Cepos: Ja til fri hash

Det ser ud til, at hash-debatten virkelig breder sig i Danmark. Det er positivt, selvom der endnu ikke ser ud til at være noget, der ligner et politisk flertal. En vigtig udvikling er dog, at politikerne på Københavns Rådhus faktisk går ind for en delvis legalisering, hvilket jo desværre er en gratis omgang, fordi de ikke har magt til at gennemføre en legalisering – og man kan jo tro, at udmeldingen især skyldes, at den netop ikke er realiserbar, men derimod er en bekvem signalering til de vælgergrupper i København, der måtte gå ind for en legalisering: Enten fordi de går ideologisk ind for fri hash, eller fordi de ønsker at slippe for den hash-krig, som hovedsageligt rammer hovedstadens borgere.

Læs videre “Cepos: Ja til fri hash”

Skyskraber imod diktator

Den forrykte iranske præsident Mahmoud Ahmadinejad talte i går til FN’s generalforsamling (mens en hel del nationers delegationer – deriblandt Danmark – udvandrede). Der har været store eksil-iranske demonstrationer i New Yorks gader imod diktatoren, og nu ser det ud til, at et heldigt sammentræf giver støtte til demonstrationerne: I anledning af 70-året for Troldmanden fra Oz bliver Empire State Building badet i grønt lys – den iranske oppositions farve. Giv op Ahmedinejad, selv tilfældet er imod dig!

Seje amerikanske kvinder

Meget ændrer sig i USA i disse år. Blandt andet stormer kvinderne frem på ledende poster. Et par historier fra dagens amerikanske medier:

Teresa L. King er nyudnævnt chef for en af hærens skoler for for drill sergeants – de rå underofficerer, vi alle kender fra krigsfilmene, som giver rekrutterne tough love, så de kan klare sig i felten. Hun er den første kvindelige chef for en sergeant-skole, og hendes store idol er naturligvis General Patton.

Meg Whitman har netop annonceret, at hun stiller op til guvernør-valget i Californien i 2010. Hun er tidligere succesfuld direktør for Ebay, bliver kaldt for “Jernladyen” (selvom hun virker mere levende end Thatcher) og blev i valgkampen 2008 nævnt af John McCain som en mulig finansminister. Hun er republikaner, men stiller op imod Arnold “The Governator” Schwarzenegger (hvis han genopstiller), der ikke har været en succes.

USA I DAG: Den dumme dansker

Jeg har i dag en ny USA-klumme i Berlingske Tidende: “Den dumme dansker” om danskeres fordomme om amerikansk tv, og mine egne oplevelser med at se amerikanske tv-serier (ofte på dvd i øvrigt). Udpluk fra klummen:

Hvorfor se genudsendelser af Gøg & Gokke, når der hvert år kommer nye afsnit af fremragende komedier som »Arrested Development«, »30 Rock« eller »Curb Your Enthusiasm« (hvor Frank Hvam og Casper Christensen har tyvstjålet konceptet til »Klovn«)? Og hvorfor fedte med »Twin Peaks«, når man kan lade sig rive med af den langt bedre gangster-serie »Sopranos«, hvis afsluttende episode i 2007 ryddede avisforsiderne?

Kommentarerne til artiklen viser i øvrigt endnu engang, hvorfor kommentarer på nettet desværre kan være en tvivlsom affære. Jeg har sikkert også gjort det selv af og til, men det er alligevel forbløffende, hvor mange mennesker, der synes de skal dømme en på en enkelt artikel, som de tydeligvis heller ikke har læst ordentligt:

En person synes jeg er nedladende overfor amerikanerne, selvom jeg jo netop hylder deres mangfoldige kultur, en anden kommenterer på noget helt andet end artiklen handler om (om der findes en “typisk amerikaner”) og en tredje efterlyser “pragmatiske og egentlige kulturelle forskelle i jeres beskrivelse af ydre oplevelser” – selvom det da netop er en ret stor (pragmatisk) forskel, hvilke kulturelle referencer, man har at trække på. Ingen af dem byder på noget konstruktivt til diskussionen, men det er jo desværre ikke usædvanligt.

Googles sandhed om Fayette Street

HBO-serien The Corner (der er en forløber til krimiserien The Wire) foregår blandt hårdt prøvede narkomaner, bumser og idealister på West Fayette Street i Baltimore i starten af 90’erne. Det er en lidt “tung” og teatralsk serie, men den er interessant, fordi den er så usminket og fordi den baserer sig på journalisten David Simon og kriminalbetjenten Edward Burns’ research.

