Udgivet den

Nu vi taler om race

Sort er det nye sort, og alle vil have en Obama. Republikanerne vælger afroamerikanske Michael S. Steele som leder.

The move also represents a repudiation of President George W. Bush’s years as party leader. Mr. Steele, perceived by many Republicans as more moderate, was sometimes critical of Mr. Bush’s handling of key issues, such as the Iraq war and Hurricane Katrina.

Steele er fra Maryland og kendt som moderat republikaner. Samtidig har republikanerne i Repræsentanternes Hus alle valgt ikke at stemme for Obamas redningsplan for økonomien, tilsyneladende for at protestere imod de enorme udgifter. Det er lidt sent for republikanerne at finde spare-bukserne frem, efter Bush-årerenes groteske spending-spree, men bedre sent end aldrig.

Republikanerne har brug for at genopfinde sig selv. En mere socialt tolerant profil, der til gengæld holder igen på skatterne, kan være måden, det skal gøres på. Steele lover i hvert fald “something completely different.”

Udgivet den

“Money ain’t got no owners, only spenders”

Fra The Wires forrygende fjerde sæson: Omar røver en poker-aften, hvor over-gangsteren Marlo er til stede – og han kan ikke lide at blive røvet.

The Wire er kendt for at skifte arena med hver sæson – men serien bruger mere eller mindre de samme hovedpersoner (dog også med en stor udskiftning). Fjerde sæson foregår primært i USAs hårdt prøvede skole-sektor, og tegner et rystende kynisk (og sikkert realistisk) billede af de håbløse skoler, og betingelserne for at drive skoler, i de sorte ghettoer. Jeg tror ikke, jeg har set en fiktionsserie, der så konsekvent har brugt inkompetence, korruption og dovenskab på alle niveauer som dramatisk drivkraft.

Udgivet den

Morrissey og Amerika

Vil Morrissey tro på USA nu? I 2004 sang han på “America Is Not The World” fra den glimrende come-back plade You Are The Quarry:

In America, The land of the free, they said, And of opportunity, In a just and a truthful way.

But where the president, is never black, female or gay, and until that day,

you’ve got nothing to say to me, to help me believe

Vi er i hvert fald 2/3 inde i hans krav her. Obama – en sort mand – er valgt som præsident, og Hillary Clinton – en kvinde – kom tæt på, og havde muligvis vundet over John McCain. Så mangler vi kun en homoseksuel som præsident, men når man kender begrebet om medianvælgeren, er det nok et lidt hårdt krav. Faktisk er det på mange måder utroligt, at en sort mand kom så langt, når hans hudfarve faktisk kun repræsenterer 12% af befolkningen. Det siger noget om, hvor lidt hudfarve – heldigvis – efterhånden betyder i USA. I øvrigt kan man jo snildt vælge en skabs-homo-præsident, mon ikke det allerede er sket en gang eller to i landets historie?

En meningsmåling fra sidste år viser, at 60 % af amerikanerne ville stemme for en homoseksuel præsident. Nu mangler vi bare, at ateisterne kommer ind i varmen.

Udgivet den

Obama keeping it cool

Se komikeren Fred Armisen som Barack Obama i denne cool og morsomme video fra Saturday Night Live. (Bemærk der er et par åndssvage reklamer i starten).

Stemmen og manererne er rigtig godt ramt. Men er videoen latterliggørende? Det synes jeg egentlig ikke, snarere let drillende. Det er da bedre at være cool jazz-man end cowboy.

Hvilken karikatur vil i fremtiden passe bedst på Obama? Og hvorfor er det vigtigt. Se her.

Udgivet den

Obama er til grin

Jeg har en ny USA I DAG klumme for Berlingske Tidende. Jo, jo, denne gang er det en af de grove:

Men fra den lokale Starbucks er det egentlig nemt nok at se, hvad der er latterligt ved Obama. Måske er det mit kyniske, europæiske perspektiv. Måske er det bare pessimisten, der taler. Men ærligt talt, come on … den mand er bare for meget. Obama er en påtrængende skolemester, der beder dig om at lave dine lektier og holde dig fra stoffer. Han er typen, der siger »Tænk nu på de små børn i Afrika« – og mener det.

Update: Artiklen omtales nu på Uriasposten og Polemiken.

Udgivet den

Hvorfor smager ost dårligt på kinesisk mad?

Det fænomenale comedy program The Daily Show med Jon Stewart (der i Danmark sendes med 1 dags forsinkelse på DR2) har haft otte år i solen på George W. Bush’s vagt – hans kontroversielle politik og jævnlige talebøffer (og ikke mindst Dick Cheneys ondeste sider) har været fast inventar i programmet, til stor glæde og moro for seerne. Det er faktisk ikke forkert at sige, at Bush-æraen har været afgørende for Stewarts rejse mod stjernerne blandt amerikansk comedy.

Nu er der en ny mand på posten, og hvad skal man så gøre? Programmet den 20. januar (“Changefest 09: Rebirth of a Nation”) var naturligvis dedikeret til Obamas indsættelse, som der blev gjort tykt grin med – Aretha Franklin havde en åndssvag sløjfe i håret, talerne var for lange og for kedelige osv. Det var lidt sværere at gøre grin med Barack Obama selv, hvis kernevælgere sandsynligvis ret fint svarer til The Daily Shows kernepublikum, men til gengæld ramte satiren mange folks ukritiske forhold til Obama: Han er bare cool, og det er grund nok i sig selv til at elske ham.

