Velkommen til Internet Revolutionen

I dag skrev jeg første indlæg på min nye blog for Berlingske Tidende: Internet Revolutionen. Den har været lang tid undervejs, men jeg er meget glad for og stolt over resultatet. Det her bliver spændende!

Første indlæg handler om optrapningen af Internet-krigen mellem Google/USA og Kina. Det er måske lidt meget at kalde det en krig, men lidt kold våbenraslen er der i hvert fald tale om.

Her er noget, jeg tidligere har skrevet som en slags programerklæring for bloggen:

En ung og smuk iransk pige udånder for åben mobiltelefon og videoen af hendes død giver genlyd i hele verden og sætter et regime under pres. En outsider bliver til insider og vælges til verdens mægtigste mand takket være en dygtig kampagne på Youtube, Facebook og Twitter. Verdens største søgemaskine angribes af hackere, der vil have e-mail kontoer på kinesiske menneskerettighedsaktivister, og de politiske efterdønninger går helt til tops. Neda Agha-Soltan, Barack Obama og Google er bare nogle af hovedaktørerne i Internet Revolutionen.

Fra Teheran til Beijing, fra Washington til København tegner der sig en ny politisk slagmark, hvor de digitale og sociale medier i stadigt stigende grad sætter dagsordenen. Gamle medie- og magtstrukturer vakler, og kun den, der kan tilpasse sig de nye tider, vil overleve. Men ligesom i Star Wars slår Imperiet igen: De nye medier åbner muligheder for frihed – og for ny kontrol.

Denne blog hedder Internet Revolutionen, fordi den revolution, vi for alvor kan se konturerne af i disse år, er skabt af den mængde af digitale medier, vi bredt kalder for Internettet: Det er delingen af digital information via computer og mobiltelefon, gennem e-mail og sociale websites, gennem debatfora, virale videoer og rss-feeds. I sidste ende handler det ikke om teknologi, men om mennesker, der kommunikerer med hinanden, lytter, taler, skriver, engagerer sig. Bloggen her vil følge udviklingen, finde de gode, spændende historier og give kontekst, forklaringer og baggrund – og skabe et udgangspunkt for handling.

Bloggen Internet Revolution vil dække de mediemæssige og politiske opbrud i den nye offentlighed. Den vil undersøge, hvad der sker med sandheden, når alle får deres egen nyhedskanal og alle kan byde ind med banebrydende afsløringer – og med rygter og løgnehistorier. Og bloggen vil kortlægge den nye kontrol, og forsøge at besvare, hvordan borgerne kan svare igen og bevare deres frihed, sikkerhed og anonymitet på nettet. I de næste par uger vil bloggen blandt andet se på, hvad sociale medier kan bruges til på Haiti, hvad der egentlig skete i Iran i juni 2009, og hvad der siden er hændt, på den amerikanske udenrigsminister Hillary Clintons helt nye Internet Friheds-initiativ, der sætter hårdt mod hårdt, og hvordan vi skal forholde os til kampen mellem Google og Kina.

Følg med på Internet Revolutionen. Kommentarer er naturligvis meget velkomne – det manglede da bare på en blog.

En messe for Martin Luther King

Ugens USA-klumme handler om sidste mandags Martin Luther King Jr. dag, hvor vi var i Washington National Cathedral til en mindehøjtidelighed, der altså affødte en klumme. Udpluk fra klummen, der kan læses online her:

Forrige mandag gik vi i kirke for at fejre en af USAs store konger – nej, det var ikke Elvis, men derimod Martin Luther King Jr., hvis fødselsdag blev udråbt til national helligdag i 1986, dels for at fejre en af USAs helte og dels for at fejre, hvor langt USA er kommet siden King. Vi tog af sted for at tage pulsen på Kings store – og helt igennem amerikanske – drøm.

Der var god grund til at være en smule skeptisk, for holder borgerrettighedsbevægelsen stadig efter dens endegyldige sejr med valget af en sort mand til USAs præsident? Er en messe for Martin Luther King ved at blive et museumsstykke på linje med Dybbøldagen?

