Sommerlæsning

Over sommeren har jeg fået læst en god håndfuld bøger. Som sædvanlig håbede jeg at få tid til at skrive en ting om hver af dem, og som sædvandlig har jeg ikke haft tid til det. Her kommer i stedet et par spredte noter.

Joseph Conrad: Nostromo. Det tog lidt tid at tygge mig igennem den her klassiker, men den var det hele værd. En historie om et bjerg fyldt med sølv i en mellemamerikansk banenrepublik og de mange anstændige og uanstændige mennesker, der vil have fat i rigdommene. Fantastisk overblik og skrevet med forførende perspektivskift, der afslører alle karakterernes manglende indblik i deres egen natur, gode som onde. En evig relevant bog, der ret præcist fanger den politiske tilstand i en del latinamerikanske lande den dag i dag med den evige jagt på magten over naturressourcer. Jeg har skrevet lidt mere på min Librarything-side.

John Keegan: A History of Warfare. Endnu en glimrende og indsigtsfuld bog. Dette er i virkeligheden én lang polemik med Clausewitz’ tese om at krig er en fortsættelse af politik med andre midler. Dels viser Keegan, at det ikke historisk forholder sig sådan, da krig er langt mere varieret og kulturelt betinget end oplysningstænkeren Clausewitz kunne anerkende – og dels argumenterer Keegan overbevisende for, at en ‘krig som politik’-tænkning er den direkte vej til en total militarisering og ideologisering af samfundet, hvilket i følge ham førte til katastrofen i første verdenskrig.

Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen: Kritik af den negative opbyggelighed. Stort set alt Stjernfelt har en finger med i, er interessant. Thomsen er for mig mere vedkommende som digter end som tænker, men også hans essays i denne samling er værd at læse. Sammen kunne man kalde dem “et forsvar for formen” – formen i kunsten, formen i religionen og formen i det politiske. Bogen undersøger, hvordan “oprøreren”, den “ensomme ulv der går sine egne veje”, er blevet en kliché i kulturlivet, og hvordan dette er blevet til en personlighedskult, hvor man interesserer sig mere for kunsterens rækken-tunge-af-systemet end for kunsten. Modsvaret er at begynde at se på formen igen – har kunstneren overhovedet noget interessant at byde på? Det er ikke en afvisning af modernismens negativering af den klassiske kunst, men derimod en afvisning af “modernismen som tradition”, den tomme negation. Thomsen forsvarer ret overbevisende hvordan kirkens og gudstjenestens former faktisk giver større plads til eftertænksomhed, indlevelse og det vedkommende end de tomme og poppede stjerne-præster, der vil have rock i kirken og politik i prædikenen, for ligesom at gøre det hele lidt mere “vedkommende for de unge”. Velskrevet men ustruktureret, en rigtig god essay-samling.

Henrik Dahl: Den usynlige verden. Havde lidt mindre at byde på end annonceret, men Henrik Dahl er altid værd at læse, fordi han både er præcis og provokerende – og nogle gange helt ude i skoven. I “Den usynlige verden” sætter han sig ambitiøst for at italesætte hele det “usynlige” Danmark, som de allerfleste af os lever i, men som ikke er kanoniseret som fint og godt, og som derfor savner begrebsliggørelse og normer for adfærd. Dette gælder parcelhuskvartererne, motorvejene, tankstationerne, genbrugspladserne, kontorlandskaberne, fritiden og det moderne familieliv, der med en morsom formulering er blevet ekstremt arbejdskrævende, så det, der i ideologien er båret af kærlighed reelt er en blanding af “et stormøde på Tvind og en arbejdslejr”. Dahl når dog kun lige at skrabe i overfladen af det usynlige Danmark, men det er en værdig og spændende mission. Kampen mod Højskolesangbogens sakralisering af naturen, det højkulturelle, det gamle og det fine synes dog på forhånd tabt.

Technorati Tags:

Nationalitet, værdier og økonomiske fejlslutninger

Det største problem er ikke, at folk ikke ved nok om økonomi, men at deres værdier står i vejen for fornuften. Det skriver i hvert fald Tyler Cowen, og supplerer, at værdierne oftest har noget med ens nationalitet og tilhørende sym- og antipatier at gøre:

Both Alex and I have blogged that nationality (or sometimes ethnicity or regional background) is often the best predictor of a person’s economic views and yes that includes among economists.  Given the diversity of economists’ views across nations, we are part of the problem too, thereby again illustrating the essential unity of mankind.

Still, I do believe in right and wrong and that means that the viewpoints of some nations (grossly construed) are better than others.  So the top economic misconception out there in the world is “unjustified dislike of the United States,” noting that there are also justifiable reasons to dislike many aspects of this country.

Tid er den vigtigste ressource

I går hørte jeg en debat mellem Thomas Adelskov (S) og Sophie Løde (V) om socialdemokraternes forslag om at sætte dagpengebeløbet op til gengæld for at forkorte perioden. Formålet med forslaget skal være at få flere til at melde sig ind i A-kasserne, der i løbet af de sidste år har mistet 100.000 medlemmer.

