Jeg har meldt mig i debatten om Muhammed-tegningerne med en kommentar i Berlingske Tidende. Here we go again, er man lige ved at sige, men jeg tror, at jeg har en lidt anden vikel at byde på. Jeg har studeret satire i forbindelse med mit universitetsspeciale, og konklusionen er, at “Satire” og “ansvarlighed” bare ikke hører sammen i samme sætning.
Debatten er afgørende, fordi der på begge fløje af debatten er ved at indfinde sig et mærkeligt kompromis om, at man kan finde ind til en »samfundsgavnlig« og »opbyggelig« satire, hvis spilleregler man skal overholde. Mange forsvarere af Jyllands-Posten hævder nu, at krænkelserne af muslimernes følelser var et uheldigt biprodukt af et oprindeligt godt formål, nemlig at gøre opmærksom på selvcensur. De krænkede muslimer (og deres ikke-muslimske talsmænd) forsøger at opstille krav om den »gode tone«, mens de skinhelligt bekender sig til ytringsfriheden. Det eneste man efterhånden er uenige om, er hvorvidt karikaturerne befinder sig inden for eller uden for den »tilladelige« satire.
Det er en farlig retorisk balancegang, der på den ene side er hyklerisk snik-snak, og på den anden side er et snedigt forsøg på at intimidere den offentlige debat.
Problemet er, at forestillingen om, at man kan afgrænse den »gode« satire fra den »onde« satire, er det rene nonsens.
Kommentaren blev skrevet temmelig hurtigt tirsdag nat, så der er sikkert ting, jeg ville skrive anderledes i dag, men grundbudskabet kan jeg bestemt stå inde for. I øvrigt rimer den sidste sætning, og det er da meget sjovt.
Opdatering: Jeg ser nu, at Berlingske tidende har oprettet en debat-side om satire i forbindelse med artiklen. Jeg kan se, at opbakningen til at begrænse ytringsfriheden for at beskytte folks følelser, lever i bedste velgående, samt at klicheen om den “gode” satire overfor den “onde” latterliggørelse også kører der ud af. Kan være jeg skal skrive et indlæg om, hvordan den modsætning ikke holder æstetisk eller historisk. Beklager den nævenyttige irettesætter i mig 🙂
God kommentar.
Jeg havde nok også inddraget og problematiseret EU’s nye rammeafgørelse om bekæmpelse af racisme og fremmedhad i klummen, såfremt jeg havde skrevet den, for at illustrere at det skam ikke kun er teokraterne og diktatorerne, der i dag har flertal i FN, der er ude efter vores ytringsfrihed. Det er ret vigtigt, at befolkningen bliver opmærksom på, at bureaukraterne i EU’s – altså folk, der faktisk kan gennemtvinge lovgivning og sådan, og ikke alle repræsenterer rendyrkede diktaturstater – syn på ytringsfriheden, og så de arabiske oliesheikers syn på samme, faktisk er temmeligt ens; det er en af de områder, hvor journalisterne i dag i den grad skuffer.
Men at medtage disse forhold ville selvfølgelig give klummen en noget anden vinkel, end den du valgte, og det var trods alt også “bare” en kommentar, ikke en længere kronik.
Ja, jeg ville gerne holde det på et lidt mere principielt plan. Men der er da bestemt ikke noget I vejen for, at du skriver en sådan kommentar 🙂 – folk tror jo, at det med tegningerne er et overstået kapitel, men effekterne siver lige så stille op gennem systemet.
Der er masser af debat på min Facebook side – lidt ærgerligt, at man ikke kan få den herind.
Lars, det er en udmærket kommentar, men er det ikke sådan, at hvis man er lidt træt at islam og mener, at denne religion er lidt eller meget i modstrid med det vestlige demokratiske system, så er man for tegningerne og for at “satire” og “ansvarlighed” ikke hænger sammen, mens hvis man mener det modsatte, så er man heller ikke tilhænger af Muhammed-tegningerne?
Det jeg mener er, at vi måske er farvet i vores indstilling til avissatire af vores holdninger til islam og kulturdebatten osv.? Er det helt forkert set?
Venligst,
Maria
Hej Maria,
Jo, det har du sikkert ret i (personligt er jeg både træt af islam og træt af at høre om islam), og derfor var målet for kommentaren også at spille nogle begreber på banen, som måske kan hjælpe os med at kommer over den forståelseskløft. Jeg ved ikke om det har hjulpet. Problemet er, sådan som jeg ser det, at der er to helt forskellige debatter i to helt forskellige kontekster. Den første debat er æstetisk/etisk, den anden juridisk. Den førte kontekst er Danmark før Muhammed-sagen blev international, den anden er efter.
Den første debat handler om, hvorvidt man kan “lide” tegningerne eller ej, den anden om hvorvidt man synes, at de skal forbydes. Her er det klart, at man personligt kan tage afstand fra tegningerne (jeg var egentlig ikke så meget for dem i starten) og mene, at man ikke skal sige sådan nogle ting. Det er helt fint med mig. Problemet bliver, hvis man også kræver lovgivning, der kan banke folk på plads, så de ikke driller. Det mener jeg – af de grunde jeg nævner i kommentaren – er meget problematisk. Jeg mener at vi skal begrænse os til en injurielovgivning og ellers give frit spil, i tryg forvisning om at de fleste er voksne nok til at løfte ansvaret for at holde en sund debat igang.
