Kontor-Madrigalerne

Tidligere omtalte jeg nye afsnit fra Ricky Gervais og Stephen Merchant i The Microsoft Office. Nu kommer der til gengæld en bøn fra min side: Kan vi ikke få en plade med David Brent? “David Brent Sings” eller noget i den stil?

For noget tid siden fandt jeg på det vidtudstrakte internet mp3-filer med en række af David Brents sange fra “The Office”, fx “Spaceman”, “Rose” og det store hit “Freelove Freeway”. I “The Office” er det tydeligt, at David Brent hellere ville have været rockmusiker frem for mellemleder i et papirfirma (who can blame him?), og han lader sjældent en chance ligge for at gribe guitaren (se et medley her). Jeg blev mindet om, hvor fremragende en parodi Ricky Gervais i grunden giver på middle of the road rock med et budskab, da jeg så Microsoft-filmene, hvor David Brent forsøger sig med en sang om en rig direktør, der møder en bums, som er fri som himlens fugle. Det sædvanlige peace-love anti-materialistiske gøgler-budskab, som man kan finde så mange steder i rockmusikkens klicheer, og som stilles i relief til den grumme virkelighed, når det er en kynisk og fedladen chef i 40’erne, der forsøger at vinde popularitet ved at gentræde de gamle klicheer (hans idol er også “Nelson Mandela”). David Brent fortæller også et sted, at da han havde et band, plejede de at lukke koncerterne med en reggae-sang der hed “Equality Street”. Mon ikke den var imod racisme?

Groteske er David Brents sange jo, især i deres sammenhæng. Og alligevel så realistiske, så Bob Geldorf/Simple Mindske i deres budskaber, eller så Eagles-agtige i deres fup-frihed på den store landevej, som en mytologi der er blevet til parodi. Som Bruce Springsteen uden modhager. Men kunne et hvilket som helst talentløst/ambitiøst rockband ikke fyre de samme klicheer af, og virkelig forsøge at mene dem? Her fra “Spaceman”:

Spaceman came down to answer some things. The world gathered round from paupers to kings.
I’ll answer your questions I’ll answer them true. I’ll show you the way. You’ll know what to do.
Who is wrong and who is right? Yellow, brown, black or white.
The spaceman he answered you no longer mind. I’ve opened your eyes you’re now color blind.

Jeg husker et dansk band, der i starten af 90´erne forsøgte sig med en sang om fremmehad med det tungebrækkende omkvæd “cause the name of the game is multicultural communication”, så Ricky Gervais er præcist lige så tæt på den pinlige virkelighed, som alle andre steder i The Office – og det er derfor sangene fungerer så godt. De er faktisk catchy (og de stjæler hæmningsløst, rent musikalsk), og det er derfor, at David Brent burde udgive en hel plade. Please… Jeg lover at høre den igen og igen.

P.S. Ricky Gervais var faktisk i 80´erne i et band som hed Seona Dancing. Prøv at finde “More to loose” er sted, gerne i 12´´ version. Den er fantastisk dansabel.

Ejendom og kapital

Ja, overskriften lyder jo unægteligt af en tyk gang betonmarxisme og kapitallogik, men faktisk handler det bare om et slumkvarter i udkanten af Buenos Aires. Nu omtaler man ofte slumkvarterbeboere som de ‘besiddelsesløse’, og når ret skal være ret, har de sjældent heller ikke særligt mange penge at rutte med. Men det er nu alligevel forkert at sige, at slumkvarterbeboere eller andre fattige mennesker i den tredje verden slet ikke ejer noget. Oftest har de bygget deres huse selv (tit på kommunalt ejet jord, som de har slået sig ned på; andre gange på jord, der formelt ejes af andre), tit har de dyrket marker eller startet små manufakturvirksomheder, hvor de producerer eller videresælger forskellige ting, som andre fattige mennesker så forsøger at sælge i storbyerne.

