Radley Balko om det amerikanske retssystem

Radley Balko er en af USAs mest indflydelsesrige klassisk liberale (“libertarian”) journalister, og han har blandt andet for Reason Magazine afdækket de dårlige retssikkerhedsmæssige vilkår og de skæve incitamentstrukturer i det amerikanske retssystem. Han har skrevet om magtmisbrug i politiets narkoefterforskning (fx den vanvittige brug af militære SWAT-teams overfor helt almindelige mennesker), om fusk med retsmedicinske beviser og om sagen om Corey Maye fra Mississippi, der sandsynligvis blev uretfærdigt dødsdømt. (Her er en kort film om Maye-sagen, hvor Balkos dækning har spillet en vigtig rolle i at få en ny retssag for Maye). Nu er Balko også nået til The Economists sider med et godt interview. Læs det hele, men her er et uddrag:

DIA: Beyond the two discussed above, what are the most critical flaws in America’s criminal justice system?

Mr Balko:
Incentives. At every step in the process, the incentive is toward putting people in jail. And there’s almost no penalty at all for state actors who overstep their authority. Police departments, for example, get federal anti-drug grants based in large part on how many people they arrest on drug charges. After the botched drug raid in Atlanta a few years ago in which a raiding police team shot and killed an innocent 92-year-old woman, we learned in subsequent investigations that officers had monthly quotas for drug arrests and drug seizures. Ed Burns, the former Baltimore cop and co-creator of the magnificent HBO show “The Wire”, talks about this quite a bit.

Banderne kræver nu beskyttelsespenge

Det her er simpelthen tænderskærende vanvittigt:

Bandekrigen har taget endnu en ubehagelig drejning. En stribe
forretninger rundt om i København er blevet afkrævet beskyttelsespenge
af indvandrerbander.

Således Helene fra Nørrebro, som i dag træder frem og fortæller,
hvordan drengene fra Blågårds Plads på Nørrebro ringede på døren mandag
21. september med beskeden om, at hun har sin forretning i deres
distrikt og derfor må betale.

“Helene” gik heldigvis til politiet, men til gengæld har hun så fået smadret alle vinduerne i sin forretning. Man tager sig virkelig til hovedet: Hvad er det dog, der sker med København? Med Nørrebro? Det er lovløst land, og der skal skrides ind aldeles omgående – hårdt og nådesløst. De ansvarlige skal i fængsel for lud og koldt vand, gerne i årevis.

Da vi flyttede til Washington D.C. hørte vi jo så meget om den slemme kriminalitet og alle våbnene i USA. Til dato – 10 måneder efter – har vi intet negativt overhovedet oplevet. Til gengæld er København i den mellemliggende tid blevet omdannet til en udvidet skydebane for diverse bøller og bander.

Eneste eksempel var, at der en overgang var et par indbrud på S Street, hvor vi boede i en måneds tid. Det fik til gengæld en kriminalbetjent til at ringe dørklokker, advare os alle og forhøre sig om hvorvidt vi havde oberseveret mistænkelig aktivitet i nabolaget. Jeg talte selv med ham – en garvet, civilklædt sort fyr med briller og sixpence og et “badge” omkring halsen. Vi skulle endelig ringe, hvis der var noget. Jeg tror rent faktisk, at de også ville komme, hvis der blev ringet.

En god ven bor i et kæmpe hus i Arlington, Virginia i et meget rigt kvarter. Det er den slags kvarterer, der i Danmark bliver hærget ustandseligt af indbrud af narkomaner, østbander og andet godtfolk. Efter dansk logik burde min vens kvarter også jævnligt blive ramt af indbrud. Det gør det bare ikke, for politiet patruljerer konstant og griber omgående ind, hvis der sker noget.

Det virker som om, at det danske politi overhovedet intet svar har på den alarmerende uvikling, der har ramt København i de sidste par år. Det er måske heller ikke så mærkeligt, når man ser på, hvordan de københavnske politikere opfører sig overfor uromagere: Smadrer venstrefløjsekstremister det halve Nørrebro, så får de et fint nyt hus, de kan lalle rundt i og ødelægge. Forviser bøller i Tingbjerg den lokale præst, fordi han er homoseksuel, så stiller Mikkel Warming op og lover dem klubhuse og underholdning. Utroligt. Det værste er imidlertid, at københavnerne bliver ved med at stemme på de talentløse narrehatte – de får jo selv, hvad de beder om.

