Plaxo

Ok, nu begynder det at blive rigtig smart. Plaxo er et social networking site, der samtidig synkroniserer din adressebog og din kalender med både computer og mobiltelefon. Det betyder, at du altid er opdateret med dine venner og arbejdskammeraters kontaktinformationer, så du meget nemt kan overføre dem til en ny computer eller telefon.

Man skal dog huske på, at forbindelserne nu vil have ens kontaktoplysninger downloadet på computeren, hvor man ikke selv kan slette dem. Derfor skal man – som altid – tænke godt over, hvem man forbinder til eller hvor meget information man selv vil af med.

Min offentlige side er her.

Er det her faktisk web 3.0?

Den kender jeg godt

Christian Bjørnskov om det absurde danske skattesystem, hvor man ikke kan få lov til at betale mere end 40.000 i retsskat på én gang – resten SKAL betales i rater over længere tid med 7 % i rente. Også selvom man har pengene klar.

Jeg har lært, at skattevæsenet går ud fra som en selvfølge, at helt almindelige mennesker har en revisor, og altså at de regner med, at skat er – og skal være – så uigennemskueligt, at vi andre med en baggrund udenfor revisorstanden ikke kan regne vores egen skat ud. En anden ting, jeg har lært af torsdagens øvelse i det danske regelunivers, er, at det første, man bør gøre, hvis man har nogen form for indtægt, eller ens situation ændrer sig, er at spørge sig selv, hvordan det påvirker ens skattemæssige situation, og hvor meget man “skylder” staten – det er det absolut vigtigste. Sidst, men ikke mindst, har jeg lært, at det eneste sikre at antage er, at skattevæsenets regler unddrager sig jordisk fornuft og – må man forvente – også jordisk kritik eller tilsyn. Det må være den eneste institution i Danmark, der kan tvinge folk til at låne penge af den og oven i købet tage sig betalt for det.

Jeg har selv oplevet noget lignende, da jeg sidste år havde et meget stort beløb i restskat for forskellige freelanceopgaver. Jeg har ikke opgjort, hvor meget ekstra det har kostet mig i skat, men det er sikkert flere tusind kroner. Også selvom jeg HAVDE lagt pengene til side for at kunne betale med det samme.

Skattevæsenet vil nok beskrive rentepåskrivningen som en slags “straf” for, at man ikke bruger forskudsopgøelsen til med det samme at lade sig rippe i skat, endnu inden man har tjent pengene. Men man kan jo ikke altid vide, hvor meget man kommer til at tjene – og så skal man pludselig til at betale med sin egen kassekredit for de penge, man dermed “låner” skat.

Problemets rod bunder i indførelsen af kildeskatten i 1970, hvor man i stedet for selv at skulle betale skatten efter årsopgørelsen, i stedet får trukket pengene af arbejdsgiveren før man får lønnen udbetalt. Det er et genialt system for staten (for øvrigt udtænkt af Milton Friedman!), fordi den enkelte borger taber bevidstheden om, hvor meget de betaler i skat, fordi de aldrig har alle pengene i hånden. For nogle lønmodtagere giver det sikkert tryghed at vide, at man ikke får et skattesmæk året efter – men for selvstændige, der tvinges til at betale en slags kildeskat gennem forskudsopgørelsen – er det uden tvivl en voldsom underskudsforretning. Nasty.

Løven uden kløer

Man må næsten håbe, at det er falsk reklame, når politiet lokker med begreber som Empati, Tolerance og Udrykning. Kampagnen er åbenbart et par år gammel, men jeg faldt først over den forleden og blev temmelig forbavset. Det var naturligvis de to første begreber, der sprang i øjnene – og ikke det sidste, der bare virker mærkeligt fejlplaceret (“udrykning” wtf?). Jeg er ikke meget for den mere social-konservative borgerligheds begreber om kulturforfald og feminisering, men det her var alligevel skrap kost. Er det virkelig begreber som empati og tolerance, der er centrale til at beskrive, hvad en politibetjent gør?

