Måned: oktober 2007

How to get rid of the Second Act

This weekend I attended an amazing two-day seminar with screenwriter, novellist and teacher Linda Aronson at the Danish Film School. In her book Screenwriting Updated, Aronson covers ‘unconventional’ storytelling, which means storytelling that does not strictly follow the Hollywood model of a single protagonist climing the “three act mountain” of rising suspense in a journey of personal redemption.

In stead, Aronson focuces on films with multiple protagonists (Traffic), group stories (The Big Chill) and stories constructed around flashbacks (Shine). These film obviously work as suspenseful experiences and engages the audience on an emotional level, but the question we should ask as screenwriters is “how”? Aronsons analysis (which I won’t redo here) answers at least some of the questions and her insight into why you don’t necessarily need to have one (1) protagonist or why a character can be both a protagonist and an antagonist at different points in the film was, at least to me, revolutionary. In fact it gave me some whole new ideas for the novel I’m working on at the moment.

To conclude, Aronson announced the Death of the Second Act. For writers this is actually a lot bigger than it sounds, because the Second Act is one of many dreadeds road to development hell. It’s fairly easy to come up with a compelling idea for a story, and it’s fairly easy to device a dramatic endning. The problem is getting those two together in a believable and compelling way. Trough her analysis, Aronson shows that movies like 21 Grams and The Hours simply do not have second acts in the traditional sense of the concept.

Of course, for the audience, these movies do still have openings, middles and ends, and do take the audience on an emotional journey, but if you analyze the stories they do not have the usual three-act structure. The exposition-heavy first act of 21 Grams fills up more than half of the movie, while The Hours is really three first acts of three different stories made into one movie. This shouldn’t work, and yet it does. I think that Aronson’s analysis goes a long way in explaining how. And the funny thing is: she shows how this ‘unconventional’ kind of narrative structure actually goes all the back to Homer. Nothing new under the sun – and yet the concept is so difficult to grasp.

Gamle nørder

Jeg troede, at jeg var en af de ældre spillere i World of Warcraft – min kæreste driller mig i hvert fald tit med at jeg “leger med teenagere” – men her er info om en bedstefar på 80, der spiller wow. Og han er ikke en hjælpeløs n00b. Læs også kommentarerne med rigtig mange sjove eksempler på ældre spillere.

Jeg tror nu i øvrigt ikke, at jeg rent faktisk spiller med ret mange teenagere. De fleste i min guild er et godt stykke oppe i tyverne, så vidt jeg ved. I det hele taget er der ikke meget hold i klicheen om, at det kun er bebumsede teenagedrenge, der spiller computer. Det kan man bl.a. læse om i demografiske undersøgelser.

Min egen mor var for øvrigt også hard-core adventure-gamer i en del år og kendte alle Kings Quest spillene forfra og bagfra. Desværre er kvaliteten af adventure games blevet værre de seneste år, så hun spiller ikke så meget mere. Men det har altid imponeret mine venner, at hun var gamer.

Mytens og virkelighedens Che

Tv-avisen bragte i søndags et pinligt forherligende – og langt – portræt af Che Guevara. (Det tages under minutiøs behandling af Uriasposten her). 180grader følger som det eneste medie op på fordrejningen og mytemageriet og stiller det kritiske spørgsmål, alle burde stille til vores alle sammens public service station: Hvorfor bringer I ikke noget om virkelighedens Che?

Jeg må sige, at det virkelig slår mig med forbløffelse, at så mange kalder Che Guevara en frihedshelt (fx også i en billedserie  i Politiken den 9. oktober,  “Frihedshelten Che Guevara mindes”). Jeg kan sagtens gå med til at kalde ham en helt for mange, en socialistisk eller kommunistisk helt (ligesom von Schalburg var en helt for de danske nazister), men det er altså helt misvisende at kalde ham en frihedshelt, da han ikke kan siges at gå ind for noget, vi ville kalde for frihed. Han gik fuldstændigt konsekvent ind for kollektivets dominans over individet og gik ind for skabelsen af et Nyt Menneske, der altid ville sætte kollektivet først. Det er der mange mennesker, som synes er dejligt, men det har altså ikke noget med frihed at gøre. Man kan jo også spørge sig selv, hvorfor der stadig er diktatur på Cuba, her 50 år efter “dikatoren Batista” blev væltet med Che i en afgørende hovedrolle.

Det klæder derfor ikke DR at sende et så ensidigt indslag, der reelt er propaganda for lande som Cuba og Venezuelas version af Sydamerikas historie. Fortæller man noget om myten, bør man også fortælle noget om sandheden bag myten, især i et så langt og opsummerende portræt. Man ville næppe sende et indslag med georgiere, der hyldede den store helt Stalin, uden også at fortælle noget om den virkelige folkemorderiske skurk Stalin. Og man ville næppe bringe et langt forherligende indslag om fx Milton Friedman (der jo døde for et års tid siden og også kunne kaldes en frihedshelt), uden også at fortælle noget om problemerne ved at føre den kapitaliske idé ud i livet fx i Sydamerika (bl.a. fordi så mange på det kontinent sværger til Che Guevarask kollektivisme).

