Udgivet den

Sort mandag

To af de vigtigste filminstruktører i europæisk film døde i går, mandag:

Ingmar Bergman markerede sig fra slutningen af 50’erne og langt ind i 70’erne som nordisk films mest markante instruktør siden Carl Th. Dreyer. Hans letgenkendelige stil og tematiske dvælen ved død og vanvid blev både efterlignet og parodieret af folk så forskellige som Woody Allen og Akira Kurosawa. Selv holder jeg meget af Det Syvende Segl, Ved Vejs Ende og Gøglernes Aften, mens jeg har et lidt mere anstrengt forhold til hans senere, mere modernistiske film, selvom jeg godt kan se det fantastiske i Persona. Robert McKee skriver et sted, at han regner Bergman for den bedste manuskriptforfatter i moderne film, men man skal også lægge mærke til hans brug af ansigter og nærbilleder.

Jeg er nok mere til neorealisme end modernisme – og langt mere til italiensk film end fransk – og derfor er det også smerteligt, at Michelangelo Antonioni gik bort samme dag som Bergman. Begge var stærkt inspirerede af den neorealistiske bevægelse, og den udvikling som den gennemgik via Fellinis mesterværker. Ingen film over og ingen ved siden af De elskendes eventyr, det skulle da lige være Viscontis Leoparden.

Sikke et tilfælde. To store tab for europæisk film. Ikke at man regnede med flere store værker fra de gamle mestre (Antonioni havde længe været svækket af sygdom, og Bergman var et godt stykke over 90), men deres bortgang understreger med al tydelighed europæisk films snart mangeårige krise. Hvem kan bære faklen fra de store generationer efter Krigen? Det er vel i virkeligheden ikke mange andre end Lars von Trier tilbage? Jeg ved godt, at der stadig laves gode film i Europa, men de fleste er voldsomt tilbageskuende tematisk og stilistisk, og ingen af dem formår at samle publikum og kritikere, som bl.a. Bergman gjorde.

Men i det mindste kan vi se frem til nogle gode retrospektive serier i Cinematektet. Hvilket for øvrigt minder mig om, at mit første møde med Filmmuseet (som det hed dengang) i 1992 var en serie med … Antonioni. Ja, måske var det endda De elskendes eventyr, der fascinerede i den lille sal på Christianshavn?

Et lille P.S.: Bergmans første ti film er kedsommelige stiløvelser. Det samme kan siges om fx John Ford eller til dels Fellini. Mestrene skal have tid til at blive gode. Men de fleste instruktører når i dag – på grund af den måde, branchen er skruet sammen – end ikke at lave ti film i løbet af hele deres karriere. Måske er det derfor, resultaterne ikke længere er så revolutionerende?

Udgivet den

Vestkysten kalder

Jeg kommer til at være væk fra bloggen i halvanden uges tid. I mellemtiden må I meget gerne melde tilbage på, om I kan se bloggen ordentligt – og med hvilken browser!

Udgivet den

I don’t get it

Nu har jeg konverteret hele min database til utf8 ved at bruge dette smarte lille plug-in. Det virker fint i Firefox, men fungerer ikke i Internet Explorer. No idea why. Har I ideer, derude?

Update: Fungerer også fint i Opera. Hvorfor er Explorer bare så umulig?

Update, update: Nu har jeg i det mindste fundet ud af, hvad der gør forskellen, nemlig disse to linjer i wp-config filen:

define(‘DB_CHARSET’, ‘utf8’);

define(‘DB_COLLATE’, ”);

Når de er der, ser det fint ud i Firefox, men grimt i Explorer. Når de ikke er der, er det lige omvendt. Hvad i alverden gør jeg så?

Udgivet den

Den fatale pose piratos

Danmark anklages for storimport af ulovlige fødevarer til USA. Hvad ligger egentlig bag? Et par poser af den afhængighedsskabende lakrids, som danskerne elsker så højt, og alle andre folkeslag hader. Piratos nævnes ikke, men jeg vil godt holde på, at de små lakridsmønter også var med i pakken.

