Imperialistisk rygeforbud

180grader med en god leder om den nyligt vedtagne rygeforbud. Der var allerede mange caféer og værtshuse uden røg, fordi kunderne efterspurgte det, men nu er politkerne kommet markedet i forkøbet og har helt lukket ned for den varme røg:

I bund og grund er det jo dybt usympatisk. Hvorfor kan flertallet ikke bare glæde sig over, at der er rigtig mange steder, hvor rygning ikke er tilladt? Hvorfor skal flertallet absolut forbyde rygning alle steder, så det også går ud over mindretallet? Baggrunden er ren og skær egocentrisme. Man vil have hele verden til at se ud som sin egen dagligstue og tillader ikke, at andre har andre præferencer. Man kunne kalde det imperialisme på nationalt niveau.

The Chavez/Lindvig scandal continues

The Danish Internet-daily 180grader is now pursuing Danish journalist Niels Lindvig (at government owned DR) for promoting Hugo Chavez’ closure of the private venezuelian television station RCTV.

Lindvig essentially said that it was about time to close the television station since it had been broadcasting lies and in 2002 had supported the coup to oust Chavez. Lindvig even dares to accuse the NGO Reporters Without Borders, which has heavily critized Chavez for his crack-down on free speech, for being financed by “Americans” (namely the allegedly neo-conservative American Enterprises Institute) and therefore being an instrument of the Bush-administration. However, on RWB’s homepage one can see the accounting chart, which lists a variety of private and public donors. The AEI is nowhere to be found, but perhaps they are hiding behind some covert CIA-facade led by Dick Cheney?

Of course, Lindvig is entitled to his ridiculous opinions. The real shameful thing is that all Danes are forced to pay for his left-wing propaganda on public radio.

Meanwhile in Caracas students are protesting Chavez ever-growing dictatorial tendencies – and getting beaten up and shot in return. As Daniel from Venezuela News and Views writes:

There was only one thing missing in Chavez fascist list of accomplishments: shooting peaceful student protests. Yesterday events at Plaza Brion of Chacaito, a central district of Caracas, were another milestone in Chavez descent into petty tyrant status towards open fascism. We even had serious injuries when a group of hooded thugs attacked the pacific rally at University of Carabobo (we must always observe the “courage” of these chavista supporters attacking marches with bandannas or masks on their faces, preferably on fast motorbikes so they can escape, XXI century socialism S.A.).

To have Chavez running Venezuela is a disaster. But to have a Danish journalist on national, public-paid radio support him is simply an outrage. But then again, Lindvig would probably prefer if Denmark went back to the situation before Denmarks Radio had their monopoly broken – which is the same direction Venezuela is heading: Only one station, only one truth.

På linje med Leth

Jeg tror, at jeg – som så mange andre gange – er på linje med Jørgen Leth i denne sag:

Cykelsporten er ikke en ren sport. Det er en usund sport, en ekstrem sport. Og sådan skal det være. Det er det, jeg altid har sat pris på ved cykelsporten. Den er fyldt med fantastiske, oversize personligheder, excentrikere og folk, der sætter livet på spil. Det andet beror på en dum illusion om, at sporten er ren og at rytter skal være rollemodeller for unge mennesker. Det er noget vrøvl, synes jeg

Inddelingen i “ulovling” doping og alle mulige andre former for “lovlige” boosts er meget kunstig. Man må ikke dope sig, men godt tage vitaminer, planlægge sin kost, træne til det står én ud af ørerne (og man dør af det), bruge særlige cykler og have alle mulige andre hjælpemidler.

Hvorfor ikke bare legalisere dopingen, så vi kan få cykelsporten tilbage til det, som den egentlig handler om: nemlig at køre så hurtigt som muligt uden at bruge benzinmotor.

Bjarne Riis, du har løjet for os i mange år, men du har også været en del af et gennemført hyklerisk spil, hvis ledende drivkraft har været den presse, der nu har travlt med at trække dig ned. Vær dog ærlige: Det gælder om at vinde, rene eller urene.

Vi har jo alle sammen godt vidst, at I var dopede fra top til tå. Det er da for fjollet og spille forargede nu, når vi jublede så meget dengang. Det kan da godt være, at EPO’en hjalp dig på hautecam, men jeg kunne ikke være trådt i dit sted – epo eller ej. Og hvis alle de andre i opløbet også var på stoffer, så var du jo alligevel den bedste.

Mere:
Torben Sangild med en god kommentar.

En ny tidsånd?

Borgerløns-lignende formuleringer om velfærdsstaten i Den Store Danske Encycklopædi skaber nu debat. Det er ikke længere indlysende, at man har ret til at få ydelser uden at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Endnu et skridt i den rigtige retning?

En skræmmende fodnote: Var det virkelig så indlysende for 10 år siden, at man havde ret til ydelser, uanset hvordan man opførte sig? Jeg tænker tilbage til dengang, jeg studerede på humaniora og regnede borgerløn for en interessant idé. “Der er jo penge nok”, som vi sagde dengang. Der er sikkert nogle stykker ude på KUA, der stadig tænker sådan. Men jeg har på fornemmelsen, at de bliver færre og færre.

