The Tipper Sticker and the Filthy Fifteen

Most music lovers have come across the Parental Advisory: Explicit Contents sticker at one point or another. When I was a rebellious (well actually I was quite nice) teenager back in 1991 it was something like a “seal of approval” for serious music: Nirvana had it, Red Hot Chili Peppers had it, heck any album with the sticker was worthy of my dollars (Danish kroners).

It wasn’t until I attended a spoken words event with Jello Biafra, that I became aware of what the purpose of the sticker actually was: To warn parents not to buy the music if they had any regard for their childrens’ mental health. Biafra called it the “Tipper Sticker”- named after Tipper Gore, the wife of Al Gore, who had headed the Parents Music Resource Center, which launched an initiative to label music in order to protect the children from sexual or drug related lyrics from the likes of Prince, Madonna or even John Denver.

The warning to the music industry was: Regulate yourselves or we will do it for you. And thus the sticker came into being. The effect of the sticker has on the one hand been that some retailers will not sell albums labelled with the sticker – and on the other hand, that a sticker ensures bigger sales to white surburban kids out to enrage their parents.

Is the label still relevant in a web 2.0 setting, where music is sold online? Sure, and they even have “clean” and “non-clean” versions of the albums available. I wish they would do the same with album with left-wing political content. A “Che-free” version and a “Che-filled” version?

Want to know more? Here is a list of the Filthy Fifteen, that the PMRC was most interested in warning about.

Hat tip to Nick Gillespie.

Manga owner charged with child pornography

Wired reports:

In an obscenity first, a U.S. comic book collector has pleaded guilty to importing and possessing Japanese manga books depicting illustrations of child sex abuse and bestiality.

I understand that minors should be protected against sexual abuse. But these are comics we’re talking about. Nobody were harmed in the production of the comics, and to my knowledge, the book collector hasn’t harmed any children. Still, he can face up to 15 years in prison under the Protect Act. Ridicuolus.

See also: Judge rules that Simpsons is pornography.

The case for responsible speech

Presented in a poem no less, by a Danish muslim.

Starts out rather bombastically:

We still remember only too well
When that Danish newspaper decided to sell
Its principles like some prostitute
And drove like a tank down the route.

But ends on an a more rational note (except for the exclamation marks, they seem over the top):

To recap once more for those who need to know
Before decent behaviour suffers another blow:
No right to offend my sensibility!
No freedom without responsibility!
No culture without civility!
No humanity without humility!

Sure yeah, why not. Problem is, though: Who’s going to decide what is sensible and responsible? Didn’t the publishers of the cartoons feel that they were performing some kind of vital, civic duty? That is certainly their argument. How are we to judge what is sensible and what isn’t?

New York: Kampen om byens rum

USA I DAG klummen har fået en gæsteskribent. Folketingsmedlem Ida Auken er på besøg i USA i nogle måneder, og hun vil skrive om miljø og energi og lignende emner. Her er et udklip fra den første klumme, jeg har set fra hendes hånd (hun har muligvis skrevet en klumme før, men den har jeg ikke set online).

Der er selvfølgelig altid meget ballade, når der bliver lavet om i bybilledet. Derfor skal det gå hurtigt, når en omlægning er besluttet, forklarede Sadik-Khan mig. Så snart folk kan se pointen med at inddrage noget vejareal, forsvinder en stor del af vreden. I dette tilfælde vil en omlægning tilmed lette livet for bilisterne, da en del lyskryds forsvinder, og ventetiden bliver bragt ned med en tredjedel. Modstanderne af udviklingen ynder at fremstille Sadik-Khan som en bilhadende kvinde fra overklassen, der ikke lytter til folket. Men omdannelsen af gadebilledet er i virkeligheden et demokratisk projekt, der handler om at skabe et byrum, hvor også de, der ikke har mulighed for at køre i bil, kan bevæge sig. Og så handler det om at skabe et attraktivt byrum, som folk gerne vil opholde sig i. Enhver turist ved, at man gerne vil opholde sig i den del af byen, hvor der er plads til at gå og cykle. Det er en af grundene til, at København flere gange er blevet kåret til verdens mest attraktive by.

Interessant vinkel. New York som frilandsmuseum med en vækstrate og kreativitet på linje med København – eller bare nye menneskevenlige toner? Vi får se. New York er på mange måder en grim og rodet og larmende by, men er det ikke bare et resultat af dens dynamiske puls? Dyttende taxaer på Times Square og alt det der? På den anden side er der jo ikke noget ved pulsen, hvis man ikke kan komme nogen vegne. De fleste tager i forvejen undergrundsbanen, så det skader nok ikke så meget at gøre livet lidt surere for de får bilejere.

Problemet for New Yorks politik kan måske være, at amerikanerene er meget mobile og hurtigt tager andre steder hen for at lave forretning (der er mange andre attraktive storbyer i USA). Københavnerne, derimod, bliver tilsyneladende i byen uanset hvor godt eller dårligt, den styres. Vi har ikke så mange alternativer (bortset fra Frederiksberg). Men der er selvfølgelig også et marked for New York i at være global legeplads for den kreative klasse, der elsker grønne byrum og ikke bryder sig om biler (bortset fra deres egen). Og det gør det nok til en mere attraktiv by at besøge – eller hvad? Jeg ved egentlig ikke. Hvis New York blev mere som København, tror jeg ikke jeg ville have så megen grund til at tage dertil.

Hykleriske Obama og Krigen mod Terror

Man får jo næsten lyst til at slå en højlydt “Hvad sagde jeg”-latter op, når man læser Glenn Greenwalds kommentar om præsident Barack Obamas udmeldinger om Guantanamo-fangerne og tilfangetagnes rettigheder generelt. Men det ville selvfølgelig være upassende.

