Nanowrimo

Skrive en roman på en måned? Det kan man da ikke! Jo, det kan man faktisk godt, hvis man deltager i Nanowrimo – National Novel Writing Month, hvor hundredevis af glade forfattere fra hele verden konkurrerer om at skrive en roman i løbet af november (også på dansk, hvis det er). Der er ikke nogen præmie, andet end stoltheden over at bryde skrivekrampen og det at være med i et stærkt community. Forum-delen ser meget inspirerende ud med masser af gode råd og hektisk æstetisk aktivitet. Jeg har selv meldt mig ind, men ved ikke om jeg rent faktisk får tid til at skrive. På den anden side kunne det være en god måde at teste en fjollet idé…

Den værste svinestreg

Lyt her til en fuldstændig vanvittig debat fra P1 i går mellem Ninna Thomsen (SF) fra Borgerrepræsentationen i København og Ruth Eversen fra frimenigheden Faderhuset, der som bekendt har købt Ungdomshuset på Jagtvej og nu vil have smidt besætterne ud. Ninna Thomsen er fuldstændigt grinagtigt vanvittig at høre på, og hendes forurettede klynken om, at Faderhuset ikke vil indgå i ‘politisk dialog’ eller at de i forhold til deres ‘kristne næstekærlighed’ ikke burde ønske konfilkt tager simpelthen prisen som noget af det mest idiotiske, der endnu er sagt i denne sag, som jeg virkelig, virkelig, virkelig synes er det mest åbenlyse eksempel på magtmisbrug i Danmark, jeg har set i lang tid. Det er skammeligt og pinligt, og det bliver bare ved og ved. Svineri.

Hør nu her, moster, ejendommen på Jagtvej 69 tilhører Faderhuset. Det er deres ejendom. De har et fint skøde på det, som de har købt og betalt og tinglyst i dyre domme, og når de nu ønsker voldelige personager smidt ud fra deres ejendom, så er det deres ret. Man forhandler heller ikke med indbrudstyve, heller ikke hvis man er en god kristen, og mellem indbrudstyven og ejeren er der heller ikke noget politisk forhold, hvor der skal tages ‘hensyn til begge parter’, som Ninna Thomsen forsøger at stille det op. Hun tilbyder gudhjælpemig Faderhuset, at kommunen gerne vil hjælpe dem med at finde et andet hus. Fordi hun vil bare så gerne bevare København som en mangfoldig by med en masse spændende aktiviteter, og der skal skam da være plads til begge dele og det skal Kommunen sørge for med magt. Men hør her, jeg har en model som giver plads til begge dele. Den hedder privat ejendomsret. Faderhuset køber sig et hus (det har de allerede gjort), og børnene fra ungeren køber sig deres eget hus, og så har begge foreninger et hus, hvor de kan lave deres ting, og København har masser af mangfoldighed, og Kommunen kan bare blande sig helt uden om. Er det ikke en fin model?

Bor Ninna Thomsen i ejerlejlighed? Sikkert ikke, men hvis hun gjorde så ville jeg da gerne lige låne den et stykke tid til nogle spændende kulturelle aktiviteter, der fx kunne bestå i at svine lejligheden til med efterårets nedfaldsblade. Når hun så vil have lejligheden tilbage siger jeg, at der jo skal tages hensyn til begge parter, og måske kan kommunen hjælpe hende med at finde noget andet? Der foregår nemlig så mange spændende ting her hos mig, at jeg sådan næsten føler, at jeg også ejer det lidt. Når hun så tilkalder politiet for at smide mig ud, så siger jeg forarget: “Vil du have konflikt!??! Hvad er du dog for et dårligt menneske!?!”

This American Life

En varm anbefaling: Det amerikanske radioshow This American Life kommer nu som (gratis) podcast. Udsendelsen har hidtil kun været tilgængelig gennem abonnement, men sender nu hver uge en udsendelse fra arkivet, som er tilgængelig som podcast i én uge. Så det er om at komme med, når bussen kører!

Hvad er “This American Life”? Det er et ugentligt 1-times program, som har kørt i over 10 år og fortæller 3-4 forskellige historier med samme tema, f. eks. “It seemed like a good idea at the time” (om folk der har truffet forkerte beslutninger) eller “Notes on Camp” (om det amerikanske fænomen “summer camp”). Historierne er både finurlige, sjove, tankevækkende og af og til også sørgelige, og noget af det mest menneskelige radio, jeg har hørt. Showet er fuldstændig uden kulturelle eller politiske prætentioner, men fortæller jævnt om almindelige (og knap så almindelige) menneskers oplevelser, sorger og glæder.

