Jeg har en kommentar i Berlingske Tidende i dag, om Ayn Rand, Saxo Bank og finanskrisen. Den kan læses online her.
Et lille uddrag:
Tilstandene i finanssektoren de sidste par måneder minder i hvert fald slående om Rands dystropiske version: De dygtigt ledede virksomheder og de borgere, der ikke har taget hovedløse lån, straffes for deres fornuft ved at skulle betale for de uansvarliges tåbeligheder. Rands skrækvision er således kun et par skridt fra det samfund, vi har nu, hvor ansvaret og risikoen bliver stadig mere diffus og staten påtager sig stadig flere opgaver og forpligtelser og til gengæld påberåber sig retten til at bestemme alt.
Derfor er Atlas Shrugged en bog til tiden. For at advare mod de dystre langsigtede udsigter, hvis vi bliver ved med at frikende folk fra ansvar, selvom de burde vide bedre. Hvis vi bliver ved med at lægge bånd på de kreative og de dygtige og dynge forpligtelse på forpligtelse på dem – så holder de en dag op med at trække læsset. Og hvor er alle vi andre middelmådige skvadderhoveder så henne?
Men alligevel mangler der noget. Hvad med Atlas selv? Hvad med markedet selv? For selvom det er sandt, at krisen også har politiske årsager, og der ingen grund er til at tro, at politikerne kan løse den, så er de store aktører på finansmarkedet jo mindst lige så medskyldige. Den dårlige regulering og de lave rentesatser fra centralbankerne fik en særdeles villig medspiller fra en lang række banker, hvis smarte nye låneprodukter gjorde krisen til virkelighed. Det var en vanvittig lemmingemarch ud over afgrunden – og hvor alle endda godt vidste, hvor det bar hen. De kunne bare ikke modstå fristelsen.
Jeg undskylder i øvrigt her for fejlstavningen af dystopisk. Dystropisk hmmm….
Ingen tvivl om at grådighed er kommet for at blive.
Men jeg tror nu du overser en ikke helt uanselig faktor i placeringen af ansvaret for boblen – nemlig centralbankernes ekspansive og aktivistiske pengepolitik, anført af kryptopolitikeren, Alan Greenspan.
Vi har tendens til at fordele ansvaret på blot to instanser: Politikerne, der enten regulerede for lidt eller for meget, og de store private finansvirksomheder, som hele tiden forfulgte målet: Mere.
Men derved overser vi den vigtigste aktør i ligningen – den politisk regulerede pengemængde og den kunstigt regulerede rente.
Læs på Mises Instituttets hjemmeside for den rendyrkede, “østrigske” forklaring (http://mises.org/) – eller på Adam Smith Instituttets blog (http://www.adamsmith.org) for en mere afbalanceret (og mindre skarp) forklaring.
At skyde skylden på grådigheden er altid fristende – men hvem er den dumme? Den der i en pengepolitisk drevet væktboble investerer med (penge-)strømmen og bliver rig, eller den der råber “boble!” og “ansvarlighed!” og nøjes med 2% i banken? Det er da klart at folk med finansiel indsigt har benyttet chancen til at tjene kassen. Det har jeg svært ved at have ondt af. Heller ikke at en del af dem ikke vidste at stoppe i tide og er røget på r….. igen.
Vi har vænnet os så totalt til eksistensen af politisk regulerede centralbanker at vi helt har glemt at de langt fra at være naturlige størrelser, er et af de mest markante indgreb i det frie marked overhovedet.
Jeg nævner da pengepolitikken som en vigtig faktor? Jeg kender godt argumentet, og det er vigtigt. Har også gentaget det flere gange her på bloggen.
Men der er også noget andet: Alle de involverede vidste godt, at det her var dybt tåbeligt. Alligevel fortsatte de som om intet var hændt. Det ville altså faktisk havde været mest fornuftigt af dem ikke at tage de risikable chancer, men de gjorde det alligevel.
Kan man overhovedet ræsonnere sådan, Lars? Jeg har selv spekuleret en del på det.
Lad os forestille os et kapløb, hvor nogle deltagere lægger alt for hårdt ud og derfor går døde, inden de når mål. Andre disponerer klogeligt over deres kræfter og kan dermed gennemføre og være med i vinderopløbet. Desværre er der den feature ved kapløbet, at dommeren er vægelsindet og blødsøden. Når han ser en person gå ned, så får de en trøstepræmie for en god indsats. Og da alle de fornuftige er nået i mål er han pludselig løbet tør for præmier.
