Money for Main Street

Der er markeder i alt; også der, hvor markederne sættes ud af kraft og erstattes af politik. Nu har en amerikansk medievirksomhed igangsat et nyhedsbrev, hvor man for kun 229 dollars om året kan orientere sig om de mange nye støttemuligheder, der sprøjter ud fra Washington D.C. i øjeblikket. Støtten kan naturligvis i sig selv gå til et godt formål, men David Boaz har en pointe, når han skriver:

This isn’t the only company making such offers. Lobbyists, consultants, newsletter publishers, and others will be making money this year guiding their clients to the pot of gold at the end of the stimulus. But in economic terms, all this effort is deadweight loss. Instead of devoting time and talent and resources to the production of real economic value, these people are being lured into the parasite economy, jockeying for money extracted from productive workers and businesses and redistributed by a Washington bureaucracy and the lobbyists that revolve around it.

Mere om Tea Parties

I danske medier er de blevet fremstillet som en samling forrykte tosser, men der er betydeligt mere at sige om deltagerne til de mange “tea parties“, der samlede skatte-skeptiske amerikanere den 15. april. En “broget flok” er nok en mere rigtig betegnelse, og måske et massefænomen med op imod 700.000 deltagere. Her fra Reason:

Judging from the left’s hysterical reaction, something really big must have happened. But the only way to really understand the left’s misinformed and paranoid attacks is to realize that the protests represent tangible proof that basic libertarian values continue to resonate with the American electorate. That, apparently, is a difficult thing for some to accept.

I attended the tea party in Atlanta along with 15,000 other activists, and was struck by the makeup of the crowd. This was not a typical conservative Republican rally, with local GOP activists, Ron Paul enthusiasts, and single-issue obsessives. (Those folks always show up—and they did in Atlanta.) The difference was the new people: Young hipsters, families, angry moms, and retirees alike left their normal routines and work obligations to show up in protest of government policies that they passionately believe will ruin what is unique about America.

Te-festerne tager naturligvis deres navn fra det berømte Boston Tea Party, der startede koloniernes oprør mod briterne i 1773.

USA I DAG: Hykleri på alle hylder

Jeg er lige nu i San Francisco med sporadisk netforbindelse, så jeg får først nu linket til min tirsdags-klumme, der i Berlingske er online som en kommentar. Det er en hård klumme, men det er hårde tider i amerikansk politik. Desuden vil opmærksomme læsere bemærke, at klummen er en opfølgning på en anden diskussion her på siden.

Udpluk fra klummen:

Anklagerne om ekstremisme kommer i kølvandet på en konservativ offensiv imod præsident Obamas politik, der angiveligt vil føre til økonomisk ruin og europæisk socialisme. Folk som forhenværende præsidentkandidat Ron Paul og den førnævnte Glenn Beck har brugt hårde ord, men at gøre dem ansvarlige for, hvad en galning gør, er dobbeltmoral af værste skuffe. Da kritikerne af Bush-administrationen rutinemæssigt sammenlignede Bush med Hitler og advarede om konservativ »fascisme«, så brugte de kun deres »ytringsfrihed« og gjorde deres »borgerpligt«. Men nu, når de selvsamme kritikere har deres egen mand ved magten, så er det helt uansvarligt at sammenligne præsidenten med en diktator. »Bush = Hitler« er cool; »Obama = Stalin« er opfordring til mord! Den retoriske linje er klar: Hvis du er imod positiv særbehandling af sorte, så er du »racist«; hvis du er imod højere skatter, så »hader du de fattige«; og hvis du ønsker mindre magt til staten, så er du »neo-nazi« – på trods af, at nazismen hverken havde noget imod racemæssig særbehandling, høje skatter eller en almægtig statsmagt.

Noter til artiklen:

Her er et link til den omtalte rapport.
Andre myndighedsorganer udpegede sympatisører af den halv-anarkistiske præsidentkandidat Ron Paul som mulige terrorister, og et medlem af hans studenterorganisation blev tilbageholdt i St. Louis. Mere mærkværdigt udpeger rapporten også modstandere af frihandel som potentielle højrefløjsekstremister, selvom modstand mod frihandel i USA er en eksplicit venstrefløjssag – ja, var det ikke selveste Barack Obama, der krævede en genforhandling af NAFTA aftalen?

Målet er at sammenkæde mainstream konservatisme med ekstremisme, ligesom da Bill Clinton i 1995 forsøgte at slå plat på militsmanden Timothy Mc Vighs forfærdelige terrorhandling i Oklahoma City ved at sammenkæde den med den republikanske opposition, der havde overtaget Kongressen. I det venstreorienterede verdensbillede er modstanderne altid fulde af ”had” og ”ondskab” og derfor ikke værd at lytte til.

