For mig var det en stor skuffelse at se P. T. Andersons nyeste film There Will Be Blood, som ellers alle steder hyldes som et sandt mesterværk, en ny klassiker, der endda af nogle sammenlignes med selveste Citizen Kane. For mig var det en fuldstændig død film, som jeg ikke vil tøve et øjeblik med at kalde dette årtusinds (hidtil) mest overvurderede film – men dette er jo en kedsommelig konstatering. Det interessante var, at da jeg begyndte at tænke lidt over filmen, gik det op for mig, at der var andre grunde til min kedsomhed, end jeg først troede. Vi har endnu engang at gøre med det vigtige fænomen: Det er modstanden, der skaber filmen. Og det er brandærgerligt, for There Will Be Blood kunne faktisk være blevet en rigtig god film. Den blev det bare ikke.
Det er altså ikke så meget filmens mondæne misantropi, der gør den dårlig. Mondæn misantropi er når kunst forsøger at være kunst alene ved at skildre ubehagelige følelser. There Will Be Blood har mondæn misantropi til overflod: Hovedpersonen er en afstumpet og kold sadist og hans eneste tydelige modstykke er en hyklerisk og hysterisk prædikant, der burde have tæsk hele vejen hjem, og heldigvis også får det til sidst. No one to root for, som man siger det i Hollywood, og sådan er det jo tit i “kunstneriske” film, der bekender sig til klicheen om den ulykkelige slutning. Men på den anden side kan man jo også skabe gode film ud af mondæn mistantropi, Robert Altman har fx skabt en hel, fremragende karriere ud af bitterheden og destruktionen, og ham ville jeg nødig undvære. Så nej, det er ikke misantropien, der gør det.
Et bedre bud kunne være forlæggets didaktiske vulgærsocialisme. Forfatteren Upton Sinclair, der i 1927 skrev romanen Oil!, der er forlægget til P. T. Andersons film, var først og fremmest venstrefløjsaktivist, og de ekstermt snævertsynede karikaturer af oliekapitalisten Plainview og folkeforføreren Sunday kan komme fra hans hånd (lidt ligesom når Hans Scherfig i Frydenholm fremstiller nazister og kapitalister som seksuelle afvigere og trusse-snusere). Men det er jo ikke nogen undskyldning for at videreføre forlæggets tåbeligheder i filmatiseringen, der tilsyneladende vælger at fremstille Ebenezer Scrooge som en troværdig psykologisk profil. Skærer man ikke også lidt ned på racismen i Onkel Toms Hytte, hvis man filmatiserer den i dag? På den anden side kan didaktiske belæringer jo godt være underholdende, men nogen Tintin i Congon er There Will Be Blood altså ikke blevet. Men selvom den er kedsommelig, er enøjetheden ikke grund nok. Kedsomheden stikker dybere.
Lad os gå let hen over Radiohead-koryfæet Johnny Greenwoods anstrengende underlægningsmusik, der forsøger at give olieørkenen en gang Bernard Hermann (det lykkes rigtig godt i en af filmens bedste scener, hvor olietårnet eksploderer, sønnen næsten omkommer og handlingen omsider og for en stund bliver en anelse spændende). Jo, musikken er irriterende, men det er alligevel ikke grund nok. Jeg er også lidt i tvivl om Daniel Day Lewis‘ præstation. Til tider er han fremragende, men jeg har også på fornemmelsen, at han overspiller temmelig voldsomt henimod slutningen, men igen kan det skyldes forsøget på at skabe en film om en karakter, der er lige så flad som Joakim von And.
Men nej, problemet ligger et andet og dybere sted, nemlig i historien og modstanden. Hvad handler There Will Be Blood grundlæggende om? Jo, den handler om en person, der hader mennesker, og som ønsker at tjene så mange penge, at han kan blive fri for dem. Projektet ekspliciteres direkte af Plainview, da han i et kort øjebliks kådhed betror sig til sin wanna-be bror. Han hader mennesker, og i tilgift vil han gerne ødelægge alle, der har succes, for han hader også konkurrence.
Det er jo ikke noget sympatisk mål, men det er fandeme et mål, der vil noget! Plainview er en ekstremt stærk karakter, og ud af sådan et mål kunne man virkelig strikke en god historie. For der er jo tusind ting, der kan gå galt, når man gerne vil være rig og fri for andre mennesker: Man kan blive forelsket, eller man kan blive fattig, man kan få børn eller komme i fængsel. Der kan ske mange vildt interessante ting. Problemet er bare, at de ikke sker for Plainview. De sker næsten – men de sker ikke, for de betyder ikke noget for ham.
I stedet gør There Will Be Blood en dyd ud af en så fatal fortællemæssig bommert, at man virkelig skal være kunstner for at tillade sig selv at gøre det: Filmen lader hovedpersonen få, hvad han vil have. Det er den største no-no overhovedet, det kan man bare ikke. Hvis du lader din hovedperson få, hvad han vil have, så har du ingen historie! “Plainview ville være gerne rig og fri for andre mennesker. Det blev han så. Godnat og sov godt.”
Hvad i alverden er det for en søvndyssende historie? Skal han ikke have noget modstand? Han har jo gods i sig til at klare selv de vildeste udfordringer – så giv dem dog til ham! I den første scene brækker han et ben i et minehul, men hiver sig selv op af hullet for at få kontrakt på olien. Det er modstand, det er stærkt. Men hvad sker der så? Ikke mere. Han får et plejebarn, som han ikke holder af. Det støder han så fra sig. Der er en antydning af kærlighed, men alligevel ikke rigtig noget (og plejebarnet vokser i øvrigt op og bliver helt naturlig og gift med en sød pige, så hvad er så omkostningen?). Der er en modspiller, præsten, der tilsyneladende nedkalder en bibelsk forbandelse over Plainview – men den går over, da Plainview hykler en omvendelse, som heller ikke rigtig betyder noget for ham. Og hvad så? Økonomien går strålende, han bliver rigere og rigere. Til sidst sidder han helt alene med sine millioner, har myrdet adskillige mennesker og har stødt sin søn fra sig. Og det var jo lige præcis det han ville. “Jeg er færdig” siger han. Dér var jeg allerede for længst færdig med ham.