Det er da selvfølgelig udmærket at have empati og tolerance, og politiet udfører naturligvis også en vis portion “socialt arbejde”, men den slags kampagner peger i sidste ende på et meget stort kulturelt selvbedrag, som jeg først så beskrevet i Henrik Dahls Den kronologiske uskyld: Nemlig magten, der nægter at vedstå, at den er magt. Dahl beskriver især “Børnehavegenerationens” problemer med at gøre oprør mod stadig mere moderlige og forstående magtinstanser som pædagoger, skolelærere og politikere, der jo kun vil os vores eget bedste og derfor fleksibelt og bøjeligt hele tiden vil forstå og hjælpe os – og som alligevel på en eller anden måde altid ender med at få deres vilje. Der er jo ikke noget mere besværligt end at stå fast imod en magt, der bare siger “Hvad synes du selv?”

Taktikken virker måske i skolen, men at kerneinstanser som politiet nu også skal være definerede ved empati og tolerance er måske at gå for vidt. Hvis det er det selvbillede, politiet har, er det i hvert fald åbenlyst, hvorfor de har ekstremt svært ved at opretholde loven når venstreekstremister, indvandrerbander eller pusherbøller går amok og smadrer alt omkring sig. Empati er jo en fin ting, når man skal irettesætte søde gymnasiepiger (som i et af videoeksemplerne i kampagnen), men når voldsomme optøjer truer selve retsstatens opretholdelse, er det altså på tide at tage staven i den anden hånd.

The Wire

[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=KQbsnSVM1zM]

En scene fra HBO’s glimrende politi-serie The Wire – en ekstremt realistisk serie om kriminalbetjente og narkopushere i Baltimore. Realistisk på den måde, at nogle få ildsjæle på begge sider kæmper for at holde butikken i gang, mens de fleste er hovedløse egoister, der følger deres egne interesser indenfor organisationernes snævre – og ofte irrationelle – rammer. Der er næsten lige så meget sociologi og økonomisk teori som crime-fighting, og det er rigtig interessant.

Scenen her er dog ikke specielt realistisk, men et eksempel på, hvordan amerikanske tv-serier (især fra HBO) igen og igen er villige til at tage chancer og gøre det usædvanlige: En hel efterforskningsscene, hvor der kun bliver brugt ét ord – dog i forskellige variationer. Det hele handler jo alligevel om kropssprog og betoning, så hvorfor egentlig sige noget?

Ikke frie nok

Guantánamo, krigen mod terror og krigen mod narkotika er bare én side af sagen. De amerikanske myndigheders magt er blevet stadigt udvidet på stort set alle områder gennem de sidste år, også ned i det helt små:

The American legal system also seems to have lost any sense of proportion. Christopher Ratte, a professor of archaeology, recently tried to buy his seven-year-old son a bottle of lemonade at a baseball game. He was handed a bottle of Mike’s Hard Lemonade, an alcoholic drink, by mistake. Officials noticed the boy sipping the drink and immediately whisked him off to hospital. He was fine. But the family was condemned to legal hell: the police at first put the seven-year-old into a foster home and a judge ruled that he could go home only if his father moved out. It took several days of legal wrangling to reunite the family.

Dette er fra The Economists omtale af Freedomhouses nye rapport om frihed i Amerika. Konklusionen er, at Freedomhouse om noget er for optimistisk med henblik på systemets evne til at rette sig selv. En kort opsummering af rapporten kan læses her.

