Dumheder 2.0

fail owned pwned pictures

Fra skaberne af de kendte lolcats kommer nu en samling billeder og videoer af dumheder. Et klassisk web 2.0 fænomen – alle billeder er indsendt af brugere, sitet er blot en platform, der endda tilbyder en lolbuilder, så man kan tekste sine egne billeder. Kattebillederne blev desværre lidt for hurtigt ‘cute’, men failblog bevarer kanten indtil videre.

Kørner og Krigen

Jeg har en kronik i dagens Berlingske Tidende om kunstneren John Kørner og hans malerier af døde, danske soldater fra Afghanistan. Jeg er selv ganske godt tilfreds med kronikken, men beklager at teksten former sig i nogle ret tunge blokke. Der var flere afsnit, da jeg afleverede den 🙂 – til gengæld kan jeg så kun anbefale at gå ned i kiosken og købe et papireksemplar. De er også så dejlige at have mellem hænderne. Et lille udpluk fra kronikken:

I det mindste er Kørner ikke bange for at kaste sig ud i tabubelagt territorium og tage de nødvendige chancer. De 16 billeder har titler efter de døde soldaters fornavne – Anders, Mikkel, Thorbjørn – og dødens insisterende fremmedhed kombineres her med noget uhyggeligt hjemligt og velkendt. Det kunne være din fætter eller ham du gik i skole med.

Nogle af billederne er enorme i format, og virkningen er ekstrem og appellerende i al sin gru – i Kørners signaturstil med vandfyldt akryl i både stærke og sært udviskede farver, gul, rød, brun, skildres en elegisk situation med en dansk soldat og et dansk flag i centrum. Det er hjerteskærende at blive konfronteret med sin egen angst og dybtliggende depression og tristhed over de tilsyneladende meningsløse skæbner. Hvad laver de drenge der, og hvorfor løber deres blod ud i ørkensandet?

We Blew It

P. J. O’Rourke her i topform om den amerikanske konservative bevægelses totale fiasko i de sidste 28 år. En enestående mulighed blev spildt med arrogance og intolerance, og det der skulle blive til mindre stat blev i stedet til både mere og dårligere stat.

Et lille uddrag:

What will destroy our country and us is not the financial crisis but the fact that liberals think the free market is some kind of sect or cult, which conservatives have asked Americans to take on faith. That’s not what the free market is. The free market is just a measurement, a device to tell us what people are willing to pay for any given thing at any given moment. The free market is a bathroom scale. You may hate what you see when you step on the scale. “Jeeze, 230 pounds!” But you can’t pass a law making yourself weigh 185. Liberals think you can. And voters–all the voters, right up to the tippy-top corner office of Goldman Sachs–think so too.

Fundet på Facebook.

Niels Hausgaard om Uriasposten + Rif

Nu er blogs omsider mainstream. Niels Hausgaard har forfattet en sang til kommentatoren Bodil, der har kaldt ham et “stalinistisk svin” på Uriasposten. Nye tider. Læs mere her.

Sangens indhold er for øvrigt interessant, fordi den minder næsten ned til detaljer om Klaus Rifbjergs tilsvining af Rune Lykkeberg her. Det er den samme gamle kulturradikale sang – alle der er uenige med os er smålige, bange mennesker, der trænger til lidt kærlighed. Ja ja, Niels, men hvad så med de 25.000 kroner til Arbejderen?

En intellektuel nulbon

Gyldne øjeblikke fra 180grader:

Om Kurt Westergaard er et politisk fjols, skal vi ikke kunne sige, for vi ved ikke, hvad udtrykket dækker over, og vi har heller ikke Niels Krause-Kjærs omfattende erfaring som telefonpasser i Det Konservative Folkepartis pressetjeneste at trække på. Men én ting bør være hævet over enhver tvivl: Niels Krause-Kjær er en intellektuel nulbon, der ikke forstår vigtigheden af, at den islamistiske trusselskultur besvares med netop den form for trods, som Kurt Westergaard så fornemt lægger for dagen.

P.S. – der er stadig plads i gruppen.

Links om Digital Media konferencen

Her er lidt forskellige links til omtale af konferencen Digital Media In Repressive Regimes (som jeg tidligere har omtalt her).

P1 Orientering havde et 14 minutter langt indslag med mange spændende interviews.