P. S. – jeg er godt klar over, at der også findes slemme kvarterer i D.C. Også kvarterer, der er meget værre end hvad Nørrebro kan byde på. Imidlertid er forskellen, at man i USA ikke lader bøllerne brede sig, som de vil, men griber ind i tide.

Bøger fyldt med vrede

Those who can’t do, teach.
Those who can’t teach, administrate.
Those who can’t administrate, wait tables.
Those who can’t wait tables, write books filled with anger.

Fra en anmeldelse på Amazon af Barbara Ehrenreichs angreb på positiv tænkning: Bright-sided.

Gælder det for alle vrede forfattere, at de ikke duer til andet?

Integration på Amerikansk

Min USA-klumme handler denne tirsdag om integration. Den findes online her. Uddrag fra klummen:

Det er nemt at blive amerikaner, og kriterierne er tydelige: Hvis du kan klare dig selv og lade være med at blande dig i andres liv, er du allerede godt på vej. Kriterierne i Danmark er derimod skjulte og underforståede, og til vores kulturelle skændsel giver vi ikke længere så meget for at klare sig selv.

Bemærkninger:
Indvandring er et vigtigt og komplekst område, som også er svært at få styr på. Jeg kunne i hvert fald slet ikke få plads til alle de historier, jeg gerne ville have med. Her er et par bidder af billedet:

I 2006 offentliggjorde den svenske forsker Benny Carlson et studie af somaliere i hhv. Malmø og Minneapolis, Minnesota, hvor ca. 25.000 somaliere bor. Igen var der (ligesom med iranerne) tale om fuldt sammenlignelige grupper: Somalierne i både Sverige og USA var kommet til i begyndelsen af 90’erne, hvor borgerkrigen hærgede i Somalia. Benny Carlson ønskede at undersøge, hvordan somalierne havde klaret sig i hhv. den trygge, svenske velfærdsstat og det barske, kapitalistiske USA uden socialt sikkerhedsnet.

Resultaterne var øjenåbnende, for på alle relevante parametre havde somalierne i Minnesota klaret sig markant bedre end deres svenske skæbnefæller. Hvor kun 30% af somalierne i Sverige var i arbejde var tallet næsten det dobbelte i Minneapolis. Og endnu mere afgørende var en meget stor del af somalierne i Minnesota entreprenører. I 2005 var der ca. 800 somalisk-ejede virksomheder i Minneapolis, mens der i hele Sverige var 30 (i 2003).

Somalierne i Minneapolis var ikke en velhavende gruppe, men de klarede sig, og fordi de klarede sig selv, fik de også stadig større respekt fra lokalsamfundet og de andre i Minnesota (der sjovt nok overvejende har svensk/skandinavisk baggrund). Somalierne var kort sagt godt på vej til at gøre iranerne tricket efter: Integrere sig, blive velhavende, blive til amerikanere. Samtidig behøver vi næppe gå ind i, hvor problematisk synet er blevet på somaliere i Malmø – eller i Danmark.

Somalierne og iranerne – og mexicanerne og kineserne – er i gang med at gentage en lang amerikansk immigrationstradition, som alle andre amerikanere har deltaget i før dem, faktisk helt tilbage fra da de første englændere og skotter ankom: De første år er rigtig, rigtig hårde, og man er helt afhængig af venner og familie, men i Amerika er der muligheder og hårdt arbejde betaler sig – og efterhånden skaber man et liv for sig selv. Man kommer som outsider men bliver efterhånden til en del af traditionen og kulturen. Sådan er det gået også for irerne, italienerne, polakkerne, jøderne, armenerne, puerto ricanerne, ghaneserne – for slet ikke at tale om alle de succesfulde skandinaver, der er draget vestpå.