8 dumme maj-tekster

Daniel Beattie har her en forrygende analyse af Modkrafts nærmest enfoldige 1. maj tekster. Vrøvlet tårner sig op med racisme, nationalisme og neoliberalisme som de sædvanlige omdrejningspunkter – og søreme også et forsvar for graffiti, hærværk og larm som revolutionære virkemidler, der skal sænke ejendomspriserne og dermed give byen tilbage til proletarerne. Som Beattie kommenterer:

Det er pudsigt at folk der er imod privat ejendomsret føler at de har ejerskab af hele urbane områder. Noget der åbenbart giver dem ret til at svine, lave ballade, larme og genere andre mennesker. I er ikke de eneste der bor der, venner. Hvordan kan I eje det hele? Det antages bare uden videre. Uigennemtænkt, tåbelig argumentation. Jeg er i øvrigt ret sikker på at også lavtlønnede mennesker der er vokset op i brokvarterene ikke bryder sig om hærværk, uro og larm. Hvem er det lige I vil genere?

Som Heath og Potter forklarer i The Rebell Sell, er 68-oprørets største selvbedrag, at man kan gøre oprør simpelthen bare ved at have det sjovt. Ideologien betoner, at “The Man” af en eller anden grund ikke vil lade folk more sig, fordi han hader lykkelige mennesker. Tusindvis af politiske rockkoncerter, gøgl og happenings senere er vi stadig lige vidt, og tåbelighederne gentager sig i forsvaret for Ungdomshuset – “det er normalisering, de kan ikke lide os, fordi vi er for fede!”.

“Jeg laver ikke graffiti, fordi jeg synes det er sjovt, men fordi det undergraver det kapitalistiske samfund!” Hvor uærlig kan man være overfor sine egne følelser? Du har lyst til at hærge og smadre, fordi det giver dig en følelse af magt. Du har lyst til at ryge hash, drikke dig fuld og lytte til punk, fordi det giver dig dionysisk selvforglemmesle. Så sig det dog ærligt, i stedet for at knytte en politisk begrundelse på. Er vi stadig ikke kommet ud af protestantismens skygge? Der skulle man også begrunde sit begær efter jordisk rigdom med himmelske aspirationer.

Beatties konklusion efter at have læst teksterne:

1. Danmark og danskere er alle, undtagen den radikale venstrefløj, racister, eller nogen der støtter racister.
2. Vi lever i 1800-tallet.
3. Det hele er en sammensværgelse.
4. Hvis vi maler på husene og går mærkeligt ændrer vi samfundet.
5. Den radikale venstrefløj mangler i den grad intellektuelle sværvægtere.

Kloge ord om Ungdomshuset

Lotte Noer har her en fornuftig klumme om debatten-der-ikke-vil-dø: rimeligheden i at give venstreekstremisterne bag Ungdomshuset et nyt gratis hus på skatteborgernes regning.

Der er mange spændende kommentarer, men det mest fornuftige bliver faktisk sagt af Hans Erik Knudsen til allersidst (gengivet her med slåfejl):

Interessant debat. De autonome ER virkelig så dårlige til at argumente som det påstås. Deres påstande er grebet ud af den blå luft, der er hverken hovede eller hale på det, og logikken er slet ikke til stede. Havde de brugt lidt mere tid på skolen end på navlebeskuende mandagsmøder, havde de måske fået lidt udsyn og en horisont der ikke kun begrænsede sig til ren egoisme og xenofobi – angst for alt fremmed.

Fat det, i har ALDRIG ejet det hus. I havde et bevaringsværdigt hus til låns, og i smadrede det totalt, så der kun var nedrivning som mulighed da i blev sat ud ved fogedens og politiets hjælp, ligesom enhver anden der befinder sig uklovligt i en andens ejendom. En enig beslutning taget i alle instanser der har med den slags at gøre.

Gør det slet ikke indtryk at ingen vil have jer som naboer, eller er det bare alle andre der er dumme? Når alle andre er dumme, er det på tide at opsøge et spejl

Hvis man i øvrigt ønsker at følge udviklingen i Nordvest lige nu, hvor borgerne kæmper imod et nyt Ungdomshus på Dortheavej, kan man klikke ind på Expressum.