Angående økonomiske stramninger

Regeringen opbygger gæld på 223 milliarder – angiveligt for at få “gang i hjulene” – og det får kommende overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen til at udtale til Politiken:

»Når man stimulerer, skal man også kunne stramme igen. Og man skal stramme lige så meget, som man lemper. Det er en afgørende forudsætning for det hele«

“Det hele” som Whitte-Jacobsen hentyder til her, er den keynesianske makroøkonomiske stimuleringsmaskine, hvor staten gennem offentlig gældsættelse skal forsøge at kompensere for de jobs, der tabes i det private. Humlen i taktikken er dog, at en sådan investering kun kan være midlertidig, fordi den bygger på gældsætning og tomme jobs, en slags beskæftigelsesterapi, der “trækker tiden” indtil krisen er overstået igen. Stimuleringslogikken siger, at den ikke kan blive ved i uendelighed – på et tidspunkt bliver bukserne kolde af tis, og så skal de vaskes. Det er samme logik, der ligger bag Ben Bernankes voldsomme udpumpning af penge – her er spørgsmålet: kan han stoppe for seddelpressen på det rigtige tidspunkt før inflationen tager over? Kan det overhovedet lade sig gøre – rent vidensmæssigt (altså: hvornår skal man skære ned?) og politisk/praktisk?

Og her spørger jeg så, jævnfør Whitta-Jacobsens kommentar: Er det overhovedet – på noget tidspunkt i historien – lykkedes de samme politikere at skære ned igen på noget, de har “stimuleret” økonomien med? Anker Jørgensen forsøgte samme finte i 70erne, men det var umuligt for ham at få skåret ned igen. Er det ikke utopisk af Claus Hjort Frederiksen at tro, at det nogensinde bliver politisk gangbart at fjerne de mange ansættelser og investeringer igen? Enhver stramning vil blive set som nådesløse forringelser af den offentlige sektor – og hvis der er noget, der er politisk umuligt i Danmark, så er det forringelse af den offentlige sektor.

Hvad gik galt i København?

Fra jp.dk – Spillet om en syndebuk:

Forklaringen på, at hverken USA eller EU havde checkhæftet med til København er, at de ikke vil acceptere Kina som et uland på linje med de allerfattigste. USA og EU finder det simpelt hen urimeligt, at de skal betale en af verdens største forurenere og mest sprudlende økonomier for at forurene mindre. Hvorefter Kina kan bruge pengene til at udkonkurrere industrien i den vestlige verden – og opkøbe værdier i de finanskriseramte europæiske lande og USA.

USA og EU undervurderede Kina. Det lyder som en troværdig analyse af, hvad der foregik bag kulisserne til Cop15. Der var tale om en magtkamp, og USA og EU kom afsted med håret i postkassen. Den danske regering og Obama blev ydmyget. Det var kun på en feberredning fra Obama, at der overhovedet kom en aftale i stand, selvom den er tæt på meningsløs.

100 Globale tænkere

Fra Foreign Policy – 100 globale tænkere, der er med til at forme verdens fremtid. Det er en spændende liste, med Ben Bernanke og Barack Obama i toppen, og en blandet landhandel med både frimarkedsforkæmpere og klimaalarmister, men en generel vægt på fortalere for en åben verden med gennemsigtighed, frihandel og samarbejde. Ganske fornuftigt, men nok (især med COP15 in mente) med al for stor idealisme og tiltro til den politiske proces. At læse listen fik mig til at fundere lidt mere over, hvad jeg mener om politik, og hvorfor jeg hele tiden har været rigtig skeptisk overfor COP15-forløbet.

Hvis der er noget hele klimaforløbet op til COP15 viser, er det – uanset hvilken vinkel man i øvrigt lægger på klimaproblemerne – at global politik ikke præges af fornuft eller samarbejde, og at landene ganske naturligt søger at optimere deres egne interesser frem for at arbejde i fællesskab imod fælles løsninger (hvad de så i øvrigt skulle indeholde).

Det er vel den væsentligste grund til, at jeg er ret skeptisk overfor idealet om politiske løsninger på alle mulige problemer: Politikere er også mennesker, først og fremmest drevet af deres egeninteresse og med et meget begrænset udsyn. I dette tilfælde brød forhandlingerne så næsten totalt sammen, men alternativet havde sandsynligvis været en enormt dyr aftale, som ingen alligevel havde overholdt. (Man kan i øvrigt også spørge, om det overhovedet giver nogen mening, at en aftale er “god for alle”? Vi har jo forskellige interesser og forskellige mål, uanset om vi taler sammen eller ej)

Politik er en blæksprutte, de kloge mennesker jager i håbet om, at de kan lænke det til deres formål, men de ender altid selv med at blive fanget af tentaklerne. Det er vist nok poesi for i aften.

Flere Observationer fra Amerika

Eller: Observationer fra Amerika II. Denne gang om tøj.

1. I stormagasinet Nieman Marcus (en slags Illums) er der i midten af december ingen vinterfrakker at finde. Måske er stormagasinets kunder aldrig ude i kulden, fordi de kører med privatchauffør?