Why Hugo Chavez was a necessity

We hopefully soon will get rid off. Kevin Grier at Marginal Revolution on why Hugo Chavez was the result of poor governance:

In a kind of a weird back-door way, I also support Hugo Chavez. Or put another way, and going a little Hegelian, as Tyler likes to say, I think Chavez is an historical necessity, and a richly deserved one at that.

Venezuela has relatively high levels of income inequality (a gini coefficient in 2000 of around .44 compared to .36 for the US according to the UN) from a relatively low base and was run by a corrupt elite class who swallowed up oil wealth while the economic standing of the country plummeted. In 1957, Venezuela’s GDP per capita was 51% of the US, in 2003 it stood at 18.5% of the US. Existing institutions had no credibility with a very large portion of the population and simply could not continue to exist as they had.

Don’t get me wrong here, I’m NOT endorsing Hugo. Do I think that Chavez and his policies are going to serve the long term economic interests of Venezuela? NO. Do I think Chavez is a charming guy? NO. Would I be sad if Chavez lost power? NO. If George Bush and Chavez were in a burning building and I could only save one would it be Chavez? NO.

I am just saying that Venezuela was run into the ground by its ruling class and Chavez is the (I hope only temporary) result of their short sighted, poor governance.

The same goes for Evo Morales of Bolivia. Interesting thoughts, and probably true for most of Latin America as well. But that’s no reason not to critizise Chavez for his increasingly dictatorial pretensions.

Utroligt men sandt

Ytringsfrihed gælder ikke, hvis man bedriver dårlig journalistik eller kører kampagne på vegne af oppositionen. Niels Lindvig om Hugo Chavez’ lukning af en privat tv-station.

Niels Lindvig synes det er fuldt berettiget, for stationen RCTV har propaganderet imod Chavez’ nationaliseringer og tidligere agiteret for et kup. Men det han burde have spurgt sig selv er: sker lukningen på et retstatsligt grundlag, som man kan forsvare – fx omfattende injurier eller opfordringer til terror? Lindvigs bergundelser lyder i hvert fald ikke, som om de ville holde i byretten – og der ER jo heller ikke nogen rettergang, bare et præsidentielt dekret. Men hvad, så længe Chavez er en fjende af USA, kan han næppe gøre noget galt. Lindvigs største bekymring: at Chavez vil bekræfte udlandets (ubegrundede, må vi formode) fjendebillede af Chavez, så han ikke vil kunne gennemføre de fantastiske reformer, han allerede er i gang med (fx at nationalisere bankerne, hvilket må rangere som en god idé i Lindvigs bog).

Skam dig, Lindvig! Dine indslag om Latinamerika har længe været fordrejede, men denne gang er du da fuldstændigt ude i hampen. Kan du ikke se, hvor meget du forråder dine egen principper?

Angående velfærdsstaten

Jeg talte med en ven i går om debatten omkring velfærdsstaten, hvor jeg bombastisk havde konkluderet, at velfærdsstaten var den værste politiske katastrofe siden 30-års krigen. Det er selvfølgelig at skære den lidt skarpt, og der er naturligvis også mange gode ting i velfærdsstaten, selvom de skal begrundes nærmere nedenfor.

En slags definition: Velfærdsstaten omfatter ikke alle statens aktiviteter, men betyder specifikt, at staten tager ansvaret for at sikre borgernes “velfærd” fra vugge til grav, dvs. organiserer daginstitutioner, skolegang, uddannelse, forsikring mod arbejdsløshed, sygdom og ulykke, og endeligt pension i alderdommen. Mange af disse forskellige funktioner var staten også engageret i før den egentlige velfærdsstat, men fra ca. 1960 og frem har staten været den primære levenrandør af de forskellige ydelser. Det siger sig selv, at mange af disse ydelser er nyttige og gode. Naturligvis er der brug for sygehuse, daginstitutioner, sundhedsforsikringer og alt muligt andet, men man kan i høj grad diskutere, hvor mange af funktionerne, staten skal være hovedansvarlig for. Man skal i øvrigt huske, at der i politiske spørgsmål ikke er noget der hedder “løsninger”, for der er altid flere gode ting at bruge pengene på, end der er midler til rådighed. “Der findes ingen løsninger, kun afvejninger af for og imod”, som jeg citerer Thomas Sowell for at sige i undertitlen til bloggen (nogle, der kender det præcise citat?). En afskaffelse af velfærdsstaten vil naturligvis ikke betyde et mirakuløst problemfrit samfund, men det vil måske kunne være med at udbedre nogle af de værste skader.

