Måned: februar 2008

Ikke et land for tøsedrenge

Coen-brødrenes nyeste film No Country For Old Men løb med fire Oscar-statuetter i går. Det er også en ganske bemærkelsesværdig film, som undertegnede faktisk fik set for en måneds tid siden. Men alligevel var jeg ikke helt tilfreds med de fire statuetter.

Lad og starte med de to Oscars, der er helt helt fortjente: Instruktion og Bedste mandlige birolle.

Coen-brødrenes instruktion (begge brødrene er krediterede med instruktion for denne film) er som altid på et plan, hvor de fleste andre instruktører slet ikke kan være med. De har det, som folk som Scorsese og Coppola har mistet, og som ellers kun P. T. Anderson kan mestre i Hollywood lige nu: Evnen til at skabe fantastiske scener, der står helt for sig selv, og som ikke blot føles som endnu et led i fortællekæden. En ven sagde engang, at med Coen-brødrenes film er det de enkelte scener, man husker – ikke historien: “Nu kommer den fede scene hvor…”. “No Country For Old Men” består udelukkende af den slags scener. Hver eneste af dem sætter sig fast og dukker op igen og igen lang tid efter. Western landskaberne har her en dødbringende thriller-stemning, som man ellers ikke forbinder med genren. Her lykkes det umulige: At gøre en ørken klaustrofobisk.

Javier Bardem (der er mest kendt for sine roller for Pedro Almodovar) er den bedste filmskurk i de sidste ti år, mindst. Faktisk kan jeg ikke komme i tanker om andre end Robert Mitchum i Night of The Hunter, der kommer op på siden af ham i ren, vanvittig ondskab. Han er overnaturlig. Han vinder altid. Og i modsætning til i Charles Laughtons thriller er her ingen uskyld og godhed, der kan få ham til at bukke under. Her kommer politiet altid for sent. Bardem er fantastisk og alene for ham er filmen en must see.

Men der er også noget, der skurrer i “No Country For Old Men”, og det er – som så mange gange før i Coen brødrenes film – manuskriptet. Deres øre for dialog er perfekt, men jeg kan ikke lade være med at føle, at de her prøver en lille smule for hårdt på at drille tilskueren. Forventer man en ny “Fargo”, hvor den sorte humor og satiren løsner op for den blodige thriller, bliver man skuffet. “No Country For Old Men” er sort, kulsort, hele vejen igennem. Helt nådesløs. Det er som om, Coen brødrene har villet lave en ægte modernistisk film, hvor det hele bare går ned til sidst. Det er thrillergenrens L’Avventura, hvor fortællingen til sidst forsvinder i depression og ingenting. Coen-brødrene vil her tage livtag med den rene uforfalskede ondskab, som aldrig straffes, og som er et faktum i vores verden. Men jeg kan ikke lade være med at føle, at de snyder en smule og jeg kan faktisk ikke helt se pointen. Måske er jeg bare blevet for gammel, og har fået set mine modernistiske klassikere i Cinemateket. Nu vil jeg bare gerne se en god historie. Og det er “No Country For Old Men” faktisk kun en del af vejen.

Fortjener “No Country For Old Men” så statuetten for bedste film? Tjo, nu har jeg ikke set There Will Be Blood, men det er da helt klart en film med så meget personlighed, dristighed og uforfalsket filmkunst, som Hollywood overhovedet kan præstere. Det er på mange måder en fremragende film, men jeg ved egentlig ikke, om man kan kalde det en god oplevelse. Efter min opfattelse lykkes Coen-brødrenes store projekt kun 100% i én af deres film, nemlig Fargo, som så tilgengæld også er en af de bedste film, der er kommet ud af Hollywood siden … ja, nok engang siden 70’erne. “No Country For Old Men” er tæt på, men ikke helt deroppe. Men måske er jeg bare selv en af de gamle (sure) mænd, titlen omtaler?

Tørklæde-fis

Er det bare mig, eller er tolerance-tærsklen rykket i de seneste par dage? DF’s Søren Espersen vil forhindre Asmaa Abdol-Hamid i at gå på talerstolen iført tørklæde. Hvorfor i alverden dog det? Har vi ikke religionsfrihed i landet? Hvis hun kan blive valgt til Folketinget iført tørklæde, så kan hun vel også tale i tinget iført tørklæde?

Jeg er helt med på at give Hizb-Ut-Tahrir fingeren og udvise nul tolerance overfor ballademagere med muslimsk baggrund. Man måtte i øvrigt meget gerne udvise den samme slags nul-tolerance overfor de kernedanske ballademagere fra Ungdomshuset. Jeg har heller ingen respekt for Asmaa Abdol-Hamid og hendes vanvittige synspunkter. De er nøjagtigt lige så vanvittige som resten af Enhedslistens synspunkter. Men Espersens træk virker ærligt talt bare dumt og indskrænket.

