Måned: december 2008

…samlet i én sætning?

USA: “Life, liberty and the pursuit of happiness”

Frankrig: “Liberté, égalité, fraternité”

Canada: “Peace, order and good government”

USA har friheden og den private jagt på lykken. Frankrig afvejer friheden med ligheden og broderskabet – og en stærk stat. I Canada har vi slet ikke friheden med som en spiller, men bare et løfte om fordragelighed og en god ombudsmand. Overensstemmelsen mellem de små sentenser og hvordan vi normalt opfatter landene, er vel egentlig forbavsende god.

Har vi en dansk pendant? Og hvad skulle den i givet fald være?

Det må være forbløffende småt med de gode ideer og argumenter i Socialdemokratiet, for nu lancerer Mette Frederiksen en decideret kvalmende og populistisk omklamring af danskheden. Det vil sige, egentlig er det ikke danskeheden, det handler om, for den rager formentlig Mette Frederiksen en høstblomst. Nej, hun har gang i et følelsesmæssigt angreb på de nu 1 million danskere, der har reddet sig ud af det offentlige sundhedsvæsens kløer ved at tegne en privat sygeforsikring. Eller som Mette Frederiksen siger det:

Jo mere privat sundhed, jo mindre danskhed.

For det første er det selvfølgelig idiotisk at bruge et danskhedsbegreb, der overhovedet ikke skelner mellem Danmark og de andre skandinaviske lande – eller det meste af Europa i virkeligheden, og for det andet bunder tanken også i en bevidst misrepræsentation af, hvordan tingene egentlig foregår i sundhedssektoren. Mette Frederiksen taler om “lige adgang” for rig som fattig, ung som gammel, men sandheden er jo, at der bliver prioriteret i ét væk i sundhedsvæsenet, og alle der har haft en pårørende inde i systemet ved, at det er den, der råber højest, eller som står højest på prioriteringslisterne, eller som i øvrigt ikke koster alt for meget besvær, som får den gode behandling. Problemet skyldes bl.a. at når man ikke har individuel betaling, må prioriteringerne ske på andre måder – for der er ikke penge til alt, uanset hvor meget man sætter skatten op. Sundhedsudgifterne kan principielt bruge 100% af BNP og det er stadig ikke nok.

Da et nærtstående familiemedlem for nogle år siden fik voldsomme vejrtrækningsproblemer julenat, og var i akut fare for at dø, tog det seks timer før ambulancen kom. Grunden: Hun var for gammel, så de kunne ikke prioritere hende. Fri og lige adgang? Bah. Men hvad nu, hvis hun havde haft en privat sygeforsikring? Hvor lang tid var der gået indtil ambulancen kom – eller indtil man kunne sagsøge ambulancecentralen for at sætte hendes liv i fare?

I stedet for – på rigtig dansk vis, det må man dog give hende – at ærgre sig over, at nogle får bedre behandling end andre (som de jo altså også betaler for), skulle Mette Frederiksen hellere glæde sig over, at flere mennesker får adgang til god behandling. Hun kan have en pointe i, at man kan kigge på afregningsordningerne til privathospitalerne, men ellers bør hun i stedet arbejde for, at flest mulige danskere får adgang til privat sygeforsikring – gerne med delvist offentligt tilskud, hvis det skal være.

Og kan vi så i øvrigt ikke snart slippe for at høre om Grundtvig som grundlægger af velfærdsstaten? Grundtvig var netop tilhænger af frivillighed. Solidaritet og fællesskab, ja tak, Mette Frederiksens tvang, nej tak.