Det skal i øvrigt siges til folk som Ron Pauls undskyldning, at han og en håndfuld andre konservative ofte har været skarpe kritikere af de sikkerhedsmæssige beføjelser, Bush-administrationen tiltog sig – altså de magtmidler, der nu kigger “den anden vej”

Terrorstøtten Glenn Beck?

Jeg skrev først dette som en kommentar til denne side, der omtalte en artikel af Poul Høi på Berlingske Tidende, Frygten på Fairfield Street. Nu skriver jeg selv for Berlingske og har normalt stor respekt for Poul Høi, men jeg er bange for at hans had til det republikanske parti endnu engang har stillet sig i vejen for hans objektivtet.

Det er en meget skuffende og uhæderlig artikel fra Poul Høis hånd. Han fortæller ikke, at Glenn Beck primært er kendt som komiker og kendt for at være vanvittig og outretret – alle andre på Fox News kalder overbærende hans show for en “galeanstalt”. Han siger også selv de mærkeligste ting, afbryder sig selv med et “og jeg er jo i øvrigt vanvittig” og lignende halløj. Det er rigtigt, at han beskylder “Kammerat Obama” for at være kommunist, men han gør det med røde faner og sovjetisk musik, altså med et glimt i øjet. Naturligvis er der også en ægte overbevisning i hans frygt for Obamas politik (han karakteriserer – noget overraskende – sig selv som libertarianer), og der ryger helt sikkert en finke af panden af og til, men siden hvornår er det blevet forbudt? Og er det meget værre, end da hele intelligensiaen konstant advarede om Bush’ truende fascisme? Hvorfor var det ikke opfordring til vold dengang? Der var jo rigeligt af bevæbnede venstreradikale i gaderne til at smadre diverse topmøder og lignende.

Høis anden store “had-spreder” Alex Jones er desuden 9/11-benægter og var en lige så stor og paranoid kritiker af Bush-administrationen, men det fortæller Høi heller ikke. Det er således svært at tro, at Jones “vejrer morgenluft” eller at han først nu er blevet vækket til handling af Obama – men sådan beskriver artiklen det. Alex Jones anklagede således – ligesom store dele af venstrefløjen – også George W. Bush for at være leder for en gigantisk politistat, der ville slavebinde amerikanerne. Men dengang var det selvfølgelig bare ytringsfrihed – nu er det opfordring til vold.

Høi beskriver også amerikanernes hamstring af våben som en “oprustning til krig” fordi Obama vil komme og tage dem alle sammen. Hamstringen har imidlertid en noget mere prosaisk bagrund, nemlig at der er begrundet mistanke om, at Obamas regering vil indskrænke friheden til at have våben. Desuden fører økonomiske depressioner normalt til mere kriminalitet, og det ønsker folk også at beskytte sig imod. Det skal da ikke udelukkes, at der sidder en eller anden White Pride-gruppe et eller andet sted i en udørk og bereder sig til krig – men det gjorde de jo også under Bush og Clinton.

Den sammenkædning som Høi (og Obamas støtter, den Eric Boehlert Høi citerer er fx blogger for Huffington Post, der er et af de førende Obama-organer) forsøger mellem kritikere af hans politik og rabiate psykopater, er præcist lige så uærlig og dum, som da Bush regeringen forsøgte at gøre alle kritikere af Irak-krigen til upatriotiske terror-elskere. Det pinlige er naturligvis, at Høi er hoppet med på vognen, men det kan jo ikke overraske. Han har således fremstillet et partsindlæg i den politiske kamp i USA som den objektive sandhed.

Opdatering: Jeg har gjort lidt mere research. I artiklen skriver Høi, at Glenn Beck spreder rygter om, at forbundsregeringen er ved at opbygge koncentrationslejre – men i dette klip siger Glenn Beck direkte at rygtet om kz-lejre er en idiotisk løgn og han bruger 7 minutter på at ‘debunke’ det detaljeret. Klippet blev omtalt på Huffington Post, så man må næsten tro, at Høi også har læst om det. Hans udlægning af fakta er direkte løgnagtig.

Andre fact-checks: Se for eksempel hvor Eric Erickson citatet kommer fra – en debat om vaskepulver.

