Blame It On Fidel

Blame It On Fidel: Fremragende lille film om en fransk pige, der vokser op i starten af 70’erne med venstreorienterede forældre, der hellere vil kæmpe for Allende end bo i en stor villa – hvilket ikke passer pigen særligt godt. Meget solidarisk skildret fra pigens perspektiv (Nina Kervel-Bey er et fund i hovedrollen), uden at være fordømmende eller politisk. Instrueret af Julie Gavras, som er datter af legendariske Costa-Gavras, der instruerede Z, en af mine favoritfilm (selvom det er længe siden jeg så den) – filmen bygger derfor sikkert på personlige oplevelser i det venstreradikale pariser-miljø omkring 1970. En lille perle.

USA I DAG: Ud af skabet

Nu er det igen tid til min USA-klumme i Berlingske Tidende. Den kan allerede læses online her.

Men under de skiftende brudflader er der langsigtede trends. Én af dem er den stadigt større sociale accept af homoseksuelle overalt i det amerikanske samfund, ikke kun i TV-serierne og filmene, men snart også i militæret. Det mest interessante er måske, at selvom de homoseksuelles sejrsgang umiddelbart kan ses som en sejr for venstrefløjen, kan udviklingen på sigt blive en gevinst for det konservative USA.

De nye amerikanske generationer – MTV-generationen og Facebook-generationen – er generelt præget af større social tolerance, og det gælder også de unge aktivister på højrefløjen. Tidligere tiders konservative mærkesager som abort, homoseksuelt ægteskab og indvandring, er måske ved at blive afløst af en mere økonomisk dagsorden, som også præger Tea Party-bevægelsen – en modstand imod en stærk centralstat med hovedkvarter i Washington D.C.

Et par noter: Jeg fik igen bekræftet mine anelser her i weekenden, hvor jeg til en fest snakkede med en del folk, der var enige med mig (anekdotisk bevis, men sådan er det). Tendensen kan dog også føre til en splittelse i konservative kredse mellem “libertarianere” og traditionalister. Interessant nok var emnet også relevant på den store, årlige konservative CPAC-konference i Washington DC. Her var den homoseksuelle/konservative organisation GOProud medsponsor af konferencen, hvilket førte til en række udvekslinger på talerstolen (se videoer her), hvor publikum via buh-råb og klappen viste, at de faktisk mest var på bøssernes side. Det er nye vinde, der blæser i den konservative lejr, hvilket også har fået traditionalisten Mike Huckabee til at sige, at CPAC nu er “too Libertarian“.

Islam med et menneskeligt ansigt

I løbet af de sidste to uger har jeg skrevet tre nye indlæg på Internet Revolutionen:

Dagens indlæg hedder Islam med et menneskeligt ansigt, og er en beretning om en personlig oplevelse, da jeg besøgte Iran i april 2007. Kommentarerne har heldigvis ikke været så opflammende, som jeg havde frygtet. Det er desværre lidt en pestilens i den danske blogverden med de evige, unuancerede kampe om islams essens og subsidiært (på den ‘anden’ fløj) om onde vestlige kræfters intriger imod uskyldige mellemøstlige lande.

Desuden skrev jeg for nylig indlæggene Revolutionen kommer på Facebook (også om Iran, med billeder) og et indlæg om Fri Debat, der har givet rigtig megen – fri – debat. Det er jo dejligt.

Grunden til, at jeg også lige noterer de ting her, er så kategorien “Artikler” rummer links eller overvejelser til de professionelle artikler, jeg får udgivet.

Narnia

For nylig mistede jeg et ældre familiemedlem, som jeg holdt meget af. Samme dag købte jeg de samlede Narnia-historier (i en udgave fra Barnes & Noble), fordi jeg havde brug for at læse noget, som var præget af godhed og håb. Narnia virker. Jeg er nu halvt igennem Troldmandens Nevø og det er en fornøjelse og et smukt gensyn. Jeg læste alle bøgerne mange gange, da jeg var omkring 10-11 år. Det var kort efter, min mormor døde, så måske var der en form for trøst i at læse bøgerne. Måske er det den samme form for trøst, jeg genfinder nu. Narnia-serien kan købes her i en udgave fra Amazon.

John Lennon: The Rolling Stone Interview

Har netop lyttet til den fjerde af fem dele af det berømte Rolling Stone interview med John Lennon fra 1970. Fascinerende lytning, en ærlig, vred, passivt-aggressiv og tvetydig Lennon, lige efter bruddet med Beatles, lige omkring det tidspunkt han udgiver sin første solo plade, John Lennon/Plastic Ono Band (en fantastisk, hudløs plade, som jeg varmt anbefaler, selvom den intet har med Beatles at gøre), hvor han i følge sig selv endelig er ærlig og skriver de ting, han vil.

Interviewet kommer godt omkring og viser en storbandende og til tider ret bidsk side af Lennon, især i omtalen af Beatles-tiden, som han ikke husker med nogen kærlighed: Paul McCartney var en control freak og de var alle nogle narkodrevne liderbasser. Det hele var lort, ifølge Lennon, og selvom han godt kan lide et par sangene er han mest optaget af at spolere myten om Beatles, måske for at bane vejen for sin egen solokarriere. Han hader også hippierne, som han kalder langhårede middelklasseunger, fredsbevægelsen, som er en masse farlige, “up-tight” mennesker med fredstegn, men han elsker Yoko Ono, der også er med til interviewet, selvom han tysser og retter på hende, hver gang hun åbner munden. Interviewet giver indtryk af en person, der er i forfærdelig splid med sig selv, mens han postulerer, at han endelig er kommet i mål. Og er ved at blive fan af formand Mao.

Interviewet kan downloades som podcast her. Jeg læste først om det hos Torben Sangild.

Noter om nettet

Nettet er et fantastisk redskab. Men det vigtigste er at lære, hvornår man skal lukke for det, hvis man nogensinde skal få lavet noget.

Hvidbergs lov om det danske internet

Hvidbergs lov om det danske internet #1: Der er ingen debat, så perifer og sekterisk, den end måtte være, der ikke før eller siden kan drejes ind på emnet “islam”. Se: Berlingskes blog-sider.

Note om Mad Men

Tv-serien Mad Men, der allerede har fået meget omtale i Danmark, er fremragende. Men der sker et skred i løbet af anden og tredje sæson, som udstikker en problematisk trend for de næste sæsoner. Meget af fascinationen ved serien består i portrættet af det misogyne, storrygende og stordrikkende miljø i start-60’ernes reklamebranche. Men efterhånden som serien skrider frem, bliver alle karaktererne mere og mere sympatiske, får slebet kanterne af og bliver rare ved hinanden. Ved afslutningen af 3. sæson har vi endda en stor forbrødring og samme hammel og et stort, fælles projekt. Det luner for dramaturgien, men hvad der der i grunden tilbage af Mad Men?