Friheden på nettet er truet

Jeg har i dag (burde være 1. april, men det er gået lidt hurtigt) en kronik i Berlingske Tidende om internetfrihed. Et udpluk:

Resultatet af undersøgelsen er lige så øjenåbnende, som det er deprimerende. Konklusionen er, at samtidig med at nettet er blevet vores vigtigste kanal til det politiske liv, så regulerer mange stater nettet, som det passer dem. De teknologiske overvågningsmetoder er sofistikerede og omfattende – ikke kun i »slyngelstater«, men også i retssamfundet Storbritannien, der klarer sig alarmerende dårligt i undersøgelsen. I Storbritannien er krænkelserne af brugernes rettigheder så omfattende og alvorlige, at vores EU-partner på dette punkt scorer dårligere end stater som Sydafrika, Kenya, Brasilien og Georgien.

Der er redigeret en smule i kronikken, men det har – som altid – kun hjulpet med at få pointerne til at stå klarere. Når Freedom House kommer online med undersøgelsen, vil jeg også linke til de relevante steder her på bloggen. Undersøgelsen lanceres i morgen (1. april) ved en stor bloggerkonference i Berlin.

Opdatering:

Her er link til Freedom Houses rapport. Her er en diskussionsside, Berlingske har oprettet.

Kirsebær

Berlingske har ikke min USA I DAG klumme online, så nu er jeg lige fræk og lægger den selv op i fuld længde her:

USA I DAG klumme 31 marts 2009

Kirsebær

Vi er flyttet til en lejlighed uden kabel-tv. Det er et problem for en klummeskribent, når man kun har 6-7 grynede lokalkanaler, og skal skrive om USA, fjernsynets hjemland. Så jeg tog ud for at kigge lidt på virkeligheden – konkret de smukke kirsebærtræer ved tidevandsbassinet lidt syd for Det Hvide Hus.

Når kirsebærtræerne blomstrer i Washington er det en udelt fryd, der bliver fejret med en stor kulturfestival. De hen ved 3000 træer af Yoshino-arten var en gave fra Japan i 1912, og de symboliserer således både forårets komme og de to nationers (angivelige) ønske om fredelig sameksistens. Både Pearl Harbor og Hiroshima lurer et sted i baghovedet, men det er længe siden nu. Ønsket om fred er reelt nok, og specielt kirsebærtræer har det med at fremkalde ro i sindet.

Schade skrev engang et digt om et sted ”hvor solen kysser kirsebærblomster” og hvor man kan se på træerne til sjælen bliver stille. Det er svært at få den slags zen-agtige fornemmelser på en regnvåd og overskyet søndag i Washington, hvor ambulancernes sirener hyler om kap med kamphelikopternes rotorblade, der forsøger at overdøve jetmonstrene fra Ronald Reagan National Airport. Det viser sig i øvrigt, når man får kæmpet sig ned til tidevandsbassinet gennem horder af amerikanske turister, at kirsebærtræerne endnu ikke er sprunget ud. Det beroligende blomsterbad må vente.

En dag kunne jeg godt tænke mig at købe to kopper kaffe på Starbucks og tage min ven Barack med herned for at se på træer. Jeg tror han har brug for at sidde stille et øjeblik og meditere over livet. Han ser stresset ud og har allerede mange grå hår. Det er ærgerligt, for han virker som en fin fyr, der bare prøver at gøre alt for meget på samme tid. Der kommer altid et eller andet i vejen for hans planer, og det gør ham irriteret. Hvorfor kan folk bare ikke opføre sig, som Obama vil have det?

For hver løsning, Obamas hold producerer, kommer der 10 nye problemer, ofte som resultat af de selv samme løsninger. Forsikringsgiganten AIG får støtte, fordi de er ved at gå fallit, men bosserne bruger pengene til at udbetale bonuser til direktørerne, som det er aftalt i deres kontrakter. Kongressen bliver rasende og laver en særlov, så de skal betale det hele tilbage i skat igen. Haha, der fik de den – men hvad nu med retssikkerheden, når man laver særlove for en lille gruppe mennesker? Og hvad med retten til at indgå kontrakter? Er vi virkelig derhenne, hvor kongressen kan opløse kontrakter efter behag, bare der er en lille smule offentlige kroner involveret?