Den fortabte hund vender hjem

I løbet af februar kunne man i Washington D.C. se en række hjerteskærende plakater af hunden “Lucy”, der var løbet hjemmefra – “Lucy Is Shy” stod der med store bogstaver. Lucy blev væk den 9. februar, da rengøringsfolk kom til at lade døren stå åben til hendes hjem. Siden oprettede de ulykkelige ejere hjemmesiden lostlucy.com med blandt andet blog og google map for at finde den lille hund. Hun blev set mange steder og forvildede sig blandt andet ind i den zoologiske have, hvor dyrepassere forsøgte at fange hende med net, ligesom man ser i gamle tegneserier. Men ingen Lucy dukkede op, og hver gang vi var ude at løbe, så vi de hjerteskærende billeder på lygtepæle og lignende.

Men nu har Web 2.0 redningsaktionen båret frugt! Lucy er hjemme igen og i god stand (selvom hun trængte til et bad).

Nu er mit spørgsmål bare: Hvad skete der med den cocker spaniel, som også var efterlyst, og som ikke bare var “Shy” men “Extremely Shy”? Har Hundedetektiven et bud?

Amerikansk ordbog

Man tror, man kender sproget og kulturen – men det gør man overhovedet ikke. Amerikanere bruger masser af slang, og selvom vi tror, at vi kender hele historien fra Hollywoods film, så er det kun en brøkdel, der når til Danmark.

Heldigvis er jeg en uhelbredelig nørd, og mine forældre har altid lært mig, at når der er noget, jeg ikke forstår, så skal jeg slå det op. Det være hermed gjort. Her er en liste over nogle af de ord, begreber eller personer, som jeg ikke forstod. Kilder er blandt andet wikipedia og urbandictionary.

Free Silver – En politisk bevægelse i det 19. århundrede, der kæmpede for møntfrihed. Blev senere til den del af den populistiske bevægelse og derfor det demokratiske parti.

William Jennings Bryan – En af de mest indflydelsesrige populister/progressive på Woodrow Wilsons tid. Hele det politiske spektrum i denne tidsperiode er ekstremt interessant, fordi det vender op og ned på mange af vores forestillinger om amerikansk politik. Se fx Jonah Goldbergs bog (som jeg er ved at læse).

Carpetbagger – Nordstatsfolk, der tog til syden efter Borgerkrigen for at genopbygge eller undetrykke, alt efter synspunkt.

Christopher Lasch – debattør, startede på venstrefløjen, men blev efterhånden en kritiker af dens bureaukratiske velfærdsprojekt.

Wonk – slang for en nørdet person, der går højt op i detaljerne i sit felt. Bruges ofte om “politiske nørder”, alle de apparatjiks, der bruger nattetimerne på at rette lovforslag til i detaljerne, en policy wonk. Se www.wonkette.com

Jonathan Rauch – Journalist og debattør. Mest kendt for en artikel han skrev for The Atlantic om at være introvert (jeg forstår ham!). Den kom vist også til Danmark, så vidt jeg husker?

James Carville – Rådgiver for Bill Clinton m.m. Optræder i et afsnit af komedieserien 30 Rock, hvor han giver Jack Donaghy (Alec Baldwin) gode råd om, hvordan man overvinder politiske uenigheder i kærlighedslivet. Carville er selv gift med en republikaner. “30 Rock” er i øvrigt noget af det bedste comedy, jeg har set længe.

Brett Favre – Bliver også nævnt i “30 Rock”. Amerikansk fodboldspiller. Hvorfor han er vigtig, kan jeg ikke huske.

FaxtrolaMontgomery Burns‘ sammensætning af en Fax og Victrola. Han er jo en gammel mand og forstår ikke helt det nymodens pjat.

Keister – gammelmodigt udtryk for en “bagdel”. Bruges af Marge Simpson.

H. R. Haldeman – rådgiver for Nixon. Blev latterliggjort for sin karakteristiske, flade frisure – fremstilles som en firkantet postkasse i “30 Rock” i en parodi på en “politisk” sketch fra 70’erne.

Tucker Carlson – Larry David bliver i en episode af Curb Your Enthusiasm kaldt “Tucker Carlson” fordi han har butterfly på, der i USA er et tegn på at man enten er konservativ eller islamist (hvis man er sort). Tucker Carlson er konservativ kommentator for bl.a. MSNBC, og her er et billede af ham med butterfly.

Frihed til at fornærme II

Mens vi i Danmark af en eller anden grund tror, at den hellige grav er vel forvaret og at “ingen” i vesten kunne drømme om at knægte ytringsfriheden, er det internationale, vestlige samfund allerede godt igang. Fra Washington Post, “The Free World Bars Free Speech”: (kræver registrering, men det er gratis)

Ever since 2006, when Muslims worldwide rioted over newspaper cartoons picturing the prophet Muhammad, Western countries, too, have been prosecuting more individuals for criticizing religion. The “Free World,” it appears, may be losing faith in free speech.