En venlig sjæl havde overspillet en række cd’er med udsendelser, da vi kørte “on the road” i New England. Udsendelserne kræver at man lytter koncentreret, og de egner sig specielt til kørsel om natten, når der er fare for elge!

Debat blandt irakiske bloggere

For nylig har der været stor debat i den irakiske blogosfære om en af de meste kendte irakiske blogs, Iraq The Model, der samtidig er en af de mest pro-amerikanske. Bloggen, der drives af brødrene Mohammed og Omar, har været en inspirationskilde for mange og har været en af de mest konsistente irakiske blogs med næsten daglige opdateringer gennem de sidste tre år. Samtidig er bloggen blevet mødt med meget kritik for deres meget USA-venlige holdning, og nu er debatten igen flammet op blandt irakiske bloggere. For nylig publicerede Iraq The Model nemlig et slags svar til den store Lancet-undersøgelse (som jeg har omtalt her), og det har fået mange til at koge over. Svaret, som Omar har skrevet, er sandt for dyden heller ikke det bedste fra brødrenes hånd, men mest en række ad hominem argumenter, der næppe vil holde i retten, eller overbevise nogen, der ikke allerede er overbevist.

Det har fået Iraqi Konfused Kid til at samle op på debatten og de mange holdninger blandt irakiske bloggere til Lancet-rapporten, de fleste af dem kritiske overfor Iraq The Models linje, men måske også lige lovligt autoritetstro overfor ‘matematikken’ bag Lancet-undersøgelsen (som Omar dog heller ikke gav noget gensvar på). Diskussionen er et tegn på en øget selvbevidsthed blandt irakiske bloggere, men desværre også et billede på den desperate situation, mange irakere føler at de står i lige nu. Mest interessant er måske i den forbindelse, at bloggeren Treasure of Baghdad har lavet en opsummering, hvor han spørger en række irakiske bloggere om deres holdning til invasionen og tiden før og nu. Meget interessant læsning med mange fornuftige overvejelser.

Citronen og Flammen på film

Nu skulle det være ganske vist. Ole Christian Madsen (manden bag “Edderkoppen”) skal instruere en storfilm om de to største helte i den danske modstandsbevægelse, Citronen og Flammen, der begge kom skidt af dage i efteråret 1944 (håber ikke jeg afslører for meget). Filminstituttet har bevilliget 10,8 millioner kroner, og filmen skal i alt koste 45 millioner, hvilket skal gøre den til den dyreste danske film til dato.

Lyder som et spændende – men også meget ambitiøst – projekt. Personligt er jeg lidt bange for det store budget. Bare der ikke går pop i den.

Realitycheck – Gensvar til Lancet

For nylig – endnu engang lige før et vigtigt valg i USA – kom det ansete sundhedsvidenskabelige tidsskrift The Lancet med en chokerende undersøgelse af dødsfald i Irak efter invasionen i 2003. Det er det samme forskerhold, der stod bag en lignende undersøgelse i 2004 (som jeg omtalte her), der dengang konkluderede, at der var en overdødelighed på ca. 100.000 irakere siden invasionen. Allerede dengang var der grund til skepsis overfor resultaterne, bl.a. fordi tallet var ca. 4 gange højere end alle andre estimater (der tilgengæld var nogenlunde på linje), og fordi tallene medførte det helt utrolige resultat, at koalitionsstyrkerne i gennemsnit skulle have dræbt over 100 irakere hver eneste dag siden invasionen, de fleste i bombeangreb. Det virkede ret utroligt, at noget sådan skulle kunne ske, uden at nogen opdagede det (de rapporterede tal var langt, langt lavere), men tallene blev mere eller mindre ukritisk accepteret, i det mindste blandt krigens kritikere på venstrefløjen, og man kunne konstant høre Søren Søndergaard råbe op om “de 100.000 irakere, som vi har slået ihjel”.

