Word Wars

Word Wars: En dokumentarfilm om Scrabble-nørdernes kamp! Det er en mere lavmælt version af film som The King of Kong, hvor vægten er lagt på portrættet af fire stormisbrugere af Scrabble og deres mærkelige mission om at vinde verdensmesterskabet og 25.000 dollars. Filmen er fyldt med skæve, autistiske eksistenser, blandt andet en sort fyr fra Baltimores ghetto, og man kan ikke lade være med at tænke: Hvis de nu bare brugte kræfterne på noget konstruktivt, hvad kunne de så ikke udrette? Men det ved de godt. De har valgt Scrabble.

Boogie-Preben

Boogie-Prebens triste skæbne: Artiklen er fra 2007, men jeg havde ikke hørt historien før. Jeg kan godt huske Boogie-Preben, men har aldrig kastet mønter på ham. Der var vist nogle på mit studie, der lavede en film om ham. (Det var da vist endda Mads Brügger?). Jeg håber, at det stakkels menneske fik noget ud af de femkroner, han fik tyret i hovedet, mens han breakede.

Russiske perspektiver

Evgeny Morozov har nogle interessante russiske perspektiver på kampen mellem Google og Kina. Jeg tror det på længere sigt kan give bagslag for Google, at de har allieret sig så tydeligt med den amerikanske regering, for se her, hvordan den russiske internetekspert Igor Ashmanov vurderer sagen:

On Google as an instrument of the US government and on its role in China: Google is just another way [for the US government] to tease China for not being a democracy and to get it to barge on certain economic issues. So if the Chinese don’t want to weaken remnibi’s exchange rate, we [the US government] would say that, from the perspective of a true religion of democracy – of which the US is the capital – you are heretics and we’ll be teasing you for human rights violations and the like until you weaken the rate…Eric Schmidt, Google’s CEO, frequently meets with Hillary Clinton, goes to special breakfasts [ at the state department]; the US authorities often say that Google is advancing the causes of democracy in China. How should the Chinese government view this? As an intervention in their affairs. That’s exactly what they are doing…Google was founded in a university, it works with security services – the US government would be silly not use it for America’s own good.

Det er klassiske talking-points fra den del af verden (og fra Berlingskes blogkommentarer i øvrigt), men de giver genlyd hos mange, der ikke bryder sig om vestliggørelse af deres lande.

Internettets Supermagt

Jeg deltog tirsdag i P1 programmet Horisont om Internettets supermagt. Programmet handler mest om Google, men jeg udtaler mig mere generelt om internettets muligheder for at føre til politiske forandringer, især i autoritære stater. Jeg er lettere pessimistisk sammenlignet med den anden deltager i debatten, Rikke Frank Jørgensen fra Institut for Menneskerettigheder, der i øvrigt siger nogle interessante ting. Desuden deltager Louise Brincker og Anders Høeg Nissen.

USA I DAG: Washingtons orakel

Ny USA-klumme fra min hånd: Washingtons orakel:

Det såkaldte »Congressional Budget Office« (CBO), der er en samling partiuafhængige regnedrenge og -piger, har kunnet vende tommelfingeren op eller ned til sundhedsreformen. Vil den spare penge? Eller giver den underskud? I et USA, der med stormskridt er på vej imod finansiel ruin, er det afgørende, at nye reformer mindsker underskuddet – ellers lider de den politiske vuggedød. I sidste uge sagde CBO »ja« til Obamas sundhedsreform. »Obamas reform kan spare tusindvis af milliarder« lød et triumferende Ritzau-telegram, der blev bragt i flere danske aviser. De nye beregninger viste, at reformen i løbet af de første ti år ville spare 138 milliarder dollars, og så var der bingo.

Kan man overhovedet tale om ‘sølvkugler’ på dansk?

Et par real-life venner har bemærket min anglificerede brug af ordet “sølvkugle” i overskriften til det her indlæg. Der menes naturligvis en sølvkugle, som man bruger mod varvulve, men man bruger vist ikke udtrykket på den måde på dansk. Et bedre ord ville være “mirakelkur”, men det er et kedeligt, gammeldags udtryk. Én bemærkede, at der nu var gået “Poul Høi” i den, men selv synes jeg mere, at jeg minder om Brigitte Nielsen.

Nyt blogindlæg i dag: Googles krigserklæring.

Barack Obama: Dreams From My Father

Drømme fra hans far: Barack Obamas erindringsbog Dreams From My Father er velskrevet og anbefalingsværdig, men også lidt langt i spyttet. Især første halvdel om Obamas barndom i Indonesien og på Hawaii er interessant og medrivende, mens historien taber pusten i anden halvdel, især i Kenya-delen, hvor jeg havde ekstremt svært ved at finde rundt i alle de mange Obama-familiemedlemmer og især hvorfor deres historier var relevante. Hovedtemaet er Barack Obamas søgen efter en identitet halvvejs mellem hvid amerikaner og sort afrikaner, og hvordan han søger det autentiske i sin afrikanske fortid, indtil han ved slutningen finder ud af, at hans afrikanske far og bedstefar var lige så splittede og rodløse, som han selv er (eller måske var).

Bogen virker meget ærlig og direkte, men ved nærsyn er den dygtigt konstrueret. Mange sekvenser er skrevet i dialog-form, som var det en roman, der udspillede sig, men vi kan vel næppe tro, at der er tale om de præcise replikker fra episoder, der udspillede sig 10-20-30 år før? Lige så interessant er de mange udeladelser. Hvorfor står der eksempelvis næsten intet om pastor Wright og den åndelige betydning han har for Obama? Titlen på den første prædiken, Obama hører fra Wrights side, er netop The Audacity of Hope, titlen på Obamas programskrift for USA. Alligevel stopper det søgende kapitel netop dér, hvor Obama finder hjem til troen, uden at forklare, hvad den nye tro indeholder. Det virker ret mærkværdigt. Meget “redigeret”.

Alligevel er der et væld af gode portrætter og historier om en meget kompleks mand, der lige nu er “verdens mægtigste”. Bogen ville sikkert være endnu mere interessant, hvis den var skrevet nu, hvor Obama sandsynligvis er vokset fra den meget identitets-fikserede 90’er konstruktivisme, der tærsker lidt for meget langhalm på nogle ret langhårede diskussioner om magt, race og identitet.

Grethe Bartram fortryder

Kan hun virkelig ikke huske Gestapo? “Storstikkeren” Grethe Bartram bor nu i Sverige og har huller i hukommelsen. Der står, at det er første gang, hun taler ud, men jeg synes da bestemt, at jeg har hørt historien før, også fra hendes mund – hun taler i øvrigt ikke så meget ud, som man kunne håbe. Spørgsmål: Fortryder hun, eller er hun ærgerlig over det, der skete? Det er to forskellige ting. Bonusopslag fra Kvindebiografisk leksikon om Grethe Bartram.