Among the new blasphemers is legendary French actress Brigitte Bardot, who was convicted last June of “inciting religious hatred” for a letter she wrote in 2006 to then-Interior Minister Nicolas Sarkozy, saying that Muslims were ruining France. It was her fourth criminal citation for expressing intolerant views of Muslims and homosexuals. Other Western countries, including Canada and Britain, are also cracking down on religious critics.

Emblematic of the assault is the effort to pass an international ban on religious defamation supported by United Nations General Assembly President Miguel d’Escoto Brockmann. Brockmann is a suspended Roman Catholic priest who served as Nicaragua’s foreign minister in the 1980s under the Sandinista regime, the socialist government that had a penchant for crushing civil liberties before it was tossed out of power in 1990. Since then, Brockmann has literally embraced such free-speech-loving figures as Iranian President Mahmoud Ahmadinejad, whom he wrapped in a bear hug at the U.N. last year.

(…)

While it hasn’t gone so far as to support the U.N. resolution, the West is prosecuting “religious hatred” cases under anti-discrimination and hate-crime laws. British citizens can be arrested and prosecuted under the 2006 Racial and Religious Hatred Act, which makes it a crime to “abuse” religion. In 2008, a 15-year-old boy was arrested for holding up a sign reading “Scientology is not a religion, it is a dangerous cult” outside the organization’s London headquarters. Earlier this year, the British police issued a public warning that insulting Scientology would now be treated as a crime.

No question, the subjects of such prosecutions are often anti-religious — especially anti-Muslim — and intolerant. Consider far-right Austrian legislator Susanne Winter. She recently denounced Mohammad as a pedophile for his marriage to 6-year-old Aisha, which was consummated when she was 9. Winter also suggested that Muslim men should commit bestiality rather than have sex with children. Under an Austrian law criminalizing “degradation of religious doctrines,” the 51-year-old politician was sentenced in January to a fine of 24,000 euros ($31,000) and a three-month suspended prison term.

Der er – desværre – mange flere eksempler i debatindlægget.

Frihed til at fornærme

Jeg har meldt mig i debatten om Muhammed-tegningerne med en kommentar i Berlingske Tidende. Here we go again, er man lige ved at sige, men jeg tror, at jeg har en lidt anden vikel at byde på. Jeg har studeret satire i forbindelse med mit universitetsspeciale, og konklusionen er, at “Satire” og “ansvarlighed” bare ikke hører sammen i samme sætning.

Debatten er afgørende, fordi der på begge fløje af debatten er ved at indfinde sig et mærkeligt kompromis om, at man kan finde ind til en »samfundsgavnlig« og »opbyggelig« satire, hvis spilleregler man skal overholde. Mange forsvarere af Jyllands-Posten hævder nu, at krænkelserne af muslimernes følelser var et uheldigt biprodukt af et oprindeligt godt formål, nemlig at gøre opmærksom på selvcensur. De krænkede muslimer (og deres ikke-muslimske talsmænd) forsøger at opstille krav om den »gode tone«, mens de skinhelligt bekender sig til ytringsfriheden. Det eneste man efterhånden er uenige om, er hvorvidt karikaturerne befinder sig inden for eller uden for den »tilladelige« satire.

Det er en farlig retorisk balancegang, der på den ene side er hyklerisk snik-snak, og på den anden side er et snedigt forsøg på at intimidere den offentlige debat.

Problemet er, at forestillingen om, at man kan afgrænse den »gode« satire fra den »onde« satire, er det rene nonsens.

Kommentaren blev skrevet temmelig hurtigt tirsdag nat, så der er sikkert ting, jeg ville skrive anderledes i dag, men grundbudskabet kan jeg bestemt stå inde for. I øvrigt rimer den sidste sætning, og det er da meget sjovt.

Opdatering: Jeg ser nu, at Berlingske tidende har oprettet en debat-side om satire i forbindelse med artiklen. Jeg kan se, at opbakningen til at begrænse ytringsfriheden for at beskytte folks følelser, lever i bedste velgående, samt at klicheen om den “gode” satire overfor den “onde” latterliggørelse også kører der ud af. Kan være jeg skal skrive et indlæg om, hvordan den modsætning ikke holder æstetisk eller historisk. Beklager den nævenyttige irettesætter i mig 🙂