Nu skal Enhedslisten så til i stedet at tale om 655.000 irakere (jeg hørte allerede én i radioen i går have justeret ‘forargelses-tallet’), for det er den anslåede overdødelighed efter invasionen i følge den nye undersøgelse fra The Lancet, hvoraf vel at mærke 601.000 har mødt en voldelig død, de 200.000 af dem for koalitionstroppers hænder. I foråret i år skulle tallet være omkring 1000 døde hver dag, mens medierapporterne er under 80 i gennemsnit. Det er altså et enormt tal, The Lancet taler om, og det er intet mindre end 10-12 gange højere end de fleste andre estimater. Til sammenligning kan det nævnes, at de allieredes forfærdelige og groteske bombekampagner over Tyskland fra 1943 til 1945 efter de officielle statistikker kostede lidt over 300.000 livet (selvom andre angiver større tal). Vi snakker altså om noget, der i størrelsorden burde ligne destruktionen af Tyskland under anden verdenskrig. Men holder tallet? Mange vil mene, at siden det jo er videnskab der er tale om, og siden The Lancet er et meget fint blad, så kan man ikke stille større spørgsmålstegn ved resultatet, med mindre man selv er videnskabsmand. I det mindste føler man sig nok foranlediget til at konkludere, at sandheden sikkert er “midt i mellem”.

Men vent nu lidt. Selvom Irak er et voldeligt land, og desværre stadig mere og mere voldeligt, kan det så virkelig lade sig gøre, at koalitionstropper i gennemsnit slår 200 personer i hjel hver eneste dag, uden det bliver rapporteret? Jeg er ret sikker på, at det ville være en rigtig god sag for de arabiske tv-kanaler. Hvis man kan huske, hvor meget ballande der var det første Fallujah-slag i april 2004 – der i vide kredse blev udråbt til den rene massakre og var sindssygt dårlig PR for amerikanerne – skal man huske på, at der i snit blev dræbt 100 irakere om dagen under det slag (ved det andet Fallujah-slag i november 2004, der også fik enorm opmærksomhed, var tabstallene endnu lavere). Hvis Lancet-undersøgelsen holder vand taler vi altså om en dobbelt Fallujah, hver eneste dag siden invasionen, ganske vist spredt ud over flere provinser, men ikke desto mindre må der finde lignende episoder sted hyppigt, hvis et så enormt slagteri skal kunne lade sig gøre. Og når vi taler om voldsepisoder, hvor koalitionsstyrker ikke er involveret snakker vi altså om det fem-dobbelte, og 42% 40% af alle ofrene skulle i følge Lancet komme fra bilbomber, luftangreb og andre eksplosioner. Det er svært at forestille sig luftangreb og bilbomber, der ikke påkalder sig en del opmærksomhed, men også når det gælder mindre episoder får vi jo daglige rapporter om myrderier i gaderne og hovedløse lig der dukker op, også i små byer i udkanten af Irak – og ofte når de mere spektakulære episoder avisernes forsider. Alligevel vil The Lancet have os til at tro, at tallet er over ti gange større, hver eneste dag, end vi tror det er. Men hvorfor i alverden er der så ingen, der har opdaget det?

Grunden til, at ingen har opdaget det er nok, at tallet er vildt overdrevet. Men du skal skam ikke tage mit ord for det. For nu har folkene bag det ligeledes meget ansete og citerede site Iraq Body Count udsendt deres eget svar på Lancets undersøgelse, hvor de går i rette med undersøgelsens postulater. Det er en lang og grundig gennemgang, der piller undersøgelsens resultater fra hinanden og konkluderer:

Could five such shocking implications be true? If they were true, they would need to be the result of a combination of the following factors:

* incompetence and/or fraud on a truly massive scale by Iraqi officials in hospitals and ministries, on a local, regional and national level, perfectly coordinated from the moment the occupation began;

* bizarre and self-destructive behaviour on the part of all but a small minority of 800,000 injured, mostly non-combatant, Iraqis;

* the utter failure of local or external agencies to notice and respond to a decimation of the adult male population in key urban areas;

* an abject failure of the media, Iraqi as well as international, to observe that Coalition-caused events of the scale they reported during the three-week invasion in 2003 have been occurring every month for over a year.

We would hope that, before accepting such extreme notions, serious consideration is given to the possibility that the population estimates derived from the Lancet study are flawed. The most likely source of such a flaw is some bias in the sampling methodology such that violent deaths were vastly over-represented in the sample. The precise potential nature of such bias is not clear at this point (it could, for example, involve problems in the application of a statistical method originally designed for studying the spread of disease in a population to direct and ongoing violence-related phenomena). But to dismiss the possibility of such bias out of hand is surely both irresponsible and unwise.