Man skal selvfølgelig heller ikke overdrive den store integration og harmoni. Den store amerikanske smeltedigle er måske mere en multikulturel mosaik, hvor man lever livet i mange forskellige parallelsamfund, og der stadig eksisterer fordomme og racisme. Naturligvis kender man bedst sine egne, sådan vil det altid være, og det er da ikke uden grund, at nogle amerikanere er bekymrede for den enorme latinamerikanske indvandring, der truer med at vende op og ned på de sydvestlige stater. Boston blev også engang i tidernes morgen overrendt af katolikker og byen blev aldrig den samme igen efter puritanernes fordrivelse. Men sådan er det, og det kan man leve med i USA.

Alligevel er det slående, hvor stor forskel der er på succesen i USA og fiaskoen i Europa – især med muslimsk indvandring. Hvad er grunden? Den kulturelle forklaring holder kun delvist, for også iranere og somaliere kommer fra en muslimsk baggrund, men alligevel klarer de sig godt, ligesom de mange irakere i Dearborn, Michigan. Naturligvis er der problemer, og den politiske korrekthed skygger nogen gange for en fornugtig konfrontation med religiøse galninge som major Nidal Malik Hasan, der 5. november dræbte 13 mennesker på Fort Hood i Texas. Hvis han havde været en tatoveret, galtbarberet redneck fra West Virginia, havde militæret nok langt tidligere konfronteret faresignalerne. (Der har også været andre terrorsager, og det skal også siges, at USA ikke har set en så koncentreret muslimsk indvandring, som nogle europæiske lande har set.) Men USA har intet set til de massive uroligheder eller ghettodannelser, der hærger europæiske storbyer.

Politik som platform for magt

Jeg ved ikke, hvem det her citat siger mest om: Den fyrede teaterchef Jon Stephensen eller de tre partier, han nævner som mulige platforme for magtudøvelse:

»Jeg har en god platform for at gå ind i politik – især kulturpolitik. Så hvis enten Socialdemokraterne, SF eller de radikale vil snakke med mig, kunne det være spændende«, siger han.

Nå ja, hvad pokker, liste A, B eller F – det kan vel være lige meget, så længe man bliver valgt ind.

Er partierne efterhånden ét fedt, hvor man glider fra det ene til det andet parti, alt efter hvor man kan samle flest stemmer og få mest magt? Er det ikke for nøgent og kynisk? Er Naser Khader modellen for fremtidens politiker?

Ekspropriering: Gensyn med Kelo-sagen

Jeg skrev i foråret om den vigtige Kelo-sag fra 2005, hvor den amerikanske højestret afgjorde, at det ifølge forfatningen var tilladt for delstater og bystyrer at ekspropriere private borgeres hjem for at give grunden til andre private – alene med den begrundelse, at eksproprieringen ville give flere skatteindtæger. Det var en temmelig bred definition af forfatningens ord om at ekspropriering kan finde sted af hensyn til “almenvellet”, og der blev med god grund advaret om magtmisbrug.

Sagen drejede sig om sygeplejersken Susette Kelo, der sammen med andre borgere sagsøgte bystyret i New London, Connecticut, for at ekspropriere deres jord og hjem (hendes berømte lyserøde hus ses ovenfor) for at give grundene til medicinalgiganten Pfizer. De tabte sagen, men vandt så at sige krigen, da de kom på det politiske landkort og fik mange stater til at ændre deres lovgivning.

Nu har de også i bagklogskabens lys fået ret: Gaven til Pfizer var en meget kortsigtet gevinst for byen, for nu flytter medicinalgiganten igen, og bystyret står tilbage med håret i postkassen. Mange af grundene er der stadig ikke bygget på, en stor del af byen er simpelthen en tilgroet byggetomt. Nu kommer bystyret også til at stå tilbage med et stort industrikompleks, de næppe kan få afsat foreløbig.

New York Times beretter om sagen:

In a 5-to-4 decision, the high court ruled that it was permissible to take private property and turn it over to developers as part of a plan to bolster the local economy. Conservative justices, including Clarence Thomas, dissented. Justice Thomas called New London’s plan “a costly urban-renewal project whose stated purpose is a vague promise of new jobs and increased tax revenue, but which is also suspiciously agreeable to the Pfizer Corporation.”

The decision was widely criticized, and spurred lawmakers across the country to adopt statutes to prevent similar uses of eminent domain. Scott G. Bullock, senior attorney at the Institute for Justice, a libertarian group in Arlington, Va., said that 43 states had moved to protect private-property rights since the Kelo decision. New York and New Jersey are among the seven that have not, he said.