Når nogle får regningen betalt af andre, så opfører de sig åndssvagt. Det har General Motors gjort i årevis, og nu må Obama så igen finde den rette balance ved at fyre bossen, Rick Wagoner. Vi skal helt tilbage til 30’ernes Mussolini-inspirerede USA for at finde lignende indblanding i private selskabers ledelse. Har Obama virkelig gennemtænkt konsekvenserne, når han og hans hold personligt tager ansvaret for, at ingen dummer sig?

Logikken er lige så ildevarslende, som den er simpel: Fordi vi ikke vil have, at du går fallit, forsikrer vi dig imod tab og lover dig støtte. Men fordi vi har lovet dig støtte, tager du unødvendige risici. Derfor bliver vi nødt til at tage beslutningsevnen fra dig, for du er jo ikke i stand til at afveje den risiko, som vi allerede har garanteret dig imod. Det er både pose og sæk og højere matematik for mikro-managere med indsigt i menneskesjælen. Det er mere end noget orakel kan klare, og Obama er bare et menneske, der har brug finde sig zen igen. Kom og tag en kop kaffe under kirsebærtræerne. Verden fortsætter nok uden dig.

Forbrugeritis

Jeg har en lettere “skønlitterær” økonomisk kommentar i Berlingske Tidende i dag. Den var sjov at skrive – forhåbentligt også at læse – men har muligvis været lidt for kryptisk. Jeg forstår i hvert fald ikke kommentarerne til artiklen (men på den anden side er kommentarerne på Berlingske ofte uforståelige). Et udpluk fra kommentaren:

Når man er angrebet af Forbrugeritis er forbrug ikke længere kun en glædelig mulighed – det er direkte en borgerpligt. Uden forbrug falder samfundet fra hinanden og alle bliver arbejdsløse. En krone sparet er en krone spildt! Det er længe siden, Joakim von And regerede i USA. Han er savnet. Han forstod, at det ikke er forbrug, der driver økonomien – men at forbrug er en belønning for produktion. Jeg kan ikke kunstigt forbedre nogens købekraft ved at give dem flere penge. Jeg flytter bare købekraften fra én borger til en anden.

Inspirationen til kommentaren kommer blandt andet fra Henry Hazlitt og selvfølgelig gamle Bastiat.

Mens vi venter på foråret

På trods af nogle solskinsdage har de sidste par uger i DC været usædvanligt kolde og mørke. Derfor er blomstringsperioden for de berømte kirsebærtræer blevet rykket tilbage fra 28. marts til 1. april. Det er en stor begivenhed, der følges op med festivaler og optog og japanske lamper og lidt af hvert omkring det store tidevandsbasin syd for Det Hvide Hus. Jeg håber på at tage derud i morgen med et veloplagt (og velopladt) kamera. En del træer blomstrer allerede, men vi mangler altså stadig det helt store stød mod forår og sommer. Jeg kan forstå, at det også er sådan hjemme i Danmark.

I mellemtiden – her er et lille digt af Schade, jeg fik tilsendt per sms:

Hvor solen kysser kirsebærblomster,
vuggende hvide i røde himle,
sad du og så på groende træer
til din sjæl var stille som dem.

Fra Eksotisk drøm.

Risikoen ved Geithners plan

Gode overvejelser her fra Jerry Taylor:

What President Obama is selling is the idea that government must be the final arbiter regarding how much risk-taking is appropriate in this allegedly free market economy. It is unclear, however, whether anybody short of God is in the position to intelligently make that call for every single actor in the market. It is also unclear whether a market characterized by less volatility — and thus, less variation in profit and loss — creates more wealth over the long-run than an economy characterized by the boom and bust cycles allegedly driven by this unpoliced risk-taking. After all, economies that have been centrally regulated on this front historically have not performed very well — especially in comparison to those that haven’t. Finally, it is unlikely that vote-maximizing politicians — the parties that will have the final say on these regulations — have the right incentives to optimally dictate market risk even if such a thing could be theoretically done.

Temporary Economics

EU Commissioner for Competition Neelie Kroes on temporary government aid to struggeling industries (quoted from memory from this event):

Giving temporary aid is like pregnancy. You think it is only for nine months, but there are decades of consequences.