Bedst var en lille passage, hvor Obamas tiltrædelsestale blev klippet sammen med forskellige Bush-taler om USAs fremtid og krigen mod terror. Sammenklippet viste hurtigt, at Obama bruger stort set de samme klicheer om håb, fornyelse og fællesskab, som Bush har gjort – og at han også bruger den samme retorik overfor USAs fjender, “We will not excuse for our way of life … and we will defeat you!”

Men hvorfor elsker vælgerne de ord, når de kommer fra Obama, og hader dem, når kommer fra Bush? Som en af programmets “udsendte medarbejdere” sagde: “Hvorfor smager ost lækkert på italiensk mad, og dårligt på kinesisk mad?”

Og han afsluttede med: “Forskellen er, at når Obama taler sådan – så håber jeg, at han ikke rigtig mener det.”

Udgivet den

Hvem snublede?

De fleste lagde mærke til, at Barack Obama og højesteretsdommer John Roberts ikke helt kunne finde fælles fodslag, da Obama skulle aflægge præsidenteden på Lincolns gamle bibel. Men hvis skyld var det? Det republikansk-orienterede Fox News har én version, det Obama-støttende MSNBC har en anden – se overskrifterne her. Find selv fejlen på dette klip. Det er svært at afgøre – de er ikke enige om, hvor lang den første sætning skal være. Manglende øvelse?

Tak til Nikolaj Gammeltoft for tippet på Facebook.

Udgivet den

Obamas sundhedsplan

Barack Obama planlægger en revidering af det amerikanske sundhedssystem, det er en del af hans valgløfter – at gøre sundhed tilgængelig for alle pengepunge, dog uden at afskaffe det grundlæggende privatforsikrede sundhedssystem. Hvad betyder det i praksis? Paul Wehner og Paul Ryan har her et bud. Der er tale om at opstille en alternativ forskringsmodel, der via statsstøtte er så attraktiv, at den vil kunne udkonkurrere – crowding out – de private modeller. Om det er et realistisk scenarie, vil vi snart få at se.

For all his talk of allowing consumers to select their own health-care coverage, Mr. Obama’s proposal, as he laid it out in his campaign, will provide strong financial incentives for employers and individuals to sign up with a new, Medicare-style government plan for working-age people and their families. This plan will almost certainly use a price-control system similar to the one in place for Medicare, allowing it to charge artificially low premiums by paying fees well below private rates. These low premiums will serve as a magnet for enrollment and will devastate the private companies trying to compete in the health-insurance market. The result will be the nationalization of the health-care sector, which today accounts for 16% of U.S. gross domestic product.

Nationalizing health care will be profoundly detrimental to the quality of American medicine. In the name of cost control, the government would make private investment in medical innovation far riskier, and thus delay the development of potentially lifesaving treatments.

Mere om medicinsk innovation i en amerikansk kontekst her.

Det skal i øvrigt siges, at de to herrer har været hhv rådgiver for Bush og republikansk kongresmedlem, og nok kommer lige en postgang for sent med denne bemærkning:

If conservatives hope to win converts to our cause, we need to understand this new moment and put forward an agenda that reforms key institutions in a way that advances individual freedom, without creating an unacceptable level of insecurity.

Det havde I otte år til at gøre, drenge! Men det var jo netop den fleksible tilgang, som Bush-regeringen droppede med “considerate, big goverment conservatism.”

Udgivet den

Whiteberg Goes To Washington

I anledning af min rejse til USA – og bare sådan i det hele taget for fornyelsen og layoutets skyld – har jeg åbnet en ny blog: www.whiteberg.dk

Her kan du også allerede nu læse min første klumme for Berlingske Tidende. I USA kommer jeg til at være en del af den roterende klumme USA I DAG, der skal skrive om politik, kultur og meget andet i USA – set fra et dansk perspektiv, der har i hvert fald en fod indenfor. Klummen kan læses i sin helhed her.

Den nye blog betyder også, at jeg sandsynligvis ikke længere vil bruge denne blog. Den vil blive stående som arkiv, og man er stadig velkommen til at kommentere m.m.. Det er dog muligt, at jeg nogle gange vil have behov for at bruge denne blog, men det vil tiden vise. Så slipper du, kære læser, også for hele tiden at skulle se “Guantanamo – sadoxsex og pornofilm” som den mest populære post.

Jeg er ret tilfreds med den nye blog, og layoutet er da også stort set tyvstjålet fra Chris Pearsons neoclassical. Header-billedet skifter, efterhånden som der kommer flere billeder til. Jeg tager naturligvis billederne selv, så evt. ris eller ros skal rettes til yours truly.

Udgivet den

Håb og tømmermænd

Første bud på min nye klumme “USA i dag” for Berlingske Tidende. Læs hele klummen her. Vi springer lige til konklusionen:

Set fra klummeskribentens lokale Starbucks-café er det bedste derfor at droppe alle tankerne om grandiose New Deals, som det kan være svært at overskue konsekvenserne af, og i stedet stoppe hullerne i statskassen. At køre videre med stort underskud vil være groft uansvarligt, især overfor de socialt svageste, som Obama hævder at repræsentere.

Jeg kan i øvrigt se allerede nu, at jeg skal tænke mere over, hvad jeg skriver i første linje, da det via det digitale trykkeri er blevet til kolofonen til klummen. Det havde nok været bedre med en underoverskrift, der både fangede håb og tømmermænd, i stedet for kun misvisende at fokusere på håb. Man skal lære noget nyt hver dag.