Som den peruvianske økonom Hernando de Soto har påpeget i en række bøger, senest den fremragende og letlæste The Mystery of Capital er Marx-version af sultens proletariske slavehær, der slider i storkapitalisternes fabrikker, blevet afløst af en næsten lige så sulten hær af små entreprenører, der kæmper for overlevelse i (især) Sydamerika og Afrikas storbyer. De har det svært, for kapitalismen fungerer ikke ordentligt de steder. Og nu er vi ifølge et par nye undersøgelser, der omtales i The Economist, blevet en lille smule klogere på, hvordan vi kan få den til at fungere ordentligt. Kapitalismen er stadig the only game in town, når det handler om at skabe rigdom, der kommer flertallet til gode. Men det betyder ikke, at den nødvendigvis fungerer perfekt alle steder. Hvilke institutionelle rammer skal der til?

De Sotos centrale tese er, at de fattige faktisk ejer meget selv og har mange potentialer. De har oftest bygget deres egne huse og efter homesteading-princippet må de også have en ret til den jord, de bebor (især hvis den er offentlig). Mange har både redskaber og værksteder, lagerbygninger m.m. – ganske vist i lille størrelse, men alligevel med muligheder for fx at tage lån, lave investeringer osv. Det sker imidlertid ikke, fordi de værdier de fattige besidder oftest er såkaldt ‘død’ kapital, der ikke indgår i det almindelige kredsløb med skøder, registering, beskyttelse m.m. Kaptalen er ikke ‘levende’ fordi den er uformel og ikke formaliseret ind i de netværk, som gør kapitalen brugbar til investeringer, fx ved at tage lån for at udvide virksomheden ved at bruge huset som sikkerhed. De Soto påpeger, at de fleste virksomheder i vesten startes gennem et lån i huset, men den mulighed har de fattige ikke, ikke fordi de slet ikke ejer noget, men fordi det de ejer, ikke er formaliseret på en måde, så banken kan bruge det som sikkerhed. Det gælder i øvrigt ikke kun for fattige, at det er svært at få et banklån. I Bolivia hørte jeg flere historier om middelklassesfolk, som heller ikke kunne få lån, fx til at forbedre huset. I et tv-show samlede en helt almindelig familie ind, så et familiemedlem kunne komme til Chile for at blive opereret for en alvorlig sygdom. De skulle bruge 15.000 dollars, og det var åbenbart helt umuligt at skaffe, selvom de ikke levede på gaden eller det der ligner. Herhjemme ville et hurtigt lån løse problemet, men den mulighed har mange mennesker i Bolivia simpelthen ikke. En del af grunden er, at formaliseringssystemet for ejendom fungerer enormt dårligt, og er sindssygt bureaukratisk og dyrt.

De Soto har fået meget opmærksomhed for sit arbejde (fx her i et tidligere Economist), og mange lande har iværksat store ‘entitlement’-programmer, hvor ejendomme sættes i system. Det skal i parentes bemærkes, at vi i vesten har været igennem samme proces, der har taget flere hundrede år, fra middelalderen og frem, så det har bestemt ikke været en proces, der har givet sig selv. Men den er en del af grunden til, at kapitalisme fungerer så effektivt i vesten.

Men hvor meget betyder disse projekter så? Forandrer de med et slag de fattiges liv, så de kan skabe velstand til dem selv og deres familie? Eller er der andre faktorer, som spiller ind? En tilfældighed i det førnævnte slumområde i udkanten af Buenos Aires har i følge The Economist gjort, at man indgående har kunnet undersøge, hvor meget ejendomsformaliseringen betyder. Grundet forskellige forhold er slumområdet kun delvist blevet ejendomsformaliseret, således nogle slumbeboere har fået ejendomsret til deres hus og grund, mens andre ikke har fået det. Det giver et glimrende lille kontrolleret eksperiment, hvor man kan iaggtage effekterne af ejendomsformalisering (kan downloades her). Desværre er resultaterne ikke helt så positive, som man kunne håbe.

The results of the experiment are mixed. Secure land rights do encourage the poor to build their nests. But even in a relatively advanced country such as Argentina, title is not enough in itself to animate the dead capital interred in land and property.