Det bliver også fremhævet i svaret, at der allerede i 2004 blev lavet en anden FN-undersøgelse med lignende metodik som den første Lancet-undersøgelse (de “100.000”), men med langt større repræsentativt udsnit af befolkningen, og dermed et langt bedre grundlag for statistikken. Den fandt imidlertid ikke den samme overdødelighed som Lancet, men fandt derimod resultater, der korrelerede med de allerede kendte estimater. Den undersøgelse fik selvfølgelig ikke samme omtale i medierne, selvom den havde et langt bedre grundlag at konkludere på.

En anden ting man kan påpege i forbindelse med Lancet-undersøgelsen er, at man ved 92 % af de noterede dødsfald kunne fremvise et gældende ‘dødscertifikat’ udstedt af myndighederne. Disse dødscertifikater må i det store og hele også afspejle sig i den officielle statistik fra det irakiske sundhedsministerium, der imidlertid altså regner med et tal på under 1/10. At langt størstedelene af dødsfaldene, Lancet har noteret sig, skulle være ‘uofficielle’ og ‘gemt væk’, og det skulle være grunden til de store tal, holder derfor ikke. I et land som Irak kan man nok ikke regne med alle statistikker, men at de centrale registre kun skulle rumme 1 ud af 10 dødscertifikater, der udstedes af lokale myndigheder forekommer ret mærkværdigt (der findes i øvrigt også optællinger, der simpelthen sammentæller de forskellige lighuses resultater – også de kommer til et tal omkring de 50.000, altså det samme estimat som alle andre end Lancet). Hvis situationen skulle være så kaotisk, at ingen har styr på noget som helst, må man undre sig over, at myndighederne overhovedet er i stand til at få udstedt certifikaterne i første omgang.

Kort sagt medfører Lancet-undersøgelsen nogle implikationer, der i forhold til hvad vi i øvrigt kan observere, simpelthen er så usandsynligt, at det undrer mig, at man har valgt at publicere undersøgelsen. Jeg husker selv kemiforsøg fra gymnasiet, hvor man selv syntes man havde udført alt rigtigt med tjeck og dobbelt-tjeck, men alligevel fik vildt urealistiske resultater (fx at vand fryser ved temperaturen 10 grader og koger ved minus 50 eller lignende). Her tror jeg nok, at hvis jeg alligevel fremturede med at metodikken var ok, ville jeg få 03. Man kan i denne forbindelse hævde sig ved, at undersøgelsens bagmænd, i det mindste ved første undersøgelse fik fast tracket undersøgelsen, så den kunne komme med i The Lancet lige op til et vigtigt valg i USA. Fasttracke vil sige, at man forbigår den normale pertentlige peer-reviewing for en videnskabelig undersøgelse. Og hvorfor har man så gjort det? Ja, det kan man jo gisne om, men før man begynder at få alt for høje tanker om videnskabelige undersøgelsers upartiskhed, kan man måske gøre sig selv den tjeneste at lytte til The Lancets redaktør Richard Horton ved et “Time To Go” møde i september 2004 2006, sammen med prominente folk som George Galloway, hvor han taler om “Anglo-American imperialism”, “colonialism”, “politics of hate”, og andre ting – og forbinder sin politiske holdning direkte med undersøgelserne. Det behøver ikke at betyde, at man fusker med resultaterne, men nogle gange ser man måske, hvad man vil se. “655.000 er blevet dræbt. Det er ikke bare noget vi tror, det er noget vi ved.”

Bottom line: Mange mennesker er døde i Irak og landet går mod katastrofe. Det er bestemt værd at tale om, hvad omkostningerne ved invasionen har været. Og der ligger i øvrigt også her en interessant diskussion om, hvor meget vi kan regne med mange andre tal, vi får slynget i hovedet fra brændpunkter som Darfur, Congo og lignende, og som er lavet med lignende metoder. Men vi har altså brug for, at bullshit-faktoren er på et nulpunkt og lødigheden så høj som muligt, og det er der desværre intet der tyder på med denne undersøgelse. Hvor mange ofre er der reelt tale om? Sandsynligvis flere end de 48.000 et site som Iraq Body Count har optalt gennem medierapporter. Men hvor mange flere? Det aner vi ikke noget om. Kan vi regne med, at estimerede videnskabelige tidsskrifter som The Lancet vil være os behjælpelige med at komme tættere på sandheden? Desværre ikke. Tværtimod.

Update: Mere om metoden bag undersøgelsen hos Punditokraterne.