Information om mindehøjtideligheden kan læses her. Vidste du for øvrigt, at National Cathedrals nyeste gargoyle forestiller Darth Vader?

Pas nu på, GOP!

Glenn Reynolds var en af de tidligste 1. generations bloggere på sin verdenskendte Instapundit blog (Instant Pundit = øjeblikkelig kommentator), der primært består af korte links, henvisninger og kommentarer med 10-20-30 updates om dagen. I anledning af Scott Browns bemærkelsesværdige sejr i kampen om senatsædet i Massachusetts, har Reynolds en længere opdatering, der er værd at læse:

But while Scott Brown could get elected as the anti-Obama figure — and while others will be able to pull that off in the fall — the GOP needs to be sure that it doesn’t just look like it’s lining up for its turn at the trough. Polls show that most Americans want smaller government, even with fewer “services.” Running on a platform that money’s better kept in voters’ own pockets, rather than handed over to special interest logrolling and vote-buying, will work: If it’ll work in Massachusetts, it should work pretty much anywhere. It is a fashionably-gloomy line among some on the right to say that the country’s too far gone in statism and the government-handout parasite culture to support such an approach — but again, if you can make it with this in Massachusetts, you can make it pretty much anywhere.

Efter min mening har amerikanske vælgere både i november 2008 og nu her i januar 2010 slået fast, at de er trætte af den måde, Washington fungerer på: de er trætte af valgflæsket, bestikkelsen, særinteressernes hærgen. Republikanerne skal imidlertid ikke tro, at det er et carte blanche til dem til at komme tilbage til magten. Tværtimod: Obama blev valgt som protest mod Bush, nu er Brown blevet valgt som protest imod Obama. Det er tid til selvransagelse, ikke kun hos demokraterne, men i hele Washington.

Vaffelmanden i Det Hvide Hus

Dagens USA I DAG-klumme i Berlingske Tidende handler om den ubeslutsomme Barack Obama, der ikke har gjort det så godt udenrigspolitisk, som man kunne håbe på. Et uddrag fra Vaffelmanden i Det Hvide Hus:

Obamas problem er grundlæggende, at hans politik er vægelsindet, eller som man siger i USA: han er en »waffler«, der træder vande uden at kunne bestemme sig. Vaffelmanden Obama vil hellere være populær end træffe hårde beslutninger, og det gælder både på den hjemlige og den udenrigspolitiske arena.

Den store satsning over for de autoritære regimer var »en udstrakt hånd, hvis I åbner jeres knyttede næve«, som det så poetisk blev formuleret i tiltrædelsestalen for et år siden. Politikken indeholdt blandt andet en servil »genstart« over for Rusland, nedprioritering af menneskerettigheder over for Kina, og en valen og klassisk »vaflende« anerkendelse af det gustne valgresultat i Iran.

Læs videre “Vaffelmanden i Det Hvide Hus”

Obamas Nobelpristale

I forberedelsen til en Berlingske-klumme til på tirsdag, gennemså jeg hele Barack Obamas Nobelpris-tale fra 10. december. Den kan ses online i fuld længde her:

Det er en ret interessant tale af flere forskellige grunde. De første 20 minutter er en fremragende og overbevisende lektion i begrebet “Den retfærdige krig”, der må have forbløffet det norske Nobel-pris publikum, når man tager i betragtning, hvordan nordmændene i øvrigt har det med amerikansk krigsførsel. Obama forsvarer krig som et nødvendigt magtmiddel i en uperfekt verden, og han giver både pacifister og anti-amerikanere tørt på. Det morsomme er naturligvis, at det han siger i princippet kunne være sagt af en hvilken som helst amerikansk præsident, og at de nogenlunde samme argumenter blev brugt af præsident Bush Jr. Amerikanere er åbenbart alle fra Mars (læs Robert Kagans Paradise and Power: America and Europe in the New World Order).

Talens anden del er noget mere ulden, hvor han skal forklare USAs fremtræden netop nu i Afghanistan og andre steder. Det er noget med pres imod Iran, noget med sanktioner og noget med nogen der misbruger islam. Der er også en lidt tynd “universalistisk” gennemgang af, hvad Obama mener alle mennesker i verden ønsker (“fred og velstand”), sammen med et argument om at “alle” religioner må bekende sig til Den Gyldne Regel, hvilket vist afslører Obamas amerikanske og kristne livssyn mere end noget andet i talen.