The landowning families invested more in their homes, which had noticeably better walls and roofs. They were also more likely to lay concrete pavements. But the titled households enjoyed no better access to bank loans, credit cards or bank accounts, and only 4% of them managed to acquire a mortgage.

Selvom der er sket fremskridt, er det håbede banklån altså endnu ikke inden for rækkevidde. Det skyldes flere ting, skriver forskerne. Bankerne er henholdende med at optage små lån, og de fattige selv er tøvende overfor at skulle sætte huset på spil, når det er det eneste de ejer. Paradoksalt nok kan en del af grunden til bankernes uvillighed til at indgå lån, være regeringernes villighed i første omgang til at give de fattige titel til deres ejendom. Bankerne frygter, muligvis begrundet, at de ikke vil være i stand til at kræve sikkerheden indløst for lånet, hvis afbetalingerne ikke falder som de skal. Det vil ikke se godt ud, hvis man har gennemført et stort projekt og givet en masse mennesker ejendomsret til deres hus, hvis de bagefter bliver smidt ud af bankerne. Politisk kunne det blive en grim sag, men hvis systemet skal fungerer, så skal rettighederne jo fungere begge veje: Låntagernes ret til lånet, og lånernes ret til at få lånet indfriet. I forbindelse med en lignende undersøgelse af et projekt i Peru forlyder det:

The authors show that households with title were more likely to secure a loan from the government-backed Materials Bank, which buys bricks, mortar and other materials for building and improving homes. They also paid lower interest rates on loans from private sources, including commercial banks and microlenders like Mibanco. But their odds of getting a private loan in the first place did not improve. More than a third could not get a loan or would not take one, for fear of losing their property.

Paradoxically, this fear may not be sharp enough, the authors argue. There are, they point out, two sides to collateral: enforcing the bank’s right to repossess an asset is as important as recognising the owner’s right to possess it. But titling programmes, they write, “unavoidably signal to lenders that a government prioritises housing for the poor, and hence is more likely to side with borrowers in enforcing credit contracts.”

Måske kan man også tage med, at banksystemet generelt ikke er gearet til små – eller bare mellemstore – kunder, som mine eksempler fra Bolivia viser. De er generelt store og dovne og der er næppe nok konkurrence på området, ligesom det også kan være problemet herhjemme. Under alle omstændigheder viser undersøgelsen, at ejendomsret i sig selv ikke er hele svaret:

Capitalism is the only system that can lift billions out of poverty. But no recipe can achieve this overnight. History suggests that as well as property rights and a decent legal system, it requires sound economic policies, an educated workforce and political arrangements capable of regulating conflicts and minimising the risk to investment. Then again, if development were easy, everyone would have already developed.

The Microsoft Office

Et hurtigt tip. Ricky Gervais og Stephen Merchant, der lavede den fantastiske komedieserie The Office, har nu lavet to træningsudsendelser for Microsoft, kaldet “The Office Values”. Begge kan ses på Google Video, så det er bare om at komme ind og se verdens bedste chef David Brent give gode råd til hvordan man kører en forretning. Udsendelse 1, udsendelse 2.

Hvorfor bliver man kunstner?

I forlængelse af min forrige post om udsættelser og overspringshandlinger kom jeg til at tænke på noget, som min gode ven Christian Fonnesbech engang sagde:

Man bliver kunstner, fordi man gerne vil have en behagelig døgnrytme.

Og det tror jeg i grunden er rigtigt, i det mindste i starten. En berømt forfatter, som jeg desværre ikke husker navnet på lige nu, men det kan være en begavet læser kan hjælpe, skrev noget lignende om en karakter i en roman: “som alle andre unge døgenigte drømte han om at blive forfatter”. Der er en vis romantisk boheme-version forbundet med forfatteren og kunstneren, og det får nok de fleste til at tro, at det er et rent gravy train med masser af fritid og café latte. Det er på sin vis også rigtigt. Man har i høj grad mulighed for at planlægge sit liv selv (især hvis man vælger at være kunstner på dagpenge, som mange gør, og ikke skal arbejde ved siden af) og kan tage en slapper, hvis man har brug for det. Man SKAL ikke være på kontoret klokken 8.