Mr. Bullock, who represented the landowners in New London, said Pfizer’s announcement “really shows the folly of these plans that use massive corporate welfare and abuse eminent domain for private development.”

“They oftentimes fail to live up to expectations,” he added.

The Aristocrats

Nu troede du nok lige, at det var noget med Walt Disneys lettere irriterende franske jazz katte – men nej: The Aristocrats er en dokumentarfilm fra 2005 om én bestemt vittighed: “Aristokraterne”. Jeg lejede den forleden, og den var bestemt værd at se, selvom joken i sig selv ikke er for sarte sjæle.

Vitsen, som jeg faktisk ikke kendte i forvejen, er åbenbart en insider-joke blandt komikere, som de kan fortælle til hinanden, når aftenens show er slut. Joken i sig selv er ikke ret sjov, det er en standard vits af variete-slagsen, og ingen komiker med respekt for sig selv ville bruge vitsen som en del af repertoiret. Ingen komikere fortæller længere “vitser” med set-up og punch-line – man fortæller anekdoter, små livsbetragtninger eller brokker sig. Men ingen standard-vitser af slagsen “My wife said she wanted to go somewhere new – I told her: Have you tried the kitchen?” med trommebask for at understege joken (som Henny Youngman her fra “Goodfellas”).

Vitsen i sig selv er simpel og ikke særligt sjov: En mand kommer ind til en talentspejder og fortæller om et nyt show, han har lavet med sig selv og sin familie i hovedrollerne – det indeholder typisk en mand, en kone, to børn, en hund og så incest, sodomi, urin og afføring – som et minimum. Da han er færdig med at fortælle, spørger talentspejderen: “Du godeste gud, hvad kalder du forestillingen?” og manden svarer: “Aristokraterne!” Joken består så i mandens manglende selvkritik og kontrasten mellem de udpenslede begivenheder og den ret flade afslutning, en slags “meta-vits” af den slags Monty Python gjorde til deres varemærke. På papiret: ikke spor sjovt.

Det sjove ved vitsen “Aristokraterne” er da heller ikke punchlinen, men derimod hvad man fylder ind mellem starten og slutningen. Det er komikernes svar på jazz, det er “the singer not the song”, når den enkelte komiker fylder vitsen ud med sit eget indhold – ofte ganske perverst og altid improviseret. Og hvordan dét foregår fortæller i dokumentaren en række amerikanske stjernekomikere om: George Carlin, Whoopie Goldberg, Richard Lewis, Bill Maher, Drew Carey, Jon Stewart og mange, mange flere. ALLE kender vitsen og alle har fortalt den, selv den ellers så familievenlige Bob Saget, der i Danmark mest er kendt fra Full House-serien – men han er altså også kendt som den, der fortæller den mest beskidte og groteske variant af “The Aristocrats”. Jeg skal ikke afsløre den her.

Det er fascinerende at få et indblik i hvad der foregår i komikernes verden, når de kun skal optræde for hinanden, og det er egentlig sjovt, hvor meget selve overskridelsen betyder for dem: Det er det at kunne fortælle den mest perverse og chokerende version, der tæller, og det siger et eller andet om humorens natur – afprøvningen af grænser indenfor den humoristiske ramme.

Men at humor ikke kun er for sjov, bliver klart i en overraskende drejning, hvor vittigheden “The Aristocrats” bliver fortalt ved det årlige komikermøde i Friars Club i New York ganske kort efter 11. september 2001. Her begiver komikeren Gilbert Gottfried (der er kendt for sin maniske stemmeføring) ud i en risikabel 911-vits (“Too soon” råber man fra publikum), men redder aftenen ved i stedet at køre “The Aristocrats” af i fuld offentlighed for rullende kameraer og vild perversitet. Den mærkelige, totale overskridelse bringer latteren frem i det nervøse publikum og stemningen er reddet. Klippet kan ses her:

Gilbert Gottfried fortæller “The Aristocrats”

