Lars Hvidbergs digitale hukommelse
Econotrix linkede for et stykke tid siden til denne fantastiske tale af George Ayittey, der kritiserer både de afrianske regeringer og de velmente forsøg på at hjælpe: “The blind leading the clueless”:
Regeringerne er problemet i Afrika. Gå uden om dem – til det frie marked. Mere her.
Fra det altid interessante Niqash-site, om en ny tysk rapport om Iraks tilstand:
In the study, Steinberg argues that the era of a centralized Iraqi state is over and that today the goal can only be to avoid that its parts will split into separate countries. To accept a tripartite division of Iraq into Shi’ite, Kurdish, and Sunni parts, however, brings too many risks, since it would intensify the civil war and lead to intervention by neighboring states. According to him, the only realistic strategy is to implement a far-reaching decentralization of state functions and institutions.
Even though this path – in Iraq subsumed under the term “federalism” – is not free of risks, the development of Iraq to a federal state is, at this point, inevitable.
Hele rapporten kan hentes i pdf her.
Er det i grunden så slemt, kan man spørge? Har det ikke været den oplagte løsning hele tiden. Måske skulle man have slået ind på føderalismens vej med det samme, i stedet for så krampagtigt at holde fast i drømmen om et samlet, demokratisk Irak, hvor alle kommer overens igennem samtale og fælles forståelse. Det kommer ikke til at ske. Så er det bedre at deles.
Kun ét problem: Hvem skal kontrollere olien i syd og nord? Eller rettere: Hvad skal sunnierne have for at lade de andre få olien?
På grund af den fatale fodboldkamp fik jeg kun set de sidste 10 minutter af Anja Al-Erhayems besøg i Tehran. Det jeg så, virkede desværre som en lidt amatøragtig og ufokuseret produktion (en lang udgave af Danidas verdensbilledlegat), men det ligger måske også lidt i oplægget til serien – et tværsnit og et kaleidoskopisk billede.
Det var heller ikke meget vi så til min gode ven Amir. Hans historie var ellers langt den mest interessante. Han fortalte til mig, at han havde brugt programmet som en mulighed for at gøre op med Danmark, men det blev alligevel ikke til mere end en historie om, at folk havde kaldt ham “perker” på gaden. Han kunne desværre også en del historier, som var en del værre. Men programmet handlede selvfølgelig om Iran og ikke om Danmark.
Jeg har heldigvis fået optaget programmet, og vil se det, når jeg får tid.
Regeringen lancerer en kæmpe plan frem til 2015, hvor et såkaldt “råderum” på 51 mia. kroner skal bruges på forskelligt halløj. Heraf reklameres der med, at hele 3 mia. går til “skattelettelser”. Det er dog lettelser, der bliver opvejet af afgiftforhøjelser. Der er altså ingen skattelettelser, men derimod en væst i de offentlige udgifter på 51. mia. Man har et overskud på budgettet, der svarer til, at danskerne betaler for meget i skat. I stedet for at give pengene tilbage beslutter man sig imidlertid til at forhøje udgifterne.
Personligt mener jeg, at prioriteringen er tåbelig og skadelig for Danmark. Vi har brug for at få sat skatten på arbejde ned meget, meget kraftigt, lige nu. Og det kan slet ikke gå hurtigt nok. De ekstra bevillinger til det offentlige vil under alle omstændigheder forsvinde i den store offentlige suppe, ligesom alle de andre millardinvesteringer igennem årene. Der er aldrig nok, lige meget hvad man gør. Groft sagt er der tale om et spild på 51. mia, der kunne være brugt til at konsolidere Danmarks økonomi i fremtiden. I stedet pålægger vi fremtidige generationer et endnu større, ufleksibelt offentligt forbrug.
Det virkeligt pinlige ved aftalen er dog Bendtsens bortforklaring af, at aftalen ikke er et brud på regeringsgrundlaget, og endnu et tilbagetog for De Konservative. I regeringsgrundlaget står der som bekendt, at der skal arbejdes på at skabe et råderum til skattelettelser. Råderum betyder overskud på budgettet. Det overskud har vi nu: 51. mia kroner. Men de går ikke til skattelettelser, derimod til det stik modsatte. Alligevel synes Bendtsen, at det er flot.
Det eneste flotte er, at han kan holde masken.
Og så på det ellers så konservative Frederiksberg!
DR1 sender onsdag den 22. august andet afsnit i serien Med slør og høje hæle, der denne gang tager os til Tehran. Dansk-irakeren Anja Al-Erhayem skal i seks programmer prøve at vise os sider af Mellemøsten, som vi ikke er vante til at se (dvs. noget der ikke har med terrorisme, religiøst vanvid og kvindeundertrykkelse at gøre).
