Digital Media in Repressive Regimes

En reklame for et stort anlagt seminar, der kører 10-11. november på Institut for Menneskerettigheder. Medarrangører er RUC (mere info på linket). Bliver spændende!

International seminar:
Digital Media in Repressive Regimes
10-11 November 2008
The Danish Institute for Human Rights
Copenhagen

The Institute for Society and Globalization (RUC) and the Danish Institute for Human Rights (DIHR) will host a research seminar on digital media, civic engagement and political mobilization in repressive regimes.

The overall theme of this event is the growing impact of digital media in repressive regimes. The seminar is designed to present ongoing international research as well as to promote new original research and facilitate academic exchange. The specific purposes of the seminar are, first, to discuss how Internet, mobile phones and other digital networked technologies may provide a novel component in the public sphere in repressive regimes, and secondly, to examine the extent and significance of these media for activism and social mobilization.

Markeder og information

Man hører tit i debatten, at det frie marked er en umulighed, fordi det kræver perfekt information for alle markedets aktører. Forestillingen om Homo Economicus er en sædvanlig stråmand, man kan slå fortalere for et frit marked i hovedet med, for naturligvis eksisterer det fuldstændigt rationelle og fuldstændigt informerede menneske ikke nogen steder. Og hvis han ikke eksisterer, kan markedet åbenbart heller ikke fungere – uden statslig regulering, lyder påstanden. (At handle fuldt rationelt betyder i denne sammenhæng at handle som om man havde perfekt information – men det har man jo aldrig, og i sidste ende er ens egne preferencer ofte uigennemskuelige for en selv og for andre. Man kan også bruge ordet rationelt på en måde, hvor mennesker altid handler for at fremme deres preferencer ud fra en given viden – i den forstand handler alle altid apriori rationelt. Men det er ikke i denne betydning ordet rationelt bliver brugt her).

Det er forbavsende så ofte anklagerne mod Homo Economicus bliver bragt til torvs, på trods af, at kun abstrakte økonomiske modeller i dag benytter sig af begrebet. Han dukker blandt andet op på pinlig vis i en ellers udmærket bog af de ellers velinformerede Ole Thyssen og Henrik Dahl: Krigeren, Borgeren og Taberen, hvor man bruger et par sider på at verfe ham til side, for så har man lige “gjort op med liberalismen”. I blogs møder man ham tit, fx i denne diskussion eller her i en lidt ældre tråd.

Problemet med at tæve på Homo Economicus er selvfølgelig på den ene side, at han er en begrebsmæssig abstraktion, som kun er beregnet til matematiske modeller, mens de fleste økonomer forlængst har forladt begrebet, og tværtimod bygger deres forsvar på det frie marked netop på menneskers uigennemskuelighed for andre og på den tilstand af altid ufuldstændig information, der karakteriserer samfundet. På den anden side bider argumenterne mod Homo Economicus også sig selv i halen – for hvis det enkelte menneske hverken er fuldt rationelt eller besidder fuld information, hvorfor i alverden forestiller man sig så, at regulatorerne og de politikere der vedtager reguleringen, skulle besidde fuld information eller handle rationelt? Netop fordi individer altid besidder ufuldstændig information (uanset om de har fine computersystemer til deres hjælp) og fordi de aldrig handler fuldt rationelt, men altid ud fra deres egne preferencer, er det bedst at overlade langt de fleste økonomiske beslutninger – hvis ikke alle – til det frie markeds kollektive visdom. Således udnyttes bedst den mangfoldige viden, der er fordelt på mange enkeltindivider, og således begrænses omkostningerne ved fejltagelser.

En af de økonomiske filosoffer, der berører begge emner i et klassisk – og knastørt – essay er Friedrich Hayek. Her får vi ham råt for usødet om vigtigheden af den lokale information – den uudtalte viden om vores egne behov og de særlige omstændigheder, der hvor vi er:

Today it is almost heresy to suggest that scientific knowledge is not the sum of all knowledge. But a little reflection will show that there is beyond question a body of very important but unorganized knowledge which cannot possibly be called scientific in the sense of knowledge of general rules: the knowledge of the particular circumstances of time and place. It is with respect to this that practically every individual has some advantage over all others because he possesses unique information of which beneficial use might be made, but of which use can be made only if the decisions depending on it are left to him or are made with his active coöperation. We need to remember only how much we have to learn in any occupation after we have completed our theoretical training, how big a part of our working life we spend learning particular jobs, and how valuable an asset in all walks of life is knowledge of people, of local conditions, and of special circumstances.

Smukt i al sin komplekse enkelthed.

Hitchens støtter Obama

McCain-fløjen har ikke mange venner tilbage. Grunden? Personlighed:

On “the issues” in these closing weeks, there really isn’t a very sharp or highly noticeable distinction to be made between the two nominees, and their “debates” have been cramped and boring affairs as a result. But the difference in character and temperament has become plainer by the day, and there is no decent way of avoiding the fact. Last week’s so-called town-hall event showed Sen. John McCain to be someone suffering from an increasingly obvious and embarrassing deficit, both cognitive and physical. And the only public events that have so far featured his absurd choice of running mate have shown her to be a deceiving and unscrupulous woman utterly unversed in any of the needful political discourses but easily trained to utter preposterous lies and to appeal to the basest element of her audience.