Igen er Obama en forbilledlig og overbevisende taler, når det handler om abstrakte intentioner, men når det kommer til substans, bliver det hele meget omstændeligt og “på den ene side og på den anden side”. Hvad jeg i øvrigt mener om den sag, skriver jeg mere om på tirsdag i Berlingske Tidende, så stay tuned…

Tælleren tæller

Jeg har tilføjet et par gamle tællere til min Sitemeter-tæller, som du kan se nederst i højre hjørne. Det betyder, at jeg tager besøgene fra min www.larshvidberg.dk blog (siden juli 2004) med i regnskabet – det er ca. 46,000 besøg – og besøgene fra whiteberg.wordpress.com – 22,000 besøg. Da jeg også har flyttet arkiverne over til denne side giver det et mere retvisende billede af, hvor mange der har læst – eller kigget på – min blog i de snart 6 år jeg har blogget i wordpressformat, også selvom den har befundet sig på flere forskellige adresser i cyberspace (jeg regner med, at den her holder lang tid endnu).

Det er jo et helt spændende arkiv, der former sig her. Men det var jo også meningen. Jeg håber, at jeg får endnu mere tid til at rette siderne til i fremtiden.

Easy Rider og drømmen om frihed

Søndag aften genså jeg Dennis Hoppers klassiker Easy Rider, der for over 40 år siden revolutionerede Hollywood. Filmen var et af de første eksempler på en billigt produceret “uafhængig” film (det vil sige produceret udenfor de store selskaber) og dens enorme indtjening fik de store producenter til at kaste håndklædet i ringen: De anede ikke længere, hvad publikum ville have. Men det vidste Dennis Hopper og kompagni, der tjente millioner på “Easy Rider’s” appel til hippiegenerationens tørst efter spejlbilleder, sansninger og film, der kan dvæle og gøre noget andet end bare at fortælle ramasjang. (Hvis man vil have hele historien, anbefales Peter Biskinds fremragende Easy Riders, Raging Bulls)

Filmen har en meget simpel struktur: Det er rejsen – filmen opfandt også road movie genren – både som fysisk og som mental vandring, og rejsen som et tidsportræt: To unge mænd, Captain America (Peter Fonda) og Billy (Dennis Hopper) drager fra Californien til New Orleans, hvor de skal sælge noget kokain og more sig. De er på vej til deres “big score”, der vil gøre dem rige, men på rejsen møder de både kollektivistiske, udflippende hippier, en gal advokat (Jack Nicholson i hans første glansrolle) og hippie-hadende rednecks. Turen maner til eftertanke, der formuleres ret klarsynet af Captain America i den ellers sparsomme dialog: “We blew it”. Selvom de fik pengene, fandt de ikke det, de virkelig søgte: Friheden.

Ved gensyn er det forbavsende, hvor præcist filmen kan fortælle historien (eller en af historierne) om 60’ernes kulturrevolution, hvor hippiernes modkultur blev mainstream. Det starter godt med fællesskab, kollektivt jordbrug og masser af joints, men efterhånden bliver følelserne mere ubehagelige: Hovedpersonerne møder meget modstand fra de reaktionære rednecks, der vil klippe deres hår og tæve dem for at give deres piger frække tanker, og til sidst bliver det rigtig voldeligt og ondt. Én streng i historien er således, at hippiernes frihedsoprør mislykkedes, fordi “samfundet” slog for stærkt igen, eller som Jack Nicholsons karakter formulerer det: “De taler meget om personlig frihed, men når de ser et rigtigt frit individ, så bliver de vrede, bange og voldelige.”