Men der er en bagside. Bøgerne skriver ikke sig selv, og det giver en nagende, evig dårlig samvittighed, der kan være svær at have at gøre med. Og derfor kan man have brug for en gang oversprings-Civilization, men det bringer jo desværre ikke én nærmere en færdigskrevet bog. Derfor kan det godt være, at man ikke SKAL være på kontoret klokken 8. Men det er søreme en god idé, hvis man er det alligevel. Pisken slipper man aldrig for, for man er jo født protestant (men aldrig døbt og aldrig troende; pisken sidder der nu alligevel, i det mindste resterne af den).

Derfor er det måske mere rigtigt at sige, at selvom man måske bliver kunstner, fordi man gerne vil have en behagelig døgnrytme, så bliver man det først rigtig kunstner, når man virkelig vil være kunstner, og ikke bare gerne vil have alle de rare ting, som følger med. Og i stedet møder på kontoret klokken 8, ligesom alle andre ordentlige mennesker.

Don’t I know the feeling

Science fiction forfatteren Iain Banks (der bl.a. har skrevet den glimrende The Algebraist, som jeg er ved at læse) har måttet bede om en tre måneders udsættelse på sin næste roman på grund af sin afhængighed af computerspillet Civilization. Banks har udtalt til The Independent:

“It’s all because I became a serial addict of the computer game ‘Civilisation’,” Banks said at this month’s Edinburgh book festival.

“I played it for three months and then realised I hadn’t done any work. In the end, I had to delete all the saved files and smash the CD.

“It is very unprofessional of me. I had to ask for an extension for the first time, which made me feel just like I was a student again.”

Jeg kan godt genkende fornemmelsen, og det tror jeg de fleste, som har spillet Civilization kan … just one more turn … Men det berører jo et dybere problem: trangen til at udsætte opgaverne. Computerspil er en af de væreste prokrastinator-hjælpemidler derude. Men hvad er endnu værre? Internettet. Internettet er den største – og bedste – tidstyv, der har set dagens lys. Mens jeg skriver dette, kunne jeg skrive mit filmmanuskript færdigt. Men det gør jeg ikke. Hvorfor? Nogle bud?

Måske giver udsættelse af opgaverne værdifuld tænketid. Det har jeg i hvert fald selv oplevet. Man sidder med et problem, men løser det egentlig først, når man begynder at lave noget helt andet – fx gå sig en tur eller vaske op. Ideerne kommer dog desværre sjældent, når man i stedet bruger al sin energi på at udtænke strategier til, hvordan man bedst kan sende sine legionærer ind over grænsen til de stygge indere, så man kan erobre deres værdifulde ressourcer. Og så alligevel. Måske bliver Banks’ nye roman hans bedste, fordi han har haft mere tid til at tænke sig om? Måske ikke.

Under alle omstændigheder må den store gåde i det kreative arbejde være at styre, hvordan man forhindrer inspirationsøvelserne i at få overtaget. Lidt inspiration er konstruktivt – fx et godt spil Civilization – men for meget er katastrofalt. Måske har man bare brug for en manager – eller en dyretæmmer?

Så stopper festen!

Eller rettere: Så stopper festivalen. Berlingske Tidende kunne i dag fortælle, at den statsstøttede festival Images of the Middle East (som arrangeres af CKU, der hører under Udenrigsministeriet) udgiver en bog med titlen “Broen – litterære billeder fra mellemøsten” – uden israelske forfattere. Udelukkelsen af israelerne kommer fordi de saudi arabiske pengemænd, der har betalt for bogen, angiveligt kun vil støtte forfattere fra islamiske lande. Det udelukker så åbenbart Israel (og vel strengt taget også alle andre ikke-muslimer fra mellemøsten, der kunne ønske at sende litterære billeder til danskerne). Det er jo skrap kost i sig selv, men ikke en overraskende melding fra det saudi arabiske diktatur. Det overraskende er naturligvis, at CKU har valg at få penge på de betingelser.

