To af de vigtigste filminstruktører i europæisk film døde i går, mandag:
Ingmar Bergman markerede sig fra slutningen af 50’erne og langt ind i 70’erne som nordisk films mest markante instruktør siden Carl Th. Dreyer. Hans letgenkendelige stil og tematiske dvælen ved død og vanvid blev både efterlignet og parodieret af folk så forskellige som Woody Allen og Akira Kurosawa. Selv holder jeg meget af Det Syvende Segl, Ved Vejs Ende og Gøglernes Aften, mens jeg har et lidt mere anstrengt forhold til hans senere, mere modernistiske film, selvom jeg godt kan se det fantastiske i Persona. Robert McKee skriver et sted, at han regner Bergman for den bedste manuskriptforfatter i moderne film, men man skal også lægge mærke til hans brug af ansigter og nærbilleder.
Jeg er nok mere til neorealisme end modernisme – og langt mere til italiensk film end fransk – og derfor er det også smerteligt, at Michelangelo Antonioni gik bort samme dag som Bergman. Begge var stærkt inspirerede af den neorealistiske bevægelse, og den udvikling som den gennemgik via Fellinis mesterværker. Ingen film over og ingen ved siden af De elskendes eventyr, det skulle da lige være Viscontis Leoparden.
Sikke et tilfælde. To store tab for europæisk film. Ikke at man regnede med flere store værker fra de gamle mestre (Antonioni havde længe været svækket af sygdom, og Bergman var et godt stykke over 90), men deres bortgang understreger med al tydelighed europæisk films snart mangeårige krise. Hvem kan bære faklen fra de store generationer efter Krigen? Det er vel i virkeligheden ikke mange andre end Lars von Trier tilbage? Jeg ved godt, at der stadig laves gode film i Europa, men de fleste er voldsomt tilbageskuende tematisk og stilistisk, og ingen af dem formår at samle publikum og kritikere, som bl.a. Bergman gjorde.
Men i det mindste kan vi se frem til nogle gode retrospektive serier i Cinematektet. Hvilket for øvrigt minder mig om, at mit første møde med Filmmuseet (som det hed dengang) i 1992 var en serie med … Antonioni. Ja, måske var det endda De elskendes eventyr, der fascinerede i den lille sal på Christianshavn?
Et lille P.S.: Bergmans første ti film er kedsommelige stiløvelser. Det samme kan siges om fx John Ford eller til dels Fellini. Mestrene skal have tid til at blive gode. Men de fleste instruktører når i dag – på grund af den måde, branchen er skruet sammen – end ikke at lave ti film i løbet af hele deres karriere. Måske er det derfor, resultaterne ikke længere er så revolutionerende?