Jeg vil ikke her tage stilling til, om Obamas uldne retoriske udmeldinger er berettigede, men bare konstatere, at Idealet Obama er hastigt i gang med at møde en lille ting, vi kalder for Virkeligheden. Når man er i opposition, så er det nemt at gøre alle de “rigtige” ting, og alle der ikke gør det rigtige, er onde og skumle. Når man så selv får magten, så er problemerne pludselig mere komplekse.

Greenwald konstaterer:

Ultimately, what I find most harmful about his embrace of things like preventive detention, concealment of torture evidence, opposition to investigations and the like is that these policies are now no longer just right-wing dogma but also the ideas that defenders of his — Democrats, liberals, progressives — will defend as well. The more Obama embraces core Bush terrorism policies and assumptions — we’re fighting a “war on terror”; Presidents have the power to indefinitely and “preventatively” imprison people with no charges; we can create new due-process-abridging tribunals when it suits us; the “Battlefield” is everywhere; we should conceal evidence when it will make us look bad — the more those premises are transformed from right-wing dogma into the prongs of bipartisan consensus, no longer just advocated by Bush followers but by many Obama defenders as well. The fact that it’s all wrapped up in eloquent rhetoric about the rule of law, our Constitution and our “timeless values” — and his understanding of those values is more evident than his predecessors’ — only heightens the concern.

Folkebevægelsen mod ekspropriering

Min kronik om ekspropriering er nu online.

Tilføjelser:

Bogen Little Pink House kan købes hos Amazon. Den er let læst og meget spændende. Den er indsigtsfuld uden at fortabe sig i jura, det er først og fremmest en journalistisk bog. Nogle af passagerne er meget gribende. Susette Kelos skæbne er meget voldsommere, end jeg havde plads til at beskrive i kronikken. Passagen, hvor hun næsten bliver slået ihjel af en af kommunens gravkøer er nok højdepunktet, men de personlige katastrofer, der rammer hendes liv, samtidig med balladen med huset gør historien meget bittersød og vedkommende.

Her er Cato Institutes lille film om historien:

Her fortæller Susette Kelo sin historie i egne ord.

Her er nogle passager om, hvordan det hele endte, men som jeg blev nødt til at tage ud:

Dybest set har historien været en tragedie for alle de involverede. For beboerne i Fort Trumbull-kvarteret, var de mange trusler og den lange ventetid forfærdeligt stressende og psykisk nedbrydende. Flere af de ældre beboere, der havde boet i kvarteret hele deres liv, blev simpelthen syge og døde blandt andet som følge af konflikten med bystyret. Susette Kelo selv overlevede, men blev selv ramt af en tragedie da hendes (nye) samlever kom ud for en frygtelig trafikulykke umiddelbart før sagen gik i retten. Alligevel gav hun ikke op, men kæmpede videre – ikke længere for sig selv, men for principperne.

Susette Kelos hus er ganske vist blevet fjernet. Men som et kompromis med New London er det kun flyttet til en anden grund i nærheden med smuk udsigt over Thames-floden. Det står tilbage som et symbol for kampen i Fort Trumbull og andre steder i USA. Hun selv er dog flyttet et andet sted hen, hvor hun passer sin invaliderede mand, samtidig med at hun passer sit job som sygeplejerske.

Det virkeligt tragiske er, at det slet ikke havde behøvet at komme så vidt. Der var arkitektoniske bud på en byggeløsning, der ville inkorporere de gamle huse. De beboede områder, som hele konflikten handlede om, udgjorde mindre end 2 % af de samlede areal for byudviklingen. Når det alligevel kom så vidt, skyldes det i følge Scott Bullock først og fremmest stolthed og stædighed fra bystyrets side: De kunne simpelthen ikke finde sig i, at de ikke havde ret til at planlægge byen, som de ville. De mente, at de havde retten på deres side. Og de fik også retten på deres side, men de glemte én ting: nemlig at loven ikke bare er ord, men skal afspejle, hvad folk finder ret og rimeligt.

Opdatering: Jacob Mchangama byder ind i debatten med et godt blogindlæg. Hvorfor ikke indføre den samme skelnen mellem offentlige og private formål, som mange amerikanske delstater har indført?

USA I DAG: Bøssernes borgerlige oprør

Tirsdagens klumme er nu online. Den er inspireret af min tur til New York i sidste weekend og det samtidige angreb på Hyskenstræde. Et udpluk:

Selvom venstrefløjen var de første til at tale bøssernes sag, var der i sidste ende tale om en borgerlig revolution. Ligesom den oprindelige amerikanske revolution næsten 200 år før handlede bøssernes oprør om retten til at være i fred. Selvom mange konservative amerikanere ikke kunne se det, afspejlede den homoseksuelle bevægelse og den bredere Borgerrettighedsbevægelse de borgerligt-liberale værdier, som USA bygger på: respekten for individet, magtens begrænsning, privatlivets fred. Hvad rager det andre, hvem jeg kysser med?

Treme

Jeg har netop set sidste afsnit af tv-serien The Wire, og fordøjer stadig. Dele af serien var for mig helt på højde med The Sopranos. Femte sæson skuffede, men fjerde var fantastisk.

I mellemtiden – før jeg måske skriver mere om The Wire – vil jeg glæde mig til David Simons næste projekt, serien Treme, der skal foregå i New Orleans:

Despite featuring “Wire” alums Pierce and Peters, people expecting the same show will be disappointed, Simon said.

“This is not a ‘Wire’ redo with a New Orleans soundtrack,” he said. “It’s more of a character study looking at people trying to reconstruct their lives after their city has been destroyed and at a city that a living, breathing organism.”

The series will continue to be filmed in the Crescent City, where the pilot was shot.