Pressefriheden forsvinder

Den indflydelsesrige menneskerettigheds-NGO Freedom House udgiver i dag deres årlige rapport om pressefrihed verden over: Freedom of the Press 2008. På trods af titlen er der tale om en evaluering af pressefriheden i 2007, og konklusionen er generelt negativ:

… declines on a global scale in 2007, with particularly worrisome trends evident in the former Soviet Union, Asia, and sub-Saharan Africa. The findings mark the sixth straight year of deterioration in the level of press freedom worldwide, with particularly marked declines noted in certain countries and regions. Improvements in a small number of countries were overshadowed by a continued, relentless assault on independent news media by a wide range of actors, in both authoritarian states and countries with relatively open media environments.

Undertegnede har selv haft en ganske lille hånd med i tilblivelsen af et par af lande-rapporterne, og det har været en utroligt spændende proces at være med til. I modsætning til andre NGO’ere, der udgiver lignende rapporter, baserer Freedom House deres evalueringer på et ganske stærkt statistisk grundlag, hvor der gives point for en lang række enkelte indikatorer. Dette hjælper en smule på at få de mere subjektive toner ud af evalueringerne. Resultatet er derfor ret troværdigt – og værd at læse.

Mere om madpriser

Tyler Cowen her om mulighederne for at give mere plads til markedsmekanismerne i den globale handel med mad. God debat på sitet, og mere opfølgning her.

De voldsomme stigninger i madpriser er nok verdens mest alvorlige problem på kort sigt. Min frygt er, at prisstigningerne kan give medvind for politikere, der ønsker at regulere madpriserne og dermed markedet i mad. Det vil give os endnu alvorligere problemer på langt sigt.

Mærkeligt nok tales der ikke ret meget om problemet herhjemme. Der er ellers nok Danmark kunne bidrage med, fx med at ændre EUs landbrugs- og handelspolitik. Desværre drives agendaen af markedsforskrækkede og populistiske indlæg som fx det her på Modkraft.

Bortset fra himlen

Min gode ven Eske Troelstrup udgiver i dag sin debutroman Bortset fra himlen på forlaget Athene, der er en del af Lindhart & Ringhoff. Romanen har fået en god modtagelse i Weekendavisen, der kalder den en “generationsroman classic“. Det er en af den slags eviggyldige fortællinger, hvor unge mænd i København drikker, drømmer og forelsker sig i de forkerte, men bogen griber efter sigende genren gennemført og har masser af energi. Jeg glæder mig selv til at læse bogen, når jeg køber den senere i dag eller i morgen.

Jeg har kendt Eske i mange år og vi har sideløbende delt vores forfatterdrømme, men Eske har nok været mere determineret og målrettet end jeg på romanformen. Det er specielt flot, fordi han har skrevet bogen uden legatstøtte eller andet hurmulhej, samtidig med at han har fået et lille barn og passet sit job som filmredaktør og senere chefredaktør på bladet Citadel. Det er faktisk meget inspirerende, at det kan lade sig gøre at skrive en vellykket roman, mens man også har alle mulige andre gøremål. Så det er bare med at komme i gang, som min kæreste sagde. Hermed taget til efterretning.

Den stille tsunami

Det er alvorlige tider for verdensøkonomien med en stor kreditkrise og voldsomt stigende fødevarepriser. Selv vores lille pizzaria på hjørnet har måtte sætte priserne op på alt. Bacon var steget 50 % i det sidste halve år, og for nogle varegrupper var stigningen endnu værre. Det er jo ikke så slemt for os, for vi kan sagtens betale, men for de fattige i lande med stor import af madvarer, som Bangladesh og Vestafrika, er stigningen intet mindre end katastrofal.

Stigningen skyldes mange forskellige faktorer, bl.a. det store økonomiske opsving i Kina, der har drevet priserne på kød op. Men en af grundene er skævvridningen af det internationale marked på grund af den voldsomme regulering af landbrug og fødevarer på nationalt plan. EUs landbrugsstøtte er blot én af synderne i et langt register over kortsigtede løsninger, protektionisme, forkælelse af særgrupper og andre mere eller mindre vanvittige planøkonomiske tiltag. En af de vigtigste grunde til stigningen på korn har været forskellige regeringers (først og fremmest USAs) meget rundhåndede støtte til produktion af biobrændsel, der øger efterspørgslen kraftigt. Ingen gode intentioner uden negative bivirkninger, kunne man sige – det er jo næsten som en lektie fra de gamle græske tragedier.