2. For en ung nordeuropæer er amerikanernes tøj meget grimt, kedeligt og konservativt. Den “smarte” europæiske stil hører til i New York eller blandt homoseksuelle. Selv “hipsters” har har højst en hættetrøje oven på deres tilbagelænede jeans, sneakers og t-shirt. Ingen unge mænd går med halstørklæder – og gudskelov for det.

3. At tøjet er kedeligt betyder også, at amerikanerne ikke går særligt meget op i mode. Man har konservativt arbejdstøj og afslappet fritidstøj og måske noget pænt tøj til festlige lejligheder – men man er ikke som danske unge klædt på til fest hver eneste dag og ligner ikke en hel Armani-forretning. Ingen ville her tage Henrik Vibskov alvorligt.

4. Mere om tøj: De sorte afro-amerikanere går ikke klædt i hip-hop gadgets og streetwear. De er lige så kedeligt og konservativt klædt som alle mulige andre – pæne jakker, pæne frakker, sixpence eller måske en hat. Damerne går med håndtaske og ligner ikke Missy Elliot – mere Candy Staton, hvis det endelig skal være. Afro-amerikanernes modemæssige reference er ikke Public Enemy, men derimod de gyldne 60ere. Måske er det karrierebevidste DC, der gør forskellen, men det virker som om, at hip hop tøj er ren ghetto her. De mest hip-hoppede unge, jeg har set her, var to danske 14-årige knægte i lufthavnen. De havde købt kasketter i Chinatown i New York, havde hættetrøjer og jeans stukket ned i sokkerne i deres kæmpe, hvide sneakers. De så dybt malplacerede ud. Eventuelle afro-amerikanere må have undret sig. (Alternativt kan man forestille sig, at streetwear-moden er en teenage-ting, som amerikanerne relativt hurtigt fralægger sig, fordi de ikke har et langt studenterliv, men hurtigt skal ind på arbejdsmarkedet, hvor påklædningsreglerne er ret stive – typisk ikke noget med jeans, undtagen på casual Friday).

De falske jobs

Min USA-klumme fra 15. december er nu online: De falske jobs – om problemerne med optællingerne af jobs, som den store Stimulus-pakke angiveligt har “skabt eller reddet”. Jeg kunne for øvrigt ikke finde artiklen på Berlingskes oversigt over kommentarer, men Johan Espersen linkede fra 180grader. Uddrag:

For at efterspore nytten af de mange milliarder lanceredes hjemmesiden recovery.gov, og i slutningen af oktober kunne administrationen triumferende fortælle, at man nu havde »skabt eller reddet« 640.000 jobs. Imidlertid begyndte flere amerikanske medier at gå kritisk til tallene, og man skal ikke tilbringe ret lang tid på recovery.gov, før det går op for én, at mange af tallene er ubrugelige. En del af ansættelserne er sandsynligvis fri fantasi og milliarder af skattedollars er forsvundet i den blå luft.

Det var en rigtig interessant klumme at skrive, men den tog lang tid at researche. Jeg brugte et par timer på det Hvide Hus’ site recovery.gov, der angiveligt skal efterspore nytten af de 787 millarder dollars. Som jeg også skriver i klummen, er det et website, der efterlader én med flere spørgsmål end svar. Tallene er svære at gennemskue, og med afsløringerne af de mange helt tydeligt forkerte, misvisende eller direkte falske jobangivelser, er det svært at have tillid til sitet. Det har imidlertid undret mig, hvor lidt opmærksomhed hele denne affære har fået i den danske presse – jeg er ganske overbevist om, at hvis George Bush havde været præsidenten, der stod i spidsen for sådan en katastrofe, så havde vi set det på forsiden af samtlige aviser. Men sådan er der jo så meget.

The Washington Examiner’s recovery site findes her. Tjeck det selv. Det er vild læsning. Der er i øvrigt kommet yderligere 900 ‘bogus’ jobs til, efter jeg skrev klummen.
Læs videre “De falske jobs”

Observationer fra Amerika

En ny serie med små, ukategoriserede observationer fra USA. Mest om forskellen mellem danske og amerikanske tilstande. Først to forbehold, og derefter til det sjove:

1. Forskellene mellem Danmark og USA er så enorme, at sammenligninger nødvendigvis må blive meget upræcise. Fordi noget er tilfældet ud fra nogle givne omstændigheder i Danmark, betyder det ikke, at omstændighederne umiddelbart kan overføres til USA – og vice versa. Statistikker skal læses med omhu, anekdoter tages for, hvad de er. Vi er alle støbt ind i vores kultur og historie på en måde, der er meget svær at begribe og ændre.

2. Forskellene internt i USA er lige så enorme som forskellene mellem USA og Danmark (eller mellem Thyborøn og Østerbro). Landet er på alle måder enormt, geografisk, befolkningsmæssigt og kulturelt. Der er meget, meget langt fra Arlington, Virginia til Anacostia, DC, og der er meget, meget langt fra Manhattan til Nebraska. (Derimod er der sjovt nok ikke særligt langt fra Manhattan til San Francisco – og så alligevel: Jo der er).