Så går det stærkt!

For to timer og fyrre minutter siden lancerede vi interviewet med Johan NorbergDjævelens Advokat. Samtidig udsendte vi en pressemeddelelse og sendte samtidig emails til en række store internationale blogs og websites, som vi regnede med, kunne være interesserede. Klokken præcis 21.50 dansk tid kom vi på Instapundit.com:

Djævelen pa? Instapundit

For dem der ikke kender iInstapundit er der kort at sige, at bloggen drives af juristen Glenn Reynolds og er en af de mest populære blogs i USA med langt over 100.000 læsere dagligt. Mere infor her. Instapundit kan være lidt af en kingmaker i bloggerkredse, så det var lige præcis den opmærksomhed, vi havde håbet på.

Kort efter var vi også på Johan Norbergs egen side med denne fine tekst:

Djævelen hos Norberg

Og så gik det ellers stærkt! Efter 35 minutter på instapundit og 20 minutter hos Norberg så vores besøgskort sådan her ud:

World map efter 35 minutter pa? instapundit

Sådan!

Norberg nordpå

I sidste uge var jeg og Jacob Mchangama i Stockholm for at interviewe globaliserings-forkæmperen Johan Norberg til Djævelens Advokat (interviewet kan høres på www.devilsadvocate.dk). Det var en på alle måder succesfuld tur, og da det oven i købet var første gang, jeg var i Stockholm, kom der også en ny storbyoplevelse oven i hatten.

Norberg er mest kendt for sin bog In Defence of Global Capitalism fra 2001, som nærmest kan ses som et svar til den canadiske journalist Naomi Kleins på det tidspunkt meget hypede No Logo (1999), der blev et kampskrift for antiglobaliseringsbevægelsen. Der er måske ikke så mange, der husker det i disse War On Terror-dage, men da jeg i efteråret 1999 boede i Canada, var der tryk på debatten og tusindvis af demonstranter spredte frygt i Seattles gader. Jeg købte “No Logo” med hjem fra Toronto og læste bogen. Den er ganske vist flottere opsat end Norbergs optimistiske gensvar, men egentlig tror jeg ikke rigtig, at damens – eller antiglobaliseringsbevægelsens – argumenter hænger sammen. Læs bl.a. her The Economists sønderlemmende kritik.

Norbergs bog, der nu har fem år på bagen, har langt mere substans. Det vil sige, at den er langt mere gennemargumenteret og sammenhængende og støttes af lødig og troværdig statistik, i stedet for de følelser og fornemmelser Klein og kohorter alt for tit lader sig rive med af, og som forværrer deres i forvejen manglende forståelse af, hvordan økonomi fungerer. Selvom jeg først har læst Norbergs bog til ende for nylig, har jeg fulgt debatten og hans glimrende weblog længe, og jeg må sige at det var lidt af et scoop og en fjer i hatten at få lov til at møde ham. Men jeg tror i øvrigt ikke, at vi lod os imponere så meget, at vi ikke gav noget modspil. Men det kan man jo selv lytte til.

Stockholm var en flot by med brede alléer og imposante bygninger fra enevældens tid, og den ligger flot i Skærgården med mange fine broer. Byen virker mere tysk end skandinavisk, og jeg følte mig på mange måder hensat til Berlin. Også Gamla Stan, det gamle pussenussede kvarter, hvor vi boede, mindede mere om Prag end om Nyboder. Det virkede også som en lidt kold og renskuret by, og der var lidt for mange slipsedrenge på Östermalm, da vi gik ud og drak et par øl om aftenen. Men det var samtidig helt sikkert en by, som man kunne bruge meget mere tid i. Jeg har uploadet et par billeder på min flickr-konto på tagget stockholm, men jeg viser også lige det sjoveste her: Det er fra det Historiske Museum, hvor man på en væg kunne sætte post-its med meninger og forslag. Her er et bidrag fra en gæst: “Personalet snakker for mærkeligt og for meget”.

You Talk Too Much!

Penge og magt i Hollywood

Lyder som en spændende bog: Edward Jay Epstein: The Big Picture: Money and Power in Hollywood.