Sendingen af blandt andet Tyrkisk Peber-bolsjer, chokofanter og salmiakbomber var på vej til byen Solvang, fortæller direktør for Chokoladespecialisten Alfred Hansen.

»Vi har en dansk kunde, der bor i Solvang. Han har kun danske ting i sin købmandsbutik ‘Ingeborgs’«, siger Alfred Hansen.

Tidligere er det lykkedes købmanden at overbevise de amerikanske toldmyndigheder om, at de kan lukke varerne ind i landet, hvis han selv producerer mærkater og sætter på efterfølgende. Men med denne sending gik det ikke, og sendingen er nu på vej tilbage til Danmark.

»Det er handelsrestriktioner, som vi oplever det. De har så meget, der skal stå på varerne, og det gider vi ikke. Vi har sagt til købmanden i Solvang, at han selv må lave mærkaterne, hvis han vil have varerne tilsendt, men han kunne åbenbart ikke trænge igennem denne gang«, siger Alfred Hansen.

Chokoladespecialisten eksporterer ikke til andre i USA, og den afviste sending på 690 kilo slik bliver formentlig også firmaets sidste.

»Vi gider ikke mere. Det er en meget lille ordre i vores sammenhæng«, siger Alfred Hansen.

Historien er naturligvis sjov og pudsig i sig selv, men rejser i virkeligheden også nogle spørgsmål: Hvor seriøst er egentlig det grundlag, man bruger til at begrænse adgangen af madvarer til et land? Her er det USA, der er til grin, men mon ikke man kunne finde ligenende eksempler i Danmark? Er de krav vi stiller til mærkning og dokumentation egentlig fornuftige? Vi bliver forargede over amerikanernes snæversyn i den her sag, men hvor lødige er vores egne krav i sidste ende?

Historien bør i øvrigt også ramme en pæl igennem forestillingerne om USA som et meget liberalt land, hvor “alt er tilladt og markedskræfterne buldrer derudaf”. De føderale myndigheder har efterhånden ekstremt omfattende magtmidler, som de åbenbart ikke tøver med at tage i brug i selv meget små sager.

Udgivet den

Piraternes lov

Pirater er bare trendy i øjeblikket, men hvordan levede de egentlig? Ikke helt så lovløst og grusomt, som vi forestiller os. James Surowiecki opsummerer i The New Yorker interessant ny forskning om Piraternes Forfatning:

When Bob Dylan sang, “To live outside the law you must be honest,” he probably wasn’t thinking of seventeenth-century pirate captains. Nonetheless, his dictum seems to apply to them. While pirates were certainly cruel and violent criminals, pirate ships were hardly the floating tyrannies of popular imagination.

…

Leeson is fascinated by pirates because they flourished outside the state—and, therefore, outside the law. They could not count on higher authorities to insure that people would live up to promises or obey rules. Unlike the Mafia, pirates were not bound by ethnic or family ties; crews were as remarkably diverse as in the “Pirates of the Caribbean” films. Nor were they held together primarily by violence; while pirates did conscript some crew members, many volunteered. More strikingly, pirate ships were governed by what amounted to simple constitutions that, in greater or lesser detail, laid out the rights and duties of crewmen, rules for the handling of disputes, and incentive and insurance payments to insure that crewmen would act bravely in battle.

Spørgsmålet er så: Lyder det mere eller mindre kedeligt at sejle under dødningshovedets flag, når man ved, at man er forsikret med 600 guldstykker for tab af en arm?

Surowiecki er også forfatter til The Wisdom of Crowds, og tippet til hans interessante artikel fik jeg fra Marginalrevolution.

Udgivet den

Mig og klimaet

I tråden til min lille post om Arctic Monkeys og Live Earth-koncerterne kom jeg til at skrive noget, som jeg egentlig tror passer meget godt til min egen holdning til klimapolitikken. Et vigtigt men mudret emne, som det er svært at have en klar holdning til. Jeg gengiver det her, som en lille opsummering:

Jeg har sådan set ikke noget imod at man forsøger at bekæmpe klimaforandringer, men jeg har ofte på fornemmelsen, at klimaforandringerne bliver spændt for en politisk vogn, der mere handler om magt og indflydelse end reelt at forhindre en kommende katastrofe (hvis det da går så galt).