Update: Econstudentlog har for øvrigt et godt indlæg om for og imod tørklædeforbud.

Offline is the new black

Træt af Facebook? Led ved MySpace? Jeg har hørt flere og flere, der ikke gider deres online netværk og den tid det tager at vedligeholde dem. Man taster og taster, og hvad er takken? Flere og flere ninja-inviationer.

Det nye smarte er at være offline. Sluk for nettet, kys din kæreste, spil et brætspil. Fænomenet kaldes social networking fatigue. Kommer snart til en pauseskærm nær dig…

Borgerlighed og islamkritik

180grader har her en meget relevant leder om Villy Søvndal og det borgerlige projekt.

Pointen er kort, at nu hvor Villy Søvndal (måske) omsider har taget bladet fra munden og prikket hul på venstrefløjens del af islamkritikken, kan de borgerlige endelig få fred til at kaste sig over andre ting. Islamkritikken har i lange tider været det, der gjorde Dansk Folkeparti borgerligt, mens partiets øvrige politik især hører til på venstrefløjen, især en mere populistisk venstrefløj, som den Villy Søvndal på sin egen charmerende måde er begyndt at udstikke rammerne for (5.000 kroner mere i løn om måneden til alle vi godt kan lide!). Mit bud er, at der i fremtiden vil tegne sig flere og flere alliancer henover “midten” i dansk politik.

Fra et borgerligt (dvs. frihedsoritenteret), standpunkt er der naturligvis rigtig meget at kritisere i islam. Det er på mange måder en problematisk religion med en problematisk historie, men det adskiller den ikke væsentligt fra andre verdensreligioner. Dens største problem er den flydende overgang mellem religion og politik, der på én gang gør lande som Iran og Saudi Arabien så problematiske at opholde sig i, og som samtidig gør de totalitære strukturer så svære at ændre fordi de udspringer af dybt forankrede kulturelle strømninger. Der er nogle kampe, der skal kæmpes her, især internt blandt muslimer, og der er masser af kritik at komme med fra borgerlig side.

Men der er også en hel del af den danske islamkritik som, når man kradser i overfladen, udspringer af almindelig fremmedangst og til tider decideret racisme. Det kan man muligvis godt forstå grundet den tåbelige integrationspolitik, der er blevet ført i Danmark i mange år, som har medført så enorme problemer med dele af Danmarks muslimske mindretal. Islam og den nordiske velfærdsmodel har vist sig at være et rigtigt dårligt mix (selvom integrationen altså sagtens kan lade sig gøre andre steder). Det har skabt en modreaktion, der på mange måder er urimelig og helt ude i hampen, hvor en muslim per definition er et problem og en skabsfundamentalist – eller i hvert fald en idiot, der burde skrubbe tilbage til den anatolske højslette. Det er ikke rimeligt overfor de flertal af danske muslimer, som bare passer sig selv og deres arbejde og dermed bidrager positivt til det danske samfund.

Set fra et borgerligt synspunkt er det altså helt ok at være muslim. Man kan sagtens være muslim privat og alligevel gå ind for de borgerlige frihedsrettigheder. Borgerligheden inkluderer også friheden til at dyrke sin gud, som man ønsker, om det så er med tørklæde eller burka. Personligt er det ikke noget for mig, men jeg skal ikke dømme om, hvad der er et godt liv for andre. Og de har naturligvis heller ikke ret til at dømme mig. Det er såmænd bare god borgerlig fornuft.

Villy taler ud

Der bliver talt meget ud for tiden, men det er også interessante tider, vi lever i.

Her er kloge ord fra Villy Søvndal, der i højere og højere grad gør op med venstrefløjens blødsødenhed overfor islamisk fundamentalisme:

Det siges undertiden at medlemmerne af Hizb-ut-Tahrir er dem blandt indvandrerne, der klarer sig bedst når det gælder uddannelse og job. Jeg ved det ikke – jeg er ikke sociolog. Men jeg kan konstatere, at de er rigtig dårligt kørende på alle andre områder. Og det er vel tragedien i det hele: At mennesker der er vokset op i frihed og har fået muligheder, som deres forældres hjemlande aldrig ville have kunnet give dem, alligevel ender som religiøse fantaster med et had, til det samfund de bor i.   

Sandt nok. Men hvor er det dog interessant, hvor meget et udsagn afhænger af, hvem der siger det. Hvad nu, hvis en politiker fra Dansk Folkeparti havde sagt følgende:

Hvis de er så fladpandede at de virkelig ønsker Kalifatet og Sharia indført, så er de simpelthen kommet til det forkerte land.   

“Skrub hjem hvor I kommer fra”. Er det ikke stort set det, Villy Søvndal siger? Bare med andre ord? Og et andet – mere venligt og socialt – ansigt end Pia-Musen?