Det er for tyndt, DR. Det ville klæde jer næste søndag at bringe et lige så langt indslag om den virkelige Che. I kunne jo fx tage udgangspunkt i den nye danske oversættelse af Jon Lee Andersons afbalancerede Che-biografi, som jeg har skrevet om her. Den fik en stor anmeldelse i Weekend-avisen og anmelderen var ganske klar i mælet: Virkelighedens Che var ikke nogen helt, men en iskold tyran.

Hatten af for møgungerne

Jeg synes brugerne fra ungdomshuset er skideirriterende. Faktisk synes jeg, at de er en flok rødfascister, der skulle have bank hele vejen hjem i stedet for at få et nyt hus foræret til gengæld for vold og ballade.

Alligevel: det her er godt nok cool. Modkraft.dk har i samarbejde med Dansk Folkemindesamling (! Hvad i alverden laver de i det selskab?) skabt en platform – et mash-up af Google Maps – hvor forskellige deltagere i demonstrationen den 6. oktober opdaterede live fra begivenheden med tekstbeskeder og billeder. Et unikt eksperiment på dansk grund, så vidt jeg er orienteret og vanvittigt kreativt.

Set på Luftskibet. Mere her.

Kunstnere i fareklasse E

I morges var jeg til møde i min bank omkring pensionsplaner og anden langtidsplanlægning. Det var jo i sig selv temmelig uhyggeligt, men det virkelig skræmmende kom, da jeg skulle indplaceres i en fareklasse. I en typisk pensionsordning er der også gerne en forsikring for tabt arbejdsfortjeneste, og her er det afgørende, hvor farligt et arbejde man har. Jo farligere arbejde, jo dyrere forsikring.

Bankrådgiveren kiggede lidt på mig, og vi kunne hurtigt blive enige om, at jeg ikke har noget særligt farligt arbejde. Jeg er jo sådan en pæn, nybarberet dreng med hvid skjorte og kvindehænder som en pianist eller voksdukke (evt. Richard Clayderman på Mdm. Tussauds), og når man sidder foran computeren hele dagen bliver man jo ikke ramt af teglsten eller moslet ned af en damptromle. Jeg skulle ret sikkert i klasse A, den billigste. Dér hvor man højest bliver ramt af en museskade eller dårlig ryg for siddestillingen, men næppe falder af en boreplatform eller spises af en haj.

Men computersystemet, der skulle foretage udregningen, har brug for en præcis stillingsangivelse, og nu blev det svært. Jeg er jo både oversætter, tekstforfatter, manuskriptforfatter, selvstændig erhvervsdrivende og “rigtig” forfatter, altså kunstner. Vi fandt noget der hed “kontor, marketing”, der lød rigtigt og svarede til Fareklasse A. Men alligevel var det jo ikke helt rigtigt. Så vi søgte videre og kom forbi “forfatter, kunstner” … hvilket giver fareklasse … E.

E … mand. Det er helt vildt. Farligere end jord- og betonarbejder, farligere end lejesoldat. På linje med stiknarkoman, alfons og trafikminister. Sådan er kunstneren altså, det er hans profil: Fordrukken, storrygende, selvplagende. Ti skridt tættere på vanviddet, dvs. den psykiske arbejdsskade. Et dårligt liv, der er dyrt at forsikre.

Vi endte med “kontor, marketing”. Jeg er da et A-menneske i den billige ende.

En opfordring

Noget om Che? En læser opfordrede mig til at skrive noget i anledning af mandens 40’års dødsdag og et angiveligt forrygende dårligt og tendentiøst indslag i tv-avisen søndag aften. Det tror jeg gerne. Der kommer sikkert endnu mere forlorent vrøvl ud om alle teenageres (og ikke så få mennesker, der burde vide bedres) yndlingsstalinist i anledning af mandens død i den bolivianske jungle i 1967. Den store helt, der kæmpede for de undertrykte. Idealisten, der bød magten trods, osv. Vi kender remsen, og den har naturligvis betydeligt mere med Che-elskernes ønskeforestillinger at gøre end med virkeligheden.

Men jeg synes allerede jeg har skrevet rigeligt om Che (en gammel post her og min kronik her), og hele affæren om mandens groteske berømmelse gør mig ærligt talt utroligt deprimeret. Så der kommer ikke mere fra min hånd. Kun dette:

Én ting er, at forvirrede teenagere tager en t-shirt med Che på, fordi de synes han ser sej ud og vistnok står for noget oprør. Det er jo sørgeligt, at man tager sig idoler, man dybest set intet aner om, men sikkert meget naturligt ikke mindst i en overfladisk tid. Det er langt værre, at alle dem der faktisk har sat sig ind i, hvad manden gik og lavede, bliver ved med at sympatisere med hans hensigter og undskylde hans gerninger, fordi han rent faktisk “gjorde noget”.