Klimaforandringerne er for mig at se det Perfekte Politiske Projekt, der trumfer Krigen mod Terror med en faktor 100: En Stor Fare, der Berører os Alle Sammen (!), og hvor det er nødvendigt at Gøre Noget, men det i øvrigt er totalt udefineret, hvad faren egentlig består i og hvad man egentlig skal gøre – bortset fra at give politikerne uindskrænket magt til at Handle Nu! Skære ned? Jo, men på hvad og hvordan og til hvilken pris? Er politikere specielt dygtige til at finde den rette kur, og vil de virkelig være så uselviske ikke at benytte den enestående mulighed? Næppe.

Men nok om det. Jeg har som sagt ingen idé om, hvad man skal gøre, bl.a. fordi jeg ikke har nogen idé om, hvor meget man skal skære ned. Rammen for Live Earth var så vidt jeg kunne se Al Gores intention om at skære 90% i Co2 udledningen. Det lyder som noget mere end 3% af BNP (der også er temmelig meget). På den anden side har The Economist bakket op og foreslået et marked for Co2. Kan være det er en idé.

En ting er i hvert fald sikkert: De rockmusikere der stiller op, har ingen anelse om det. Det betyder ikke, at de ikke har et reelt og oprigtigt ønske om at “gøre noget”, men reelt spænder de sig i dette tilfælde for en bestemt politisk vogn (Al Gores), uden at have nogen anelse om, hvorvidt det egentlig er en god idé. Det handler om følelser frem for rationalitet, og det er næppe det bedste udgangspunkt for at træffe nogle beslutninger, der i sidste ende kan blive meget, meget vidtrækkende for den globale økonomi.

I Sverige vil man allerede sætte benzinprisen meget drastisk op for at modvirke den globale opvarmning. Det er én af de konkrete følger der får voldsomme virkninger på den enkelte svenskers økonomi, men svenskerne vil givetvis være klare til at acceptere det, fordi man så Gør Noget. (og hvad sker der i øvrigt med de penge, der bliver opkrævet? hvis de blot forsvinder til offentligt forbrug, sådan som mange af miljøafgifterne, så sparer vi jo ikke energi. Så flytter vi blot forbruget.)

“Klimaet” kan hurtigt blive en blanko-chek til gennemførsel af alle mulige andre politiske tiltag (ligesom krigen mod terror), og her mener jeg at arrangementer som Live Earth er med at bane vej for en problematisk udvikling.

Det er derfor, det for mig er befriende, at Artic Monkeys siger: “Vi har ikke nogen idé om det her. Men hvis det er så vigtigt at spare på energien, så er rockkoncerter et godt sted at starte med at spare.”

Udgivet den

The poster-children of modern Iran

Interesting stuff here. The Economist runs a web-diary from their correspondents around the world. This week it’s from Tehran (requires subscription):

One of the first stories written by every hack to arrive in Iran is about the coquettishly figure-hugging coats and loose headscarves worn by uptown girls to thwart Islamic regulations on public attire. We revel in the salacious details of their nose-jobs, dating habits, drug use, après-ski parties and weblogs.

“Why can’t people in the West see what Iran is really like?” said a young girl in extravagant make up and a vestigial vest top. “We’re the future.”

It is easy to see in these party-goers a rejection of the sterner side of the Iranian regime, embodied in the austere patrician face of Ayatollah Khomeini glowering from murals across Tehran. Reporters look at the statistics (around two-thirds of Iranians are under 30) and think the rebellious kids represent a younger, more open Iran seeking to throw off the strictures of its present leadership in a riot of fashion and fun.

That seemed to be the case in the late 1990s when a resurgent student movement helped propel a reformist, Muhammad Khatami, to the presidency. But as his movement sank into its political grave, we realised how small a proportion of Mr Khatami’s support came from its stylish middle-class poster-children.

I wish I’d had more time to write about my own experiences in Iran. Side-note: It’s incredible how much high-quality content you get from a subscription to The Economist!