Jeg er egentlig ikke begejstret for Obamas politik, som vil være skadelig på mange fronter. Men McCain er en gammel mand og Palin er simpelthen ikke troværdig. GOP er i dybe, dybe problemer og kan se frem til lang tids vandring i mørket. Det er Nemesis, der vil noget.

The Giant Pool of Money

For alle os, der er lidt forvirrede omkring, hvad den internationale finanskrise egentlig går ud på, kommer det fantastiske radioprogram This American Life til hjælp.

I programmet The Giant Pool of Money møder vi en lang række spillere i den store amerikanske pantebrevs-bonanza, fra Wall Street-hajen, der sammensætter top-ratede AAA gældspuljer ud af ekstremt dårlige boliglån, til ejendomsmægleren, der tjener millioner på at sælge huslån til folk, der ikke har “a pot to piss in”, og den enfoldige eks-marinesoldat, der har været godtroende – og grådig – nok til at låne 540.000 dollars til et hus, der svarer til 15 gange hans årsindkomst – før skat.

Det er spændede lytning, og fælles for de medvirkende er, at de egentlig godt vidste, at det ikke kunne passe. Marinesoldaten ville aldrig kunne betale lånet tilbage, og ville aldrig have lånt sig selv pengene, ejendomsmægleren vidste godt, at de fleste låntagere ville ende på tvangsauktion, og Wall Street-mæglerne vidste godt, at de lån, de solgte videre i store bundter i virkeligheden var junk. Men fælles for dem alle var også, at det så enormt godt ud på papiret – “the data was good” – fordi man baserede udregningerne på forældede erfaringer, der ikke tog højde for de nye ekstremt billige lån. Det var en slags hallucination, et selvbedrag – for alle de involverede – og så en god del løgnagtighed. Det fungerede så længe huspriserne blev ved med at stige og låneafdragene kunne afbetales med nye lån i friværdien.

Men en dag brast boblen, nærmest fra den ene dag til den anden. Lånene blev dyrere. Ejendomspriserne faldt. Lånene kunne ikke betales tilbage. Og så er vi, hvor vi er nu med en gigantisk kreditkrise.

Hvad var årsagen? Først og fremmest billige penge og store mængder risikovillig kapital. Udsendelsen omtaler “the giant pool of money”, som er den samlede mængde kapital, der er til rådighed i verden. Takket være den store indkomstfremgang i lande som Kina og Indien fordobledes “the giant pool of money” på få år fra 36 billioner dollars til 70 billioner dollars (det er 70.000 millarder). Pengene skulle have et sted at søge profit, og da den amerikanske centralbank samtidig havde sat renten ekstremt lavt, blev det attraktivt at tage store risikoer – og samtidig meget lidt attraktivt bare at lade pengene stå i banken eller opkøbe kedelige obligationer, der ingen rente gav.

Da bankerne samtidig begyndte at udvikle en række værktøjer til at sammenkøre risikoen ved boliglån i store puljer, var vejen åben til pantebrevs-bonanzaet, hvor man begyndte at tilbyde enorme lån til mennesker, der aldrig ville have en jordisk chance for at betale dem tilbage – fordi man kunne sælge de risikable lån videre på en måde, der virkede attraktiv. Så længe der var risikovillig kapital, renten var lav og huspriserne steg. En dag var huspriserne imidlertid steget så meget, at folk ikke engang kunne betale første afdrag på de store lån, og så vendte bøtten på ganske kort tid. Og de risikovillige investorer var ikke længere villige til at tage risikoen.

I programmet hører vi desværre ikke så meget om, hvordan den politiske regulering har spillet med i katastrofen – den urealistisk lave rente, fastsat af centralbanken, de lovmæssige krav til banker om at give lån til minoritetsgrupper, den statslige garanti til kreditgiganter som Fannie Mae og Freddie Mac, det politiske ønske om at give fattigere grupper eget hus, selvom de ikke havde råd, osv. Der var advarsler nok, bl.a. fra liberale økonomer som Greg Mankiw, der var økonomisk rådgiver for præsident Bush, men alligevel blev der ikke skredet ind.

Bankerne har investeret ufornuftigt og mod bedre vidende, og nu falder hammeren – hvis den ellers får lov. Politikerne har fremmet en politisk situation, hvor der var “kredit til alle”, også selvom man ikke havde råd – og her burde hammeren også falde. I stedet sker det modsatte. Bankerne reddes med en stor plan, der tørrer regningen for de idiotiske investeringer over på skatteborgerne, og politikerne får endnu flere redskaber til at regulere med. Selvom de i forvejen alt for rigelige reguleringsredskaber har været årsag til en del af krisen.

Opdatering: Andre nyere indlæg om finanskrisen: Mchangama saboterer myten om, at finanssektoren er ureguleret, mens Poul Høi Niels Krause-Kjær (sorry, Poul) lider af den misforståelse, at man forsvarer bankerne, hvis man påtaler reguleringens rolle.