Og Villy slipper ikke bare afsted med det. Folk elsker ham for det og de rosende kommentarer vælter ind. Venstrefløjen har ventet længe på, at en politiker rent faktisk sagde det, de fleste mennesker i grunden tænker og føler. Er venstrefløjens egen indre svinehund – som de ville kalde det – på vej ud for at glamme? Og tør de virkelig stå ved den?

Anonym københavner taler ud

Hvis det ikke var for de ofte meget hadefulde tåbeligheder i kommentarfeltet, ville Uriasposten i dag være Danmarks bedste blog. Kim Møllers arbejde med indsamling af presseklip fra nær og fjern kan ikke overvurderes – men de sidste dages virkelige scoop har været den “anonyme københavners” hudfletning af Københavns Kommunes (manglende) indsats overfor de mange skræmmende optøjer og afbrændinger i den sidste uge.

Tjeck fx den anonymes gennemgang af Ritt Bjerregaards nye storslåede “task force”, der skal gøre op med den manglende integration af hærværksfolkene. Det er vrængende satire på et højt plan.

Jeg ved egentlig ikke, om jeg er enig i konklusionen (at det er en kulturkamp vi står overfor), men det er til gengæld helt rigtigt at udstille Københavns Kommunes komplette mangel på resultater på dette område. Og det er ikke fordi, de mangler midler. 70 millioner kroner var øremærket til integration i København i 2007. Beløbet er 90 millioner i år. Og det er i øvrigt langt fra alle indvandrere i København, som har brug for “hjælp” til integrationen – de fleste af dem er sådan set i arbejde eller i skole og har et helt almindeligt liv. Men der er en gruppe, der bare glider længere og længere væk, og de utallige integrationsprojekter har intet hjulpet. Københavns Kommune aner simpelthen bare ikke, hvad de skal stille op, og deres socialarbejder-modeller har spillet fallit. Det ville være sjovt, hvis det ikke var så trist.

En rimelig bekymring

Mens jeg mener, at hædermandens Kurt Westergaard hurtigst muligt skal slås til ridder for sin stålsatte (og gnavpotteagtige) vilje til ikke at lade sig kue, så mener jeg faktisk også, at det er en rimelig bekymring, Birthe Hornbech kommer med her.

Kan man virkelig udvise folk, uden de er kommet for en dommer? Det åbner for ganske ubehagelige muligheder, der er i strid med retssikkerheden. Det kan vi altså ikke være tjent med i Danmark.

Meld dig i øvrigt ind i Kurt Westergaards støttegruppe på Facebook.

Update:

Retssikkerhedsdebatten kører hos Punditokraterne, og Liberalisternes formand har en kommentar.

22. februar

Jacob Mchangama har god klumme på 180grader.

Lenin-apologeterne pibler frem

Jeg må sige, at jeg virkelig sætter pris på at læse historikeren og debattøren Mikael Jalvings blogindlæg på Berlingske Tidende. De er både informative, velskrevne og rettidigt perfide, selvom Jalving ofte kredser om de samme emner, venstrefløjens skyld og skam taget over en bred kam.

Det virkeligt interessante ved Jalvings blog er imidlertid ikke så meget selve indlæggende, som de mange frådende kommentarer fra helt ekstremt aggressive personer, der ikke bryder sig om Jalving. Han må få flere kommentarer end resten af Berlingskes bloggere taget til sammen, og kommentarerne er overvejende flammende angreb på Jalving som person og hans politiske ‘oplysningsprojekt’ som helhed (anklager ala den “sorte Bermuda-trekant” som også David Trads harcellerede over). Man kan kalde det en slags omvendt Røde Lejesvende-teori.

Helt vildt bliver kommentarfeltet til tirsdagens blogindlæg om Lenin på Enghavevej, hvor Jalving fremhæver en ny Lenin-biografi, der ikke lægger fingrene imellem – i modsætning til historikeren Kristian Hvidts mærkelige Lenin-tolkninger, der førte til en heftig debat med Adam Holm sidste år.

Jalving gennemgår en række bloddryppende Lenin-citater, der med alt tydelighed viser, at Sovjet-dikaturet og terroren bestemt ikke først startede med Stalin, der “forrådte” revolutionen, sådan som mange ellers tror. Citaterne er overbevisende og lige i plet – og det får simpelthen kommentarfeltet til at gå amok: “Lenin var bare et produkt af sin tid”, “Lenin var bare et menneske, fejlbarlig som alle andre”, osv. osv. med “historiske” indvendinger, der taget i enhver anden kontekst (fx Hitler) ville være den rene hvidvaskning. Og så kommer trumfen – selvfølgelig – “USA har også gjort slemme ting, og hvad med Pinochet?”. Så fordi USA har bombet vietnamesiske byer (noget jeg i øvrigt aldrig har hørt Jalving billige) kan man ikke diskutere, hvad Lenin sagde og gjorde – og hvordan hans handlinger bliver fortolket af danskere i dag?

Vorherrebevares.