Så er der konteksten. Før sagen blev international havde jeg egentlig betydelig sympati for de danske muslimer, der følte sig ramte af tegningerne. Jyllands-Postens debatsider er ikke altid artig læsning, og selvom jeg finder muslimernes hengivenhed for deres Profet helt hen i vejret og komplet uforståelig, kunne jeg godt se den større tendens, som de reagerede på. Og så længe protesterne er fredelige, er enhver feedback fin med mig.
Sagen blev naturligvis en helt anden, da Muhammed-tegningerne blev internationale, Kurt Westergaard fik en pris på sit hoved og OIC landene krævede med slet skjulte trusler, at vi ændrede vores lovgivning. Det mener jeg var og er helt uacceptabelt, og alle danskere burde have støttet op om Jyllands-Postens sag. Jeg havde helst set tegningerne genoptrykt i alle aviser verden over for ligesom at slå pointen fast. Det skete dog ikke og tværtimod begyndte en masse danskere at sige “undskyld” for noget, de aldrig havde gjort. Det lærer jeg aldrig at forstå og jeg ser det som et stort svigt. Jeg vil også gerne kalde det Stockholmssyndrom, selvom mange sikkert vil være uenige.
Det er derfor jeg prøver at bidrage med noget, der kan gå ud over de specifikke og pege på de vigtige, principielle aspekter i sagen. Ytringsfrihed handler netop om frihed for de ytringer, vi IKKE kan lide.
Jeg synes ikke, det er så vigtigt, om tegningerne var æstetiske. Problemet er vel også, at der blev lavet for meget motivforskning. JP blev beskyldt for at ville “håne” danske muslimer. Det ved jeg ikke, om de også ville, men selv hvis de ville, ændrer det jo ikke på, at de holdt sig inden for juraen.
Der er også det ved det, at injurielovgivningen og så den moralske lovgivning på en eller anden måde hænger sammen i sidste ende. Juraen er vel et produkt af længere tids moralske diskussioner blandt politikere og befolkning…
Jeg ved helt, hvor jeg selv står, men jeg mener selvfølgelig, at det også bør være moralsk tilladt at give udtryk for, at man føler sig krænket (selvom det er uforståeligt).
Har du indtryk af, at ytringsriheden er mere “truet” i USA end i Danmark?
@Maria: “Det jeg mener er, at vi måske er farvet i vores indstilling til avissatire af vores holdninger til islam og kulturdebatten osv.? Er det helt forkert set?”
Jeg synes, det er forkert set. Hvis man principielt støtter ytringsfriheden, så er det uagtet de konkrete omstændigheder. Og det er en vigtig støtte til ytringsfriheden, at den er principiel. Faktisk den eneste støtte, der er noget værd.
Som Lars skriver, kan man jo godt personligt synes, det er “synd” for ofrene for satiren. Men det bør ikke have nogen indflydelse på den principielle støtte til retten at ytre sig frit. I så fald står det skidt til med opbakningen til et frit samfund.
Jeg skal ikke kunne sige, om nogen vælger standpunkt udfra holdninger til islam. Men jeg mener, det er helt forkert at antage generelt – som jeg læser din kommentar – at hvis man er imod islam, er man for tegningerne og omvendt. Det er sådan en lidt konspiratorisk tilgang til debatten, er det ikke? Og netop den tilgang, der igen og igen får det til at handle om, hvorvidt vi taler pænt til muslimerne istedet for det essentielle og principielle, igen: ytringsfriheden.
Så måske har du alligevel ret i, at holdningen til islam præger ens stillingtagen til debatten, men kun for den ene side: Hvis man mener at islam IKKE er “i modstrid med det vestlige demokratiske system”, “så er man heller ikke tilhænger af Muhammed-tegningerne”. Og derfor skal denne religion ikke acceptere de samme principper for et frit samfund som andre befolkningsgrupper? Det er selvmodsigelse. Med mindre man IKKE sætter lighedstegn mellem et DEMOKRATISK og et FRIT samfund. Der er (eller kan være), trods alt, meget stor forskel på de to begreber.
>Lisbet
“Jeg synes, det er forkert set. Hvis man principielt støtter ytringsfriheden, så er det uagtet de konkrete omstændigheder. Og det er en vigtig støtte til ytringsfriheden, at den er principiel. Faktisk den eneste støtte, der er noget værd.”
Jeg er enig i, at sådan bør det være. Men sådan er det jo ikke. De, der forsvarer ytringsfriheden, gør det fordi de vil bashe nogen andre. De, der er for begrænsninger af den, ved godt, at de ellers vil blive udsat for verbale angreb.
Det hele afhænger af ens egen position.
“Som Lars skriver, kan man jo godt personligt synes, det er “synd” for ofrene for satiren. Men det bør ikke have nogen indflydelse på den principielle støtte til retten at ytre sig frit. I så fald står det skidt til med opbakningen til et frit samfund.”
Igen er jeg enig. Det er princippet, der er det vigtige.
Konspiratorisk? Haha, jo! Men derfor kan det jo godt være sandt, ikke? Jeg mener ikke, at vi skal tale pænt. Det ville alligevel ikke hjælpe noget. Måske ville det endda gøre det værre. Kvinder skal behandles som mænd (ikke i privaten) og muslimer som kristne.
Laver man ikke satire over en bestemt gruppe, siger man til dem: I er noget særligt, I er børn, der ikke kan tåle spas. I går nok amok, hvis vi gør det.
Vi skal behandle folk som voksne mennesker. Det er de fleste jo heldigvis også. Det er jo altid fundamentalisterne, der råber højest til skade for de moderate.