Terrorsagen set med amerikanske øjne

Terrorsagen, hvor to mænd fra Chicago er anholdt for at planlægge terroranslag i Danmark, har ryddet forsiderne på de danske aviser. Det er imidlertid småt med opmærksomhed i USA, hvor andre terror-relaterede emner presser sig på: først og fremmest krigen i Afghanistan og dens udløber i Pakistan.

Der er dog blevet plads til noget omtale af “Mickey Mouse”-projektet (måske fordi der er tale om tegninger, der skal hævnes for?). Her er en fyldig oversigtsartikel fra New York Times, og her er omtale af plottet mod Kurt Westergaard i Chicago Sun-Times – i øvrigt med et fint billede af tegneren (fra Ekstra Bladet), der fremviser “Bomben i Turbanen”-tegningen. Det troede jeg slet ikke, at de turde i amerikanske medier?

Americas.dk

Americas.dk er en ny glimrende blog, der fokuserer på Latinamerika. Den er skrevet af Lau Taarnskov, Pelle Brændgaard og Niels Westy Munch-Holbek, der alle har stærk tilknytning til Latinamerika, men samtidig har en alternativ vinkel til den meget ensidige dækning af Latinamerika i de danske medier, hvor kommentatorrollen ofte er overladt til socialist-sympatisører som Niels Lindvig. Latinamerika er nok den verdensdel, som har den mest forfejlede og sjuskede dækning i de danske medier, der ofte efterplaprer tale-punkter, der kunne være hentet lige ud af Hugo Chavez’ store søndags-tale til nationen: kapitalisme og frie markeder er noget møg, og stort set alle problemer skyldes den store Satan i nord, USA.

Jeg boede selv i La Paz i Bolivia i nogle måneder i 2004 og begyndte at interessere mig for kontinentet og for udviklingspolitik i det bedrøvelige og fascinerende land. Det som primært slog mig var forskellen mellem retorik og realitet. Man talte dunder imod enhvert forsøg på at liberalisere de forfærdeligt bureaukratiske systemer, og ethvert problem havde den amerikanske imperialisme som årsag, men i praksis var det foran den amerikanske ambassade, bolivianerne linede op for at søge visum. Man talte om det forfærdelige ved en kapitalistisk model, men man stemmede med fødderne og søgte derhen, hvor mulighederne findes – i det kapitalistiske USA, hvor der ingen understøttelse er. Det er altså ikke Cuba, der står øverst på ønskelisten – eller Venezuela. Jeg har tidligere skrevet om Boliva her og her.

Det Noble Håb

I går havde jeg igen en USA-klumme i Berlingskes Tidende. Det var lidt en kommentar til Obamas fredspris, men også en generel kommentar om forskellen på den politiske kultur i Danmark og Europa; håbets og entusiasmens rolle, troen på forandringen. Klummen ligger online her. Et lille udpluk fra klummen:

Amerikanerne har en både dynamisk og farlig drøm om, at man kan opnå det perfekte. I USA lanceres storslåede politiske planer oftest med en besværgelse om, at »hvis vi kan sætte en mand på Månen, så kan vi også X« – hvor X er et eller andet ønskeligt, som at afskaffe fattigdom, nedbringe antallet af teenagegraviditeter eller indføre demokrati i Mellemøsten. Følelsen er uafhængig af målet, hvilket er grunden til de mange skuffelser: At sætte en mand på Månen kræver ressourcer og ingeniører, men er i øvrigt en så simpel opgave, at selv Sovjetunionen kunne gøre det, givet uendelig tid. At indrette et sundhedssystem, så »alle« får »den bedste« dækning til »en god pris«, er så komplekst, at det giver selv de mest ambitiøse planøkonomer grå hår på deres pletskaldede hoveder.

Den samvittighedsfulde kapitalist

Jeg har tidligere skrevet om John Mackey, direktøren for supermarkedskæden Whole Foods, som kom i klemme, da han skrev et debatindlæg i Wall Street Journal, hvor han vendte sig imod Demokraternes sundhedsreformer og i stedet foreslog en mere decentral og markedsorienteret model. Det var ikke populært hos den økologiske fair-trade kædes venstreorienterede kundegruppe, der truede med blokader og boykott. Stormen ser dog ud til at være drevet over, og Whole Foods aktier har ikke taget skade.

Mackey har udtalt sig til Wall Street Journal om sine bevægegrunde for indlægget, og nu har han også stillet op for Reason.tv (se videoen ved at klikke på linket).

“A Wicked and Ignorant Award”

Peggy Noonan on awarding the Nobel Peace Price to Barack Obama:

This is an award for not being George W. Bush. This is an award for not making the world nervous. This is an award for sharing the basic political sentiments and assumptions of the members of the committee. It is for what Barack Obama may do, not what he has done. He hasn’t done anything.

In one mindless stroke, the committee has rendered the Nobel Peace Prize a laughingstock, perhaps for as long as a generation. And that is an act of true destruction, because it was actually good that the world had a prestigious award for peacemaking.

The members of the committee have also put the young American president in a terrible place. They make it look like all the talk of “The One,” the heartthrob of the European elite, the darling of the international left, is true. They make him look prefabricated and inauthentic, an empty structure held up by essentially silly people. Which puts him at a disadvantage in his own country, because Americans don’t really like it when flaky European politicians tell them how they ought to see him or the world.

Racekrig og tudekiks

Det kniber for Berlingske Tidende med at få opdateret kommentarsektionen, så derfor er jeg så fræk at lægge tirsdagens USA I DAG klumme op i sin helhed her. Jeg forsøgte at ændre titlen i sidste øjeblik fra “Racekort og tudekiks” til det mere fængende “Racekrig og tudekiks”, men jeg ved ikke, om ændringen kom med i avisen (jeg fumlede lidt med word-dokumenterne). Men her er den under alle omstændigheder:

Racekrig og tudekiks

Hvis man har fulgt mediedækningen af den usædvanligt skingre amerikanske debat om sundhedsreformen, er man igen og igen blevet konfronteret med en journalistisk kliché: at den amerikanske højrefløj er fyldt med skabsracister, hvis hemmelige drøm er at nagle den sorte præsident til et brændende kors. Læs videre “Racekrig og tudekiks”