Men som en understrøm bag den lidt platte “systemets fascister vil slå os ihjel” historie ligger også en mere tragisk fortælling om den uhåndgribelige frihed, Captain America og Billy søger: De kan ikke holde sig selv fast noget sted, og de penge, de endelig finder, gør dem ikke lykkelige. Inden da har de været på et grimt syretrip, der på en kirkegård i New Orleans har afsløret deres indre dæmoner og had, angsten for døden, utilstrækkelighed og vanvid. Der, hvor de tror, at de finder befrielse og spirituel indsigt, der findes kun galskab og skræk. Der er ikke rigtig nogen vej tilbage herfra, og ligesom 60’erne endte i vold og drab ved rockfestivalen Altamont (Woodstocks modstykke), ender Easy Rider også med mord.

I grunden har jeg rigtig meget sympati for hippedrømmen om frihed, om at leve i nuet og være som et barn i hvert eneste øjeblik (de lykkeligste øjeblikke i filmen er netop sådan nogle lalleglade oplevelser) – eller som Peter Fonda siger anerkendende til en bonde: “You do your own thing in your own time” – og jeg elsker drømmen om rejsen, om den åbne landevej, hvor man kan søge friheden – men alt for sjældent finder den. “Easy Rider” byder på nogle helt fantastiske billeder og giver virkelig en lyst til at rejse i det sydvestlige USA, blandt de fantastiske klipper i Momument Valley. Hippiernes første fase har jeg stor respekt for, og “Easy Rider” står og vibrerer lige der, hvor hippiebevægelsen begynder at blive politisk og falder over i sit totalitære modstykke. Den politiske mobilisering ligger i logisk forlængelse af Captain Americas fiasko: For det er jo “The Man”, “Systemet” og “Markedet”, der ikke vil have, at vi er frie. Eller er det? Svaret på det spørgsmål er – også – en af de spændende ting ved “Easy Rider”.

Amerikanernes skepsis overfor staten vokser

Peter Kurrild-Klitgaard i tirsdagens USA I DAG klumme. Allerede online nu: Hader amerikanerne staten?

Ganske bemærkelsesværdigt er amerikanernes skepsis over for statsmagten vokset under finanskrisen. En Pew-måling fra oktober viste, at andelen, der foretrækker en »mindre offentlig sektor med færre opgaver« i forhold til en »større offentlig sektor med flere opgaver«, er steget fra 42 pct. i 2008 til 51 pct. i 2009. I december viste meningsmålinger i Wall Street Journal, at kun 23 pct. stoler på staten »altid eller størstedelen af tiden« – hvilket er den mindste andel i 12 år. Gruppen af vælgere, som synes, at staten skal »gøre mere for at løse problemer og opfylde menneskers behov«, er skrumpet med 5 procentpoint, siden Obama for et år siden blev præsident, mens andelen som synes, at staten skal overlade mere til erhvervslivet, er steget med 8 procentpoint. Udviklingen er mest udpræget hos de uafhængige midtervælgere: Da de stemte på Obama, syntes et lille flertal, at det offentlige skulle »gøre mere«, mens de nu med en overvældende margen på 17 procentpoint mener, at politikerne skal »gøre mindre«.

Udbredt selvcensur blandt danske kunstnere

Fra forskræppet til en A4 undersøgelse:

Danske kunstnere lægger i høj grad bånd på sig selv for ikke at komme til at fornærme med deres kunst, viser en undersøgelse.

Flere kunstnere udtrykker bekymring over en stigende selvcensur i dansk kulturliv.

Frygten for repressalier fra fanatikere er den primære årsag til, at en lang række danske forfattere, billedkunstnere, galleriejere og museumsledere vælger at gå på listesko. Det viser en undersøgelse, som Ugebrevet A4 offentliggør mandag.

I alt har 654 personer deltaget i undersøgelsen, og næsten halvdelen mener, at ytringsfriheden i dag er truet.

