afkoloniseringsperioden). Lige nu er situationen, at selvom der i de sidste 10-15 er sket store fremskridt i frihandlen, står Doha-runden i stampe og trues af fuldstændig fiasko, hvilket en artikel i The Economist fortæller om.

Naturligvis er frihandel politisk og økonomisk et omstridt område, og selvom jeg selv hælder utvetydigt til Johan Norbergs optimistiske konklusioner og regner organisationer som attacs holdninger for i bedste fald misinformerede, så er der noget ved selve den måde, vi taler om frihandelsaftaler på, der undrer mig. Man taler tit om ‘indrømmelser’ som den ene eller den anden side skal komme med, for at forhandlingerne kan flytte sig, og selvom der naturligvis er noget om, at i en forhandling skal begge parter rykke sig, så er termen indrømmelse i grunden misvisende. For det er faktisk kun politiske indrømmelser, der er tale om. Økonomisk er der nemlig ikke nogen logik i hindringer for frihandel. Økonomisk vil det ikke skade et land at indføre frihandel, tværtimod. Det er hindringerne for frihandel, som skader.

Lad os tage et aktuelt eksempel. For ikke så længe siden indførte EU kvoter for importen af tøj fremstillet i Kina. En sådan importbegrænsning skader naturligvis det kinesiske erhvervsliv, men hvad man tit overser er, at det skam også skader de europæiske forbrugere. Vi skal nemlig betale mere for vores varer. Vi får ikke i samme grad adgang til de billige kinesiske produkter, men skal betale mere for produkter fremstillet i Europa. Det samme ville være tilfældet, hvis man indførte en ‘straf-told’ på kinesiske produkter, som man tit kalder det. Men det er jo ikke kun kineserne man skader med ‘straf-told’, det er også os selv. Vi skal betale mere for varerne. Man kan diskutere, hvilken side det rammer hårdest, men under alle omstændigheder bliver begge sider ramt. Derfor er det i det mindste rent økonomisk misvisende, at omtale frihandelsaftalerne som en ‘noget-for-noget’ forhandling, hvor man ‘giver sig’ på det ene eller det andet punkt. Tværtimod ville det være en styrkelse for det enkelte lands økonomi fuldstændigt ensidigt at indføre frihandel.

Men hvorfor gør vi så ikke det? Svaret er politisk. Landbrugsstøtten og de tilhørende eksportbegrænsninger skader i voldsom grad de europæiske forbrugere, der skal betale meget mere for deres madvarer, end de ellers skulle. Men lige så snart man ønsker at fjerne landbrugsstøtten, så går de franske landmænd på gaden og brænder bildæk af. De vil have penge af os andre for at sælge os deres landbrugsprodukter, ud over hvad vi er villige til at give for dem. Og det får de, fordi de politisk er magtfulde. Det samme gælder for tøjproducenterne i Sydeuropa, der pressede EU til at indføre importbegrænsninger for billigt kinesisk tøj. De havde naturligvis, ligesom landmændene, den frækhed at påstå, at det generelt var i samfundets interesse, at importen begrænses. Men det er noget vrøvl. Det er muligvis i politikernes interesse, fordi de ellers risikerer at miste stemmer, og det er helt sikkert i producenternes interesse, men det er ikke i den almindelige europæers interesse at have nogen som helst begrænsning for import eller eksport, eller nogen som helst skattefinansieret støtte til noget som helst erhverv. Rent økonomisk straffer man mest sig selv. Skulle vi ikke lige få det på det rene, næste gang vi snakker frihandelsaftaler?

Neil “web 2.0″ Young

Det kan godt være, at Neil Young ligner indbegrebet af en forsumpet gammel hippie, der kunne gå på mælkeinkøb med The Dude fra the The Big Lebowski. Men faktisk er han mere med på noderne end Djarnis i De Skrigende Halse, for han distribuerer sit nye album Living With Warmyspace og direkte fra hans hjemmeside neilyoung.com, der efter sigende er designet af ham selv personligt.

Nu har jeg en vis overfølsomhed overfor kunstnere, der synes de skal markere sig ved at rakke nedpå George Bush (ikke fordi der ikke er grund til at rakke ned, men fordi det virker meget, meget nemt), men gamle Young skal i det mindste have points for ihærdigheden, idet han har lavet en hel plade af protestsange, som man altså kan lytte til på hjemmesiderne. Sangene er af ret varierende kvalitet, hvis du spørger mig, men nyt fra Neil Young er jo aldrig helt skidt. På myspace kan man også se et 10-minutters CNN-interview med Young, hvor han på fornuftig vis argumenterer for sin ret til at ytre sig. Et respektfuldt interview, der i øvrigt fremhæver hans støtte til tropperne i Irak og hans indsigt i den amerikanske frihedstradition.

Screenwriting on the decline

I just stumbled over this two-years old interview with screen-writing guru Robert McKee. It’s a few years after he was portrayed (not that flatteringly) in the movie Adaptation, and concerns this movie and some background on McKee, but the really interesting stuff is his opinions on where screenwriting stands today:

MCKEE: If I were a young actress trying to get ahead today, I would sleep with a television writer (laughs), because what’s happened in Hollywood is that the very best writers have abandoned screenwriting and they’ve all gone over to TV. We’re now in a golden age of television writing. …

The truth is that TV has marvelous advantages for writers. First of all, the writers run television. … [And] the freedom when you’re good — if you can produce an audience — the freedom of subject matter and the treatment of it is wide open. …

When McKee taught the Story Seminar in New Zealand several years ago, his students included “Lord of the Rings” director Peter Jackson.

Screenwriting as an art form — and movies in general — are on the decline. There may be a renaissance in the future, I don’t know when , but television in the meantime is just taking over.

Its been the talk of the town for years that the really interesting stuff is going on in television, with series like The Sopranos, Six Feet Under, The West Wing, and so on, but it’s good to hear from the horses mouth, so to speak. Or not so good, if you’re an aspiring screenwriting with a love for movies and no lust for television…

Men hvad skal jeg stille op med den her?!?

Classy har startet en sej trend, og min ven wilken var straks . Jeg greb selvfølgelig også kameraet og ville til at fotografere. Men hvad i alverden skal jeg stille op med den her? Må man godt rense ud i bogreolerne, før man tager billeder af sine Proust og Kafka bøger, eller skal hele menageriet være med?

Anklageskriftet (c) Lars Hvidberg 2006

Link-in

Jeg har opdateret min Linkedin-profil, som jeg vil prøve at bruge lidt mere. Alle der kender mig og er på Linkedin, send en invitation! Hvis du ikke allerede har en linkedin-profil, så er det vist på tide at få det. Hvor tror du ellers jobbene kommer fra? Tror du de falder ned fra træerne?