Selvom jeg umiddelbart er lidt skeptisk overfor den slags programmer – der nogle gange mest ser ud til at skulle overbevise os om, at “de andre” i virkeligheden er “lige som os”, og at den længe ventede “sekulære revolution” derfor er lige om hjørnet – så jeg vil jeg se det her program med stor interesse. I Tehran i april mødte jeg nemlig en dansk-iraner, der havde hjulpet Anja Al-Erhayem med at lave programmet, skabe forbindelser til folk m.m. Jeg kan et par insider-historier, men jeg tror lige, at jeg skal se udsendelsen først. Under alle omstændigheder bliver det spændende med et gensyn med Tehran.
De er sjove. Gad vide hvornår fatwaen kommer?
På den ene side synes jeg, at de virtuelle netværk er en fantastisk sjov og fascinerende idé. På den anden side har jeg altid været irriteret over Myspace’s rodede brugerflade og al den ungdommelige larm og pjat, siderne er fyldt med. Jeg føler mig lidt som en gammel nar, der brokker sig over de unges larm i gården, men jeg gider bare ikke vente på, at folks yndlingssang loader, når jeg skal se deres profil. Myspace er bare en browser-dræber uden elegance.
Facebook er helt anderledes. Et meget mere clean interface med meget større grader af tilvalg og fravalg i funktionalitet og oplysninger. Så nu har jeg lavet en profil, og den er jeg glad for. Jeg forventer, at du gør det samme. Som de sagde sidste sommer, da vi var i USA: “Wanna be my Facebook-friend?”
P.S. – jeg accepterer kun henvendelser fra folk, jeg ikke kender i forvejen, hvis de identificerer sig, og siger hvorfor de har tilføjet sig som ven. Hvis et virtuelt netværk skal fungere, så mener jeg, at man også skal kunne stå inde for de folk, man linker til. Det betyder måske ikke helt så meget på facebook, som på Linkedin, men jeg vil nu alligevel bruge princippet som en rettesnor.
DR2 sender om mindre end en time klassikeren Midnight Cowboy med Dustin Hoffman og Jon Voight. Under den sleske X-ratede overflade er det en utroligt elegant og smuk venskabsfilm om wanna-be-gigolo’en ‘Joe Buck’ (Voight), der kommer til storbyen for at tjene penge på at gå i seng med rige enker på Manhattan. Hans naive cowboypersona rammer dog ikke rigtig i plet på andre end forhutlede homoseksuelle uden penge, og snart rammer Joe bunden i storbyen og finder en usandsynlig ven i den ynkelige hustler Rico “Ratso” Rizzo (Hoffman).
Waldo Salt skrev manuskriptet – der fik en oscar – fra James Leo Herlihys bog, og det er et af den slags nuancerede karakterstudier, der på en gang er vittigt, tragisk og sofistikeret opløftende på så mange planer, at Hollywood helt har opgivet at følge med i dag. Den er “varm” og “menneskelig” på en meget troværdig og uforceret måde, fordi alle hændelser er minutiøst bygget op gennem karaktererne. Skuespillet er eminent og studiet i Manhattan anno 1969, hvor de glade hippiedrømme om free love og det frie liv er ved at gå over i stoffer og misantropi, er meget præcist ramt. Rent dramaturgisk er det i øvrigt en af de bedst strukturerede amerikanske film i de sidste 40 år. Så hvis du lige sidder og ikke ved, hvad den sidste del af søndagen skal gå med, så er det bare om at tænde.
Forfatteren til parodi-bloggen The Secrect Diary of Steve Jobs – også kaldet Fake Steve – er nu blevet afsløret. Den begavede impressionør var redaktøren Daniel Lyons fra Forbes magazine.
The mysterious writer has used his blog, the Secret Diary of Steve Jobs, to lampoon Mr. Jobs and his reputation as a difficult and egotistical leader, as well as to skewer other high-tech companies, tech journalists, venture capitalists, open-source software fanatics and Silicon Valley’s overall aura of excess.
Til efteråret skulle Lyons ellers udgive en anonym satire-roman med Apple-chefen som latterliggjort jeg-fortæller. Men romanen afslørede Lyons:
Last year, his agent showed the manuscript to several book publishers and told them the anonymous author was a published novelist and writer for a major business magazine. The New York Times found Mr. Lyons by looking for writers who fit those two criteria, and then by comparing the writing of “Fake Steve” to a blog Mr. Lyons writes in his own name, called Floating Point (floatingpoint.wordpress.com).
Fake Steve kommenterer selv misæren her.