Bo Lidegaard sat på plads

Fra Jacob Mchangamas blog:

Lad os tage et ikke udtømmende kig på hvad der er sket siden Rushdie-sagen, der som bekendt førte til mordet på de Sataniske Vers’ japanske oversætte, etskudattentat på den norske forlægger, knivoverfald på den italienske oversætter, ligesom islamister dræbte 37 mennesker i en mordbrand på et hotel i Tyrkiet, hvor bogens tyrkiske oversætter var til stede. Den hollandske filminstruktør Theo Van Gogh blev myrdet på åben gade i Amsterdam i 2004. At Bo Lidegaard kan benægte, at ytringsfriheden er truet i Vesten, er forunderligt, eftersom Lidegaard hver dag skal gå igennem omfattende sikkerhedsprocedurer, når han møder på arbejde i Politikens Hus. Det skyldes, at der har været en række forsøg på terrorangreb mod JP bl.a. fra islamister i Sverige og USA (sidstnævnte med relationer til terrornetværk i Pakistan). Som bekendt er Kurt Westergaard også blevet angrebet af en islamist i sit eget hjem. Truslerne mod JP har været så omfattende, at JP ikke turde genoptrykke de karikaturer, der gik forud for at den franske avis Charlie Hebdo fik sit kontor brændt ned i 2011. Også den svenske provo-kunstner Lars Vilks, der har afbilledet Muhammed som en hund, er blevet udsat for flere fysiske angrebinklusiv et brandattentat. Talrige islam-kritiske politikere, journalister og forfattere såsom Geert Wilders, Pia Kjærsgaard, Naser Khader, Robert Redeker, Gregorious Neckshot og Ibn Warraq må leve i skjul eller under beskyttelse, eller som Ayaan Hirsi Ali flytte til USA.  Tyske myndighederovervejer at forbyde visning af filmen Innocence of Muslims, USA’s regeringbeder Google fjerne samme fra Youtube og fordømmer filmen, mens teaterstykker der laver tykt grin med mormoner kører for fulde huse på Broadway uden protester eller fordømmelse.

Vi lader den lige stå.

The Ambassador – mellem fakta og fiktion

Columbia Journalism Review anmelder Mads Brüggers “The Ambassador”, og finder både grunde til hyldest og forbehold:

All the same, The Ambassador is a crack investigative work that could not be attained by ordinary measures. The film proves once and for all that ambassadorial credentials can indeed be bought and sold. While staying in character, Brugger, who is now is under legal threat by the Liberian government, managed to get images of children working in diamond mines that would be the envy of any human rights organization.

Jeg var selv både begejstret og skeptisk overfor filmen. Den giver et helt unik indblik i en verden, man ellers aldrig har adgang til, men jeg synes også, at alter egoet “Mr Cortzen” tager for meget opmærksomhed; og jeg er heller ikke sikker på, at jeg køber de ny-kolonialistiske pointer. Det er i hvert fald ikke klart for mig, at Hr. Cortzens hvide hud giver ham en fordel. Havde han ikke haft penge, måtte han pænt gå sin vej igen. Men det element kunne være interessant at få mere nuanceret beskrevet.

Jonah Lehrers løgne om Dylan

Jeg havde hørt, at den kendte videnskabsjournalist Jonah Lehrer (Han er en Malcolm Gladwell/Lone Frank type, der kombinerer neurovidenskab med alt muligt andet) blev taget i fusk i flere omgange over sommeren. Først citerede han sig selv i sine blog-indlæg for The New Yorker, og senere blev han afsløret i at have opfundet citater af Bob Dylan til sin bog Imagine (ironisk nok om den “kreative” proces). Jeg havde til gengæld ikke hørt, hvor sletm det faktisk stod til med fuskeriet, og jeg havde slet ikke hørt, at det faktisk var min gode ven Michael C. Moynihan, der stod bag afløringerne. Det viser jo bare, hvor lidt jeg følger med for tiden.

Her er et link til Moynihans oprindelige klumme for Tablet, der startede affæren. Læs selv, det er en vild omgang bedrag, Lehrer har gang i:

Over the next three weeks, Lehrer stonewalled, misled, and, eventually, outright lied to me. Yesterday, Lehrer finally confessed that he has never met or corresponded with Jeff Rosen, Dylan’s manager; he has never seen an unexpurgated version of Dylan’s interview for No Direction Home, something he offered up to stymie my search; that a missing quote he claimed could be found in an episode of Dylan’s “Theme Time Radio Hour” cannot, in fact, be found there; and that a 1995 radio interview, supposedly available in a printed collection of Dylan interviews called The Fiddler Now Upspoke, also didn’t exist. When, three weeks after our first contact, I asked Lehrer to explain his deceptions, he responded, for the first time in our communication, forthrightly: “I couldn’t find the original sources,” he said. “I panicked. And I’m deeply sorry for lying.”

Her fortæller Moynihan om, hvordan det pludselig var at stå midt i en mediestorm. Han kan i øvrigt følges på Twitter.