Jeg mener personligt, at det statslige udbud skal være meget begrænset, hovedsageligt af den grund, at private oftest er bedre end det offentlige til at udbyde ydelser effektivt og differentieret i forhold til borgernes behov. Derfor er jeg glad for private hospitaler og private sygeforsikringer, uden nødvendigvis at mene, at folk uden privat sygeforsikring må gå for lud og koldt vand. Jeg vil også foretrække både en privat skole og en privat daginstitution til mine børn, fordi jeg forventer at kunne få mere indflydelse på institutionens kvalitet på den måde. Og så har jeg i øvrigt stor tillid til, at et velfungerende civilsamfund (det har vi stadig i Danmark) vil kunne tage sig af værdigt trængende, i det mindste i en grad, der trumfer de non-tilbud, folk med sociale problemer reelt får i dagens Danmark.

De deciderede skadelige dele af velfærdsstaten kan i virkeligheden isoleres til to ting: Den ene er konkret og den anden vedrører mentaliteten i samfundet.

Vigtigst i det store billede er overførselsindkomsterne, og det er den problematik, Ole Birk Olesen tager op i Taberfabrikken. Overførselsindkomster består i at give folk penge for forskellige sociale begivenheder, der indtræffer, hovedsageligt arbejdsløshed eller børn, men også for at lade sig pensionere tidligt. Tanken var oprindeligt, at overførslerne skulle kunne lindre eller helt fjerne de sociale problemer, der kan opstå i forbindelse med arbejdsløshed (eller at få børn, når man er arbejdsløs), men i stedet har de forværret dem voldsomt, ved at gøre det mere attraktivit ikke at arbejde (eller at få børn, selvom man ikke kan forsørge dem). At staten monopoliserer daginstitutionerne er én ting, vi har jo trods alt brug for daginstitutioner, men at staten kvit og frit giver sunde og raske mennesker penge for ikke at arbejde er direkte samfundsnedbrydende.

Det er dog blevet betydeligt bedre i de sidste ti år med mange flere krav og lavere ydelser, men jeg er bange for at store dele af min generation og de indvandrere, der er ankommet i 80’erne og 90’erne, er tabt på gulvet. Overførselsindkomster betyder nemlig for mange mennesker, især for de såkaldte “svage” grupper, dvs. ufaglærte eller dårligt kvalificerede, at de aldrig nogensinde kommer ind på arbejdsmarkedet. Det er belastende for dem selv, og det er belastende for resten af samfundet, der skal betale for dem. Og, ja, det er ødelæggende for samfundets “sammenhængskraft”, når 15% af BNP går på at holde fuldt ud arbejdsdygtige mennesker væk fra arbejdsmarkedet.

Og det var bare de egentligt “svage” af dem, så har vi slet ikke taget fat på den fede efterlønsgeneration, der spiller golf fra de er 60 og slapper af på skatteydernes regning. Eller dem der går på dagpenge fra de er 56 og holder den gående indtil de kan få efterløn (de findes også, men efter de nye aktiveringsregler har de fået det sværere). Eller de vanekriminelle rockere som det lykkes at få invalidepension, osv. osv. Der er et stort reparationsarbejde her efter de mange socialdemokratiske overførselsordninger, hvis reelle funktion var at maskere arbejdsløsheden, men der bliver heldigvis stillet større krav i dag. De må gerne blive endnu større.

Den anden negative effekt af velfærdssamfundet er i højere grad den mentale indstilling, der er kommet hos borgerne i de sidste 45 år, nemlig den holdning, at det er staten der skaber goderne, og at det er velfærden, der skaber velstanden. Hvor meget man end retorisk besynger statens rolle, så er forholdet altså omvendt. Og hvis ikke staten udbyder daginstitutioner, så vil private jo gøre det. Simpelthen fordi der er brug for dem. (Jeg tror dog ikke, at der er nogle private, der vil begynde at tilbyde efterløn til folk). På dette mentale område synes jeg ikke, man umiddelbart kan se nogen positiv udvikling. Den politiske retorik er mere end nogensinde fokuseret på staten som den store velfærdsbringer, der henter alle goderne til folk ud af den blå luft. Men husk nu bare lige, borgere: det er jeres egne skattekroner og jeres eget arbejde, der betaler for gildet. Der er ikke noget, der hedder en gratis frokost (eller en gratis vuggestueplads).

Og alligevel er der måske en positiv udvikling: Det kan godt være, at folk mere og mere har overtaget den retorik, der ligger i velfærdsstaten, og at gammeldags borgerligt/liberale standpunkter er nærmest ikke repræsenterede i folketinget, men i praksis betyder retorikken mindre og mindre: Ikke ret mange mennesker regner længere med, at staten vil tage sig af dem, når de bliver gamle (jeg gør i hvert fald ikke), eller bare at den kan forsikre dem mod arbejdsløshed og sygdom. Flere og flere tegner private forsikringsordninger på alle mulige forskellige områder og flere og flere køber egen bolig (selvom den for de flestes vedkommende i virkeligheden ejes af banken eller realkreditinstituttet). Det er en positiv udvikling, i det mindste for den halvdel af befolkingen, der er med på den velstående, private bølge. Nu mangler vi bare at få vendt skuden og få resten med, hvis de vil – og tør.