Der er eksempler i artiklen på forfattere, der direkte har rettet i deres kunst, for ikke at fornærme ekstremister. Det er – naturligt nok – primært beskrivelsen af islam, der trykker. Det er meget problematisk, men jeg forstår egentlig godt forfatterne. Jeg ville heller ikke røre emnet islam med en ildtang, selvom det givetvis er et af de vigtigste emner i Danmark i dag. Det vil sige: Man kan sagtens skrive om islam, men der er ganske bestemte måder, det skal gøres på: ekstremismen skal isoleres, eller gøres til et problem “på begge sider”, og man skal for alt i verden undgå antydninger af, at islam i sig selv kan være et problem (om det er det, ved jeg ikke). Først og fremmest skal man fokusere på “samfundets” rolle, isoleringen der skaber ekstremisme, og gerne presset fra uforstående, fordomsfulde danskere, der “tvinger” unge muslimer ind i ekstremisme.

Desuden er det nok også et spørgsmål om tilfældigheder, om man kommer i søgelyset eller ej. Nogle kan skrive ganske negativt om islam – eksempelvis Henrik Norbrandt – uden der sker noget, mens andre skal passe på, selvom de egentlig har en positiv vinkel, eksempelvis Kåre Bluitgen, der som sådan er ganske positivt stemt overfor muslimer og indvandring.

Desuden er der i et lille, statsstyret land som Danmark, hvor bevillingerne kommer fra ganske få personer, også et stærkt pres fra andre kunstnere til at have konforme, politiske holdninger. Man må for alt i verden ikke have holdninger, der på nogen måde kan minde om Dansk Folkeparti. Det kan være farligt for karrieren.

Selv ved jeg i øvrigt ikke helt, hvad jeg mener om hele affæren. Der er problemer med islam, men det virker især som som, det er kombinationen af dansk velfærdsstat og islam, der er giftig. Kombinationen velfærdsstat og etnisk dansker virker for øvrigt heller ikke for god, så vidt jeg kan se.

Kunstnere vil gerne se sig selv som særligt udvalgte mennesker, der tør sige sandheden til “Magten”. Men de er naturligvis mennesker ligesom alle andre, primært interesserede i overlevelse og snævre egeninteresser. Der er jo så meget i verden, man kan skrive om. Hvorfor skrive om islam, hvis det kan skaffe én problemer på halsen?

Opdatering:

Kristian Ditlev Jensen omtaler undersøgelsen i sin udmærkede blog i Jylllands-Posten. Han skriver “Fak Mohammæd” for at være slem og alligevel ikke skrive helt om islam, men jeg forstår godt hans pointe: Med kunsten kan man skrive udenom og indenom, og det skal man også. Men bemærk i øvrigt også denne interessante kommentar fra Trisse Gejl om metodikken bag undersøgelsen:

47 % mener, at ytringsfriheden er truet i Danmark i dag. Det svarede jeg også ja til og skrev i bemærkningsfeltet, at jeg var bekymret for forsvarets angreb på ytringsfriheden i forbindelse med jægerbøgerne! Andre har noteret, at det er burkaforbud og tørklædedebat, der truer ytringsfriheden. Ingen af kommentarerne er kommet med i den endelige artikel, hvor vores svar nu indgår som en bekræftelse på, at kun muhammedsagen truer ytringsfriheden.

Metodikken er interessant, og den er naturligvis gearet til at give det mest chokerende resultat.

Selvcensur på The Met

The New York Post rapporterer, at det store Metropolitan Museum i New York har fjernet portrætter af Profeten Muhammed fra dets fremragende samling af Islamisk Kunst:

The Metropolitan Museum of Art quietly pulled images of the Prophet Mohammed from its Islamic collection and may not include them in a renovated exhibition area slated to open in 2011, The Post has learned.

The museum said the controversial images — objected to by conservative Muslims who say their religion forbids images of their holy founder — were “under review.”

Critics say the Met has a history of dodging criticism and likely wants to escape the kind of outcry that Danish cartoons of Mohammed caused in 2006.

Navnet på samlingen skal også ændres:

Three years ago, the Met changed its “Primitive Art Galleries” to the “Arts of Africa, Oceania and the Americas” for the sake of political correctness, said author Michael Gross, author of “Rogues’ Gallery,” a book about the Met.

Just recently, it decided its highly anticipated “Islamic Galleries” will be given an awkward new name ahead of the 2011 opening. Visitors will stroll around rooms dedicated to art from “Arab Lands, Turkey, Iran, Central Asia and Later South Asia,” according to a museum press release.