The Economist rammer hovedet på sømmet i denne uges vigtige leder:

In general, governments ought to liberalise markets, not intervene in them further. Food is riddled with state intervention at every turn, from subsidies to millers for cheap bread to bribes for farmers to leave land fallow. The upshot of such quotas, subsidies and controls is to dump all the imbalances that in another business might be smoothed out through small adjustments onto the one unregulated part of the food chain: the international market.

For decades, this produced low world prices and disincentives to poor farmers. Now, the opposite is happening. As a result of yet another government distortion—this time subsidies to biofuels in the rich world—prices have gone through the roof. Governments have further exaggerated the problem by imposing export quotas and trade restrictions, raising prices again. In the past, the main argument for liberalising farming was that it would raise food prices and boost returns to farmers. Now that prices have massively overshot, the argument stands for the opposite reason: liberalisation would reduce prices, while leaving farmers with a decent living.

Flammen og Citronen


Flammen og Citronen
Så fik jeg set Danmarkshistoriens dyreste film, og det var faktisk ikke nogen dårlig oplevelse – i en stuvende fuld biograf med en hel del ældre medborgere, der selv havde oplevet tiden og højlydt kommenterede med. Jeg var MEGET begejstret for Thure Lindhardt som den krigeriske “Flamme”, mens Mads Mikkelsens Citron savnede lidt mere klarhed. Han svedte for meget til at være troværdig.

De konkrete scener med likvideringer og overraskelser fungerede bedst. Der burde have været flere af den slags scener på gadeplan, og mindre voice over og underlægningsmusik. Der var god spænding og atmosfære i filmen, men spionintrigen med Stine Stengade som femme fatale virkede lidt anstrengt. Det er dog på forhånd en næsten umulig mission at skabe en troværdig og forståelig historie ud af modstandsbevægelsens miskmask (som der jo allerede er sat så mange billeder på), og Lars K. Andersen og Ole Christian Madsen har løftet en jætteopgave.

Dog var jeg lidt skuffet over filmens overvejende dystre og revisionistisk tematik. Selvfølgelig var der meget mudder med de forskellige kommandogange og konflikter mellem hær, regering, Frihedsråd, England og folkene på gulvet, men filmen får næsten fremstillet Flammen og Citronen som naive stakler, der gav deres liv for ingen verdens ting.

Men fakta er jo alligevel, når alle mellemregningerne er trukket fra, at uden stikkerlikvideringer var den danske modstandsbevægelse blevet optrævlet i løbet af 1943. Ikke alle likvideringerne var nødvendigvis berettigede og der var mange gråzoner, men i sidste ende var det altså et nødvendigt og utaknemmeligt stykke arbejde, der skulle udføres. Og som heldigvis blev udført. For de enkelte likvidatorer var følgevirkningerne ofte voldsomme og negative, men i det store hele udførte de et godt stykke arbejde. Det er et paradoks, som filmen efter min mening ikke helt får fat i. Og det er i grunden lidt synd. Jeg tror, at dokumentaren Med ret til at dræbe (som jeg selv var med til at researche), faktisk kommer tættere på virkeligheden og mangfoldigheden i opgaven.

Opdatering: Med ret til at dræbe kommer for øvrigt i aften på DR1. Når man snakker om solen.

Hvad med Cagney?

Jyllands-Posten har i dag en liste med hvad de kalder “filmhistoriens værste psykopater“. Det er en af den slags lister, der handler mere om, hvad læseren (og måske journalisten) har øverst i bevidstheden, end hvad der egentlig gemmer sig i filmhistorien.