Hvis man løber for at få en præmie, hvad er så den rette taktik? Den dumme vil gøre som han altid har gjort og spæne derudaf til han går kold. Det ville han have gjort uanset hvad. Så han vinder i dette uretfærdige scenarie, selv om det slår ham halvt ihjel. Den snusfornuftige, men ikke for kvikke løbe vil gennemføre løbet i flot stil, men ende med at blive snydt for en præmie. Den rigtigt kvikke, der har opdaget hvor det her bar hen, ville derimod spæne præcis så meget, at han ville blive en af præmiemodtagerne – men dog spare så meget på kræfterne, at han kunne deltage i et løb igen.
Det er ikke nogen perfekt analogi til markedssituation, der absolut ikke kan koges ned til så simpel en model – men det indeholder nogle af de samme elementer. De dumme oversatsede og de snusfornuftige blev snydt (de får lov at betale regningen). Er det så det mest fornuftige valg at være den snusfornuftige? De dumme levede i det mindste fedt undervejs.
Problemet opstår vel deri, at selv om alle kan se, at det er dumt at alle løber i den samme retning, så kan det ikke nødvendigvis betale sig for nogen at vælge at løbe i en anden, når incitamenterne er så skævvredne, som de har været i dene givne situation.
Udmærket debatoplæg. Som jeg har forsået det, var et af de centrale elementer i krisen, at regering/parlament/centraladmin havde lavet regler der klart favoriserede banker, som førte en uansvarlig lånepolitik. Kan man da forvente, at bankerne skal underkende dommerens nye regler og lade deres egen superetik styre dem til en sekundær position i håbet om at en krise kommer og basher konkurrenterne? Det ville være imponerende, men med politkernes hang til at gribe ind og lege redningsplanke, ville det også være voldsom hasard. En tvivlsom taktik.
Hovedfejlen må vel ligge i politikerne (centraladmin)s indblanding. Folk må og skal ryge på røven, og flekslån må og skal betales af kasse 1, ikke af statskassen.
Jo, du nævner pengepolitikken – og har gjort det før, men når du (også) peger fingre af bankers og investorers (uregulerede) tåbelighed, er det som om di glemmer argumentet igen.
Alle bobler er drevet af: Overdreven pengerigelighed som belønner dem der tager overdrevne risici og opmuntrer til finansiel kreativitet (jf. også den såkaldte “Yen Carry Trade” … endnu en pengepolitisk drevet bombe der venter på at eksplodere).
Jeg synes Thomas’s analogi rammer meget præcist. Der er bare ingen der ved hvornår løbebanen pludselig bliver til Alpe D’Huez (anden sportsgren, I know …) og tonserne bliver straffet. Så du taber hvis ikke du løber stærkt mens boblen vokser. Og du taber hvis du ikke holder igen inden den eksploderer. Nogle få mennesker vinder, men de fleste af os bliver fattigere, inkl. de fleste af dem der blev super-boble-rige.
Pointent, tror jeg, er at den uansvarlige pengepolitik også er årsagen til at boblen fortsætter på trods af at “alle” ved at den er uholdbar. Hele den risikostyring som ligger i et rent markedsdrevet pengesystem bliver smadret.
Jeg har naturligvis respekt for rente-argumentet, men jeg mener nu alligvel ikke, man kan bruge det hele vejen. Det er sandt, at rentepolitikken har været sådan, at man skulle være en “idiot”, hvis man ikke gearede sine penge med en faktor 10 eller 20.
Men alligevel, så ikke: På trods af hjælpepakker, så gik både Roskilde Bank og Lehmann Brothers faktisk fallit, mens andre banker er i en slem knibe. Andre banker igen – som Saxo Bank så vidt jeg ved – har kombineret en god vækst med fornuftige investeringer, så de ikke sidder med en kæmpe gæld.
Jeg selv kunne godt have gearet min friværdi, men valgte ikke at gøre det – fordi jeg i sidste ende mente, at det var ufornuftigt, fordi boblen bare måtte sprænge en dag. Jeg kunne have siddet med en stor gæld i dag, hvis jeg havde gjort det “pengepolitikken” dikterede. Så incitamenter betyder noget, og både rentepolitik og hjælpepakker er med til at sparke i den forkerte retning, men det er jo ikke hele historien.