Formiddag i Georgetown

Det er en smuk formiddag i Georgetown, og jeg har været nede og hente en kaffe i Griffin Market, hvor jeg blev mødt med et ”buon giorno” af den italienske indehaver. Da jeg skænkede kaffen op kom deres lille kattekilling – en slank hvid lille fyr. Den var en ”climber” fik jeg at vide, men den nussede sig nu bare lidt op af mig og kravlede så op i kurven. Dens ven kom lidt efter. Så gik jeg ned i Rose Park og satte mig i solen. Det er 18-20 grader også i dag, men det føles varmere, måske fordi der ikke rigtig er nogen vind. Vejret er virkelig dejligt her og træerne er stadig smukke og gule, selvom der falder flere og flere blade af. I den lille børnehave på P Street, ”Muse-skolen” som vi kalder den fordi dens logo er en lille mus, sad ti børn på små stole, mens en mandlig pædagog forsøgte at dæmpe gemytterne. På gaden blev glade børn kørt rundt af deres spansktalende barnepiger og en lille skoleklasse var på udflugt. Solen skinnede fra en næsten skyfri, klar blå efterårshimmel, det var næsten paradisisk.

Nu sidder jeg tilbage i lejligheden med de store panoramavinduer ud imod en række smukke træer og buske. En rødmavset fugl napper røde bær fra et stort træ og i mine hovedtelefoner lyder en af Mozarts violinsonater.

Det er næsten så harmonisk, at man må korse sig. Men det er lige som jeg vil have det, sådan en formiddag i Georgetown.

Pas på den grønne protektionisme

Skriv under på underskriftsindsamlingen imod grøn protektionisme:

You have no doubt heard about the UN’s climate conference in Copenhagen next month. Chief among the bad ideas being touted by environmental activists and politicians in the run-up to that meeting is a proposal to permit trade restrictions on the grounds that they will help to prevent climate change (for example by encouraging governments to sign up and comply with an international agreement to restrict emissions). Pascal Lamy, director of the World Trade Organization, has even sanctioned this approach, saying that the world’s priorities should be “climate first and trade, second.” And – surprise surprise – uncompetitive industries and other vested interests have jumped on the bandwagon.

Trade – along with the increased wealth and the better, less costly products and production processes that it yields – offers people in poor countries the possibility once and for all to address chronic problems such as drought-induced famine and poverty-induced diseases. Without trade, people will be much less able to adapt themselves to the climate they face now and in the future. Meanwhile, imposing restrictions on trade will inhibit specialisation and innovation, which may slow down the development of low-carbon technologies. In other words, trade restrictions are neither desirable nor are they an effective way to prevent climate change.

Frihandel er vigtigere end COP15s klimaaftale. Især i betragtning af, at COP15 intet kommer til at betyde for jordens klima i den store helhed – men kan få enorme virkninger for den økonomiske vækst i ulandene.

Glenn Beck og sort konservatisme

Den halv- eller helgale tv-vært på Fox News, Glenn Beck, bliver ofte beskyldt for at være racist, fordi han kritiserer præsident Barack Obamas politik (og fordi han siger mærkelige ting som dette). Han er blevet et hadeobjekt for den venstreorienterede del af den amerikanske medieverden, der gør ham til symbol på en angiveligt paranoid tilgang til amerikansk politik. Også i Danmark får han jævnligt på hattepulden, selv den ellers ret velafbalancerede Martin Krasnik skrev et efter min mening urimeligt portræt i Weekendavisen i oktober.

Nu er det ikke fordi jeg nødvendigvis er nogen fan af Glenn Beck, men jeg synes, at han gør nogle ret usædvanlige ting som tv-vært. Forleden (13. november) gjorde han en af de ting, som gør ham interessant: Han fyldte et helt tv-studie med sorte, amerikanske konservative (det vil sige kritikere af Barack Obama) og det kom der en ret interessant diskussion ud af. Hvad vil det sige at være sort amerikaner? Er man “African-American” eller er man bare “American”? Skal man automatisk støtte Obama, fordi man er sort? Er landet på vej imod socialisme? Hvordan får vi de unge sorte til at have andre ambitioner end rapmusik og sport? Fordi Beck generelt tænker før han taler, sætter han nogle ting i værk, der får folk op af stolene, og her giver han mikrofonen til et segment, der normalt er helt usynligt i medierne, fordi det ikke passer ind i race-stereotyperne. Et usædvanligt program. Det kan ses her:

Jeg har blandt andet skrevet om Beck her og her.