Der har været meget opmærksomhed om den danske udgave af Naomi Klein’s Chokdoktrinen: Katastrofekapitalismens opkomst, der er et forsøg op at sammenkæde Milton Friedman og Chicagoskolens økonomiske teorier med en aggressiv amerikansk udenrigspolitik i særdeleshed og alskens ulykker, diktaturer og undertrykkelse i almindelighed. Jeg omtalte selv bogen i efteråret, men nu er der grund til lige at runde emnet igen, ikke mindst på grund af Kleins betydelige indflydelse i den offentlige debat.
Klein har fået en kongelig modtagelse i Danmark med offentlige optrædender og mikrofonholderinterviews, og kun Weekendavisens Christopher Arzrouni har været negativ. Desværre viste store dele af hans anmeldelse at være direkte planket fra Johan Norbergs kritik af bogen i et notat fra Cato.
Polemikken omkring Arzrounis tåbelige fejltrin har desværre afledt opmærksomheden fra de mange velbegrundede kritikpunkter overfor bogen: Nemlig at 1) den groft forvansker den nyligt afdøde Friedmans synspunkter, så den milde økonom fremstilles som tilhænger af både tortur og (metaforisk) elektrochok i samfundet, 2) Ikke kender forskel på Friedmansk Chicago-skole, IMF-style neoliberalisme, libertariansk ‘østrigsk’ økonomi og den langt mere statsglade neokonservative bevægelse (hvis indflydelse for øvrigt kraftigt overdrives), 3) Kun leverer meget sporadiske empiriske beviser for sine påstande om, at kapitalisme og undertrykkelse hører sammen – og ‘overser’ de bjerge af empiri, der modsiger tesen. Faktisk er de økonomisk frieste lande også statistisk set de politisk frieste lande, og befolkninger verden over støtter over en bred kam op om markedsøkonomien. Der er derfor ingen grund til at skabe katastrofer for at gennemtvinge frimarkedsreformer, da de kommer alle i befolkningen til gode og skaber større politisk frihed.
I denne sammenhæng er Norbergs ovenstående notat simpelthen sønderlemmende. Han sammenligner grundigt Kleins fremstilling med fakta – både om Friedmans teori, men også om de historiske fakta, Klein skriver om (Chile, Storbritannien, Kina). Klein fremstår som forfatter som enten katastrofalt uvidende eller decideret løgnagtig – og mit bud er, at hun er lidt af begge dele. Men andet kan man vel ikke forvente af et kvindemenneske, der støtter op om Castro, Chavez og Hizbollah.
Kritikken betyder dog ikke, at Klein ikke har nogle berettigede pointer om, hvor galt det kan gå, når statsmagten allierer sig med våbenindustrien eller andre magtfulde grupper. Der er rigtig meget at kritisere i den amerikanske indsats i Irak, hvilket ifølge Norberg virker som Kleins egentlige ærinde. Hendes problem er imidlertid, at Friedman og andre frimarkeds-økonomer altid har advaret mod sammenblandingen af statsmagt og industriinteresser (og bl.a. derfor gik de ind for en begrænset stat) og desuden var Friedman en modstander af både den første og anden Irak-krig. Hun er sådan set ‘barking up the wrong tree’, når hun i stedet kunne finde betydelig støtte for sine anklager mod Bush-administrationen hos netop liberale økonomer. Men det ville nok kræve for stor intellektuel fleksibilitet fra en begrænset begavelse som Klein. Hun skriver godt. Men det hun skriver er dårligt.
Som Norberg afslutter:
So in the absence of serious arguments against the consequences of free markets, we are left with Klein’s reasonable critique of torture, dictatorships, government corruption, and corporate welfare. In the final analysis, The Shock Doctrine boils down to the curious claim that Milton Friedman and free markets are bad because governments are incompetent, corrupt, and cruel. It is probably not a coincidence that there are blurbs from four fiction writers on the back of the book.
Læs også den store diskussion på Informations side om Kleins CBS-besøg. Den er fuld af de typiske Erasmus Montanus agtige argumenter, som Kleins bog er så afhængig af. Groft skåret: 1) Milton Friedman har engang skrevet noget om chock som vejen til reformer, 2) CIA brugte elektrochok i 50’erne, 3) Ergo går Milton Friedman ind for elektrochok.