Patrick Meier, der selv var til stede ved konferencen og som havde et godt indlæg om kvantitativ undersøgelser digitale mediers politiske betydning, har skrevet en række gode indlæg på sin blog, bl.a. dette.

Et dansk indlæg her fra Jonas Erck, som jeg også kort mødte til konferencen.

Desværre har jeg næppe tid til at skrive ret meget om konferencen, men den var ganske inspirerende. Flere links kastes op her, hvis jeg finder dem.

Update: Her er link til Institut for Mennskerettigheders samlede oversigt over præsentationerne.

Atlas snublede

Jeg har en kommentar i Berlingske Tidende i dag, om Ayn Rand, Saxo Bank og finanskrisen. Den kan læses online her.

Et lille uddrag:

Tilstandene i finanssektoren de sidste par måneder minder i hvert fald slående om Rands dystropiske version: De dygtigt ledede virksomheder og de borgere, der ikke har taget hovedløse lån, straffes for deres fornuft ved at skulle betale for de uansvarliges tåbeligheder. Rands skrækvision er således kun et par skridt fra det samfund, vi har nu, hvor ansvaret og risikoen bliver stadig mere diffus og staten påtager sig stadig flere opgaver og forpligtelser og til gengæld påberåber sig retten til at bestemme alt.

Derfor er Atlas Shrugged en bog til tiden. For at advare mod de dystre langsigtede udsigter, hvis vi bliver ved med at frikende folk fra ansvar, selvom de burde vide bedre. Hvis vi bliver ved med at lægge bånd på de kreative og de dygtige og dynge forpligtelse på forpligtelse på dem – så holder de en dag op med at trække læsset. Og hvor er alle vi andre middelmådige skvadderhoveder så henne?

Men alligevel mangler der noget. Hvad med Atlas selv? Hvad med markedet selv? For selvom det er sandt, at krisen også har politiske årsager, og der ingen grund er til at tro, at politikerne kan løse den, så er de store aktører på finansmarkedet jo mindst lige så medskyldige. Den dårlige regulering og de lave rentesatser fra centralbankerne fik en særdeles villig medspiller fra en lang række banker, hvis smarte nye låneprodukter gjorde krisen til virkelighed. Det var en vanvittig lemmingemarch ud over afgrunden – og hvor alle endda godt vidste, hvor det bar hen. De kunne bare ikke modstå fristelsen.

Jeg undskylder i øvrigt her for fejlstavningen af dystopisk. Dystropisk hmmm….

Obama som Chicago-dreng

Man får jo helt lyst til at støtte Obama, når man har læst Naomi Kleins paranoide nonsens om hvilken slem, slem frimarkedsøkonom, han er:

He chose as his chief economic adviser Austan Goolsbee, a University of Chicago economist on the left side of a spectrum that stops at the center-right. Goolsbee, unlike his more Friedmanite colleagues, sees inequality as a problem. His primary solution, however, is more education–a line you can also get from Alan Greenspan. In their hometown, Goolsbee has been eager to link Obama to the Chicago School. “If you look at his platform, at his advisers, at his temperament, the guy’s got a healthy respect for markets,” he told Chicago magazine. “It’s in the ethos of the [University of Chicago], which is something different from saying he is laissez-faire.

Uha, respekt for markedet. Ja, det må man da håbe, hvis han vil almindelige mennesker det godt. Om en af Obamas “fans” (hvilken yderligere forbindelse han har til Obama, nævner hun ikke), kan hun bl.a. fortælle, at han blev gift på Versailles – og så må man jo automatisk være ond. Obama studerede jo også jura på University of Chicago, så mon ikke Friedman har fået hjernevasket ham allerede der? Hvor er den kvinde dog pinlig, utroligt at nogle kan tage hendes non sequiteurs alvorligt.

Kynismens endeligt

Hans politik er endnu tvivlsom og stort set ukendt, men Barack Obamas sejrstale er godt nok imponerende. Det er jo simpelthen rørende at se den mængde af entusiasme, Obamas tilhængere har lagt i arbejdet – se den næsten vanvittige lykke, der stråler i deres øjne. Tænk, så meget håb. Så megen optimisme. Det er svært ikke at blive begejstret. Det er nok desværre endnu sværere ikke at blive skuffet, når politikken kommer på bordet. Men lad os glemme det for en stund, og drømme med i kollektivismens søde søvn – jo vi kan.

P.S. – til kynikerne: Reality-check fås her.