Her på bloggen er vi stærke tilhængere af privates ret til diskrimination – på deres egen ejendom. Hvis diskoteksejere ønsker at udelukke bestemte befolkningsgrupper fra deres egen ejendom, er de i deres gode ret til at gøre det (og vi er i vores gode ret til at holde os væk fra et racistisk sted), lige så vel som jeg er i min gode ret til at afvise hvem som helst fra min private ejendom. Retten til diskrimination kan imidlertid ikke udstrækkes til staten, der meget strengt skal holde til det retsstatslige princip om lighed for loven (at myndighederne så alligevel blæser højt og flot på forbudet er imidlertid noget andet, fx når man ønsker etniske kvoter for skoler og lignende). Alligevel giver bogen “Broen”s redaktør, Claus V. Pedersen, der er lektor i persisk på Københavns Universitet, denne bovlamme undskyldning for den himmelråbende racistiske diskrimination (“ingen jøder, tak” er jo essensen i budskabet):

Jeg havde helst set, at også Israel var med, men da det var betingelserne for finansieringen, sagde jeg ja til at være med. Det var en kold og kynisk vurdering. Det er sjældent, at man kan få litteratur fra den del af verden udgivet.

Nå, ok. Det er i den gode sags tjeneste. Så er det ok at være lidt kynisk. Det er jo også bare Israel det går ud over, og de er jo alligevel onde. Men vent nu lidt: Lad os forestille os, at en statslig organisation i Danmark vil afholde en festvial om ny amerikansk poesi, men på den betingelse fra den amerikanske oliemillardær, der betaler for bogen, at der ikke optræder digte af sorte, homoseksuelle og katolikker. Ville svaret også være “Jeg havde helst set, at sorte, homoseksuelle og katolikker var med, men da det var betingelserne for finansieringen, sagde jeg ja til at være med. Det var en kold og kynisk vurdering. Det er sjældent, at man kan få litteratur fra den del af verden udgivet.”

Næppe. Og hvis han gjorde var han blevet fyret meget hurtigt. Udgivelsen af bogen “Broen” er en skandale, og CKU burde simpelthen have undladt at udgive den. Endnu mere latterligt bliver det naturligvis, at hovedoverskriften for festivalen er “Dialog”. Måske skulle man starte med at få nogle israelske og arabiske forfattere i dialog, fx i samme bog?

Den Digitale Hukommelse i Berlingske

Så er turen kommet til Lars Hvidbergs digitale hukommelse – altså den blog du læser nu – i Berlingske Tidendes serie om borgerligt-liberale webloggere. Artiklen kan læses her. Jeg er selv lige kommet hjem fra en længere rejse, og har ikke haft tid til at læse de andre artikler i serien, men jeg skriver nok en kommentar op af dagen. Interviewet blev lavet per skype-telefoni (leve web 2.0!) og per mail med Bent Blüdnikow, mens jeg var i Boston, men jeg synes da egentlig, at det er blevet meget godt. Under alle omstændigheder er det morsomt at se sig selv i avisen (med billede!) og også ganske rart at få noget anerkendelse for det betydelige arbejde jeg trods alt har lagt i bloggen i de sidste par år. Det pirrer naturligvis hovedsageligt forfængeligheden, men giver også lyst til at skrive mere. Det kan være jo også være, at et par nye læsere kigger forbi.

Update:
Her er de to første, indledende artikeler i serien Borgerlige Bloggere: Det er borgerligt at blogge og Ej blot til lyst. Det er jo glimrende, at vi bloggere får så meget opmærksomhed, men jeg tror også, at vi på et tidspunkt skal til at nuancere, hvad det vil sige at være borgerlig. Jeg tror faktisk, at sammenkoblingen mellem primært islamkritiske blogs som Little Green Footballs eller den hjemlige Uriasposten og blogs som min egen nok ikke er helt holdbar, selvom jeg i øvrigt læser de to flittigt. Man er ikke nødvendigvis borgerlig, fordi man er kritisk overfor politisk islam og pro-israelsk, hvilket fx bloggen Harry’s Place beviser ved at følge en George Orwellsk/Christopher Hitchensk tradition, hvor man ganske vist vender sig imod venstrefløjen som den er i dag, men ikke er blevet pro-kapitalister af den grund. Ikke at hverken LGF’s Charles Johnson eller Uriaspostens Kim Møller er socialister eller det der ligner – især Uriasposten har ofte glimrende irettesættelser af DR’s anti-kapitalistiske dagsorden – men deres blogs handler nu en gang mest om islam, som hverken borgerlige, socialister eller dem midt imellem har en entydig holdning til. Det er en større diskussion, og jeg tror den fortjener en fyldigere postering på et andet tidspunkt.