Fra omtalen hos Chicago Boyz, der analyserer hvorfor en typisk læser af den blog aldrig nogensinde føler sig som målgruppen, når de går i biografen:

The handful of films that will gross more than a billion dollars follow a similar formula:

All of them:

1. are based on children’s stories, comic books, serials, cartoons, or, a theme park ride.
2. feature a child or adolescent protagonist.
3. have a fairy-tale-like plot in which a weak or ineffectual youth is transformed into a powerful and purposeful hero.
4. contain only chaste, if not strictly platonic, relationships between the sexes, with no suggestive nudity, sexual foreplay, provocative language, or even hints of consummated passion.
5. feature bizarre-looking and eccentric supporting characters that are appropriate for toy and game licensing.
6. depict conflict – through it may be dazzling, large-scale, and noisy – in ways that are sufficiently non-realistic, and bloodless, for a rating no more restrictive than PG-13.
7. end happily, with the hero prevailing over powerful villains and supernatural forces (most of which remain available for potential sequels).
8. use conventional or digital animation to artificially create action sequences, supernatural forces, and elaborate settings.
9. cast actors who are not ranking stars – at least in the sense they do not command gross-revenue shares.

In one word, “Spiderman” — in two words, “Harry Potter” — in four, “Lord of the Rings.”

(…)

Hold on a minute, though. The formulaic kid-bait and toy franchising represented above is only occasionally represented at awards time. Wasn’t last year’s Golden Globes a festival of gay and transsexual awakening? Yes, indeed it was. For part of the emotional cost of making bilge for children from 8-80 is a deep ennui amongst the creative and management talent that feeds the “sexopoly” – the six-company beast. In order to boost morale and acquire prestige, studios, stars, and directors also participate in making movies of interest to them and those they admire. The result is a number of films that will certainly lose money in the cinemas, have only a small chance of recouping costs in DVD or during free TV broadcast, but which will appeal to the creative talent which otherwise is engaged in making merchandisable blockbusters. Make a blockbuster, get an “art-house” film, and maybe an Oscar, as a reward.

Søvnens videnskab

Der var godt nok absolut ikke et øje inde i Dagmar i går og se Michel Gondrys nye film The Science of Sleep, så den tegner til at blive en solid fiasko. Det er synd, for det er en rigtig skæg og sød og sjov og på alle måder kreativ film, der er lige præcis så mærkelig, at den hele tiden er overraskende, og lige præcis så sammenhængende, at den alligevel giver mening. Det er jo opskriften på en interessant film, og det skal altså forstås meget mere positivt end det lyder, nemlig som en anbefaling.

Gondry har en lang karriere som finurlig instruktør af musikvideoer bag sig, fx perler som Björks Human Behavior eller den eminent zoomende Je danse le Mia med den franske rapgruppe IAM, som jeg stadig husker tydligt, selvom det er mere end ti år siden jeg så den sidst (og nu har jeg så fundet den igen, takket være youtube). Gondrys visuelle fantasi får – ligesom i mesterværket Eternal Sunshine of the Spotless Mind – fuld gas i “The Science of Sleep”, fordi hovedpersonen Stéphane på en meget håndgribelig måde blander drøm og virkelighed – ja, sådan set lever han mere i en drømmeverden end i virkeligheden. Drømmene er konsekvent underligt bamsede og rispapir-agtige og ligner kulisser bygget af papkasser og træ, som da man var barn og skabte sin helt egen verden, og Stéphanes barnlighed kommer på en hård prøve, da han møder pigen Stéphanie, som er lige så udknaldet som han selv. De skaber anarkstiske cellofandrømme sammen, men kan de også finde ud af at elske?

Tja, historien er måske ikke så interessant eller hæsblæsende i Science of Sleep, og filmen er som helhed meget ‘mindre’ end forgængeren (der var skrevet af manusikonet Charlie Kaufmann), men stort set alt andet i filmen er helt og fuldstændigt på toppen og gennemført, fra de meget levende drømmesekvenser til den brune og KREA-agtige 70’er stemning og det præcist skårne galleri af bikarakterer, der både er hjælpere og modstandere og alt ind i mellem for vores forvirrede hovedperson. Og her skal så Gael García Bernal virkelig have nogle solide klapsalver for en fantastisk præstation og sin smittende, barnagtige glæde. Han er virkelig ikke bare en pretty boy, men en helstøbt skuespiller med en utrolig tilstedeværelse på lærredet, hvilket givetvis er grunden til at han har fået en kometkarriere i de sidste par år. Man tilgiver ham næsten rollen som Che i den kommunist-forherligende Motorcykel Dagbog. Meget værd at se, hvis man altså kan holde sit indre legebarn ud.