Psykopaterne på listen er sådan set alle uhyggelige, og Javier Bardem fra No Country For Old Men er ikke noget dårligt bud på en topplacering, men er det ikke mystisk, at psykopaterne næsten kun er fra de sidste 20 års Hollywoodfilm? Var der ikke uhyggelige og mindeværdige skurke før det? Selvfølgelig, men dem husker folk ikke lige, fordi filmhistorien er en by i Rusland på de danske public service kanaler og blandt dvd-udlejerne. Det mest ironiske og historieløse ved artiklen er naturligvis, at mange af psykopaterne på listen er bygget direkte på tidligere psykopater.

Javier Bardems Anton Chigurh minder fx ikke så lidt om Robert Mitchums vanvittige preacher-psykopat i Charles Laughtons fantastiske Night of the Hunter. Hele jagt strukturen i No Country For Old Men låner meget fra Laughtons frygtelige skæbnenat. Bardem synger ikke, men den smilende ro er den samme.

Mitchum i Night of The Hunter

Og hvor ville Joe Pesci have fundet sin psykopat i Goodfellas, hvis ikke han havde set Cagney i White Heat? James Cagney er nok den sejeste og mest konsistente psykopat i filmhistorien, fordi han overskrider sine roller og spiller den samme psykopat igen og igen. Lidt ligesom Thomas Bo Larsen, uden sammenligning i øvrigt.

Se Cagney i White Heat

Og hvad med Peter Lorre i M, alle seriemorderfilms moder? Hvad med Anthony Perkins i Psycho? Eller Carl Boehms Peeping Tom? Eller såmænd bare vores egen Ulf Pilgaard i Nattevagten? De glimrer alle med deres fravær. Når man laver en filmhistorisk liste, så gør det altså ikke noget, at den rent faktisk indeholder lidt filmhistorie, i stedet for kun at inkludere hvad man kan finde på en sløv søndag i Blockbuster.

Kort over Irans blogosfære

Fra den nye store undersøgelse hos Berkman‘s Internet & Democray projekt. Bemærk hvor varieret udvalget i blogosfæren er. Der er mange flere konservative og religiøse hoveder i Iran, end vi forestiller os:

In contrast to the conventional wisdom that Iranian bloggers are mainly young democrats critical of the regime, we found a wide range of opinions representing religious conservative points of view as well as secular and reform-minded ones, and topics ranging from politics and human rights to poetry, religion, and pop culture.

En have der ikke dufter af kapitalisme

Det er muligt, der er mig, der er idiot, men det her forstår jeg simpelthen ikke: Aktivister grundlægger en have, der er fri for kapitalisme. Er det noget med, at penge ikke lugter, men at haver gør? Og har man ikke tænkt sig at bruge penge i et ikke-kapitalistisk samfund, men kun skovle og spader? Aktivisten Daniel udtaler:

Haven her er signal om, at man kan skabe værdi, der ikke kan måles i kapital.

Hvordan i alverden skal det forstås? Man kan ikke købe grunden? Men det er vel kommunens grund – og kommunen kan man vel købe den af? Af artiklen fremgår det også, at både naboer og politi synes om haven, så en eller anden form for værdi genererer aktivisternes arbejde vel. Hvorfor skulle det ikke kunne måles i kapital?

Sådan set ER haven jo allerede kapital, idet den er skabt gennem arbejde af aktivisterne. Det kan godt være, at de ikke vil sælge deres arbejde for penge – men vil de ikke gerne bytte haven for et nyt klubhus, fx? Og så er vi jo allerede dybt inde i vareøkonomien og den grusomme markedsøkonomi, hvor man tilægger forskellige ting forskellig værdi. Av, av, av. Den bedste metode til at undgå kapitalismens fristelser er jo som bekendt ikke at røre en finger.

Man kan jo i øvrigt undre sig lidt over aktivistens udsagn, idet vi i Danmark har en offentlig sektor, der hvert år forbruger halvdelen af landets værdier. Den offentlige sektor fungerer som bekendt heller ikke på kapitalistiske princippier, men den er nok for kedelig og almindelig og af og til nyttig til at aktivister gider bruge tid på den. Det kunne være i grunden være sjovt, hvis de tog arbejde som Sosu hjælpere for at vise, at man kan skabe værdi på et ikke-kapitalistisk grundlag. Det ville også være mere nyttigt for os andre.