Jeg fik lyst til at vide lidt mere om Fayette Street  (hvor djævelen bor i følge en eftertekst-sang i The Corner) og googlede stedet. Første resultat var en beretning om en Shooting on West Fayette. Google lyver åbenbart aldrig.

Højrefløjen bruger venstrefløjens strategi

Politico beretter:

(…) the 1971 agitator’s handbook “Rules for Radicals” — written by Saul Alinsky, the Chicago community organizer who was the subject of Hillary Clinton’s senior thesis, and whose teachings helped shape Barack Obama’s work on Chicago’s South Side — has been among Amazon’s top 100 sellers for the past month, put there in part by people who “also bought” books by Michelle Malkin, Glenn Beck, and South Carolina Republican Sen. Jim DeMint.

Yes, the same folks who brought you Obama the socialist have been appropriating the words and ways of leftists past — and generally letting their freak flags fly.

The tables seem to have turned, Mr. Bond!

The President is not a father-in-chief

Jesse Walker in Reason Magazine:

Children shouldn’t be taught that the president—any president—is a beloved paternal figure with a grand plan for everyone. (From the original lesson plan: “Students might think about: What specific job is he asking me to do? Is he asking anything of anyone else? Teachers? Principals? Parents? The American people?”) Children should be taught the truth: that presidents are polarizing figures who are constantly dogged by controversy. That Americans don’t always agree about proper public policy, and sometimes they disagree enough to do something as drastic as keeping their kids home from school. That politics is about conflict, not listening in unison while a friendly face on a TV screen dispenses instructions.

If the president’s address took place with no protest, it would be—at best—a waste of classroom time. The protests, by contrast, are a lesson in the passions of American politics. And if your real parents are at odds with the faux father in the White House, they can offer something yet more valuable: the chance to hear an authority figure remind you that it isn’t always best to submit unthinkingly to authority.

What is Walker on about? The President’s remarks can be read here.

Dansk update:

Berlingskes Poul Høi gennemgår talen her med en klassisk, sjusket dansk vinkel. Jo, jo, dele af kritikken har da været over-the-top, men hvorfor fortæller Høi ikke, at Obama delvist bøjede sig for kritikken og bl.a. ændrede sine meget problematiske instrukser til lærerne – dem der førte til kritikken i første omgang? De indeholder bl.a. formuleringer til skolebørnene som: “Hvad tror du, præsidenten beder dig om at gøre?” og “Tror du, at vi kan opnå de ting, præsidenten beder os om?” og lignende halløj, der giver mindelser om Den Kære Leder. Det værste sted var en opfordring til eleverne om at skrive et brev til sig selv, hvor de tænker over, hvordan de kan “hjælpe præsidenten”. Præsidentens tale blev streamet live til skoler landet over – en ret usædvanlig henvendelsesform. Ville dækningen være så venlig, hvis det var Bush, der kom med lignende henvendelser? (Hans far kom for øvrigt med en lignende tale til skolebørn og Reagan gjorde noget lignende. Hvordan var den danske dækning dengang?) Er talen også i sig selv blevet ændret på grund af kritikken? Det ved vi ikke på nuværende tidspunkt.

Igen tegner danske medier et billede af moderate, fornuftige Obama, der kun møder modstand, fordi vanvittige ekstremister som Glenn Beck kaster om sig med tillægsord og spreder “frygt”. Men når der gives efter for kritikken, kunne det jo være, at den har noget på sig.

The Hurt Locker

Kathryn Bigelows nye film The Hurt Locker får i dag dansk premiere og får gode anmeldelser (bl.a. i Information). Jeg så filmen for et par uger siden og var meget begejstret – det er en næsten helt ren historie om adrenalinsusets narkotiske virkning. Filmen starter med citatet “War is a drug” (er det fra Chris Hedges?) og filmen er en meget simpel undersøgelse af, hvordan den dødsensfarlige bomberydning i Irak bliver det eneste, der giver mening i Sergeant James liv.

Historien er meget enkel og udspiller sig i lange sekvenser, der ikke altid har den store sammenhæng, og selvom der er antydningen af en kriminal-historie om en ung, irakisk dreng, der måske forsvinder, er historien mere en Blow Up-agtig vildfarelse – endnu et spøgelse i James’ egen psyke. På den måde er The Hurt Locker nærmest modernistisk kontrær, men actionsekvenserne er på den anden side “ren action” og noget af det mest nervepirrende jeg har set længe – en adrenalinfyldt oplevelse af at leve et liv opfyldt af adrenalin. Hvis det passer – som kognitionsforskningen fortæller os – at film primært handler om følelser i form af kropslige, hormonstyrede væsker, så er The Hurt Locker en af årets mest rene og filmiske film.