Nu tager vi den én gang til: Che Guevara var fanatisk stalinist, der ikke skyede noget middel i kampen mod sine fjender, heller ikke når de var overvundet på kamppladsen. Han bekæmpede aktivt fremkomsten af demokrati og frihed på Cuba og var en af hovedaktørerne bag at gøre det cubanske samfund til et af de fattigste og mest sørgelige steder at bo i verden. Han tilsluttede sig fuldstændigt bevidst og helt uden forbehold en ideologi, der taget i sin konsekvens er den absolutte ondskab. Han gjorde det – som alle blodtørstige ideologer – naturligvis for at gøre verden et bedre sted. Og han havde sin liste over, hvem der skulle dø, før paradis kunne komme.

Så husk det, når du kniber en tåre over stakkels Che i morgen: Han fik den samme behandling, som han gav sine fjender, og forventede vel heller ikke andet. Ingen grund til at græde snot over ham.

Kleins chokerende (dårlige) nye bog

Den canadiske journalist Naomi Klein har en ny bog på markedet, The Shock Doctrine: The Rise of Disaster Capitalism, og den ser ud til at være en endnu mere langt ude konspirationsteoretisk omgang, end hendes forrige hit No Logo. Jeg læste “No Logo”, da bogen kom ud i 2000, og det var en af de bøger, der satte mig i gang på min lange rejse til at blive tilhænger af et uhindret frit marked og et liberalt samfund. Det var ikke fordi bogen som sådan var dårlig. Den var både velskrevet og havde et flot grafisk layout, der virkede forførende. Den hang bare ikke sammen, argumenterne var forvrøvlede, og Klein virkede til at se konspirationer overalt. Hun virker til basalt set at have et problem med sammenhængen mellem årsag og virkning, og at dømme efter omtalerne af hendes nye bog, er det kun blevet værre.

Klein har senere antydet, at angrebet på de globale varemærker i “No Logo” egentlig blot var et startsted for en bredere kapitalismekritik, og nu kommer så næste skridt i kampen for … ja i kampen for hvad i grunden? Problemet med Klein og hendes slags er, at de bruger lang tid på at fortælle os hvad de er imod, men ikke ret lang tid på at argumentere for, hvordan alternativet vil virke. Klein går vel nærmest ind for en slags socialisme, men da socialismen ikke lige har den bedste track record, er det vel på sin vis en meget fornuftig strategi at række tunge af alt det, man ikke kan lide, i stedet for at melde klart ud.

Kleins nye bog virker om muligt endnu mere langt ude på overdrevet end “No Logo”. Tesen er kort fortalt, at verden domineres af kapitalistiske manipulatorer, der bruger alle midler for at trække den onde kapitalisme ned over hovederne på os stakkels alimindelige mennesker, der per instinkt naturligvis hader frie markeder. For Naomi Klein var Pinochets kup i Chile planlagt og støttet af Milton Friedman, der citeres for at have opfordret til uro og katastrofer, fordi kun katastrofer får folk til at hoppe med på frimarkedsvognen. Og siden da har disse kapitalistiske blæksprutter styret verden ind i den ene katastrofe efter den anden for at gennemføre kapitalisme gennem tortur og umenneskelighed.

Tesen er naturligvis helt til rotterne, og den får følgende skud fra boven i økonomen Tyler Cowens anmeldelse i New York Sun:

Rarely are the simplest facts, many of which complicate Ms. Klein’s presentation, given their proper due. First, the reach of government has been growing in virtually every developed nation in the world, including in America, and it hardly seems that a far-reaching free market conspiracy controls much of anything in the wealthy nations. Second, Friedman and most other free market economists have consistently called for limits on state power, including the power to torture. Third, the reach of government has been shrinking in India and China, to the indisputable benefit of billions. Fourth, it is the New Deal — the greatest restriction on capitalism in 20th century America and presumably beloved by Ms. Klein — that was imposed in a time of crisis. Fifth, many of the crises of the 20th century resulted from anti-capitalistic policies, rather than from capitalism: China was falling apart because of the murderous and tyrannical policies of Chairman Mao, which then led to bottom-up demands for capitalistic reforms; New Zealand and Chile abandoned socialistic policies for freer markets because the former weren’t working well and induced economic crises.

Diskussion her. Jeg tror dog selv, at jeg springer bogen over.

Update: Her er en meget negativ omtale fra én, der i øvrigt er kapitalismekritisk. Og her er The Economists klassiske afklapsning: Naomi Klein needs to grow up.