Den nuværende pædagogstrejke og hele virakken omkring den illustrerer det centrale problem i regeringens Skattestopspolitik – nemlig at så længe det danske samfund er defineret som et Lommepengesamfund, vil de offentlige udgifter blive ved med at stige, uanset hvordan man forsøger at holde igen. Hvorfor? Fordi staten med Lommepengesamfundet simpelthen har taget patent på de vigtige ting i livet, og i takt med at vi bliver rigere, vil vi også ønske at bruge flere penge på vigtige ting: børnehaver, skoler, sundhed og ældrepleje. Så længe regeringen derfor undviger at tage et opgør med Lommepengesamfundets grundlæggende værdier, vil de aldrig kunne vinde kampen om flere offentlige udgifter, for her vil Socialdemokraterne altid kunne overbyde dem – bl.a. fordi Lommepengesamfundet er deres ideologiske kæphest og patentopfindelse.
Hvis man skal tage de mege velvillige briller på og forestille sig, at der er bare en lille bitte smule liberalisme tilbage i regeringen og Anders Fogh Rasmussen, så er den storstilede strategi med Skattestoppet at bremse væksten i de offentlige udgifter, og lige så stille flytte den samfundsmæssige vægt fra det offentlige til det private. Det er den underliggende tanke bag statsministerens store Kulturkamp, og som retorisk finte har Skattestoppet indtil videre fungeret godt. Men om det har virket godt i praksis er en helt anden sag, og som pædagogstrejkerne og opbakningen til dem viser, er der god grund til skepsis.
Problemet er, at i Lommepengesamfundet, som det er defineret og opbygget af Socialdemokratiet gennem årtier, er borgernes private midler kun til tant og fjas. Den almindelige borger kan ikke engang finde ud af at spare op til påskeferien, hvis man ser på hvordan systemet er indrettet, og hvordan skulle han så kunne finde ud af at langtidsplanlægge sin pension, forsikre sig mod sygdom eller tage vare på børnenes uddannelse? Jeg husker, at jeg for et stykke tid siden hørte en radioudsendelse med Mogens Lykketoft, hvor tanken om, at borgerne i forbindelse med skattelettelser skulle bruge midlerne til fx sundhedsforsikringer, kun blev mødt med latter og hovedrysten. Nej, borgernes private midler er kun til gaver og gøgl, slik og kager, fladskærmstv og store biler. Staten, derimod, tager sig af det vigtige: vores børns pasning og uddannelse, vores sundhed og vores alderdom.
Men hvilken betydning får Lommepengesamfundet så, når der sker to ting i samfundet samtidig: 1) På den ene side oplever vi voldsom vækst i samfundets rigdom. Vi er rigere end nogensinde før og der er enorme overskud på betalingsbalancen. 2) På den anden side skifter samfundet via Skattestoppet fra offentligt til privat (selvom det er en meget langsom overgang, der måske mere har retorisk end reel betydning). Det får desværre den betydning, at folk ikke har nogen oplevelse af, at velstandsstigningen bliver brugt til vigtige ting: nemlig til børnepasning, skoler, uddannelse osv.
Det er jo en helt reel indvending, og jeg er overbevist om, at hvis børnehaver og skoler var private ville de aldrig nogensinde opleve alvorlige finansieringsproblemer, simpelthen fordi folk prioriterer deres børn enormt højt. Men i Lommepengesamfundet prioriterer politikerne vores midler for os, og derfor ser det nu ud til for den almindelige borger, at vigtige områder forsømmes, selvom vi bliver rigere og rigere. Det er en meget svær retorisk og politisk klemme regeringen har sat sig i her, og det er tvivlsomt, om de i længden kan holde den gående. Konsekvensen må på det lange sigt blive, at enten bliver regeringen helt og fuldt Socialdemokratisk, eller også får vi en Socialdemoratisk regering. Var det meningen med Anders Foghs store langsigtede kulturkamp?