3. De nærmeste strande i forhold til Washington DC ligger i North Carolina – mindst fire timers kørsel væk. Det mener amerikanerne ikke er noget problem. For danskerne ligner det en udflugt, man skal afsætte en hel efterårsferie til.

4. Amerikanerne taler enormt højt, også i restauranter. Efter danske standarder råber alle, hvilket selvfølgelig får alle andre til at tale endnu højere.

5. Amerikanerne smiler meget. Det er en god idé at smile igen. Det smitter.

6. Det er et tændt tv i næsten alle restauranter, også de pænere steder. Lyden er dog ikke altid tændt, men det viser næsten altid sport eller nyheder. Der er også fjernsyn i motionscentret, så man kan se MSNBC, mens man bruger cross-traineren.

7. Mediebilledet er befriende alsidigt. Det passer ikke, at en stærk markedsgørelse fører til ensretning – tværtimod. Især på nyhedsområdet har de fleste segmenter deres egen kanal, de kan identificere sig med. Især konservative Fox News er en lise for en DR-vant dansker, selvom kanalen hurtig går i selvsving. Hannity er ulidelig (“Is the president a radical? I think he is a radical!”), Sarah Palin, Gud og Mike Huckabee fylder for meget. Glenn Beck er til gengæld en reel nyskabelse, og han laver lige så spændende og eksperimenterende tv som Poul & Nulle.

8. De hjemløse er høflige og siger “God bless you” og “Happy Holidays”, selvom man ikke giver dem noget. Det kan ikke udelukkes, at taktikken er at give dårlig samvittighed gennem hjertelighed.

9. Washington DC er en betydeligt mere grøn by, end man skulle tro.

10. Washington DC er en betydeligt mere hyggelig by, end man skulle tro. Mange kvarterer har karakter af små landsbyer. Andre kvarterer er lige så udbombede og farlige som Grosnij i 1996.

11. Julepynten kommer først op i gaderne efter Thanksgiving, der altid lander på den fjerde torsdag i november. Det betyder, at julen ikke starter i slutningen af oktober, og at man rent faktisk stadig glæder sig, når juleaften kommer.

12. Der er utrolige mængder af reklamer for guld på nyhedskanalerne, især Fox News. Overskægsklædte G. Gordon Liddy (der blev skandaliseret under Watergateskandalen) har fået en ny karriere som reklamesøjle for Rosland Capital, der sælger guld. Hvis du selv har penge til overs anbefales det i øvrigt at investere i guld. Der er en betydelig fare for inflation eller et regulært dollar-krak i de næste to-tre år.

13. Amerikanerne gør rent på en anden måde end danskerne. Det er svært at købe karklude, sæbe og vaskebaljer. I stedet bruges flydende rengøringsmiddel, der sprayes på ligesom vinduesrens, og tørres af med en let klud. Det er meget mærkeligt. Til gulvet bruges en Swiffer.

Hvorfor skrive for Wikipedia?

Diskussionen i min forrige postering førte mig til følgende spørgsmål:

Hvorfor skriver man overhovedet for Wikipedia, set ud fra et økonomisk perspektiv? What’s In It For Me, så at sige? Con amore arbejde har ofte en anden form for belønning: signalværdi, tilfredsstillelse af forfængelighed, de ligesindedes beundring – men wikipediaskribenterne er anonyme. Hvorfor skriver de? Altruisme? Pedanteri? Lyst til at skabe et erkendelsens lys i mørket? Udfordrer wikipedia teorien om menneskets egoisme?

Mit ideelle scenarie som Wikipedia-bruger er, at jeg kan læse en masse gode og detaljerede ting, uden jeg selv behøver at gøre en indsats for det. Ansporer min indsats andre til at bidrage? Vil mere have mere?

Her er et link til en undersøgelse af emnet (pdf). Jeg har ikke læst undersøgelsen.

Leg med Wikipedia

Jeg har ikke tidligere involveret mig i Wikipedia, selvom jeg selvfølgelig har været en hyppig bruger. På det seneste har jeg dog bidraget med et par småting til opslagene om Henry Hazlitt (er det for øvrigt rimeligt at sige, at han var “filosof og økonom”, da han arbejdede som journalist?) og Petergruppen.

Det er mest et par små rettelser og finpudsninger (bortset fra en fjernelse af en kommentar om Peter Schiff, som jeg ikke syntes hørte hjemme under Hazlitt), men det er jo den slags små bidrag Wikipedia (også) er bygget på. Det er sjovt – og samtidig bekymrer det mig faktisk: Man kunne jo skrive hvad som helst! Hvorfor er der ikke flere, der svindler med Wikipedia?

Har du skrevet til Wikipedia (dansk, engelsk, swahili)? Har du rettet noget? Har du issues med noget, som andre har skrevet?

Fra arkivet: Jeg skrev i 2004 om Wikipedia, og lovede dengang at jeg kun ville bruge Encyclopdia Britannica og Hagerups Konversationsleksikon. Det løfte holdt naturligvis ikke stik.