Jeg talte med en ven i går om debatten omkring velfærdsstaten, hvor jeg bombastisk havde konkluderet, at velfærdsstaten var den værste politiske katastrofe siden 30-års krigen. Det er selvfølgelig at skære den lidt skarpt, og der er naturligvis også mange gode ting i velfærdsstaten, selvom de skal begrundes nærmere nedenfor.
En slags definition: Velfærdsstaten omfatter ikke alle statens aktiviteter, men betyder specifikt, at staten tager ansvaret for at sikre borgernes “velfærd” fra vugge til grav, dvs. organiserer daginstitutioner, skolegang, uddannelse, forsikring mod arbejdsløshed, sygdom og ulykke, og endeligt pension i alderdommen. Mange af disse forskellige funktioner var staten også engageret i før den egentlige velfærdsstat, men fra ca. 1960 og frem har staten været den primære levenrandør af de forskellige ydelser. Det siger sig selv, at mange af disse ydelser er nyttige og gode. Naturligvis er der brug for sygehuse, daginstitutioner, sundhedsforsikringer og alt muligt andet, men man kan i høj grad diskutere, hvor mange af funktionerne, staten skal være hovedansvarlig for. Man skal i øvrigt huske, at der i politiske spørgsmål ikke er noget der hedder “løsninger”, for der er altid flere gode ting at bruge pengene på, end der er midler til rådighed. “Der findes ingen løsninger, kun afvejninger af for og imod”, som jeg citerer Thomas Sowell for at sige i undertitlen til bloggen (nogle, der kender det præcise citat?). En afskaffelse af velfærdsstaten vil naturligvis ikke betyde et mirakuløst problemfrit samfund, men det vil måske kunne være med at udbedre nogle af de værste skader.
Jeg mener personligt, at det statslige udbud skal være meget begrænset, hovedsageligt af den grund, at private oftest er bedre end det offentlige til at udbyde ydelser effektivt og differentieret i forhold til borgernes behov. Derfor er jeg glad for private hospitaler og private sygeforsikringer, uden nødvendigvis at mene, at folk uden privat sygeforsikring må gå for lud og koldt vand. Jeg vil også foretrække både en privat skole og en privat daginstitution til mine børn, fordi jeg forventer at kunne få mere indflydelse på institutionens kvalitet på den måde. Og så har jeg i øvrigt stor tillid til, at et velfungerende civilsamfund (det har vi stadig i Danmark) vil kunne tage sig af værdigt trængende, i det mindste i en grad, der trumfer de non-tilbud, folk med sociale problemer reelt får i dagens Danmark.
De deciderede skadelige dele af velfærdsstaten kan i virkeligheden isoleres til to ting: Den ene er konkret og den anden vedrører mentaliteten i samfundet.
Vigtigst i det store billede er overførselsindkomsterne, og det er den problematik, Ole Birk Olesen tager op i Taberfabrikken. Overførselsindkomster består i at give folk penge for forskellige sociale begivenheder, der indtræffer, hovedsageligt arbejdsløshed eller børn, men også for at lade sig pensionere tidligt. Tanken var oprindeligt, at overførslerne skulle kunne lindre eller helt fjerne de sociale problemer, der kan opstå i forbindelse med arbejdsløshed (eller at få børn, når man er arbejdsløs), men i stedet har de forværret dem voldsomt, ved at gøre det mere attraktivit ikke at arbejde (eller at få børn, selvom man ikke kan forsørge dem). At staten monopoliserer daginstitutionerne er én ting, vi har jo trods alt brug for daginstitutioner, men at staten kvit og frit giver sunde og raske mennesker penge for ikke at arbejde er direkte samfundsnedbrydende.
Det er dog blevet betydeligt bedre i de sidste ti år med mange flere krav og lavere ydelser, men jeg er bange for at store dele af min generation og de indvandrere, der er ankommet i 80’erne og 90’erne, er tabt på gulvet. Overførselsindkomster betyder nemlig for mange mennesker, især for de såkaldte “svage” grupper, dvs. ufaglærte eller dårligt kvalificerede, at de aldrig nogensinde kommer ind på arbejdsmarkedet. Det er belastende for dem selv, og det er belastende for resten af samfundet, der skal betale for dem. Og, ja, det er ødelæggende for samfundets “sammenhængskraft”, når 15% af BNP går på at holde fuldt ud arbejdsdygtige mennesker væk fra arbejdsmarkedet.
Og det var bare de egentligt “svage” af dem, så har vi slet ikke taget fat på den fede efterlønsgeneration, der spiller golf fra de er 60 og slapper af på skatteydernes regning. Eller dem der går på dagpenge fra de er 56 og holder den gående indtil de kan få efterløn (de findes også, men efter de nye aktiveringsregler har de fået det sværere). Eller de vanekriminelle rockere som det lykkes at få invalidepension, osv. osv. Der er et stort reparationsarbejde her efter de mange socialdemokratiske overførselsordninger, hvis reelle funktion var at maskere arbejdsløsheden, men der bliver heldigvis stillet større krav i dag. De må gerne blive endnu større.
Den anden negative effekt af velfærdssamfundet er i højere grad den mentale indstilling, der er kommet hos borgerne i de sidste 45 år, nemlig den holdning, at det er staten der skaber goderne, og at det er velfærden, der skaber velstanden. Hvor meget man end retorisk besynger statens rolle, så er forholdet altså omvendt. Og hvis ikke staten udbyder daginstitutioner, så vil private jo gøre det. Simpelthen fordi der er brug for dem. (Jeg tror dog ikke, at der er nogle private, der vil begynde at tilbyde efterløn til folk). På dette mentale område synes jeg ikke, man umiddelbart kan se nogen positiv udvikling. Den politiske retorik er mere end nogensinde fokuseret på staten som den store velfærdsbringer, der henter alle goderne til folk ud af den blå luft. Men husk nu bare lige, borgere: det er jeres egne skattekroner og jeres eget arbejde, der betaler for gildet. Der er ikke noget, der hedder en gratis frokost (eller en gratis vuggestueplads).
Og alligevel er der måske en positiv udvikling: Det kan godt være, at folk mere og mere har overtaget den retorik, der ligger i velfærdsstaten, og at gammeldags borgerligt/liberale standpunkter er nærmest ikke repræsenterede i folketinget, men i praksis betyder retorikken mindre og mindre: Ikke ret mange mennesker regner længere med, at staten vil tage sig af dem, når de bliver gamle (jeg gør i hvert fald ikke), eller bare at den kan forsikre dem mod arbejdsløshed og sygdom. Flere og flere tegner private forsikringsordninger på alle mulige forskellige områder og flere og flere køber egen bolig (selvom den for de flestes vedkommende i virkeligheden ejes af banken eller realkreditinstituttet). Det er en positiv udvikling, i det mindste for den halvdel af befolkingen, der er med på den velstående, private bølge. Nu mangler vi bare at få vendt skuden og få resten med, hvis de vil – og tør.