Et modargument er selvfølgelig, at en forhøjelse af dagpengebeløbet ikke bare vil gøre det mere attraktivt at være i en A-kasse, men også at være ledig. Her leverede Adelskov argumentet om, at dagpengene stadig vil være lavere end lønnen, og det derfor “altid vil kunne betale sig at arbejde”.

Men er det nu også rigtigt? Glemmer Adelskov ikke, at arbejdet har en pris i sig selv, nemlig tabet af fri tid (evt. fritid). Jeg får måske 1000 kroner mere om måneden ved at tage et arbejde, men så får jeg også ansvar og skal tidligt op om morgenen. Det er ikke nødvendigvis en god handel. Penge er jo ikke et gode i sig selv, men kun noget værd som et middel til andre ting. Tid er den egentlige begrænsede ressource, og et tab af tid kræver en betragtelig kompensation. Penge er en sådan kompensation, men tid kan jo også bruges til mange andre gode ting end at arbejde, fx hygge sig med sin familie, spille computer, skabe kunst eller lave nyttigt frivilligt arbejde.

Dette er blandt andet et godt argument for, at det er vigtigt at “stresse” de arbejdsløse og faktisk sætte dem på kurser og til at skrive ansøgninger, selvom det for mange umiddelbart virker nytteløst. For så har de faktisk ikke nogen “fri tid” i stedet for at arbejde, og kompensationsspørgsmålet bliver derfor ikke så stort.

Apropos: Lederen i 180grader i dag.

Opdatering: En artikel i Weekendavisen fik også andre op i det røde felt.

Motivation

16 gode råd. Dette her var mest interessant, fordi det virker kontraintuitivt:

Start small. Really small. If you are having a hard time getting started, it may be because you’re thinking too big. If you want to exercise, for example, you may be thinking that you have to do these intense workouts 5 days a week. No — instead, do small, tiny, baby steps. Just do 2 minutes of exercise. I know, that sounds wimpy. But it works.

Via Ethos.

Min egen erfaring er, at motivation (og at bekæmpe manglen på den) i høj grad handler om at sætte grænser. Det vil sige finde nogle ydre begrænsninger, der indrammer den lammende frihed til at gøre hvad som helst. Det er lidt Dogme. Jeg sætter for eksempel begrænsninger på, hvor lang tid jeg skal skrive om dagen. Det har den fordel, at uanset om jeg er motiveret eller ej, så sætter jeg mig foran computeren og stirrer på skærmen. Som reglen dukker der noget op, men selvom der ikke gør, har jeg gjort min pligt. Det betyder også, at man ved, hvornår man skal slutte og har udført dagens gerning.

Arbejdshi

Jeg tager til Vesterhavet i den næste uges tid for at arbejde. I det hele taget har jeg besluttet mig for at tage et halvt år ud af kalenderen for at få skrevet en roman færdig. Så hvor meget jeg får skrevet på bloggen er uvist – selvom der nok bliver plads til et par overspringshandlinger og en bogomtale eller to.

Utroligt

Man bliver ofte forbløffet over mildheden ved de danske domstole, men den her er alligevel skrap:

Den 16-årige tiltalte i drabssagen fra Aalborg blev fredag morgen fundet skyldig i vold med døden til følge – men ikke i drab.

Den 16-årige tævede uprovokeret en tilfældig 48-årig mand til døde og slæbte derpå sit offer hen til en lygtepæl af hensyn til lyset for at filme den døende mand med sin mobiltelefon.

Den unge mand pralede også med optagelserne overfor sine venner, men ok, han vidste selvfølgelig ikke, at man slår et menneske ihjel, hvis hopper op og ned på dets knasende kranie. Hvor skulle han også kunne vide det fra?

På grund af sin alder kan den unge mand højst idømmes seks års fængsel. Han får nok betydeligt mindre, men det kan jo også være hårdt, hvis man er vant til at gå til fest og tage stoffer og have det rigtig sjovt. Heldigvis har han en masse gode, støttende venner.

Man forbløffes, forvirres og fortvivles gang på gang. Som forfatter søger man ofte efter grunde til, hvorfor folk gør som de gør – især hvis de foretager onde gerninger. Men måske er konklusionen bare, at vold og ondskab mod andre mennesker for nogles vedkommende er helt naturligt, sjovt og fedt. Man udøver magt, og magt er dejligt.

Bare tilbyd dem en uniform, og så står bødlerne i kø for at komme til.

Din iPhone fortæller, hvem du er

Den kan i hvert fald fortælle andre, at du er rig. Køb iPhone-applikationen “I Am Rich” til 1.000 dollars, og lad omverdenen vide, hvem du er: En stor nar, eller en mand med overskud?

The app does nothing but display a red ruby; tapping a miniature i in the corner will load a secret mantra enabling you to “stay rich, healthy, and successful.”

Applikationen er tilsyneladende allerede trukket tilbage fra Apple-butikken. Det synes jeg i grunden er synd. Er det ikke bare iPhonens version af tøjet fra modeugen? Skidegrimt, helt ubrugeligt og vanvittigt dyrt – men med masser af signalværdi.

Der forlyder desværre ikke noget om, hvor mange der nåede at købe applikationen, før den blev taget af markedet igen.

Et vink med hatten til Marginal Revolution.