Lead, dammit!

The Economist’s assesment of Barack Obama’s first two months in office. Kudos for good efforts on the global scale, but domestic policy is stumbling:

There are two main reasons for this. The first is Mr Obama’s failure to grapple as fast and as single-mindedly with the economy as he should have done. His stimulus package, though huge, was subcontracted to Congress, which did a mediocre job: too much of the money will arrive too late to be of help in the current crisis. His budget, though in some ways more honest than his predecessor’s, is wildly optimistic. And he has taken too long to produce his plan for dealing with the trillions of dollars of toxic assets which fester on banks’ balance-sheets.

The failure to staff the Treasury is a shocking illustration of administrative drift. There are 23 slots at the department that need confirmation by the Senate, and only two have been filled. This is not the Senate’s fault. Mr Obama has made a series of bad picks of people who have chosen or been forced to withdraw; and it was only this week that he announced his candidates for two of the department’s four most senior posts. Filling such jobs is always a tortuous business in America, but Mr Obama has made it harder by insisting on a level of scrutiny far beyond anything previously attempted. Getting the Treasury team in place ought to have been his first priority.

(…)

If Mr Obama cannot work with the Republicans, he needs to be certain that he controls his own party. Unfortunately, he seems unable to. Put bluntly, the Democrats are messing him around. They are pushing pro-trade-union legislation (notably a measure to get rid of secret ballots) even though he doesn’t want them to do so; they have been roughing up the bankers even though it makes his task of fixing the economy much harder; they have stuffed his stimulus package and his appropriations bill with pork, even though this damages him and his party in the eyes of the electorate. Worst of all, he is letting them get away with it.

Best sentence I read today

Again, from Charles Murray’s Happiness of the People lecture:

The twentieth century was a very strange century, riddled from beginning to end with toxic political movements and nutty ideas. For some years a metaphor has been stuck in my mind: the twentieth century was the adolescence of Homo sapiens. Nineteenth-century science, from Darwin to Freud, offered a series of body blows to ways of thinking about human beings and human lives that had prevailed since the dawn of civilization. Humans, just like adolescents, were deprived of some of the comforting simplicities of childhood and exposed to more complex knowledge about the world. And twentieth-century intellectuals reacted precisely the way that adolescents react when they think they have discovered Mom and Dad are hopelessly out of date. They think that the grown-ups are wrong about everything. In the case of twentieth-century intellectuals, it was as if they thought that if Darwin was right about evolution, then Aquinas is no longer worth reading; that if Freud was right about the unconscious mind, the Nicomachean Ethics had nothing to teach us.

USA I DAG: Pampere eller døddrukne sørøvere?

Et link til Henrik Fogh Rasmussens klumme i går:

Udover ønsket om at skade en mulig konkurrent til Barack Obama i 2012 er der to mulige forklaringer på Demokraternes kampagne imod Sanford. Den første forklaring er, at Demokraterne ærligt og oprigtigt tror på, at 700 millioner til undervisning vil hjælpe South Carolinas økonomi mere end at bruge det samme beløb til at nedbringe delstatens enorme gældsbyrde. I så fald holder det vand at sammenligne deres dømmekraft og økonomiske indsigt med en beruset sømands.

Den anden mulige forklaring er de mange millioner dollar, som Demokraterne hvert år modtager fra lærernes fagforeninger. Og hvis lærernes politiske engagement er forklaringen, hvor stor en del af det enorme statsunderskud i USA er så i virkeligheden drevet af gammeldags pamperi?

Economic links

A song for Paul Krugman (vs. Timothy Geitner).

Geithner’s own words on his plan for a solution for the toxic assets. Grand plans, costly for taxpayers. But it is basically the same political solution to any societal problem that hits a lot of people at the same time: just spread the cost to everybody through taxation and redestribution. If a sufficiently large (or influential) number of people make wrong and irresponsible decisions at the same time, the normal laws of responsibility are not applicable. Rinse and repeat.

More on the plan here (with links).

On the same note: Why isn’t the Obama economical advisory board meeting in public? Private meetings, private conference calls – what became of openness and honesty in discussing the nation’s greatest challenge?