Uriasposten har – som sædvanlig – en fyldig gennemgang med flere links. Der var også tidligere på Uriasposten en lille diskussion om udvalget af blogs til artikelserien.

Road Trip

I de næste ti dage er jeg på road trip i det dejlige Vermont, så der bliver nok ikke så mange opdateringer eller det der ligner. Jeg tjekker mail engang imellem vil jeg tro. Vi ses når jeg er tilbage i DK igen!

Borgernes journalistik

Tag'n'coffee (c) Lars Hvidberg, 2006
Mandag i denne uge var jeg til en meget spændende konference på The Berkman Center for Internet and Society, der lige nu laver den absolut mest cutting edge forskning i internettet og dets relation til samfund, lovgiving, politik og meget andet. Konferencen havde titlen Citizen’s Journalism (se detaljeret program på link), og var en underafdeling af den store Wikimania konference, der kørte hele weekenden.

Ordstyrer var den navnkundige Dan Gillmor, hvis bog We The Media fra 2004 forsøgte at beskrive IT-teknologiens betydning for nyhedsjournalistik i fremtiden, hvor brugerskabt indhold og amatørjournalistik sandsynligvis kommer til at få en endnu større betydning (se fx min forrige post om hvordan ihærdige bloggere har afsløret svindel med krigsbilleder). Konferencen var et af de første arrangementer for det nystartede Center for Citizen’s Media, der er affilieret med Berkman, og ligeledes hører under Harvard Law School.

Konferencen var en stor succes med omkring 100 deltagere (mit bud), hvoraf de fleste var eksperter indenfor feltet, forskere, journalister, bloggere (jeg tror at næsten alle til stede havde deres egen blog). Folk var virkelig ihærdige og villige til at diskutere og komme med indskud, men alt foregik i en meget konstruktiv, positiv og optimistisk atmosfære, hvilket er noget jeg sjældent har oplevet på danske universiteter. Der var måske en tendens til, at lidt for mange af deltagerne ikke helt kunne få styr på, om de var akademikere eller demokratiaktivister (et genkommende problem i den amerikanske universitetsverden), og der var måske også lidt for mange ældre typer, af den slags som havde store forhåbninger til public access lokal-tv, som aldrig rigtig blev indfriet, og som nu havde kastet deres kærlighed på internettet som det store nye medium for den demokratiske konsensus-samtale. Om de har ret, vil tiden vise. Under alle omstændigheder er der enorme nye muligheder i IT-teknologien, og jeg tror at folk har ret, når de siger, at vi i disse år oplever en medierevolution, der kun kan sammenlignes med Gutenbergs opfindelse af trykpressen.

Mine billeder fra arrangementet på flickr. Flere her.
Detaljerede noter fra konferencen her.

P.S. På billedet kan du forøvrigt se min nye, utroligt garvede Moleskine-notesbog, der endelig, omsider, efter ti år har løst mit notesbogsproblem. Jeg tør nu sige, at jeg har fundet den perfekte notesbog i Moleskines linjerede 9×14 cm Note Book. Den ligger perfekt i hånden, kan uden problemer ligge slået ud helt plant, uden at folde til den ene eller den anden side; har tynde, men alligevel holdbare sider, en stofsnor til bogmærke og en elastikrem til at holde bogen sammen. Jeg har virkelig dyrket optur over det her, og skrevet som en gal, gal vædder!